Møllen/5/5
V.
Hanne stod i Døren til Forstuen.
Hun havde set, at hendes Forlovede var kommen i Behold ned fra Møllevingen. Hans Skikkelse var forsvunden, hvor Omgangen bøiede om — høist et Par Minutter endnu, saa vilde hun slutte ham i sine Arme. Hvilken Angst havde hun ikke udstaaet, da han næsten skjult af Haglene, i Lyn og Torden, hang deroppe i Møllevingen, som rystedes af Stormen! Hvis han nu glider og styrter ned! eller hvis der gik Noget i Stykker, saa at Vingerne begyndte at gaa og hvirvlede rundt med ham i Luften!
Men Gud være lovet, han var kommen godt fra det!
Et Lyn saa skarpt, som om alt Lys i Verden var bleven samlet i een Flamme — og samtidig et kort, smeldende Knald, som af en Fæstningskanon, der fik alle Ruder til at klirre — —
Hanne var ude midt i den rasende Haglbyge — der var Skikkelser rundt om — Stemmer lød mellem hinanden: »Det slog ned! — Hvor er Mølleren? — Det brænder! er Jakob kommen? — Møllen brænder.«
— Jakob!
Saa angst som hun var, da hun udstødte dette Raab, mistede hun dog ikke Besindelsen; tverimod, hun var pludsetig ganske klar over hvad der foregik. Og medens hendes Broder og Gaardmanden skyndte sig hen til Gjennemkjørslen for at trænge op i Møllen, løb hun — som paa en Indskydelse — om paa den anden Side ud til Veien. Oppe i Hatten slog Flammerne allerede tilveirs.
— En Stige! kom med en Stige! Jakob er her — paa Omgangen!
Udenfor Døren til Kværnloftet laa han, kastet over paa Rækværket, der stod skraat ud fra Omgangen. Hans ene Arm hang ud over det.
Christian og Hareane løb efter en Stige. Skovfogden og Dragen, der havde hørt Raabet i Gjennemkjørslen kom ud til hende.
— Var det ikke bedre alligevel at gaa op og faa ham ned gjennem Møllen? spurgte Skovfogden.
— Se, det brænder ogsaa derinde, raabte Hanne.
Det lyste virkelig stærkt op nu inde paa Kværnloftet.
— Det er bedre med Stigen, mente Dragen.
Nu reiste Mølleren sig oppe paa Omgangen. Kun et halvt Minut havde hans Bevidsthed været borte — og selv i den korte Tid havde den egentlig kun været fortumlet og halvt bedøvet.
— Trappen brænder, raabte han: jeg kan ikke komme ned den Vei.
Det var ikke sandt, hvad han sagde. Saa vidt han kunde se, brændte det kun midt paa Gulvet og hen til den ene Side. Da Ruderne vare knuste, strøg Trækvinden tvers igjennem og drev tyk Røg ud af Døren. Men en snarraadig Mand havde vel kunnet naa Trappen eller i alt Fald uden stor Fare gjøre et Forsøg. Det var ham imidlertid utænkeligt at betræde Kværnloftet — ikke for Alverden!
I Munden paa hinanden spurgte de nedenunder Staaende, om han havde taget nogen Skade, og han beroligede dem: han var kun bleven kastet om af Lufttrykket. Endnu maatte han rigtignok holde sig ved Rækværket for at kunne støtte paa Benene, det var som om alle Ledemod var knuste paa ham, men han var ikke lammet. Og han forsikrede dem, at han nok uden Hjelp kunde klatre ned, naar Stigen kom.
Ovenover knittrede det, og et Baal lyste mod Nattemørket.
Mølleren saae tilveirs, og raabte saa ned:
— Men det maa være snart, Hatten kan snart skride.
De skreg utaalmodig efter Stigen — Skovfogden løb.
Mølleren havde besindet sig paa, at Straakappen vel var fæstnet med Jerntraad, men man havde forsømt denne Forsigtighed, da Hatten blev tækket, Iøvrig var han ikke bange: han var bleven skaanet af Lynet, og det sikkert ikke for at begraves under det nedskridende Straabaal. Han vidste, hvad han var bleven sparet for, hvad han endnu havde at gjøre i Livet.
Og der kom ogsaa Skovfogden og Hareane med Stigen, hvad Dragen, der stod længst til Siden, underrettede ham om ved at brøle med Haanden for Munden:
— Hold bare ud, Jakob! … Der er de med den — hold bare ud! — gjentog han, skjøndt det var vanskeligt for Nogen at forestille sig hvad han egentlig mente med denne Opfordring.
Nu var Stigen sat til — men Mølleren gjorde ingen Bevægelse for at kravle over Rækværket og stige ned. Hans Blik var fasttryllet af en underlig Ting, der laa et Par Skridt fra ham i Døraabningen; — og han bøiede sig frem for at se den rigtig. Det var en lodden Klump, sort forbrændt, ikke til at faa Rede paa, hvis ikke et nogenlunde bevaret Kattehoved, der stirrede paa Mølleren med eet gult Øie, havde sagt ham, at det var en Del af hvad der for faa Minutter siden havde været Pilatus.
