Møllen/5/2
II.
De to smaa Lamper havde en svær Kamp at bestaa.
Posterede, den ene paa Kværnens Melkar, den anden oppe paa Sortermaskinen, gjorde de deres Bedste for at sprede lidt Lys om sig, og deres Flammer pinte sig frem af de snavsede Blikbeholdere, indtil de i Fortvivlelse med en lang dunkelrød Spids og endelig med en Røgtunge gik over i Mørket. Den paa Melkarret var overhovedet strax fortabt paa sin udsatte Post, hvor kun nogle spredte Stænger opfangede og reddede Brudstykker af dens Lys, medens dens heldigere Kammerat idetmindste havde et fast Rygstød af Væggen, der viste sit vandrette Bræddelag og det jevnt skraanende Straadække, som hist og her lod et Par melede Ax hænge ned. Dette var ogsaa den eneste samlede Lysplet. Rundt om lurede Mørket, og det hang ned fra oven til begge Sider, hvor det lille Loft ikke naaede hen. Selv hvor det vrantent havde givet Plads for en beskeden Lystaage, dér brød det dobbelt truende ind igjen med barokke Former af sorte Slagskygger, og naar de to Smaaflammer flakkede i Trækvinden, dirrede hele dette Skyggevæv, som om Rummet gjøs.
Og det gjøs næsten uafbrudt, for de stakkels Flammer havde ikke en Smule Glas til Beskyttelse, og det blæste dygtig op, ikke just til en Storm, men dog til en ret frisk Kuling. Den var velkommen nok, for det var en travl Tid, og begge Svendene maatte tidt være i Virksomhed til Klokken ti, halvelleve. Foruden Spidsestenen og Sortermaskinen gik den ene Kværn, og der var saa megen Larm, at Mølleren maatte raabe, naar han paa nogle Skridts Afstand vilde sige et eller andet til Christian — — hvad han gjorde nu, staaende ved Sortermaskinen med den flade Jernspand i det lange gaflede Haandtag dinglende i venstre Haand, medens han med den høire trak sit Uhr frem og holdt det op mod Lampen.
— Naar var det egentlig? raabte han. — Det var vel omtrent paa denne Tid?
Oppe over Kværnens Melkar — henne hvor den anden Lampe brændte — dukkede Christians Hoved frem bag Sækkebordet, og det røde Haar lyste mat i en Støvsky, der hvirvlede op fra Skruen, som lige havde modtaget Indholdet af en Sæk.
— Aa nei! det var vel først saadan henad halv ti.
Mølleren gik et Par Skridt frem, dykkede Spanden ned i Spidsestenshullet og stampede Haandtaget fast mod Randen. Saa satte han sig paa en Sæk og støttede Hovedet i sine Hænder.
Og han hengav sig atter til sin ørkesløse Sysselsættelse, at følge Dagen Time for Time og gjenopleve, hvad der var sket for et Aar siden. Kort før Solnedgang havde han erindret, hvordan han havde staaet ved Doktorens Vogn og med sittrende Hænder knappet Forlæderet og derpaa var bleven ved at snakke om, at Christine dog ikke maatte dø fra ham, om Doktoren ikke nok mente, at hun vilde blive reddet … Lidt senere var det Tiden, da Præsten var kommen, og han havde ført ham ind i Sygestuen. Og saa var det den Tid, da han var gaaet frem og tilbage i Forhaven udenfor Gavlen, hvor de to smalle Straaler kom ud paa hver sin Side af Rullegardinet som et Feberblik fra Sygestuen, der holdt Øie med ham … Og nu? ja nu var det netop, at han drev om ude ved Indkjørslen, plaget af den Tanke, at Lise og Jørgen vistnok var sammen inde i Karlekamret. Og han lugtede den vamle Lugt af Bondetobakken og saae Lysskjær i Gjennemkjørslen, fuldt af hvirvlende Røg; og han gik derind, og derinde i Kamret stod Jørgen ved Sengestolpen og røg, og Lise havde just bredt Lagnet over Sengen, hvor det endnu posede sig op — — de er der begge — og nu vender hun Hovedet og ser ligegyldig paa ham …
Der lød et høit Skrig.
