Møllen/4/5
V.
Skoven bruste endnu lige saa monotont og sørgelig som om Dagen, men den var ikke saa ensartet og glandsløs at se til. Over de gyngende Trætoppe jog sølvsømmede Skyer, og Maanen skinnede mellem de nøgne Grene og tegnede deres bevægelige Skyggerids paa det ubevægelige Ansigt af Mølleren, der laa henstrakt paa Rødderne af en stor Bøg.
Men hvorledes var Mølleren kommen ud i Skoven? Ja, det vidste han ikke selv. Han var styrtet ud af Møllen, tvers over Markerne, og saa var han pludselig her — mellem Træerne. Det var en Spids af Skoven, der skjød sig kileformig ud i Markerne og laa betydelig nærmere ved Møllen end den Del, hvor Veien gik igjennem. Her var der hverken Vei eller Sti.
Muligt ogsaa, at Skoven havde draget ham til sig. Han havde levet delt, i to Verdener: i Lises Mølle og i Hannes Skov. Af hin var han jaget ud, og nu flygtede han til denne. Rigtignok havde han heller ikke Noget at søge her. Intet Steds havde han Noget at haabe. For ham var Alt ude.
Det var den Følelse, der beherskede ham helt; Tanker havde han slet ingen af. Han følte at han have begaaet noget Skrækkeligt. — Ikke egentlig saaledes, at han havde levende Afsky for sin Handling eller Medlidenhed med Ofrene; men han ynkede sig selv: en stor Ulykke var brudt ind i hans Liv og havde for bestandig lagt det øde. Han var sig bevidst, at det vilde være det Bedste for ham, hvis der fra den Sky deroppe slog et Lyn ned i ham, eller hvis Blæsten rev Bøgen om og begravede ham under den.
Et Skud knaldede gjennem Skoven. Hans Øre havde ikke Skovfogdens Erfaring, og han kunde ikke sige om det var Peer Vibes Bøsse, der lod sig høre, men han forestillede sig det og skjælvede ved Tanken om at være den Myrdedes Broder saa nær — thi Skuddet var ikke faldet mange hundrede Skridt borte. En Krybskytte vil ikke selv gjerne ses af Nogen, men hvis han nu bemærkede Mølleren, idet han listede sig forbi — vilde det saa ikke senere være mistænkeligt? Naa, naar han laa ganske stille, vilde en Krybskytte heller ikke faa Øie paa ham, han havde jo sig selv og sit Bytte at sørge for.
Forresten kunde jo ogsaa en eller anden have set ham, da han løb over Markerne. Angsten for at blive opdaget kom over ham. Han vilde gjerne dø, maaske vilde han tilsidst tage Livet af sig, men han vilde afgjort ikke falde i Rettens Haand.
Han gav sig til at tænke over det Hele og beroligede sig mer og mer. Hvorledes skulde man kunne overbevise ham? Han havde simpelthen dreiet Møllen, uden at vide at der var Nogen deroppe. Men hvor mærkeligt var ikke det Tilfælde, at han ikke havde truffet Præsten og kun betalt sin Tiende uden engang at sige, at han gjerne vilde have talt med Præsten. Hvis Præsten havde været hjemme, saa vilde han være fortabt. Og ligesaa hvis han havde sagt til Vilhelm, at han vilde gifte sig med Lise — som det jo havde været hans Hensigt — eller blot at han ikke kunde ægte Hanne — allerede det vilde være meget mistænkeligt, og i saa Fald vilde han neppe kunnet være sluppen fri. Og hvor han dog havde været nær ved det! to Gange havde han haft Ordet paa Læberne.
Da han nu undrede sig over, at det næsten saae ud, som om Nogen havde sørget for, at han ikke forraadte sig selv — da det blev ham rigtig klart, i hvilken Grad han havde haft Held med sig, følte han Noget, der ikke var meget forskjelligt fra Glæde, skjøndt det bag sig havde en Skygge af uhyggelig Rædsel: det var som om Fanden havde hjulpet ham.