De raabte dernede: — »Stigen er der, Jakob!« men han kunde ikke vende Blikket fra dette Reliqvie. Det gule, af Brandskjæret levendegjorte Øie stirrede op paa ham, som det nylig havde stirret op paa hende — disse næsten helt afsvedne Børster havde han lige nu set som lange Knurhaar bøiede fremad af Skjørtets Fold, som Hovedet gned sig imod. Altsaa Lynet maatte være slaaet lige ned igjennem den — saa nær — hvis han ikke var bleven staaende et Nu — — — Han var nu klar over, at skjøndt han tydelig havde set Jørgen og Lise og opfattet endogsaa alle Enkeltheder (han huskede endnu, at der sad en haandformet Melplet paa hendes Bryst, og at hendes høire Ærme var smøget op), saa var der dog kun forløbet en forsvindende lille Tid fra det Øieblik, da han standsede ved at se dem og til han sprang tilbage for hendes Blik. Hvis han altsaa ikke var standset og saa sprunget tilbage, men gaaet frem, som han vilde have gjort, hvis der Intet havde været, saa var han ufeilbarlig bleven ramt af Lynet; thi Pilatus havde staaet nøiagtig paa Veien fra Dør til Trappe.
Det var dette underlige Jertegn, at Spøgeriet havde frelst ham fra en lynbrat Død — det var det, der optog hans Tanker saa stærkt, at han var døv for alle Tilraabene — selv for de brølende fra Dragen, der fandt, at Jakob »holdt for godt ud.«
Men nu var det ikke længer Raab, men et forfærdet Skrig. Det lysnede rødt og blussede tilvenstre — noget brændende Straa faldt oppe fra Hatten ned paa Omgangen — det var det første Skred.
Saa rev Mølleren sig løs, og lettere, end han havde tiltroet sig selv det, svang han sig over Rækværket og klatrede ned ad Stigen. Med et »Gud være lovet« kastede Hanne sig om Halsen paa ham, og Hjerteklangen i hendes Stemme fortalte ham tydeligere, end hendes Ord selv gjorde det, om den Angst hun saa længe havde udstaaet for hans Skyld. Men han trykkede hende ikke fastere til sig, han havde ingen Ord til at svare paa hendes med, og kun et dybt, forpint Suk trængte sig frem af hans Bryst, medens han nu villieløs lod sig føre over mod Huset.
Der var allerede flere Fremmede forsamlede i Gaarden, og Anders kom just hjem med Møllevognen.
Mølleren gik ligesom bedøvet mellem Skovfogden og Hanne. Just som de naaede Indgangsdøren, fik et enstemmigt Raab dem til at vende sig om.
Hatten skred samtidig foran og paa Siderne. Store Bundter af brændende Straa blev af Stormen ført bort over Markerne, hvor de feiede den unge Sæd som Ildkoste. Men hvad der skred ned foran — ind imod Gaarden — det faldt paa Omgangen og pressedes af Blæsten ind imod Kværnloftsvæggen og blæstes livlig op til spillende Flammetunger, som snart slikkede Straakappen i Glød, der hvor den omtrent i Mandshøide sprang tagskjægagtig frem. Som en Løbeild hoppede smaa Luer nedefra op over Kappen, mange Steder paa en Gang — gyldent glimtede det over den mørke Flade som en eventyrlig Dands af Lygtemænd paa en Mose. Det var som om denne Ildmasse, der saa pludselig var styrtet fra sit høie Stade, følgende sin Elementardrift higede efter atter at komme tilveirs og havde sendt en Sværm lette Blænkere forud for at prøve, om den steile Voldstigning ogsaa var til at forcere. Den var det; de fremmeligste svang allerede deres smaa lysende Faner helt oppe ved den gamle Stilling, og strax fulgte Trosset efter — knittrende og bragende væltede Flammehæren sig opad i ustandselige Stormkolonnner, til hele Mølleskroget var skjult af dem. Saa fængede ogsaa den brede Omgang med sit vidt udskraanende Rækværk og blussede som en mægtig lueflettet Kurv, i hvilken den kjæmpemæssige Ildfrugt laa.
Dette Baal oplyste Omegnen langt bort. Over den hang en ildrød Røgsky; ogsaa Himlens Skyer glødede Gjenskjær. Lynene blev virkningsløsere end paa den klareste Dag, og man bemærkede neppe længer Tordenen for det hvislende og brusende Bulder af Ildebranden. Forøvrig syntes Uveiret at fjerne sig til begge Sider. Haglbygen var ogsaa snart hørt op.
Den Side af Gaardspladsen, der var nærmest Stuehuset, var fuld af en travl Menneskevrimmel. Den havde samlet sig, uden at Nogen rigtig vidste hvordan — som om den var skudt op af Jorden. Der var glødende, opadvendte Ansigter, pegende Ildfingre, Nakker med gylden Haarglorie, sorte Rygge og endnu sortere Ben, og langstrakte, vaklende og forvredne Skygger, der paa den skinnende Haglgrund flød sammen i Masser og viklede sig ud igjen, snoede sig i hinanden og skiltes. Tættest var der midt i Gaarden om Brønden, hvor Gangspillet peb og knirkede utrættelig; derfra gik der en dobbelt Række hen til Hjørnet af Huset, nærmest Møllen, hvor der igjen blev tættere. I denne Dobbelt-Række foer Spandene fra Haand til Haand, til de naaede op til en Mand, der stod paa Stigen, midt oppe paa Taget, og øste Vandet ud over Straaet, saa der fra Tagskjægget dryppede en gylden Regn.
