Møllen/5/1
FEMTE BOG
I.
I Møllerens lille Dagligstue, hvor Foraarssolen skinnede muntert ind fra Haven, sad Jakob og Skovfogden — den sidste paa Hæderspladsen i Sofaen, Mølleren lige over for ham paa den anden Side af det runde Bord.
Skovfogden var kjørt derover for endelig at overgive til Vennen sine Hænders Værk, den lykkelig fuldendte Blomsteropsats. Der stod nu dette Pragtstykke henne ved Vinduet, selv helt foraarsagtigt at se til, endnu uden Blade og Blomster, men glindsende over alle sine Forgreninger af frisk Fernis, som en Kastanieknop, der vil til at springe ud. Rigelig og oprigtig Ros var bleven det til Del, og dette Emne syntes udtomt.
Man var ved Tobakken, ventende paa Kaffen.
— Nu er det jo paa den Tid, da Christine døde ifjor, bemærkede Skovfogden.
— Ja, det er netop Aarsdagen idag, svarede Mølleren med et Suk.
Skovfogden strøg betænksomt Asken af sin Cigar af paa Tændstikkestativet, Mølleren nippede til Pibespidsen.
— Hm.... Ja, veed du hvad, saa synes jeg ogsaa gjerne, du kunde begynde at tænke paa at forandre dig, Jakob.
Han skottede hen til Vennen, men det var vanskeligt at faa fat paa Ansigtsudtrykket, da Mølleren sad bortvendt fra Lyset med et Vindue paa hver Side: desuden var der tæt om hans Hoved af Tobaksrøg, og det heldede stærkt forover — han havde altid ludet lidt, men paa den senere Tid var det som om Hovedet var blevet tungere — sammen med Sindet; naa, det var jo ikke til at undres over! Men han maatte hjelpes til at rette sig og se op igjen mod Guds klare Himmel.
Det varede en Stund, inden der kom Svar.
— Aa jo — hvad det angaar — — for Tidens Skyld — saa kunde det jo ogsaa nok lade sig gjøre.
Den ellers noget freidige og selvsikre Skovfoged var i Forlegenhed. Han sugede stærkt paa sin Cigar, strøg en Tændstik af og tændte paany, mens han overveiede, hvordan han passeligst skulde gribe Sagen an og komme den Andens Betænkeligheder til Livs. Just som han vilde til at tale igjen, foer han sammen ved den irriterende Lyd af et elektrisk Ringeapparat.
Mølleren reiste sig og gik hen til Hjørnet mellem Vindue og Entreedør, hvor Skovfogden først nu opdagede en Telephon.
— Holla! — Ja vel! … Hvem er det?
Det gav et pludseligt Sæt i Møllerens Skikkelse og Hørerøret rystede i hans Haand. Ellers syntes der dog ikke at være Grund til nogen stærk Sindsbevægelse: det var en Kornhandel, som oven i Kjøbet nogenlunde let syntes at gaa i Orden til hans Tilfredshed. — Skovfogden lagde Mærke til, at saalænge Mølleren talte, svingede han sidelængs i Hofterne; men naar han lyttede, stod han ganske stille, og da rystede kun hans Haand — især i Begyndelsen, saa at man hver Gang kunde se paa Haanden, naar Svaret kom. Efter et Par Minutters Parlamenteren blev der budt Farvel og ringet af, og Mølleren satte sig igjen ligeoverfor sin Gjæst og tændte Piben paany. Han var bleven bleg.
— Det er ellers noget Nyt med Telephon her paa Møllen, bemærkede Skovfogden, som fandt det rigtigst at slaa lidt ind paa et ligegyldigt og dagligdags Emne, saa kunde man maaske ad en pludselig Sidevei glide over til det Spørgsmaal, som det gjaldt om, og for hvilket Mølleren aabenbart var lidt sky, ja som han ikke engang selv var rigtig hyggelig ved at betræde for anden Gang. For det er jo saa sin Sag at trænge ind paa en Ven for at faa ham til at gifte sig med Ens Søster; men det maatte nu ligegodt gjøres — og det for Jakobs egen Skyld.