Han stirrer ind i et blegt, fortrukket, fregnet Ansigt med rødt Haar, der stritter forvildet, og som et Par Hænder farer op i, ligesom for at hjelpe det til at reise sig i endnu vildere Forfærdelse — han sidder ikke længer paa Sækken, men staa opreist og stirrer lige ind i dette Ansigt og forstaar ikke strax, at det er Christians.
— Jøsses da!
— Hvad er der?
— Hørte Husbond Noget?
— Jeg hørte En skrige.
— Det var mig. Men har Husbond da ikke hørt det dryppe?
— Nei. Har du?
— Nei — men Husbond sprang op og saae saa underlig ud og saa — saa tænkte jeg, at maaske Husbond — —
— Sludder!
Mølleren bøiede sig, tog Spanden op af dens Fordybning og holdt den helt hen til Lampen for at se paa Kornet, men Haanden rystede saa stærkt, at en Mængde Korn dryssede ned paa Gulvet. Saa satte han den fra sig paa Melkarret.
— Hvad gloer du saadan efter —? og hvorfor skal du fare saadan med Hænderne op i Haaret, saa du ser ud, som om du var forrykt? Det er jo ikke andet end Skaberi! det Hele er Noget, du har fundet paa for at faa mig til at sætte Lønnen op.
— Jeg vil ikke have min Løn sat op, for jeg vil slet ikke mer tjene i denne fordømte Blodmølle.
— Ja ja da! For mig gjerne! der er vel Andre, der vil tjene her.
— Aa ja, hvorfor ikke? naar jeg var en Anden, saa kunde jeg saamænd ogsaa gjerne tjene her … Naar jeg bare ikke havde kjendt dem begge to, saa kunde det for mig dryppe saa meget det vilde … Og med Jørgen fik det endda være, hvad kom han mig ved? … Men hende holdt jeg af, og Lise holdt ogsaa af mig, det ved Gud hun gjorde.
En pludselig Rørelse overvældede ham; han begyndte at gnide Øinene med Bagsiden af Haanden. Med et haardt Greb rev Mølleren hans Haand til Side, og halvt blændet af Taarer saae Christian et ubegribeligt, rædsomt Blik lyne imod ham.
— Hvad for Noget! har du ogsaa været Kjæreste med hende?
Men inden den forskrækkede Svend kunde svare, havde Mølleren givet slip paa ham igjen og sad atter henne paa Sækken, bortvendt, med Ansigtet skjult i sine Hænder.
Christian, der ganske var helbredet for sit sentimentale Anfald, betragtede sit røde Haandled, skottede atter hen til Mølleren og rystede paa Hovedet: »Han har sagtens dog en Skrue løs.« Saa gav han sig til at passe Spidsesten, Sortermaskine og Kværn — han fik jo være ene om det. Men af og til listede han sig hen til Siden, tæt ved Trappen, hvor han blev staaende og lyttede — og rystede ærgerlig paa Hovedet; og saa skottede han til Mølleren, om denne havde bemærket hans Afstikker, som aabenbart var forgjæves.
Men Mølleren blev siddende ubevægelig og saae ikke en eneste Gang op.
Det var Samtalen med Skovfogden, som han ikke kunde blive færdig med. Den havde med en indtrængende Alvor, som han ikke kunde komme udenom, stillet ham to Muligheder for Øie, der egentlig i al denne Tid — eller i alt Fald efter at den første dumpe Sløvhed havde fortaget sig — uafladelig havde staaet for ham, og hver krævet sin Ret: — det var Selvangivelse paa den ene Side — og paa den anden: Ægteskabet med Hanne.