Dragemoer var den praktiske Aand, der havde ordnet dette. Hun havde strax været klar over, at her var det farlige Punkt. Ganske vist drev Vinden fra, og der kunde ikke flyve brændende Straa fra Møllen derover, hvis ikke Vinden slog stærkt om, hvad der under et Uveir ikke var helt udelukket. Men Afstanden var her saa kort, at Heden var tilstrækkelig til at antænde Straaet, især da Blæsten snart tog betydelig af. Hun havde ogsaa grebet andre og overordentligere Forholdsregler. Det faldt hende ind, at de gamle Mølleseil, som først i Foraaret var sat fra Bestillingen, maatte være et Steds; og Hareane vidste, at de var paa Loftet (en ren Frelse for Møllen, denne Hareane, det havde Madam Andersen altid sagt!) Hanne blev ubarmhjertig revet bort fra Mølleren for sammen med et Par Piger og Knøse fra Dragegaarden at gjøre Expeditionen med; og fra Loftet gik det med Seilene gjennem Haven ned til Kjæret — for ikke at standse Arbeidet ved Brønden.
Saaledes gjensaae Hanne den kjære, stille Plet, hvor hun nylig havde siddet med Jakob. Den havde mistet sin bortgjemte Dunkelhed, sin Klarhed, sin Fred: — rødtskinnende stod Hyldebuskene der, og Vandet var en bølgende Ildpøl, da de gamle smudsige og stive Seil blev kastede ud i det, og de to hvide Ænder — der nu var røde, som Alt hvad der ikke var sort Skygge — i forkrækket baskende Flugt foer op mellem Buskene.
Ankomsten af disse vaade Seil vakte en Jubel i Gaarden, der et Øieblik overdøvede Luernes Bragen. Snart dækkede de i et dobbelt Lag hele det truede Stykke Tag, og hermed ansaas Slaget for at være vundet paa dette Punkt. Det havde staaet tvivlsomt, for yderst ude var Straaet just begyndt at ryge.
Men Dragemoers Virksomhed havde ogsaa udstrakt sig videre end til denne Hovedsag. Allerede mens Mølleren endnu var oppe paa Omgangen havde hun sendt de Første, der kom løbende fra Dragegaarden, ind i Karlekamret for at hente Senge og Madradser, Skabe og Klæder ud. Samtidig maatte Christian og strax derefter den hjemkomne Anders op paa Broloftet for at kaste saa mange Sække som muligt ned i Underkjørslen, hvor hjelpsomme Hænder greb fat og slæbte dem over paa den anden Side af Gaarden til det bjergede Gods fra Karlekamret, som snart stod opstablet der som paa en Auktionsdag.
Opmuntrede ved dette Redningsværk var en Del Fremmede paa egen Haand brudt ind i Huset og havde givet sig til at redde Bohavet, der blev slæbt ud i Haven — for at det der kunde blive ødelagt, hvis der kom Øsregn (hvad man haabede og ventede). — Andre Gjenstande fandt hurtig Vei gjennem Vinduerne, hvorved de fleste blev slaaet i Stykker eller stærkt skamferede — kort sagt, man var nyttig paa mange Maader og gjorde hvad man kunde.
Men Ingen overkom dog saa meget som Dragen.
Det er sandt, at denne fortræffelige Gaardeier ikke underkastede sig paafaldende legemlige Anstrengelser — der var nok til det — men han saaes overalt, og hvor han ikke saaes, hørtes hans Røst, og der var i dens utrættelige Raab en god Del Opmuntring og Beroligelse for dem, der arbeidede spredt og uden Oversigt: for de forvissedes om at der var en ledende Aand, der havde sit Blik overalt og holdt alle Traadene i sin Haand, og de underrettedes om hvad der foregik andre Steder. »Hiv oh høi,« lød det, »op med Spanden … Bare herhen med Skabet, her er Plads til det! … Det var Ret, lad os faa de Sække paa det Tørre, det er rede Penge! … Det kan jeg lide, Mutter! er du der med Seilene! … Ja, lad os faa Møblerne her ud i Haven, der staar de sgu godt … ud ad Vinduet med det!« Og da Vognene vare komne fra de nærmeste Gaarde, aabnede der sig en ny Virksomhedskreds for ham: nu lød det ude fra Veien: »Ja, ryk bare der — ryk, aa haa! ryk saa, ryk! … Lad os faa Bæsterne vendt bort fra Ilden, saa — aa — haa! … Kjør bare ned til Dragegaardsdammen, der er sgu Vand nok.« Men da endelig Sproiten var kjørt ind i Gaarden og gav sig til at bekjæmpe Ilden paa Bageriets Spaantag, var han rigtig i sit Es, og i den fjerneste Krog hørte man gjennem Vandstraalens Syden og Ildens Knittren hans gemytlige Stentorrøst: »Hæng bare i! op med det gamle Pumpeværk.«
Under en saa fortræffelig Ledelse var det ikke paafaldende, at man hverken saae eller hørte noget til Mølleren selv. Alle vidste desuden, at han nær var bleven slaaet ihjel af Lynet.