Mølleren svarede ham med den underlige Tunghed, som han paa den senere Tid havde lagt sig til i sin Tale — endogsaa overfor Vennen — som om det voldte ham Anstrengelse at holde Tankerne sammen: — Jo, han syntes jo dog at man skulde følge med Tiden — det var jo da ogsaa en svær snild Opfindelse — og saa havde han da besluttet sig til det.
Ja, det havde vel været en dyr Historie, formodede Skovfogden.
— Jo vist saa — naturligvis — det koster jo en Del. Men jeg tænker dog næsten, at den skal bringe Pengene ind igjen med Tiden. For ser du, Vilhelm — man kan dog spare sig mange Feiltagelser og unyttig Tidsspilde og Udgifter ogsaa. — Som for Exempel, vil jeg sige — ham jeg nu talte med, det var en Kornhandler inde i Stubbekjøbing. Og ham var jeg saamænd paa Veien til den Dag, da … som det passerede her paa Møllen om Aftenen … Om Formiddagen var jeg kjørt ad Byen til for at gjøre en Forretning med ham — du kan nok huske, jeg kjørte paa Hjemveien om til jer — jeg talte med dig ude i Skoven, hvor I skovede — for da havde jeg faaet at vide underveis, at han var ovre paa Bogø og først kom hjem den næste Aften … Og det var det, der faldt mig ind, da jeg nu talte med ham, at havde jeg haft den Indretning allerede den Gang — og jeg havde allerede tænkt paa det, det havde jeg saamænd, men saa syntes jeg, at det var lidt skralt med Pengekassen, og at det kanske var bedre at se Tiden an … Men havde jeg haft en Telephon den Gang, saa havde jeg jo spurgt, om han var der, og jeg havde slet ikke engang haft nødig at kjøre til Byen efter ham — og saa var det Hele ikke sket.
Mølleren røg ikke længer. Han sad med Piben dinglende mellem Knæene og overveiede for Gud veed hvor mangen Gang, hvilken Utallighed af Smaaomstændigheder, alle uafhængige af hinanden, der havde maattet mødes og væve sig sammen for at det kunde ske — og saa for at der Intet skulde være, der kunde lede til Opdagelsen, som f. Ex. hvis han den Dag havde truffet Præsten hjemme og havde anmeldt sit Ægteskab med Lise. Og han følte sig — som altid ved disse Overveielser — paa den uhyggeligste Maade ledet af en dæmonisk Magt, et ondt Forsyn, der havde beregnet Alt og lagt selv de mindste Ting til Rette for ham. Han huskede nu ganske tydelig, at han allerede i September havde været lige paa Nippet til at anskaffe Telephon. Hvis han havde haft blot en halv Hundrede Kroner mer, saa havde han gjort det. Og at han ikke havde haft dem, det beroede kun paa Kornpriserne, som igjen afhang af Veirliget for et Aar siden — endnu før Christine var død! — eller af at en sydrussisk Jernbane var bleven færdig, som han nu pludselig huskede at han i sin Tid havde læst om i sin Avis. Hvis nu den Jernbane altsaa ikke var bleven færdig — og hvad mon det nu atter havde beroet paa? — — han tog sig uvilkaarlig med Haanden til Hovedet; det løb rundt for ham, og han blev angst … Men hvis — ja hvad saa? Saa var det ikke sket, han havde ægtet Lise, som havde bedraget ham og var et slet Menneske — ogsaa det havde været ulykkeligt, og han kunde i Øieblikket neppe se, hvad der var det værste. Der var kun det med Samvittigheden; den havde i alt Fald været bedre. Den havde ikke tidlig og sildig tilhvisket ham, at han var en Morder, der egentlig burde have mistet sit Liv paa Retterstedet eller sidde i et Tugthus.
— Det er underligt nok at tænke paa, Vilhelm, begyndte han igjen — at hvis jeg den Gang havde haft den Tingest, saa var det Hele ikke sket, og de to havde været i Live endnu … Naar man tænker saadan over det, saa er det helt kuriøst — at Tilfældet dog kan have saa meget at sige.
— Tilfælde gives der ikke paa den Maade, Jakob.
— Troer du ikke? Aa nei, det er vel nok saadan, at Forsynet ordner det meste, og undertiden har saa ogsaa Fanden sin Finger med i Spillet.
