Møllen/5/4
IV.
I Underkjørslen stod Døren aaben til Karlekamret, hvor der var Lys. Christian sad derinde paa Sengekanten, med Hovedet støttet i sine Hænder.
Han foer sammen, da Mølleren traadte derind, og stirrede paa ham med et underlig opskræmmet Blik. Hans røde Haar strittede i flammeagtige Totter, som om Uveiret allerede var faret i det.
— Hvad Fanden skal det sige, at du sidder her og Møllen gaar? spurgte Mølleren glubsk … Kan du ikke høre, hvordan det tordner?
— Jo, det kan jeg nok, svarede Christian tværere og trevnere end nogensinde.
— Ja hvad — —! Naa, kom saa.
Christian purrede i Haaret, men rørte sig ellers ikke.
Det gjærede i Mølleren. Han traadte rasende helt hen til ham og var lige ved at vække ham med en dygtig Sandsekage, men betvang sig og nøiedes med at ruske i ham.
— Er du da tosset, Christian?
— Det var sgu ingen Under, om jeg var bleven det, brummede Svenden.
Mølleren følte sig et Øieblik lidt usikker overfor hans underlige Væsen og sagde i en roligere Tone:
— Naa, lad os nu ikke spilde Tiden! vi kan have Stormen her hvert Øieblik.
— Ja, saa faar Husbond selv skynde sig, for jeg gaar ikke mer paa Møllen iaften.
— Hvad skal det sige?
— Ja, hvad det skal sige, det faar Husbond nok at vide, naar Husbond gaar derop. Det kan hændes, at Husbond kommer ligesaa hurtig ned som jeg. Jeg faldt paa Trappen og slog mit Knæ, saa jeg neppe kan støtte paa Benene.
— Sludder! kom nu! — og Mølleren rykkede igjen i ham.
— Husbond kan gjøre ved mig, hvad De vil — —
— Hør nu, Christian, sagde Mølleren i en næsten bedende Tone — vær nu fornuftig en Gang. Møllen maa dreies næsten en halv Dreining og Seilene tages ind — du veed jo nok, at det tager Tid for en enkelt Mand at gjøre det selv i Magsveir og der er ingen Tid at give bort, og kommer Stormen først paa —
— Det kommer ikke mig ved! … Jeg har ikke noget med Djævelskabet deroppe at gjøre! hvorfor skal jeg saa maaske sætte Livet til — det er ikke mig, der har maset de to deroppe — jeg har ikke myrdet Nogen — nu kan jo Husbond —
Han tav pludselig og bødede for sig med Armen, da det frygtelige Udtryk i Møllerens Ansigt næsten jog Livet af ham. »Han slaar mig ihjel,« tænkte han. Og han havde allerede aabnet Munden for at raabe »Jeg skal nok gaa med,« da Mølleren i det samme vendte sig, tog Lyset, som stod paa det lille Vadskebord, og i en Tone, som om Intet var forefaldet, spurgte:
— Er Anders ikke kommen hjem endnu?
— Nei, Husbond, svarede Christian og saae med Beroligelse, at Mølleren fjernede sig og lukkede Døren, efterladende ham i et Mørke, der dog stedse hyppigere splittedes enten af et Lyn eller af Gjenskinnet af et, medens han sad der og rugede over sine Tanker: »Saadan han saae paa mig — og den Aften paa Kværnloftet ogsaa — men nu var det meget værre — havde han haft Noget i Haanden, saa havde han slaaet mig ihjel … Naar Alt kommer til Alt, har han dog myrdet dem … Og saa skulde jeg gaa med ham derop … Ikke engang med en Anden gik jeg derop, ikke for aldrig det … Og med ham! har han gjort det, saa vrider de, Gud hjælpe mig, Halsen om paa ham deroppe … Hu ha, sikken et Veir! det er rigtig et Veir til saadan Noget!« — —
I Underkjørslen, hvor der ellers altid trak mer eller mindre, var der nu saa stille, at Lyset brændte med klar og rolig Flamme som i en Stue, mens Jakob med en uvilkaarlig Tøven lukkede Mølledøren op. Det var som om Naturen ventede paa Noget, angst, med tilbageholdt Aandedrag. Fra Gaarden lød Trofasts ynkelige Tuden; den mindede ham om den Nat, da han i Følge med Skovfogden nærmede sig til Møllen over Markerne. Siden havde han ikke hørt denne Lyd.