Hanne havde forladt ham ved Forstuedøren, da hun af Madam Andersen blev hvervet til Seil-Expeditionen, og hun troede, at han var gaaet ind for at have lidt Ro, som hun havde sagt, han skulde — han kunde jo nok trænge til det. Men da de kom tilbage med de vaade Seil fra Dammen og gik fra Haven ind i Gaarden ad Laagen mellem Staldlænge og Stuehus, fandt hun ham til sin Forundring staaende i denne Krog, lænet op til Husmuren og ufravendt stirrende paa den brændende Mølle — kun at han foer sammen og dreiede Hovedet et Øieblik, da der uventet kom Folk den Vei.
— Staar du dér! Gaa dog lidt ind og hvil dig, sagde hun.
— Ja, det skulde du gjøre Jakob! tilføiede hans Svigermoder. Vi skal nok klare det.
Mølleren svarede ikke. Han rystede blot paa Hovedet og saae igjen op paa Møllen.
— Han kan ikke rive sig løs fra den, bemærkede Madam Andersen, da de gik videre; han er saadan sammenvoxen med den Mølle, han er jo barnefødt der, det er jo ikke saa underligt.
Men i sit stille Sind frygtede den brave Kone, at det Lyn, der ikke havde lammet ham, dog havde gjort hans Hoved Skade. Man havde jo før hørt, at Folk var blevet saa underlige efter saadan Noget, og Svigersønnens Ansigt havde — stærkt belyst af Ildskjæret — haft et fremmed Udtryk, som hun ikke forstod og ikke rigtig kunde forklare sig blot af hans Vedhængen ved den gamle Høimølle — hvor stærk den end kunde være hos saadan »en tung Natur«:
— Jakob har jo altid været saadan noget tung af sig, veed du nok, vedblev hun — Alting gaar saa dybt i ham.
Hanne svarede, at det var jo begribeligt nok; men ogsaa hende havde Møllerens Udtryk været høist paafaldende, saa sælsomt høitideligt og ligesom fra en anden Verden. Hun kiggede hurtig tilbage over Skuldren:
Han stod endnu der i Hjørnet; det røde Ildskjær belyste hans opadvendte Ansigt.
Baalet var begyndt at mindskes. Foran, hvor Vinden stod paa, var Kappen for en stor Del brændt igjennem. Da den var bunden med Jerntraad, kunde den ikke skride, men smaa Bundter af halvforbrændt Straa faldt spredt ned i Omgangens brede Flammekurv. Naar Røg og Luer dreves bort foroven af Vinden, viste sig deroppe den afdækkede Hat. Han saae den skraanende mægtige Egeaxle med Hattehjulet, den klodsede Persebom, det snevre Rum indenfor Bjælkelaget, Hvælvingens Ribber foroven, og gjennem en Aabning i det øverste af Kappen ogsaa Trappen til Lorisloftet.
Det var dette Syn, som han ikke kunde vende sit Blik fra. Han havde ikke set Noget af alt dette siden hin Aften, og nu viste det sig altsammen, kulsort paa den røde Røggrund eller paa en glimrende Guldgrund af Gnister. Der var Stedet, hvor Offrene havde siddet — en Smule høiere end der hvor Trappen forsvandt. Hvis deres Skikkelser nu sad deroppe, som de før stod paa Kværnloftet, saa vilde man kunne se deres Hoveder og Skuldre — undertiden syntes han at han saae dem — og hvorfor skulde de ikke være der, ligesaa godt dér som før paa Kværnloftet? — Og dér, Mordværktøiet, den brutale, kluntede Persebom — der stod den mørk og truende — —
Saa vendte hans Blik sig til et andet Punkt tæt ved — en lille Forskydning af Synsaxen og dog saa lang en Reise: fra Rædslen til Idyllen, fra Forbrydelsen til Uskyldigheden.
Der tilvenstre for Hattehjulet havde han som Dreng staaet med lille Christine og set, hvordan Hatten blev dreiet. De havde været ganske smaa, og hvis Afbilleder af dem havde staaet deroppe nu, vilde man ikke kunne have set deres Hoveder rage op, men han kunde pege paa, hvor det var. Og lille Christine var bleven angst og havde raabt: — »Hvis vi nu stod derovre, og Persebommen trykkede os fast mod Bjælken.«
Og der kom en anden Erindring. En Nat, da hans Hustru laa i Feberphantasier, var hun faret op og havde raabt: »Hold op! Persebommen knuser dem.« Den Gang havde han deri kun hørt et Tilbageblik til hin Barndoms-Erindring; nu blev det ham pludselig klart, at det tvertimod havde været et Fremsyn. Forunderligt, at det aldrig var faldet ham ind! men der var ingen Tvivl om det: hans Hustru havde med en af de gaadefulde Evner, som hendes Sygdom havde udviklet, oplevet — set Mordet!