Mod den første reiste hele hans Selvopholdelsesdrift sig, der allerede havde ført ham frelst gjennem Undersøgelsen. Det var gaaet ganske, som han havde beregnet hin Aften, da han laa ude i Skoven og med den Forfulgtes hurtige Klarsyn overskuede Alt, hvad der kunde være farligt for ham, og Alt, hvad der kunde tjene til at redde ham. Ja, der var endogsaa kommet et Par Ting frem, som han ikke havde kunnet forudse, og som vare særlig gunstige. Saaledes havde Lars bevidnet, at der allerede saa tidlig som ved Møllerkonens Begravelse blandt Folkene paa Gaarden havde været Tale om Giftermaal mellem Mølleren og Skovfogdens Søster. Og Peer Skytte, den Eneste, som han frygtede, da han jo ikke med Sikkerhed kunde vide, om Lise havde betroet sig til sin Broder — Peer Skytte havde maattet fortælle, at han en Maaneskinsnat i Oktober havde set Mølleren og Hanne spadsere i Skoven sammen — ved hvilken Leilighed det faldt ham svært vanskeligt at forklare, hvad han egentlig selv havde at gjøre i Skoven; hvorom iøvrig ingen Andre end han selv var paa det Urene. Saa var da Mølleren gaaet fri og frank ud af Undersøgelsen, uden at der hvilede mindste Mistanke paa ham — og nu skulde han selv gaa hen og angive sig, af Svaghed, blot fordi det ikke var saa lige at komme paa ret Kjøl igjen efter saadan et Stød! …
Eller af Anger? … Ja, var det da virkelig Anger, det han følte? og var der saa meget at angre? … Naar han gjennemlevede hin Aften i sine Tanker, fra det Øieblik, da han stod der oppe paa Melkarret, som Christian nu sprang ned fra, og saae Kattene slaas nede paa Gulvet — til det, da han stod en fire-fem Skridt længer tilhøire og saae tilveirs og fik Draaben paa sin Pande — saa syntes han egentlig ikke, at han i sig selv opdagede noget saa Frygteligt. Det Rædsomme laa ligesom udenfor, i Møllen: i Gangspil, Krøistyver, Vinger og Persebom. — Men han selv? var han egentlig saa djævelsk? Var han en Anden end som han ellers havde kjendt sig? Gik ikke det Hele saa naturligt til, saa skridtvis, saa underlig sin egen Gang, som om det slet ikke kunde være anderledes, og ethvert Menneske maatte have handlet saaledes? … Vistnok var han fordømmelig, og han fordømte ogsaa sig selv, han var fortvivlet over sig selv. Men det var egentlig ikke saa meget paa Grund af, hvad der hændte den Aften — det havde nu en Gang ikke kunnet være anderledes — men meget snarere, fordi han overhovedet havde elsket Lise, fordi han havde været den, der lod sig fange af hende. Han havde haft Skyld med hende overfor sin Hustru, og han havde haft Skyld med hende overfor Hanne. Denne fromme Kvinde var givet ham som Livs-Ledsagerske, som en god Aand, som en Skytsengel, og han havde alligevel sluttet Pagt med Djævelskabet. Dette syntes han baade kunde og burde have været anderledes, her følte han det fulde Ansvar, og det vilde han ikke snakke sig fra; det bødede han ogsaa for med stedse nagende Sjælekval. Men skulde han derfor angive sig for Mord? udlevere sig til Retten? Hvad kom de Lovtrækkere ham ved? …
Men saa var der dette Nye, det, som Skovfogden havde sagt idag, og som han kun dunkelt forstod. Hvis han havde begaaet en Forbrydelse — den, som han havde begaaet — saa var det efter Guds Villie, der igjennem den vilde føre ham til Bod og Frelse. Naar han da nu forhærdede sig mod denne Villie, naar han ikke af den lod sig føre til det tilsigtede Maal, var det saa ikke en frygtelig Synd, der var endnu være end Mordet, og som aldrig kunde afsones?
Han knugede sine Hænder fast om Panden, gjennemrystet af en ukjendt Skræk.