Ja, denne Samtale i Skoven vilde ikke blot ikke være anklagende, den vilde endogsaa tale til Gunst for ham: thi af den vilde det fremgaa, at hans Ægteskab med Hanne allerede var aftalt mellem Skovfogden og ham. Ogsaa hun vilde naturligvis komme i Forhør, og hans Samtale med hende kunde ogsaa kun virke gunstig … Jørgen havde maaske vidst Noget om hvad der var mellem ham og Lise, men han kunde ikke vidne mer. Christian — og maaske Lars — var den eneste Fare. Hvis han blot udsagde, at han troede at Mølleren efterstræbte Lise, at Svendene havde talt om at Mester holdt meget af hende — det vilde være slemt, meget slemt! Men jo mere han tænkte paa Christians selvbehagelige Væsen, desto usandsynligere forekom det ham, at han skulde have iagttaget Noget med sine livløse Torskeøine. Men Peer Vibe? saa vidt han vidste havde Lise ikke synderlig Fortrolighed til ham eller til sin Familie i det Hele. Endelig var der Svigermoder, som uden at blinke vilde gjøre Ed paa, at hun aldrig havde mærket det Mindste til Sligt.
Beskyldningen for Mord vilde altsaa neppe kunne finde noget Holdepunkt. Men kunde han blive straffet for uforsætligt Drab ved Uforsigtighed? Nei, de Sagkyndige — andre Møllere — maatte udsige, at det ikke kunde medføre nogen Fare for en Svend, der var oppe i Hatten, at denne uventet blev dreiet, og at der følgelig ikke havde foreligget nogen Grund for Mølleren til at gaa op og se efter, før han foretog den Dreining, som var nødvendig paa Grund af at Vinden havde vendt sig.
Der var noget ganske ejendommeligt Velgjørende ved at forfølge en saadan praktisk Tankegang og omsigtsfuld sørge for sin Frelse, i Stedet for i tom Fortvivlelse at ruge over sin Ulykke.
Han vilde gjennemgaa det altsammen endnu en Gang, for at ikke et eller andet Punkt, der kunde blive fordærveligt, skulde undgaa hans Opmærksomhed.
Altsaa: Han havde dreiet Møllen uden at tænke over, at der kunde være Nogen deroppe, men var saa bleven opmærksom ved den Omstændighed, at Gangspillet blev saa trangt og tilsidst gik helt i staa. Var saa gaaet ind paa Kværnloftet, havde tændt en Lampe og set Blodet, og var styrtet forfærdet bort uden at vide hvorhen, blot bort fra Møllen!
Holdt! Mon det nu ikke var mistænkeligt, at han saadan var styrtet bort uden først at se efter deroppe? Og saa — sæt at han havde efterladt Spor, da han var gaaet op og ned ad Trappen — hans Blod blev sydende hedt ved denne Tanke, og han følte hurtig efter i alle sine Lommer, om han kunde have tabt Noget — Nei! Men det tykke Støv kunde have bevaret Aftryk af hans Støvlesaal (han havde en Gang læst noget Lignende) og saa var han fangen. Paa den anden Side, naar han udsagde, at han var gaaet derop, før han var løbet ud af Møllen, saa kunde det dog let vise sig, at han ikke vidste rigtig Besked med hvordan det saae ud deroppe.
Og nu slog en frygtelig Tanke ned i ham som et Lyn: — Hvis de nu ikke var helt døde! hvis de endnu kunde reddes! Det var umuligt at lade være at undersøge dette. Hvor frygtelig end den Forestilling var at gaa op og se de lemlæstede Lig — for det var dog ganske sikkert Lig! — han maatte gjøre det, han kunde ikke forsvare Andet. Han var allerede sprunget op og gik hurtig gjennem Skoven. Nedfaldne Kviste og trøskede Grene knastes under hans Fødder, tidt snublede han over en Rod.
Pludselig lød en barsk, bydende Røst:
— Holdt! Hvem dér?