Den korte Samtale med Christian havde sat Mølleren i en frygtelig Sindstilstand. Svendens sidste Ord havde viist ham, at Mistanken endnu lurede og sneg sig om — men det var endda ikke det, der foruroligede ham mest i dette Øieblik, da Døren lukkede sig efter ham og han stod ved det nederste Trin af Mølletrappen. Men hvad var der dog iveien deroppe? Christian havde intet Bestemt sagt, og netop denne Ubestemthed rummede al mulig Rædsel. Hvor dumt ogsaa, at han ikke havde spurgt ham ordentlig ud! Han var lige ved at sætte Lyset fra sig paa et af Trinnene og løbe over i Kamret igjen; men han tog sig strax sammen: det gik dog ikke an at vise sin Angst og heller ikke at spilde de kostbare Minutter. Formodentlig har det ikke været Andet end den sædvanlige Dryppen, maaske lidt stærkere end ellers, trøstede han sig, eller kan hænde Pilatus har skabet sig paa en ny Maade. Christian er jo ikke langt fra at tro, at den Skinbarlige selv stikker i Dyret.
Og han gik op ad Trappen med faste Skridt — ikke just saa meget et Udslag af hans Heltemod, som fordi han nødig vilde have det altfor lydhørt. Der var usædvanlig stille; Mølleværket knirkede kun ganske dæmpet. Men da han kom til Broloftet, hørte han tydelig den Lyd, som han havde ventet; — han tørrede med Ærmet den kolde Sved af sin Pande. Naa, der var jo ikke noget videre i det! det havde næsten været mere foruroligende, hvis det ikke havde dryppet oppe paa Kværnloftet.
»Jeg vil gaa hurtig over Loftet og ikke se mig om,« tænkte han, idet han steg videre. Ikke desto mindre standsede han et Øieblik midt paa Trappen for at pudse Lyset. Hans Hoved var næsten i Høide med Kværnloftets Gulv, og han hørte nu Drypningen tydeligere — det lød fælt! — han havde ikke tænkt sig det saadan.
Nu var han deroppe. Det velbekjendte Rum med Kværnene — Melkar og Sækkeborde — med de mastelignende Gafler — det lave Loft midtveis, de nedhængende Tove, Kornbjerget ligefor Trappen og Sækkehobene dæmrede og skumrede foran ham med blege Lysflader og uigjennemsigtige Slagskygger. — Det forekom ham mindre end ellers, der var jo kun faa Skridt hen til Døren. Kun den nærmeste Kværngaffel dreiede sig tøvende, som om den hvert Øieblik kunde gaa istaa.
Neppe havde han set dette, før Lyset gik ud, skjøndt der var ganske luftløst. Ikke det ringeste Pust af Træk følte han paa Ansigtet; derimod gik der bagfra en kjølig Strøm gjennem Haaret paa ham. Maaske var det kun hans Haar, der »reiste sig« — Benene rystede under ham. Han traadte hurtig et Par Skridt frem, snublede over en Rulle Tov og faldt om paa et Par Sække. I det samme hørte han tæt ved sig og tilvenstre, modsat den Kant, hvor det dryppede, en sagte Hvisken og undertrykt Latter. Det var ligesom om Alt stod stille i ham; han havde kjendt Lises Stemme; den anden var sagtens Jørgens, men Lises var ikke til at tage feil af.
Et Lyn, der syntes at lukke op for hele den Himmelegn, til hvilken Døren stod aaben, lod Kværnloftet dukke ud af Mørket og staa et Øieblik dirrende med grelt, svovlblaat Skjær. Hvad det end skulde have gjældt, kunde Mølleren — trods sin Beslutning — ikke holde sig fra at skotte derhen, hvor Lyden var kommen fra.
Først saae han intet Andet end Rugkværnen; saa saae han — forneden — Pilatus.
Lynet var slukket, Kværnloftet var forsvundet i Blændingens dobbelte Mørke, men Pilatus var der endnu, den forsvandt ikke. Det var ligesom om den havde suget det flygtige Lys til sig og nu lod det straale ud igjen. Et Fosphorskjær syntes at knistre elektrisk ud fra hver Haarspids paa dens tykke Pels — Kværnens Melkar blev endogsaa svagt belyst deraf paa den Side, der var i Skygge for den usle Rest af Aftenlys, som endnu kom ind ad den aabne Dør. Men det var ikke det eneste Underlige ved Katten; den »skabede sig« ganske rigtig paa en aparte Maade. Den krummede Ryg og stod i en Stilling og med en let Bevægelse, som om den gned sig op ad Noget. Mølleren holdt sig fast ved et Tov og heldede sig frem for at se bedre. Ja vist! Pilatus gnider sig op ad Noget — den kan ikke staa i den Stilling uden at tumle om paa Siden, med mindre der er Noget, som giver den Støtte — men der er Intet. Og atter hører han denne sagte Hvisken derhenne fra. Det er naturligvis Bæstet selv, der frembringer denne Lyd, og kun i hans Øre bliver det til Lises Stemme — og Christian har sikkert ogsaa hørt det saaledes. Nu strækker den Ryggen, letter den ene Forpote og rækker Hals og bevæger sit bredkjæbede Hoved — det ligner lidt Lises, som ogsaa havde saa brede Kindben — bevæger det ganske, som naar den gned sig op ad Lises Ben — men der er ikke Andet end den tomme Luft — hvad Andet skulde der ogsaa være?