Ja, men var det ikke en overspændt Tale, som kun disse Indre-Missionsfolk førte? Hvad hans Ven havde sagt, lød dog helt anderledes end hvad han pleiede at høre i Kirken!… Nu vidste han, hvad han vilde gjøre! Han vilde skaffe sig et Ærind hos Præsten — endnu imorgen — og saa vilde han i Samtalens Løb spørge ham, om hans Ven Skovfogden da virkelig havde Ret i det? Skovfogden havde sagt saadan og saadan — han kunde huske det Ord til andet — det havde naturligvis ikke været ham selv, de havde talt om, men i Almindelighed. Om det da virkelig var bedre for et Menneske at være en stor Forbryder, der angrede og sønderknust vendte sig til Guds Naade, end ikke at have begaaet nogen Forbrydelse, naar man da ellers levede som andre Christne, gik i Kirke og til Alters en Gang om Aaret og bad sin Bøn? — men det var jo ikke nok efter Skovfogdens Mening.
Der skulde være Omvendelse, Sønderknuselse, Udryddelse af den gamle Adam og Gjenfødelse — lutter Ord af et fremmed Sprog, der havde været ham uforstaaelige; men nu var hin Skræk en Tolk, der tilhviskede ham deres Mening, om end endnu kun utydelig. Deres gamle Sognepræst var ikke saa streng med det, han havde altid saadan milde, forsonlige Ord. Rigtignok kaldte Skovfogden ham for verdslig — men det kunde jo ogsaa være at Præsten var den, der havde Ret. Han var da vel lært, og desuden ordineret, og han havde hele Kirken bag sig. Ja, med ham maatte han tale for at blive klar over, hvordan alt det forholdt sig.
Men hvad var nu det igjen for et Indfald? Det var en net Fælde, han var ved at gaa i! Og Præsten vilde ved sin næste Whistaften fortælle Herredsfogden, hvad Mølleren havde talt med ham om, og — tak Skjæbne! der havde han Lovtrækkerne paa Sporet af sig igjen. Nei, han maatte passe paa hvert Ord, hver Mine! Hvad var det ogsaa for et Vanvid før, overfor Christian, denne Hæftighed! — Gud veed, hvad Fyren havde tænkt? han havde set saa underlig paa ham. Det var saadanne Smaating, der ledede til Opdagelse … Det han havde sagt til Skovfogden, havde allerede været meget uforsigtigt. Han maatte tage sig sammen og vogte ganske anderledes over sig selv.
Rigtignok var det ogsaa sandt, at saadan som han havde levet i denne Vinter og i Foraaret, det var ikke noget Liv; — saa kunde han i Grunden ligesaa gjerne miste det paa et Rettersted eller sidde i et Fængsel.
Altsaa: skulde det være Liv, saa maatte han »forandre sig«, gjøre Skridtet helt ud og gifte sig med Hanne. Dette var den anden Mulighed, og den gjøs han ogsaa tilbage for.
Naar Veien til Fængslet faldt ham for tung, saa var han dog heller ikke letfodet nok til at gaa til Brudeskamlen. Det forekom ham som en Frækhed at ægte Hanne, som om han ingen Skjæbne havde over sig. Og alligevel kunde han kun tænke paa at skyde dette Giftermaal ud, ikke paa helt at undgaa det: der maatte da saa komme noget ganske Uforudset i Veien — og han vidste ikke engang, om han ønskede det. Selv at trække sig tilbage kunde der i hvert Fald ikke være Tale om. Det havde ved den retslige Undersøgelse været af yderste Vigtighed for hans Renselse, at Alt kom frem, hvad der talte imod Antagelsen af Skinsyge fra hans Side overfor Lise og Jørgen; og det kraftigste Middel hertil var Fastslaaelsen af, at han elskede en Anden og vilde gifte sig med hende. Derfor var ogsaa Hanne bleven forhørt; hun bevidnede sin egen Kjærlighed til Mølleren, og skjøndt der ikke mellem dem direkte havde været talt om Kjærlighed, fremkom der dog ved hendes klare Redegjørelse tilstrækkelige Data til i Forbindelse med de andre Vidners Udsagn at sætte Sagen udenfor