Han saae Hovedet og Skuldren af et Menneske, der holdt sig dækket bag en tyk Bøgestamme. Et Bøsseløb, der blinkede i Maaneskinnet, pegede lige paa ham. Der dannede sig hos ham den dunkle Forestilling, at det vel var den desparate Peer Vibe, som holdt ham for Skovfogden, og han ønskede at Krybskytten vilde skyde ham ned og saaledes hævne Søsteren. Alligevel var han uvilkaarlig standset.
— Hvem er det? Staa stille, eller jeg trykker løs.
Nu gjenkjendte Mølleren Skovfogdens Stemme, og hvor langt han end var fra at være lattermild stemt, maatte han dog næsten le, da han svarede:
— Vilhelm! det er jo mig — Høimølleren!
— For Pokker, er det dig! udbrød Skovfogden, der ved denne høitidelige Leilighed undte sig en beskeden Ed.
Han traadte frem fra sit Skjul og spændte Bøssehanen ned.
— Jeg troede min sandten, at jeg havde Peer Vibe for min Bøsse, sagde han i en lidt slukøret Tone. Han har skudt igjen for en halv Timestid siden —
— Ja, jeg hørte nok Knaldet.
— Hvor var det da?
— Ja, det var lige her i Nærheden.
— Ja men Jacob! hvor kommer du dog herud: saadan midt om Natten? Du ser saa underlig ud — hvor er din Hat?
— Min Hat? ja, jeg veed saamænd ikke — maaske har jeg slet ikke haft den paa —
— Jakob — hvad er der dog i Veien! er der hændet Noget?
— Ja, Vilhelm … Det er et Ulykkestilfælde oppe i Møllen.
— Gud bevares! Er nogen af Svendene kommen til Skade?
— Ja, jeg veed ikke engang rigtig selv, hvad det er, men det maa være noget Frygteligt.
Og han fortalte Vennen, hvad der var forefaldet, kun ikke, at han selv først havde været oppe paa Lorisloftet. Han berettede udførlig og forklarede mange Enkeltheder, thi Skovfogden var ikke meget fortrolig med Indretningerne i en Mølle.
— Og du har ikke set efter?
— Nei, jeg blev altfor bange.
— Det var ikke rigtigt!
— Nei, det var ikke rigtigt, det faldt mig ogsaa ind nu, og jeg var netop paa Veien hjem … Vilhelm, gaa med mig!
— Ja, jeg gaar med.
— Tak! det var et lykkeligt Tilfælde, at jeg traf dig.
— Det var Guds Førelse, som alting.
— Ja men — skulde det da ogsaa være Guds Førelse, at — —
Han holdt forskrækket inde; thi han havde nær fortsat: »at de to netop var deroppe« — skjøndt han jo ikke maatte vide, hvem der var forulykket.
Skovfogden nikkede:
— Ja, det med. Ingen Spurv falder til Jorden uden hans Villie.
De gik hurtig henimod Skovranden.
— Naar er det sket?
— Det maa vel have været saadan halvsex. Hvad er den nu?
— Snart halv otte.
Der var allerede de sidste Træer og Hegnet, flettet af Grene og Ris, som aldrig mangler ved en falstersk Skov. De klattrede over det, sprang over en bred Grøft og marscherede over en Stubbemark løs paa Møllen, det mørke Maal.
— Og du har ingen Anelse om hvem det kunde være?
Mølleren tøvede, inden han besvarede det længe ventede Spørgsmaal.
— Nei, jeg kan ikke tænke mig det.
— Har du ikke set Nogen i Huset?
— Nei, jeg troer Pigen er gaaet ud.
— Og Svendene?
— Christian kjører med Møllevognen, og Drengen var gaaet hjem.
— Men den anden Svend — Jørgen hedder han jo — han skulde vel passe Møllen?
— Ja, naturligvis … Men ham har jeg ikke set nogen Steder.
— Hm.