— Ja, hvad det angaar, saa — — ser du, at Djævelen har megen Magt, og at han gaar om og søger hvem han kan opsluge, det er der jo Ingen der vil nægte, som har sin Christentro. Men han er jo dog kun en Skabning og kan alligevel ikke gjøre Noget paa egen Haand — det ser vi jo ogsaa i Biblen, hvor der fortælles om Job — at han maa dog have Herrens Tilladelse til at friste Mennesket, og Gud leder det tilsidst hvorhen han vil, og som han har forudset. Saa vi faar vel lade Forsynet være eneraadigt, Jakob.
— Ja, mon det nu ogsaa altid skulde slaa til, saa at alting gaar efter Guds Villie — ogsaa at jeg skulde komme for Skade at slaa de to Mennesker ihjel?
— Ja, det veed vi, det maa vi ikke tvivle om, selv om vi ikke kan forstaa det. Det tilkommer jo ikke os at tyde hans Villie og dens Veie, men ellers kunde man jo tænke sig, at de to vilde have stiftet meget Ondt og deres Afkom endnu mere, hvis de havde faaet Lov at leve.
— Aa ja saamænd — det kunde jo nok udlægges saadan. Men tænk dig nu en Gang, Vilhelm, at det virkelig var gaaet saadan til, som han Fuldmægtigen havde Mistanke om og beskyldte mig for: at jeg havde vidst, at de var deroppe og gjort det for at hævne mig paa dem — saadan en frygtelig Gjerning kunde dog ikke være sket efter Guds Raad — og man hører dog ogsaa, at saadan Noget hænder.
— Det maatte den være — alligevel.
— Nei, nei, Vilhelm! det vil ikke ind i mit Hoved — Gud kan ikke ville det Onde.
— Det er rigtig nok. Men det, som vi kalder det Gode, er vel ikke altid det Gode i hans Øine.
— Det forstaar jeg ikke. Det Onde maa altid være ondt. Og hvorfor skulde han lade saadan en Forbrydelse ske?
— Den kunde være sket for din egen Skyld.
— For min Skyld?
Skovfogden var for optagen af sine egne christelig-philosophiske Betragtninger til at han skulde kunne lægge rigtig Mærke til den stærkt interesserede Forundring, hvormed hans Ven stillede dette Spørgsmaal. Han saae slet ikke paa Mølleren, hvis Ansigtsudtryk dog maaske havde været ham paafaldende, men stirrede paa det blomstrede Bordtæppe, mens han forfulgte sin egen vanskelige Tankegang.
— Ja, jeg tænker mig nu, at en Forbrydelse godt kan ske for Forbryderens egen Skyld. For vi maa huske paa, at det ikke er Opgaven at komme uskyldige gjennem Livet — lige saa lidt som at blive lykkelige — og det kan hænde, at det var det aller Farligste saadan en Uskyldighed, som maatte føre til Selvtilfredshed og til at forlade sig paa Gjerningerne. Nei, Meningen er jo, at vi skal lære Verdens Syndighed at kjende og især vor egen syndige Natur, saa at vi maa blive angst og bange for den og omvende os … Det er det Eneste, det gjælder om, at vi faar vor Sjæl frelst, og alt det Andet er ligegyldigt. Naar nu En var saa sløv, at der maatte rystes op i ham ved en Forbrydelse — ellers var han aldrig kommen til at se Djævelskabet i sig selv og havde aldrig gruet og aldrig i Sønderknuselse søgt Guds Naade: hvorfor skulde det ikke ogsaa kunne være en af Forsynets Veie?
Mølleren svarede ikke og saae heller ikke op. Han grublede over den nye og ganske uanede Synsmaade, der havde opladt sig for ham og forfærdede ham. Hans Tænder bed sig fast sammen, Musklerne om Munden arbeidede og Tindingaaren svulmede. Havde der i dette Øieblik siddet en Forhørsdommer lige over for ham, saa vilde det ikke have varet længe, inden Tilstaaelsen havde været ude af ham. Men Skovfogden saae i dette Udtryk hos Vennen og den tilkommende Svoger kun en Forhøielse af det Tryk, der lige siden Katastrofen havde hvilet over ham — en Forhøielse, som var en naturlig Følge af at denne Begivenhed var kommen saa udførlig paa Tale.