Det Øieblik, da denne Tanke gik op for ham, var af alle de frygtelige Momenter, han havde oplevet, maaske det mest rystende. Det var ligesom om en Helligdoms Forhæng flygtig flagrede til Side, og han fik et Glimt at skimte af de Hemmeligheds-Dybder, som Gud har skjult for Menneskeblikket.
Christine havde set Mordet. Saa havde det da altsaa ligesom allerede den Gang været der, staaet forude og ventet, indtil dets Tid kom til at vise sig. Ja, var det ikke ogsaa virkelig saaledes, at han, der den Gang havde siddet hos den Syge, han havde allerede da været hildet i Syndens Ledebaand og var begyndt at vandre ad den Vei, som Skridt for Skridt havde ført ham til Forbrydelsen? Og selv om det nu ikke var kommet saa vidt — hvis Lise for Exempel var bleven syg og var død før den Tid — hvad saa? Ja, saa vilde han Intet have at skjule for Nogen, hans Samvittighed vilde ikke engang have Stort at bebreide ham, han vilde være en lykkelig Mand og kunne holde Bryllup med Hanne og Alt vilde være i den skjønneste Orden — men vilde han selv derfor være det mindste bedre? Vilde han være en Anden end den han nu var — Forbryderen, Dobbeltmorderen? I Menneskers Øine havde han været en Anden, for Gud var han den samme.
Og han foldede sine Hænder og bad til Gud, at han vilde befri ham for ham selv, lade den gamle Adam dø i ham og gjenføde ham i sin Naade og i Forløserens Billede. Han saae ikke længer paa den brændende Mølle, men op, hvor de ildbelyste Skyer havde delt sig og en klar Stjerne tindrede.
Det var ikke længe han stod saaledes, men for ham var Tiden ophævet, ligesaa vel som Omgivelserne vare udslettede — han havde kun Følelsen af en uendelig Klarhed og en uudtømmelig Sjælefred, der fyldte ham. Hvor gjerne var han ikke død i dette Øieblik! men han vidste vel, at det skulde han ikke. Livet havde endnu sit Krav til ham; der var Gjerningens bedske, jordfostrede Frugter at nyde.
Og nu kaldtes han tilbage til Virkeligheden ved en dump Fornemmelse af at blive iagttaget. Uvillig saae han til Siden, men det var et kjærligt Blik fra Hannes Øine, der mødte hans, og han nikkede smilende til hende, men med et noget mat og tungsindigt Smil.
Hanne var standset flere Skridt fra ham, da hun saae, at han bad; hun vilde gjerne have bedet med ham, men i Stedet derfor hengav hun sig til den Blanding af himmelsk og jordisk Kjærlighed, som lyste op i hende ved at se den elskede Mands Ansigt forklaret af en saa dyb og verdensfjern Andagt, som hun aldrig havde set præget i Mennesketræk. Hun ønskede, at hendes Broder havde været der; for han talte tidt om, at Jakob var noget verdslig sindet og ikke rigtig havde fundet Veien til Gud, og at hun var kaldet til at vække ham. Og nu viste det sig, at han var mere lysvaagen og videre fremme end hun. Han havde »fundet Veien«, uden at læse meget i Opbyggelsesbøger og gaa paa Missionsmøder.
Inderlig bevæget traadte hun nu hen til ham og greb hans Haand:
— Ja, vi maa nok takke Gud for hvad han har gjort for os iaften. Han har frelst dig.
— Ja, Hanne, det har han! Han har frelst mig.
I hans Ord laa der i og for sig ikke Andet end en simpel Bekræftelse af, hvad hun havde sagt og hvad efter hendes troskyldige Mening heller Ingen kunde falde paa for Alvor at benægte. Men han sagde det med et saa eiendommeligt Eftertryk, og der var en saa paafaldende Høitidelighed i hans Stemmeklang og i hans Udtryk, at Hanne saae paa ham med et Blik, der var et tydeligt Spørgsmaal om, i hvilken Forstand han mente det.
Men Mølleren bemærkede ikke dette Spørgsmaal, eller gik i alt Fald ikke ind derpaa.
— Kjære Hanne, sagde han — vil du hente din Broder? der er Noget, som jeg gjerne vilde tale med jer begge om — nu strax.
Hanne var heller bleven alene hos ham; hun undrede sig lidt over denne Begjæring, men gik strax for at opfylde den.
Det var ikke saa let at finde Broderen, da netop nu Menneskestimlen i Gaarden var tættest, og desuden delt i forskjellige Grupper — enkelte tilmed ude i Haven eller paa Veien; og i det blændende, urolige Lys var det ikke godt at se og kjende paa Afstand. Netop nu kjørte Sprøiten over Gaarden og posterede sig mellem Brønd og Staldlænge, hvor Bohavet fra Karlekamret og en hel Del Sække maatte slæbes bort i en Fart for at at gjøre Plads for den. Fra Brønden langedes Spandene endnu bestandig fra Haand til Haand hen til Hjørnet af Huset, lige bag Møllen, hvor Tagets beskyttende Seil fik friske Overgydninger. Hanne havde ikke gjort mange Skridt, før det Forreste af Omgangen delvis styrtede ned med det brændende Straa, der havde hobet sig op paa den — enkelte Brædder vare allerede i Forveien faldne og nogle blev endnu hængende ved de Skraabjælker, der bar Omgangen. Der laa et rygende Baal paa Jorden og spærrede for Gjennemkjørslen, som den fyldte med tyk Røg. Skjøndt der ingen Fare var ved det, opstod der strax stort Skrig og megen Forvirring. Nogle, som mente, at Svendene endnu var derinde for at bjerge Sække, raabte, at det maatte strax slukkes. Kvindfolk hylede allerede over de Fortabte. Flere kom løbende med Høtyve og River for at skille Baalet og faa de brændende Brædder og Straabundter slukt enkeltvis.