— Men selv om han har været deroppe — jeg kan ikke begribe det — han færdes jo daglig der og kjender det ud og ind, jeg veed ikke, hvordan han kunde komme til Skade ved at Møllen blev dreiet; han behøvede kun at træde et Skridt til Side —
— Naa — ja — hm. — Det vil jo snart vise sig.
Mølleren sukkede dybt, og de tav begge.
Ja, det vilde snart vise sig. De steg nu over det sidste Risgjærde; den Græsmark, de gik paa, tilhørte Mølleren. Foran dem laa Bygningerne i Skygge, og over dem hævede Møllen sig mod perlemorsgraa Skyer. Vingernes Susen summede allerede gjennem Luften, og snart foer ogsaa deres flygtige Skygger henover Vandrernes Fødder og fik alle Dugperlerne i Græsset til at blinke som smaa Øine.
Fra Gaarden hørte de Trofast hyle.
Under denne Vandring over Markerne havde der hos Mølleren dannet sig en underlig Forestilling. Den var først svævet forbi som et flygtigt Skjær af Haab, havde saa atter og atter indfundet sig, bestandig med tydeligere Omrids og rigere udsmykket med Enkeltheder, og havde nu, da de bagfra nærmede sig til Møllegaarden, sat sig fast som en Forventning.
Han tænkte sig Følgende:
Vi træder ind i Gaarden. Bag Kjøkkenvinduerne er der Lys. Døren gaar op, og Lise kommer ud for at se, hvorfor Trofast gjøer saa lydelig. Og ogsaa i Møllen er der Lys — nemlig paa Broloftet, hvis Vinduer nu er skjult bag Stalden — og Jørgen er der ved sit Arbeide. Og det Hele er slet ikke sket. Det vil sige, de var nok deroppe — det var ikke Noget, jeg bildte mig ind — men de har reddet sig, maaske er de endogsaa gaaet ned, før jeg dreiede Møllen, for jeg stod vist længe derude paa Omgangen. At det dryppede paa Kværnloftet — Blodet paa Panden og paa Haandfladen, det var blot Noget, jeg bildte mig ind; — jeg var jo saa ophidset!
Da han var løbet tvers over Pløiemarkerne ad Skoven til, var han falden en Gang. Haanden var endnu smudsig af den fugtige Jord, og det var ikke muligt at se, om der ogsaa var Blod paa den — saa det kunde godt have været en Forblændelse.
Og naar det nu var saaledes — naar der var Lys i Stuehuset og paa Møllen — naar Jørgen og Lise viste sig: — hvor vidunderlig vilde han da pludselig blive hævet op fra den dybeste Elendighed til den gladeste Frihed! Hvor løfterig vilde Fremtiden da ikke smile ham imøde — ham, der endnu for fem Minutter siden mente, at Alt var tabt for ham. Og denne Fremtid hed Hanne! Med Lise var han færdig, og Tanken om hendes Troløshed kunde ikke engang smerte ham. Herinde havde han dræbt hende, hun var der ikke længer — han var fri! — —
Hvis det var saaledes — —
O, hvor han da vilde takke Gud af hele sin Sjæl! Takke for sin dobbelte Frelse: fordi Gud med mægtig Haand havde frelst ham ud af hendes Magt, og fordi han ikke var bleven en Forbryder. Han vidste neppe hvad han skulde være mest taknemlig for. For begge Dele tilsammen og saa for Fremtiden: fordi Gud havde viist ham Helvede og saa aabnet Himlen for ham …
… Hvis det da ogsaa virkelig forholdt sig saaledes!
Nu var de der. Mellem Staldens Gavlvæg og Bageriet var Indgangen til Gaarden.
Men ved Stalden stod Mølleren stille, aabnede den øverste Halvdør og kiggede ind. Kun i den nærmeste Baas var der Noget, der rørte sig. Det var Svenskeren: hans egne Heste var der ikke. Christian var altsaa ikke kommen hjem endnu.