— Ja, kjære Jakob — se det er jo forstaaeligt nok, at det tynger svært paa dig dette — og især den Mistanke, som du nævnede, det kan jo være tungt nok for en Mand at bære —
Mølleren stønnede sagte og gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden.
Skovfogden heldede sig frem imod ham, med Albuerne støttede paa Bordpladen:
— Ja, det kan jeg saa godt forstaa — skjøndt hvad den Beskyldning angaar, saa behøver du da ikke at tage dig den videre nær, for der er da Ingen her, som har fæstet nogen Lid til den, undtagen han Fuldmægtigen — for Juristerne skal jo overalt veire Forbrydelser, det er de nu afrettede til, og han er jo en ung Mand, som sagtens gjerne vilde vise sin Skarpsindighed. Og forresten tænker han vel heller ikke saadan længer, for det kom jo klart nok frem ved Undersøgelsen, at der ikke kunde være Tale om det. Men det er det, jeg vilde sige, at du maa nu ikke lade dig kue af det. Du maa tage det saadan, at det har været Guds Villie, at det skulde ske saadan, og saa maa du tage Livet freidigt op igjen og ryste det her Tungsind af dig — ikke altid gaa og ruge over den Historie, for det duer ikke og fører ikke til Noget. Og saa mener jeg da, at det Rigtigste var, at du nu tog dig sammen og lod det blive til Alvor med at gifte dig med Hanne.
Skovfogden lagde sig tilbage i Sofaen og drog Veiret dybt, lettet ved den Bevidsthed at have faaet det Vanskelige sagt paa en afgjørende Maade.
— Tak, Vilhelm, sagde Mølleren, det er kjønt af dig, og jeg veed jo ogsaa, at du mener det godt —
— Ja, det gjør jeg, Jakob, og det er for din Skyld alene — hvad mig angaar, saa kan du jo nok tænke, at jeg kommer til at savne Hanne … der vil jo blive noget tomt derude i Skovfogedhuset.
— Du kommer selv til at tænke paa at finde dig en Kone, bemærkede Mølleren med et mat Smil.
— Aa ja, det kan jo nok være, at det bliver til det … Der staar jo skrevet, at det er ikke godt for Manden at være alene … Men det er især ikke godt for dig nu … Se, jeg vilde jo ikke trænge ind paa dig saadan, hvis jeg kunde tro, at der paa din Side var noget Virkeligt i Veien, jeg mener, at du havde faaet et andet Sindelag overfor Hanne — at du ikke ønskede at gifte dig med hende — —
— Nei, paa det Lav, mumlede Mølleren — det kan du jo nok vide, at jeg gjerne vil —
— Ja, jeg veed det; det er blot Livsmodet, der mangler dig, og derfor er det at jeg siger til dig: du maa ryste det Tryk af dig, du maa tage fat paa at leve, for dette her er jo ikke Liv.
— Nei, det er sandt hvad du der siger, det er ikke Liv, saadan som jeg har gaaet her i Vinter — og nu er det blevet Foraar — aa Gud ja! og jeg er bange for, at det bliver ikke anderledes med mig, du.
— Vist saa, vist saa.
Mølleren rystede mismodig paa Hovedet.
— Og saa kan du nok forstaa, saa synes jeg dog, at det er saadan et stort Ansvar at binde en Pige til mig … Det gjør mig ondt for Hanne.
— Nei, hør nu! sæt dig dog ikke saadan Noget i Hovedet. Og desuden Hanne — ja, hun er jo nok en ung Pige — skjønt saa pur ung er hun jo da heller ikke — men jeg mener, hun er jo dog ikke saadan som de unge Piger er flest, med Fjas og Forfængelighed; hun forstaar jo nok, at her er der en Opgave, og den er hun ogsaa i Stand til at tage op. Fortrøst du bare paa hende, Jakob, der skal ikke komme nogen Feil i den Regning, det tør jeg nok indestaa for.