Og bagved drypper det, sjaskende som Tagdryp i en Pyt, og han hører det sprøite op efter hvert tungt Dryp — ikke engang Tordenen kan overdøve det.
Men den vækker ham og ryster ligesom lidt Kraft op i ham, saa han kan rive sig løs.
Og nu staar han ude paa Omgangen.
Han staar ved Gangspillet ligesom hin Aften, og det er Tid at dreie det. For Vinden kommer imod ham — ganske som paa hin Aften — her, hvor den ikke tør komme imod ham. I det Øieblik da han tumlede ud ad Døren var det blikstille, og nu — et Par Sekunder efter — er det en forrygende Blæst. Med Hvin og fjern Susen ud over Landet, med en dump Brusen fra Møllehaven kommer den hyllet i et Snefog af hvide Frugtblomster, der hænge fast i hans Skjæg, klæbe sig mod den lave Bræddevæg og paa Møllekappens Straa. Og han dreier Gangspillet som en Rasende, dreier det som den Gang. Han vilde aldrig have troet, at det var ham muligt at gjøre det; det er ham, som myrdede han dem endnu en Gang — men der var ikke Halvdelen af et Sekund at betænke sig, og han er midt i Arbeidet, inden han ret veed af det. Det er som den frygteligste Straf, som var han fordømt til at staa her og dreie Gangspillet og myrde i al Evighed. Ja, ganske saadan baskede og smeldede Seilene den Gang stedse fornøieligere, eftersom de nærmede sig Vindretningen, og saaledes skar ogsaa Vingerne gjennem Luften med disse susende Stød, der bestandig blev vægtigere og hurtigere. Nu er han allerede selv saa temmelig i Læ. Og nu standser Dreiningen ligesom den Gang paa Halvveien, uden at Vingerne komme om i Vinden. Det er tilstrækkelig saadan, naar blot Blæsten ikke falder i dem bagfra, og det er ikke Omstændigheder, under hvilke man gjør mere end hvad der netop er tilstrækkeligt.
Mølleren løser Persestangs-Kjeden, holder den et Øieblik i Haanden, mens han med øvet Øie følger Vingernes Sving, giver los og løber frem mod Vingerne, som han naar just som den ene standser nede ved Omgangen. Blæsten synes at have sagtnet en Kjende, mens han løser Linerne og ruller den nederste Del af Seilet sammen. Men da han nu klattrer op i Hækken, tager den fat igjen som om den vilde ryste ham ned. Dernede ligger Gaarden belyst af et Lyn og i Dagligstuevinduerne ser han Ansigter, som stirre op imod ham. Endelig er ogsaa det øverste af Seilet bjerget og surret forsvarlig fast: han entrer ned og tager Stormbrædderne ud.
Og nu maa han tilbage igjen til Læsiden for at hale i Persestangs-Kjeden og lade Vingerne gjøre en halv Svingning. Men de har langt stærkere Fart paa nu, han har forregnet sig, og da han naar hen til Vingen er den standset for høit oppe over Omgangen; han maa tilbage og gjøre det om igjen, Og da han atter kommer frem paa Vindsiden, er det en sand Storm, der modtager ham. Det er ikke længer smaa sarte Blade af Frugtblomster, som den har klædt sig i, men Blade af Træerne, Straa og Støv fra Gaardspladsen ryger om ham og rasler mod Kværnloftets Bræddevæg og hen ad Straakappen. Seilet slaar og basker som rasende i hans Haand, og det er med Nød og Neppe, at han faar det rullet og bundet. Det ene Stormbrædt glider fra ham og blæses ud over Omgangen.
Stedse hurtigere vælter Tordenen sig i Lynets Spor, som om det gjaldt at indhente det, og undertiden synes det naaet, idet den buldrer samtidig med at et nyt Lyn flammer; for det lyner nu fra alle Himmelhjørner. Og Mølleren ser Lynene, mens han løber frem og tilbage paa Omgangen mellem Vinger og Persestangskjede, mens han løser Liner og tager Stormbrædter ud eller hænger i Hatten — snart skjærer Flammen ham i Øinene, snart lader Gjenskinnet Landskabet dukke frem langt borte. Nu er det en skarp Zigzaglinie, der farer ned i Skoven; hist synes et bredt Stykke af Himlen at aabne sig — dér stikker en sværdformet Straale opad fra Horisonten, og høit oppe lyner det omme bag Skyerne, hvor en enkelt bjergagtig Top viser sig og igjen forsvinder. Ude over Sundet bygger sig trolddoms-pludselig en mægtig lysende, lillarød Væg op, og midt ned igjennem den tegner sig en hvidglødende takket Streg, som en Revne i en bagfra belyst mat Glasplade.