Det var netop dette, han vilde overtyde sig om. Hvis Hestene nemlig havde været i Stalden, og han nu — naar han traadte ind i Gaarden, saae Lys i Kjøkkenet: saa kunde det endnu bestandig være Christian, der søgte efter Noget til Aftensmad. Nu derimod kunde Lyset kun betyde Lise.
Den vagtsomme Trofast var holdt op at hyle og begyndt at gjøe — nu kredsede den om dem med rasende Glammen. Møllerens Røst beroligede den imidlertid øieblikkelig, og klynkende af Henrykkelse trykkede den sig op ad ham; det stakkels Dyr havde aldrig følt sig saa forladt som iaften i den uddøde Møllegaard.
Thi som uddød laa den der, da Mølleren nu med bankende Hjerte vovede Skridtet rundt om Hjørnet. Intet Lys — intetsteds! Overfor dette øde Billede følte han med eet Slag, hvor vanvittigt hele hans Haab havde været.
I Forgrunden var kun en Stribe af Gruset skarpt belyst af Maanestraalerne, der streifede den ene Side af Brønden. Paa Stuehuset tilvenstre skinnede en Trekant af Kalkmuren lige ved Hjørnet, hvor Rækværket saa forneden fortsatte den hvide Glands, medens Skorstenen foroven lyste som en udsat Post; midtveis, mellem begge disse Kalklys, dæmrede det mossede Straatag med et mat Skjær, som en Svamp fuld af indsuget Maaneskin. Alt Andet var overskygget af Møllen, der reiste sin tunge Masse mod Himlen og lod sine Vinger hvirvle, bælgmørk fra Hat til Sokkel — kun at man i denne, indrammet af Underkjørslen, saae et lille Landskabsbillede med Sølvskyer over spredte Træer.
Der var noget ganske særlig Uhyggeligt og Skræmmende ved denne arbeidende Mølle, i hvilken der ikke var det svageste Lysskjær at opdage. I vor Fantasi er Billedet af en natlig malende Mølle saa fast sammenknyttet med Forestillingen om Lys — Lys, der fra smaa Ruder kigger ud til alle fire Verdenshjørner og straaler vidt over det dunkle Land, et beskedent og landligt Fyr for den ensomme Vandringsmand, med glimtende Bud om hvor der endnu er vaagent Menneskeliv at finde. Disse Forestillingers Forbindelse har jo endogsaa nedfældet et Slags ordsprogligt Metal. Her var nu ikke »Lys paa Møllen«. Og denne Omstændighed, hvor ubetydelig og intetsigende den end kan synes at være, gjorde et næsten gyseligt Indtryk paa de to Venner, saa at de blev staaende der i Hjørnet mellem Stald og Bageri, fasttryllede ved Synet af denne blinde, rastløst arbeidende Mølle.
Endelig rev Skovfogden sig løs og skred over Gaarden, fulgt af Mølleren. Trofast sprang om dem med lystig, støiende Gjøen men forstummede i Underkjørslen. Og da de to Mænd nu traadte tilhøire ind i Møllen, lod den forsagt Døren slaa i for Snuden af sig. Thi den vidste, at derinde husede et vildt Kattebestie, og at ikke engang den stormægtige Pilatus vovede sig derind. Og saa blev den da hylende og klynkende tilbage i sin sørgelige Ensomhed, rystende af Kulde midt i dette Trækvindens Yndlingsstrøg, som den ikke kunde beslutte sig til at forlade, da den dog her i alt Fald var nærmest ved Menneskene.
Derinde tog nu Skovfogden sin Bøsse af og stillede den op mod Væggen, medens Mølleren strøg en Tændstik af, som i Læ af de hule Hænder gav dem sparsomt Lys til Opstigningen.
Den slukkedes just som de naaede Broloftet. En ny blev strøget af og ledede Mølleren frem mellem Sækkehøiene, til han havde faaet den lille Lampe tændt, der hang paa den store Hvedesigte, en Bliktingest uden Glas, der bredte et meget mat Skjær over de nærmeste Omgivelser, men til Gengjæld kastede forbausende Skygger. Saaledes lidt bedre bevæbnede mod Mørket steg de høiere op i det tiltagende Bulder.