— Ja men, er det dog ikke i alt Fald for tidligt endnu saadan ligesom Sørgeaaret er udløbet? spurgte Mølleren, der efter sin Sædvane blot søgte at skubbe Sagen ud og vinde Tid.
— Det troer jeg ikke, at Nogen vil finde. Det er jo et aparte Tilfælde dette. Du maa huske paa, at ved det, der kom frem ved Forhørene, er det jo blevet almindelig bekjendt, at du og Hanne skal have hinanden, ja endogsaa det med at der blev banket paa Vinduet hos os, og at din Hustru selv havde ønsket at det Parti kom i Stand; saa det er ikke Andet, end hvad de alle sammen venter, og forleden sagde din Svigermoder selv til mig, at det var bedst om det kunde ske lidt snart, for du gik og blev saa underlig.
— Saa? har hun sagt det — aa ja …
Døren til Forstuen gik, op og en Pige traadte ind med Kaffebakken. Mølleren aandede befriet op: det var dog altid en lille Afbrydelse — og maaske tog Samtalen dermed en ligegyldigere Vending. Ogsaa paa Skovfogdens Ansigt lyste ved dette Syn en velbehagelig Stemning op: ikke saa meget fordi han glædede sig til en Kop Kaffe, som fordi han heri saae et forjættende Tegn paa, at Vennen begyndte at vende tilbage til gode gamle Vaner, og dog formodentlig altsaa uden selv at vide af det stod i Begreb med atter at forsone sig med Livet. Thi Mølleren havde virkelig lagt sin kjære Formiddagskaffe ganske af — han kunde ikke drikke den mer uden at tænke paa hin Fredag Formiddag midt i November forgangen Aar, da han ved Kaffebordet havde talt de afgjørende Ord til Lise. Det var idag første Gang at han drak den igjen, og det kun for Skovfogdens Skyld, som høflig Vært.
Mølleren drak en Slurk — og skar uvilkaarlig en Grimace. Det var ikke Lises Kaffe. Heller ikke Christine lavede god Kaffe — underligt nok, Lise var den eneste, der havde truffet hans Smag! og med en vis Stolthed paa hendes Vegne erindrede han, at Capellanen en Dag havde yttret, at den Kop Kaffe, som Mølleren bød ham, var bedre end den i Præstegaarden. Mon Hanne vilde kunne lave ham saadan en Kop Kaffe? Han saae med et bittert Smil over til Skovfogden, i den Forudsætning at Drikkens Usselhed i Sammenligning med det tidligere Præmieprodukt ogsaa maatte være ham paafaldende. Men denne, der ikke havde nogen fint udviklet Kaffesmag, heldte med intetanende Velbehag Drikken i sig, sugede Flødeskindet af Overskjægget og smilede godlidende ved at se Mølleren smile. Og idet han skjenkede sig endnu en Kop, gjenoptog han Samtalen med et afgjørende Nik: —
— Nei, hvad det angaar, Jakob! det behøver du som sagt ikke at gjøre dig Skrupler over.
— Ja, ja da! — Hm … Men ser du, saa er der ogsaa det, at Møllen her, det er jo ikke blevet noget hyggeligt Sted for en ung Pige at tage ind som Husmoder.
— Aa hvad!
— Nei, det er det ikke, Vilhelm, det er det ikke, sagde Mølleren med alvorlig Hovedrysten … Og saa tænker jeg, at naar man saae Tiden lidt an, saa kunde jeg vel blive af med den — om det heller ikke endnu er lykkedes mig; jeg har jo ikke Raad til at sælge den under Prisen, ellers skal Gud vide, jeg flyttede fra den den Dag imorgen.
— Ja men, kjære Jakob, naar der maaske gaar et Aarstid eller hvem kan vide hvorlænge hen med det, se det var jo netop i den svære Tid at du trængte til Hanne, at hun kunde være dig til nogen Støtte.
— Nei nei, du veed ikke, hvad det er, du vil have hende ind i … Nei, naar jeg kunde føre hende til en ny Mølle, hvor alt dette, dette — — Vilhelm, troer du paa Spøgeri?
Skovfogden foer uvilkaarlig sammen ved dette pludselige Spørgsmaal.