Midt i denne Staahei stod Hanne og speidede efter Broderen, da der blev trukket i hendes Kjole. Det var Hans, som saae op paa hende, forskræmt og paa Nippet til at græde, men lykkelig over at have fundet Tante Hanne, som han nu allerede øvede sig i at kalde Mo'er.
— Mo'er — Mo'er! hvor er Fa'er?
Rørt over denne sødt klingende Tiltale bøiede Hanne sig og kyssede ham paa Mund og Pande.
— Fa'er hviler sig, Hansemand — han har anstrengt sig saa meget oppe i Møllevingerne, han trænger til Ro. Har du ikke set Onkel Vilhelm? jeg leder efter ham.
Drengen rystede paa Hovedet.
Hanne saae sig raadvild om. Hvad skulde hun gjøre med den stakkels Dreng? Hun turde ikke tage ham med, naar hun søgte efter Broderen i Trængslen, det gik heller ikke an at lade ham løbe alene om, og hvem skulde hun betro ham til? Endelig lod hun det være nok med at føre ham hen til Staldlængen, hvor hun mente, at han i alle Tilfælde ikke kunde komme Noget til. Han var heller ikke ganske alene her, for det viste sig, at Trofast ogsaa havde taget Tilflugt til denne rolige Plet. Den trykkede sig klynkende ind til Drengen, aabenbart sjæleglad over at have truffet en god Kammerat under disse usædvanlige og slet ikke hyggelige Omstændigheder, da Møllegaarden ikke lignede sig selv. Hans maatte blot love, at han vilde være Mo'ers egen Dreng og ikke gaa bort derfra, saa at hun ikke behøvede at ængste sig.
Der var ogsaa nok i Nærheden, som kunde tage hans Opmærksomhed fangen, og han kunde neppe som Tilskuer have fundet noget bedre Standpunkt. Kun en Snes Skridt borte — af hans egne smaa Skridt — lidt tilhøire for Brønden, arbeidede Sprøiten med regelmæssige Stempelslag, og fra dens Slange foer Vandstraalen, selv funklende som Ild, med hæs Hvislen ind i Luerne, som slog op fra Bageriets Spaantag, dér hvor det stødte op til Møllen. Det var saa fortrolig og beroligende her at høre Onkel Henriks velkjendte Stemme: »Pump væk! hæng bare i! Nu skal vi, Fanden ta'e mig, snart faa Has paa det!« — Paa Brønden gik Gangspillet uafbrudt, og Spande steg op af den og forsvandt ned i den, og dem, der var steget op, kunde han følge helt op paa Taget over Dagligstuen, hvor de væltede deres glødende Strøm ud over de vaade Seil, der saae ud som blankt Guldblik.
Men lige midt for, beherskende Alt, brændte Møllen. Og med sine store forundrede Barneøine stirrede Hans paa dette lysende Uhyre af Røg og Luer, som den gamle Mølle med sin dunkel-brune, hist og her mosgrønne Straakappe saa pludselig havde forvandlet sig til. Det var prægtigt at se og egentlig uhyre morsomt, men han havde dog Graaden i Halsen; og paa den anden Side vidste han ikke rigtig, om der ogsaa var Grund til at græde. Det var saa underligt og saa helt ubegribeligt, at den gamle Mølle saadan brændte, som han kunde huske fra ganske lille af, hvor han var kravlet om de utallige Gange fra øverst til nederst, hvor han kjendte hver Bjælke og hvert Hjul, hvor han havde hørt, at Fader og Moder havde leget, da de var smaa, og hvor han selv skulde have arbeidet, først som Dreng, saa som Svend og endelig en Gang som Mester — det var næsten ikke til at tænke paa, uden at man maatte græde Øinene ud af Hovedet. Men saa var der jo det, at det alligevel slet ikke længer var den hyggelige rare gamle Mølle, for den havde jo knust stakkels Jørgen og Lise, og han turde slet ikke mer gaa op i den. Egentlig var det dog godt, at den brændte af og der blev bygget en ny, hvor der ikke dryppede Blod, saadan som Christian sagde, at der gjorde ovre i den gamle.
Nu begyndte ogsaa dens Vinger saa smaat at brænde. Da Vinden bar bort fra dem, havde det varet længe, inden Ilden havde ædt sig ud i dem, men nu var den der; der stod Røg fra dem, og smaa Flammer legede langs ad de sorte »Arme«, forplantende sig gjennem de oprullede Seil. Et af disse, hvis Liner var brændt over for oven, tog til at flagre — og langsomt begyndte i det samme Vingerne at dreie sig, da Perseringen var brændt igjennem. Saa foldede samtidig alle fire Seil sig ud, som Bannere der rulles løs fra Stangen; hurtigere svingede de, stærkere blussede de — og fra øverst til nederst beklædt med Flammeseil dreiede Vingerne bestandig i mere rasende Fart, indtil det Hele var et hvirvlende Ildhjul, der sprudede Gnister om sig til alle Sider.