Nu er det endelig det sidste Seil, han er ved at klare. Han hænger høit oppe i Hækken. Stormen gjennemblæser ham, mens den spiller paa de afklædte Hækkes Træmasker som paa en Strengeleg — en hylende, vanvittig Melodi, ensformig stigende og faldende. Pludselig pladske og rasle Haglene ned over ham, pidske ham i Ansigtet, saa han er nær ved at skrige af Smerte, blænde hans Øine og stivne hans Fingre, der pille ved en Rebknude, mens han usikkert nok med Armen holder sig fast i det rystende Træværk. Nedenunder ham er Gaarden næsten i uafbrudt Belysning. Den er ligesom et Legetøi for Lynene: naar det ene mat er ved at tabe den ned i Mørket, fanger et andet den og løfter den op i sit grelleste Skjær. Og Tordenens Bølger — nære og fjerne — rulle over i hinanden, blandende deres forskjellige Lyde: — rumlende som tunge Læs paa Stenbro, buldrende som fjerne Kanonskud, bragende som Geværsalver, gungrende som om Jernplader blev væltede over hinanden.
I den hvide Sky af Hagelbygen tændes et blændende Lys — det er som om tusind violette Gnister sprang fra Hagl til Hagl — og neppe er det slukt, saa skratter Tordenen, som om Himlen var et uhyre Lagen, der reves tvers over af Dæmoner. Og det er, som om det før slet ikke havde haglet, saadan tager det nu fat. Men det gjør Intet mer! for den sidse Knude er forsvarlig bunden, alle Seilene bjergede, og Mølleren klattrer hurtig ned ad Hækken.
Nu er der kun eet tilbage: — at komme over Kværnloftet.
Under det ihærdige Arbeide, midt i den sunde Kamp mod Elementerne, for om muligt at sikkre sin Mølle og i alt Fald til Punkt og Prikke opfylde sin Mesterpligt, havde han efterhaanden glemt sin Skræk for Spøgeriet. Men nu er den der — den har ventet paa ham.
Han sætter Fødderne paa Omgangen, hvor Hagllaget knaser under Saalerne. I hvide skraa Streger fyger Haglene forbi. Mørkt og tungt hæver Mølleskroget sig, et lille Vindue blinker lige ved hans venstre Skulder i Gjenskinnet af et fjernt Lyn: Kværnloftet ser ud efter ham med et Spøgelseblik.
Men dernedenunder er Gaarden. Overskuelig ligger den der i Skjæret af et af hine Lyn, der flimrer tøvende høit oppe mellem Skyerne — og den speider efter ham med Menneskeøine: — han ser flere Ansigter i Vinduerne, og i den aabne Dør sin Forlovede. Hvorfor skulde han ikke raabe ned, at de skal komme med en Stige, — saa slap han for Kværnloftet. Men hvad skulde han saa bagefter sige? hvordan skulde han forklare dem, at han ikke simpelthen var gaaet ned ad Trappen?
Nei, han vil ikke give efter. Han har sat alt det Andet igjennem, og saa vil han ogsaa tage det sidste Tørn med. Dernede forsvinder Gaarden — kun Lyset i Beboelseshusets Vinduer sender et opmuntrende Afskedsblik efter ham, da han vender sig bort.
Et Par Sekunder derefter træder han hurtig over Tærsklen til Kværnloftet — og standser brat:
Der er de — et Par Skridt foran ham — lige paa hans Vei.
Jørgen og Lise staar der.
Der er ikke noget Høitideligt og Truende i deres Holdning. De staar der paa ganske dagligdags Vis, som de pleiede at færdes i Møllen, og ham lægge de ikke engang Mærke til. Lise har en gammel graa Kjole paa, som hun pleiede at gaa med i Huset — og Mølleren veed, at hun havde den paa, da hun blev dræbt. Jørgen raaber hende Noget ind i Øret — det ses paa hans Mund, men der kommer ingen Lyd. Hun har bøiet Hovedet, mens hun lytter, og synes at se ned paa Pilatus, der kjælent gnider sig op ad hendes Ben.
Den lyser ligesom før, og de lyser maaske selv — kan hænde ogsaa det er Lynene, der lyse op.
Men nu hæver hun Hovedet — der er Smil om Munden; og tøvende løfter Øielaaget sig og paa Mølleren fæster der sig et Blik — —
Mølleren, der havde staaet fasttryllet, springer tilbage.
Og i det samme forsvinder Alt — ikke i Mulm men i Lys — i bragende Lys — han føler et Stød for Brystet — og saa er alt, ogsaa Lyset, borte.