— Ja—a, jeg skal da ikke kunne sige, at jeg selv nogensinde har fornummet Noget til det, men der er vel nok saadan noget Tøieri til.
Mølleren bøiede sig helt frem over Bordet og hviskede:
— Det spøger her paa Møllen.
— Saa—aa —?
— Ja, og det er da ikke noget Under, for den Sags Skyld. Jeg gad vidst, hvor det skulde spøge, naar det ikke gjorde det her. Jeg har ventet det hele Tiden. Den Gang da jeg lod lægge nye Brædder paa Kværnloftet, da gik jeg altid og ventede, at Blodpletterne skulde komme igjen. Ja det har man jo før hørt om. Ovre paa Fyen, hvor min Faerbroer var, der var der paa Herregaarden et Værelse, hvor En var bleven slaaet ihjel en Gang, og de kunde lægge Gulvet om saa tidt de vilde — Pletterne kom igjen.
— Er der da nu kommet Pletter her?
Mølleren rystede næsten foragtelig paa Hovedet.
— Men naar er det da begyndt med det Spøgeri?
— Aa, det begyndte for den Sags Skyld strax — med Katten.
— Pilatus?
— Ja vel … Du veed jo nok, at Pilatus gik aldrig over paa Møllen. Men den Aften var han der … ja, du saae ham jo selv … Naa, troer du, han har forladt Møllen siden den Dag? Maaske lige at han et Par Gange har været ovre i Kjøkkenet eller listet lidt om i Gaarden — i Begyndelsen at sige. Men han boede i Møllen lige fra den Time af, og Møllekatten, Kiss, han maatte fortrække.
— Det er vel rimeligst, at han ikke har syntes om den nye Pige — saa godt som om Lise, og Møllen kjendte den jo ud og ind fra gammel Tid.
Mølleren smilede spodsk:
— Ja vel — ja, saadan har jeg ogsaa sagt til Christian, for han saae strax, at der var Djævelskab ved Dyret. Om Aftenen gaar Pilatus altid deroppe paa Kværnloftet — han gaar rundt i en Kreds — henne til den ene Side — ved Trappen — saadan som du saae ham gaa den Aften, og saa ser han tilveirs og mjaver. Og han er ikke til at jage bort.
— Hm. Ja, det er jo løierligt nok. Men — kanske saadan et sølle Bæst kan blive tovelig i Hovedet ligesom vi andre. Det kan da ske med en Hjort, at man er nødt til at skyde ham, fordi han er bleven gal — og en Hund kan jo da faa Vandskræk … Mølleren smilede igjen overlegent, rykkede saa sin Stol om paa Siden af Bordet, saa at han sad lige ved Skovfogden, strakte Pegefingeren frem og hviskede:
— Det drypper.
— Hvad gjør det?
— Det drypper — oppe paa Kværnloftet.
— Har du hørt det selv?
— Nei, det har jeg ikke … Men imorges kom Christian og sagde det. Han var helt ude af sig selv, og han vilde ikke blive længer her paa Møllen. Det var galt nok, med det Bæst af en Kat, som Djævlen var faret i, sagde han, men han kunde ikke holde ud at sidde der om Aftenen og høre det dryppe, uden at der er Noget, der drypper … Naa, jeg har jo lovet ham at være deroppe iaften paa den Tid, da han hørte det igaar — jeg er ellers ikke meget for at gaa paa Møllen efter at det er bleven mørkt, men jeg faar jo tage mig sammen.
— Hm. Ja, det — saadan Noget, det er jo ikke saa rart. Men de gaar da ikke igjen — jeg mener, du har jo da ikke set Nogen af dem?
— Nei, Gud ske Lov! det har jeg da ikke, men det kommer nok — det ogsaa … Saa du kan vel selv skjønne, at det er ikke noget Sted at sende din Søster hen her paa Møllen.
Skovfogden reiste sig, og Mølleren stod ogsaa op.
— Hør nu, Jakob! du kjender jo lidt til min Søster, men du kjender ikke nok til hende, naar du troer, at hun gaar af Veien for noget Djævelskab og Spøgeri, naar det gjælder at være til Trøst og Opreisning for ham, som hun har valgt til sin Husbond. Hanne gaar med Gud, hvor hun gaar, og saa gaar hun trygt og gjerne, og jeg tænker, her er Brug for hende. Saa for hendes Skyld skal du ikke skyde det ud, til du faar din Mølle solgt. Tænk nu paa det.