Og i Møllen, hvis Forside nu kun var et bevægeligt Røgslør, viklet fast til og flagrende om forkullede Bjælker som et Spindelvæv — derinde saae man paa Luegrunden af Kappens bageste Del, der endnu brændte, hvorledes det mægtige Stjernhjul snurrede rundt og alle Kværnhjulene i Kreds om det som Planeter om en Sol, drevne med i den vilde Hvirveldands, saa Axlerne rystede — og gjennem Brandens Hvislen og Kogen hørte man foruden Vingernes susende Stød ogsaa den snurrende og rumlende Larm af Værket.
Høimøllen gik — den malede for sidste Gang.
De store halvt forskræmte, halvt skuelystne Barneøine vare ikke de eneste, i hvilke dette Syn afspeilede sig. Der var Ingen, som ikke stirrede derop. Sprøiten glemte Bageriets Fare, mens Folkene hvilede paa Pumpestangen, Spandene blev stikkende i Brønden, oppe paa Mønningen af Stuehuset sad Christian med en fyldt Spand stillet foran sig og støttet mod Kragetræet, og gjennem hele Mængden gik en dæmpet Mumlen af forfærdet Beundring.
Afsondret fra de Andre i en lille Gruppe for sig, henne i Hjørnet mellem Staldgavl og Stuehus, stirrede tre Ansigter op paa den arbeidende Ildmølle, der kastede sit hedtglødende Skjær over dem — belysende der en dybere Betagethed end al den tilsammen tagen, der prægede alle disse mange opadvendte Ansigter.
Mølleren havde fortalt Skovfogden og Hanne hvad der var foregaaet, siden han havde stukket Hovedet ind i Havestuen og sagt, at han maatte gaa noget over paa Møllen — Alt, ligefra Christians underlige Væsen og Ord indtil det Syn, der havde standset og reddet ham. Aandeløst havde de to Sødskende lyttet til. Hanne havde trykket sin Kjærestes Haand, saa det næsten smertede; hvis dette Brandlys havde tilladt det, vilde hendes Ansigt have vist sig ligblegt, og hendes Øine var stift aabnede, da han fortalte det Sidste. Saaledes, tænkte han, maa mit eget Blik have været, da jeg saae dem. Men hvad der gav deres Træk det stærkeste og inderste Præg af Skræk, det var, at de ventede endnu Noget, som Phantasien ikke kunde gjøre sig den ringeste Forestilling om, og om hvilket kun en ubegrundet Anelse kunde tilhviske dem, at det var langt, langt værre end hvad de allerede havde hørt. Fortællingen var ude; den var ført op til det Punkt, hvor deres egen Erindring som Øienvidner knyttede sig til den, og dog havde de begge det Indtryk, at Jakob endnu havde Noget — ja det Vigtigste tilbage at sige, og at det kjæmpede en haard Kamp i ham for at komme frem.
Men hvad kunde det være?
De blev ved at stirre paa den malende Ildmølle, fordi de følte, at hvis de saae paa Jakob, saa vilde deres Blik være et Spørgsmaal; og de havde jo dog Intet at spørge om.
— Det er underligt, begyndte Mølleren saa, at du netop iaften skulde komme til at tale om Varsler, Vilhelm — om at de gives Menneskene for at de kan forberede sig paa Døden.
— Troer du da, at det skulde være saadan et Varsel?
— Jakob, kjære Jakob! udbrød Hanne og trykkede hans Haand til sit Bryst.
Hun mente nu at kunne forstaa hans sælsomme, aandsfraværende Udtryk før — det, hun ikke med Madam Andersen havde kunnet forklare som en fysisk Sløvhedsvirkning af Lynslaget. Og her var altsaa ogsaa det, som han havde holdt tilbage: Frygten for Døden. Det var en ganske naturlig Tanke, at det, at de viste sig for ham, som han uden sit Vidende saa brat havde sendt over i Evigheden, det var et Tegn paa, at han selv snart skulde følge dem. Ogsaa hun blev grebet af denne Idé, og hun søgte at snakke sig selv og Jakob fra den og fra den heftige Skræk, som den havde sat hende i, og som hun ogsaa forudsatte hos ham: — Det behøvede jo slet ikke at have den Betydning. Man havde jo ofte hørt, at Gjenfærd havde viist sig, især af Folk, som vare komne brat og usalig af Dage, uden at der derfor var død Nogen. Det lod jo ogsaa til, at Christian havde set dem deroppe.
Broderen understøttede hende: — Man skulde ikke strax sætte sig Sligt for fast i Hovedet og miste Livsmodet, om det end paa den anden Side ganske vist var rigtigt at tage sig det til Hjerte og at have Døden for Øie, som vi Alle altid burde.