al Tvivl … Skjøndt det nu ikke var kommen til en offentlig Retsforhandling, kunde det ikke være Andet, end at alt dette blev bekjendt — saa meget mer, som det var i Møllerens Interesse. Denne Gang var den tøvende og beslutningsudygtige Mand kommen saare let over et ofte ret vanskeligt Livsskridt — han slap ganske for Frieri og var offentlig forlovet, inden han vidste af det. Hvordan skulde han altsaa under saadanne Forhold kunne trække sig tilbage? Men ogsaa at udskyde Sagen var vanskeligt, efter den Samtale, som Svogeren idag havde søgt og haft med ham. Saa maatte han vel virkelig tage Mod til sig, ryste Blodet af sin Samvittighed, lade Fortiden ligge, hvor den laa, og begynde et nyt Liv med Hanne!…
… Der lod en Brusen som af et Vandfald under hans Fødder. Det var Slusen i Spidsestenen, der var bleven aabnet. Mølleren undrede sig over, at han sad her paa Kværnloftet om Aftenen. Rigtig! det var den Dryppen, det var Spøgeriet, han ventede paa! Det lod længe vente paa sig, maaske udeblev det. Kommer det, tænkte han, saa vil jeg ikke endnu; jeg maa kunne finde et Paaskud. Kommer det ikke, saa gjør jeg det. Saa beder jeg dem herhen sidst i Ugen, og Svigermoder med, og saa kan vi nærmere aftale Alt om Brylluppet.
Han reiste sig. Christian, der stod nogle faa Skridt fra ham og lyttede, foer sammen og vendte sig om — synlig forlegen, som En der bliver grebet i Noget, han ikke saa gjerne vil være ved.
— Naa, Christian! spurgte Mølleren med et spottende Smil — det vil nok ikke rigtig lade sig høre iaften?
— Det er ogsaa saa dumt, at det netop iaften skal være saadan en Blæst! Hvordan skal man kunne høre Noget, naar her er saadan et Spektakel?
— Spektakel, kalder du det Spektakel? Da har jeg da hørt det dryppe i en ganske anderledes Larm.
Christian spilede Øinene op.
— Saa har Husbond altsaa ogsaa hørt det dryppe?
— Ja vel, den Gang det var det rigtige Blod, der dryppede.
— Naa paa den Maade!
— Og Spøgeri, min Ven. det tænker jeg man skulde kunne høre, om saa alting buldrede løs, hvad der kan buldre i en Mølle. Men det faar skynde sig lidt, for nu gider jeg snart ikke sidde her og vente længer.
— Saa skal det naturligvis nok begynde, ligesom Husbond er gaaet.
— Ja ja! saa kan du jo hente mig.
Mølleren gav sig til at heise en Sæk op paa Sækkebordet og fylde paa Kværnen, for at fordrive Tiden — han vilde ikke længer sidde der og ruge over sine Tanker.
— Hvor er egentlig Pilatus henne iaften? spurgte han, da han var sprunget ned fra Melkarret.
— Ja, det er ogsaa underligt nok, at han ikke er her. Ellers pleier han jo altid van at gaa og skabe sig derhenne paa sin akavede Maade.
— Ikke saa meget som en Kat! brummede Mølleren, ærgerlig over den fuldstændige Blottelse for Spøgeri, som Kværnloftet bar til Skue, naar det netop skulde vise sine Kunster.
Der gik endnu et Kvarterstid. Mølleren gav af og til en Haandsrækning ved Arbeidet, eller slentrede om ude paa Omgangen, skjøndt det kostede ham nogen Overvindelse at betræde den ved Nattetid.
Christian var atter henne at lytte; han begyndte at fortvivle. Just som han vendte sig, traadte Mølleren ind, gik hen til den nærmeste Lampe paa Melkarret og saae paa sit Uhr.
— Ja, ja, nu gaar jeg. Klokken er over ti.
Han tog Lampen og gik henimod Trappen.
— Ja, hvis det skulde tage meget slemt fat, saa kan du jo kalde paa mig; ellers vil jeg nok helst have Ro.
Christian, der var listet over til Sortermaskinen, lod taus denne Spot gaa ud over sig og søgte heller ikke at holde Mesteren tilbage. Han indsaae, at Djævelskabet lod ham i Stikken, i alt Fald for iaften.