— Hys! hører du ikke Noget? spurgte Mølleren og blev staaende midt paa Trappen i lyttende Stilling. Hans Hoved var allerede paa Høide med Kværnloftets Gulv, og Lampen, som han holdt i sin rystende venstre Haand og med sin rystende høire skjærmede mod Trækken, kastede urolig hoppende, spøgelseagtige Slagskygger op i det store Rum.
— Hvad er der? raabte Skovfogden, der ikke havde forstaaet ham.
— Hører du ikke Noget? raabte Mølleren.
— Jeg hører saadan et Spektakel, som jeg aldrig har hørt før. Er der ellers Noget?
— Nei — aa nei, det var vel ikke Noget.
Han havde hørt — eller troede at have hørt — en Lyd, der, hvor fin og let den end var, skar gjennem hele den massive Møllelarm: Lyden af en faldende Draabe. Og nu syntes han, at han hørte den igjen.
Han vilde gaa videre, men hans Fødder vare som rodfæstede, medens hans Hænder rystede endnu stærkere. Lige for sig, hvor Trappen gik op til de øvre Stokværker, havde han opdaget Noget. Ikke just noget Mærkværdigt, end sige Frygteligt — næsten endnu mindre end Lyden af en faldende Draabe: — det var en graa Kat. Kis laa der, sammenrullet under det nederste Trin, dirrende og knibende Øinene til mod Lyset, medens den slikkede sine Saar. Disse Saar kunde maaske for en dybere Betragtning have noget Heroisk og Tragisk ved sig, men Billedet var alligevel snarere genreagtigt og havde i og for sig intet Gruopvækkende — kun at det erindrede Mølleren om det sidste skyldfri Øieblik i hans Liv.
Hurtig steg han de sidste Trin op og vendte sig til Skovfogden.
— Vilhelm! gjør mig en stor Tjeneste! gaa alene derop — jeg — jeg kan ikke.
— Naa, ja ja — saa gaar jeg alene, svarede Skovfogden og tog Lampen.
— Vent lidt! jeg vil kun tænde en Lampe her, og stille Værket af.
Han fandt en lille Lampe paa et Melkar — Magen til den første — og tændte den. Saa vilde han gaa ud paa Omgangen.
Skovfogden holdt ham tilbage.
— Jakob! hør lidt! raabte han — og han maatte anstrenge sin Stemme til det Yderste — du sagde jo før, at naar man stiller Værket af, det gjør man med Persebommen?
— Hvad gjør man?
— Stiller Værket af.
— Ja, det er jo netop det jeg vil.
— Nei, nei — lad hellere være. Det er bedre, at alting bliver som det er — deroppe, veed du nok — for Undersøgelsens Skyld.
— Ja men, saa tag dig bare i Agt!
— Ja, det skal ]eg nok.
— Og pas ogsaa paa Hovedet. Der er saa lavt mange Steder.
— Ja vel, jeg skal nok finde mig tilrette.
Han fjernede sig og forsvandt i det Mulm, der rugede udenfor Kredsen af de sex »Gafler«. Kun det matte Skjær af Lampen bevægede sig endnu som en Ildflue, belyste en skraa Bjælke, et nedhængende Tov, et Par Trappetrin — svævede saa opad og slukkedes.
Mølleren var alene.
Han sad paa en Sæk. Lige ved hans Skulder, paa Randen af Melkarret, stod Lampen, over hvilken Sækkebord og Skrue byggede sig op, svagt belyste, og kastede en tung Slagskygge over Toppen af et mægtigt Kornbjerg i Hjørnet. Umiddelbart ved hans Fødder gabede Spidsestens-Hullet, hvis store Tragt og roterende Gaffel endnu befandt sig indenfor Lysets Omraade. Længer tilbage dæmrede kun udflydende Striber af Bjælker og Flader af Kasser. Et eller andet Steds hang et stort melstøvet Spindelvæv, der flagrede trægt foroven som Vingerne af et uhyre Møl.