Og han rakte Haanden ud til Farvel.
Mølleren greb den og trykkede den kraftig.
— Ja, tak du! det er godt at høre, og — kanske jeg ogsaa … ja, jeg skal nok tænke paa det — det skal jeg.
Han gik med ud i Stalden og hjalp Skovfogden med at spænde Ponyerne for. Mens han gjorde det, maatte han tænke paa Hanne, hvordan hun den Gang i Stalden havde tumlet saa muntert med de smaa Bæster, og hvordan Bamsemand havde revet Huen af hende. Hvor de havde leet lystig sammen! Saadan vilde han aldrig mere kunne le — og hun maaske heller ikke! Her paa Høimøllen vilde hun glemme sin glade Latter.
— Farvel, Vilhelm! jeg siger dig saa mange Tak — for det kjønne Bord — og — — for Alt … Og hils Hanne mange Gange fra mig.
Han gik ud paa Veien, hvor han blev staaende og stirrede efter Vognen, der næsten skjult i en munter hvid Støvsky rullede bort ad Skoven til. Den lyste derude i sin friskeste vaargrønne Fylde. En lun og dog frisk Vind pustede gjennem hans Haar, Poplerne raslede, en Lærke sænkede sine Triller ned, som var det en Røst af selve det høie blændende Lys, hvori den havde skjult sig, og grønnere end Græs skinnede den korte Vintersæd i Solen, medens der af og til løb en Bølgen hen over den — ligesom en Gysen af nervøst Velbehag over et ungt, livsglad Legeme.
Mølleren skyggede med Haanden for Øinene. Nu var Vognen kun et Punkt, der snart vilde glide ind i den lysegrønne Løvmasse, der hvor Skyggen delte den. Og dér, dybt inde, gjemt i den, var Hanne, som han længe ikke havde set.
Skulde han virkelig kalde hende ud derfra? — Kunde han det?
Lærketonerne svandt mer og mer bort, som om de trak sig tilbage til deres Lyshjem. Men næsten ligeover hans Hoved lød der en stødt Susen af Møllevingerne, som nu — efter en Pause i Arbeidet — satte sig i Ganer. Fuldt seilbeklædte dreiede de sig i den lette Foraarsvind med en vis glad og selvtilfreds Sindighed, uden Jag eller Anstrengelse. Ogsaa at se til var der noget Vaarligt og Festligt ved dem: de havde faaet nye Seil, der skinnede hvide i Lyset. Det var ikke det samme sorte, veirslagne Tøi, som Novemberstormen havde rusket i — som havde smeldet og basket, naar Vingerne dreiedes til Vinden. Nei, men de sorte Arme og Stormbrædderne, og Hækken, der tegnede sit Tærningemønster med Skyggestreger paa de gjennemlyste hvide Duge — de var de samme, de havde været med, de huskede det alt sammen: hvordan det pludselig blev saa trangt med Dreiningen, hvordan de utaalmodig havde stræbt efter at gjøre Front mod Vinden, som feiede paa skraa henover dem og tilraabte dem et opmuntrende: »Videre, videre!« — og de havde ikke mægtet det, de kunde ikke komme over i Øst, men var blevne staaende i Nordost, som fastnaglede.
Saadan en Historie glemmer fire Møllevinger ikke. I deres Knirken oppe ved Hatten, hvor de stødte sammen, syntes der at være Tale derom, og det hviskede videre gjennem Hækken og blev til et Spørgsmaal i Vingespidsernes Susen: »Mester, veed I ikke Noget derom, hvordan det gik til, hvad der egentlig var i Veien? Omgangen siger os, at det var Jer, der stod ved Gangspillet den Aften, og Omgangen maa jo vide det. Kalder I det en Mesterdreining — eller har I nogen gyldig Undskyldning for, at vi kom saa forsmædelig tilkort?«
Mesteren strøg sig med Haanden over Panden og gik tilbage til Huset med slæbende Skridt og ludende Hoved.