Men hvorfor gik Mester ikke ned? Han blev staaende paa det øverste Trin af Trappen og saae ned.
Christian skyndte sig derhen.
Pilatus kom op ad Trappen.
Den var standset et Par Trin nedenunder og saae op paa Mølleren med sine ravgule Øine, hvori Pupillerne trak sig sammen til en sort lodret Streg. Saa steg den videre op; Mølleren gjorde Plads for den.
Pilatus gik strax hen tilhøire og lidt tilbage, hvor der var aabent op til de øvre Lofte. Og efter at have listet lidt om mellem Sække, Melkar og oprullede Tove gav den sig til at gaa rundt i en Kreds, medens den af og til saae tilveirs og bevægede Munden — dens Mjaven kunde man ikke høre, da Mølleværket gjorde en Del Larm.
Der var ikke noget Usædvanligt ved dette, men Mølleren og Christian blev staaende ubevægelige og vendte ikke Blikket fra Dyret.
Pludselig gav det et Sæt i Pilatus — som af et elektrisk Stød. Den standsede med den ene Forpote løftet, reiste først Hovedet som sædvanlig, men dreiede det derpaa ind i Kredsen; — og stirrende, som om Øinene vilde til at trille ud af Hovedet paa den, blev den staaende — bestandig med den ene Pote løftet — vel et halvt Minut, inden den besluttede sig til at gjenoptage sin ørkesløse Kredsvandring.
Et Par Gange gjentog det sig: — Katten standsede med et Sæt, det korte Øre dirrede og viste sin rosenrøde Inderside, mens den stirrede ind i Kredsen, fasttryllet i den Stilling, som Bevægelsen netop havde forladt den i.
— Den kan høre det, Husbond, hviskede Christian.
— Vaas! brummede Mølleren; men hans Hals strakte sig længer frem, og Hovedet heldede sig paa skraa, som hos En, der lytter anspændt …
Der gik et Par Minutter — atter havde Katten skabet sig saa sært — og nu igjen.
Christian skreg op — hans Arm blev som klemt i en Skruestik.
— Husbond! er det der nu?
Mølleren svarede ikke. Men der var Svar nok i hans krampagtig sammenknebne, blodløse Læber, i hans opspilede Øine, i hele hans jordgraa, fortrukne Ansigt, og i det Greb, hvormed hans høire Haand, hvis Tommeltot var kroget ind i Bliklampens Hank, istedetfor at holde Lampen op, klemte sig om en Bjælke, saa Knoerne blev hvide.
Han havde gjenkjendt hin spinkle men sonore Lyd, der skar gjennem hele den dumpe, solide Møllelarm, — saaledes som han havde hørt den hin Aften.
Der var den igjen — — og igjen, og hver Gang foer Pilatus sammen og standsede, og Christian følte Grebet om sin Arm knibe fast. Nu kunde ogsaa han skjelne Lyden.
— Hør, hør! hviskede han — som om Mølleren ikke allerede lyttede med hver Nerve.
De blev staaende uden at røre sig.
Lyden gjentog sig nu med kortere Mellemrum. Og efterhaanden ændrede den sin Klangfarve. Ikke blot at den tiltog i Styrke — nei, det var ikke længer det knappe, haarde og tørre Anslag — det var tøvende, blødt — det blev endelig sjaskende, som Tagdryp i en Pyt.
— Tag Lampen! sagde Mølleren, mere med Bevægelse og Blik end med sin uhørlige Stemme.
Han famlede sig ned i Mørket. Endnu helt nede, da han ledte efter Dørklinken, mente han at kunne høre den frygtelige Dryppen.
Men da han var kommen over til Husdøren, vendte han sig paa Tærsklen og saae op paa Møllen, hvor et rødt Lampeskjær straalede ud ad den aabne Dør til Omgangen. Og han knyttede Haanden trodsig og mumlede mellem Tænderne:
— Jeg gjør det dog! det skal ikke faa Bugt med mig … Jeg gifter mig alligevel med hende — nu maa jeg netop gjøre det, ellers bliver jeg gal.