Hvor ofte havde ikke Jørgen siddet der, paa det selvsamme Sted i den selvsamme Belysning, med sin dyrebare Kalender i Haanden og fangen i den mørke fantastiske Forestilling at alt dette rundt om og foroven og forneden — det var Martertaarnet, og Forhøret skulde strax begynde, ved hvilket han — alias Væbneren Hjalmar — skulde spændes paa Pinebænken. Og dog havde han aldrig været saa uhyggelig tilmode derved, som Mølleren var det nu.
Han hævede Hovedet: — hørte han den ikke nu igjen, hin frygtelige, lette og sonore Lyd, der klang enkelt og draabevis gjennem al Larmen? Og hvad var det Hvide, som dér tilvenstre, hvor han ikke rigtig vovede at se hen, sneg sig saa underlig rundt i en Kreds? Var det muligt, at Pilatus —?
Han tog Lampen, stod op og gik et Par Skridt frem. — Ja, det var Pilatus! Den listede rundt i en Kreds, løftede undertiden Hovedet, saae op og bevægede Munden.
Paa Gulvet laa der en Træklods, som han var kommen til at støde imod med Foden. Han tog den nu op og kastede den efter Katten, men ramte ikke. Og Dyret — hvis det da overhovedet var et Dyr, thi ham forekom det snarere at være en Aand i Dyreskikkelse — Pilatus lod sig ikke i mindste Maade forurolige af dette Kastevaaben, men blev ved at snige sig om i den samme Kreds.
Og hvad var Centrum, det store mørke Centrum i denne Kreds? .... Nu klang igjen hin Draabetone, og samtidig bevægede der sig Noget i det mørke Centrum — en skinnende Bevægelse ligesom af et Øie, der blinker.
Lampen faldt fra hans rystende Haand og slukkedes.
… Det havde allerede varet en Evighed, syntes han, og Skovfogden kom endnu ikke! — Det var ikke just, fordi han var spændt paa Budskabet: thi han var ganske overtydet om, at de begge vare dræbte. Men det var frygteligt — det var allerede ligesom en Helvedesstraf at staa her i dette Mørke, hvor kun en mat Maanestraale skjød sig ind ad det lille Vindue og strax prellede af paa Randen af nogle Sække, og i denne buldrende og knagende Larm, der dog ikke orkede at overdøve den lette Klang af Draaberne — staa her og tælle, hvor tidt det dryppede, inden han kom — nok en Gang — og nok en Gang …!
Saa dæmrede der et Skjær frem foroven og blev efterhaanden stærkere.
Mølleren tænkte hurtig paa, at han maatte lade som om han blev overrasket og forskrækket, naar det blev ham sagt, at der var forulykket to Mennesker; ellers vilde det være mistænkeligt.
Dér var han — Skovfogden — han kom henimod ham.
Mølleren turde ikke se ham i Ansigtet. Og hans undvigende Blik fæstede sig tankeløst paa Noget, der hang ned fra Vennens høire Haand og glindsede skarpt i Lampelyset. Det forekom ham dunkelt og drømmeagtig, at han skulde kjende den Tingest, og han anstrængte sig for at komme efter hvad det vel kunde være for Noget.
Skovfogden havde stillet Lampen fra sig. Han stod nu lige foran Mølleren. Den venstre Haand lagde sig paa Jakobs Skulder; den høire holdt skjødesløst hin gaadefulde Gjenstand, der blinkede, idet den svingede frem og tilbage.
Nu kjendte han den: — Jennys Halsbaand.
— Jakob! lød Skovfogdens Røst: — der er forulykket to Mennesker — knust af Persebommen — Jørgen og Lise.
— Herre Jesus! hviskede Mølleren.
Den frygtelige Overraskelse kom maaske ikke videre skuffende til Udtryk. Men han havde ingen synderlig skarp Iagttager overfor sig.
— Midt i Synden, sagde Skovfogden.