Og Sødskendene glædede sig over, at deres Ord ikke blev uden Virkning: Møllerens Ansigt lyste op. Aabenbart var Skrækken tagen fra ham, og Dødsvarslets frygtelige Blik stirrede ham ikke længer imøde fra dette Aandesyn, hvor manende end dets hinsidige Alvor sikkert vedblev at virke i ham til hans Sjæls Frelse, ligesom den først havde frelst hans Liv. Men naar Møllerens Træk virkelig lysnede, saa var det tvertimod fordi hele denne Opfattelse af Synet som et Dødsvarsel var en ganske ny Tanke som de bibragte ham, og det den trøsteligste, som kunde findes: ikke truende — forjættende syntes et saadant Varsel ham.
— Ja, det er ikke just saadan at forstaa, svarede han — det kunde jo være, at det havde den Betydning ogsaa … Men ellers kom jeg til at tænke paa en Dag i Efteraaret, da jeg var ude hos jer, og jeg talte med dig, Hanne, om Dyrene i Skoven, og sagde, at en hurtig og uventet Død for en Kugle den maatte enhver ønske sig; og saa sagde du saa kjønt, at det var nok det bedste for et Dyr, men ikke for et christent Menneske, som skulde staa for den evige Dommer, og som i Dødens Time nok kunde trænge til at gjøre sit Regnskab op med Verden … Og naar du kan føle det saa dybt, du kjære gode Sjæl, hvad maa saa ikke jeg — —!
Han lagde Haanden over Panden og tav. Paa den skarpt belyste Mur dirrede hans Skygge.
— Hvorfor du mer end jeg, Jakob? er jeg ikke ligesaa vel et syndigt Menneske som du? ivrede Hanne i en bebreidende Tone, men tillige med en spørgende Ængstelighed, fordi hun følte, at der laa noget Bestemt bag ved dette Udbrud — Noget, som gjorde hende usigelig angst.
Mølleren svarede ikke, men fortsatte i sin egen Tankegang.
— Og det er netop Sagen, at hvis de ikke havde viist sig for mig der, saa var det gaaet mig saadan: jeg var bleven ramt af Lynet, som et Dyr af en Kugle.
Han tav, og Skovfogden nikkede alvorlig til sin Søster. Han tænkte paa Luther, hvis Ven blev slaaet ned af Lynet ved hans Side. Og han nikkede igjen med et tilfreds Smil: — Han er bleven vakt. Jakob bliver en af vore!
Medens Mølleren talte, var den Del af Omgangen, der strakte sig ud over Bageriets Tag, styrtet ned paa dette, hvor enkelte brændende Brædder blev liggende, støttede af Vandrenden, og et Par Bjælker faldt i de Huller, som der allerede var brændt i Spaantaget. Faren for Bageriet blev herved større, og ret som om det gjaldt nu at bekjæmpe det med alle Vaaben, faldt en af de svingende Møllearme ned og slog med uimodstaaelig Magt Taget igjennem paa den anden Side. Sprøiten maatte flyttes lidt længer tilhøire, hvilket udførtes under mange overflødige Opmuntringer og Kommandoer af Dragen, afsluttede med det pompøse Udraab: »Saa, giv den nu det glatte Lag!«
Skovfogden og hans Søster havde tilsyneladende fulgt disse Begivenheder, medens de i Virkeligheden ventede paa, at Mølleren skulde fortsætte. For naar han, som han sagde, ikke var bleven forfærdet ved at se et Dødsvarsel i Spøgeriet paa Kværnloftet, saa maatte der endnu være Noget, der laa ham tungt paa Sinde.
Møllen gik nu bestandig langsommere med sine tre Vinger, der næsten vare afklædte, idet de sidste brændende Seilstumper en for en førtes bort af Vinden.
— Kan du huske — begyndte Mølleren, idet han lagde sin venstre Haand paa Vennens Skulder — kan du huske, Vilhelm, ja, det kan du nok, for det er kun en Uges Tid siden, at vi sad derinde og talte om, at det var lige saa godt, at vi giftede os nu … og du trøstede mig og sagde, at Alt gik jo efter Guds Styrelse og Raad — ogsaa hvad der var forefaldet her paa Møllen. Og hvis jeg havde gjort det med Vidende om, at de var deroppe, som de vilde beskylde mig for, saa sagde du, at saa havde det ogsaa været Guds Villie og var sket til mit eget Bedste, for at mit syndige Væsen kunde komme for en Dag, og jeg kunde blive angst og bange for mig selv og omvende mig.
Han tav et Øieblik og trak Veiret dybt.
— Kjære Venner! det er det, jeg har at sige; saadan er det jo sket.
Hanne greb hans høire Haand, som hun følte kold og fugtig imellem sine:
— Gud i Himlen! Jakob! hvad mener du?
Men Broderen nikkede beroligende til hende:
— Ja, ja! Hanne — det er, som Jakob siger … Det har vi jo ogsaa nok mærket, at nu er Jakob paa Omvendelsens Vei.
— Ja, det er jeg, det føler jeg. Men du forstaar mig ikke rigtig … Det er gaaet saadan til, som du sagde … For — kjære Venner! I vil jo ikke fordømme mig, naar Gud er barmhjertig jeg har jo gjort det … jeg vidste, at de var der — jeg myrdede dem.
Skovfogden traadte et Skridt tilbage — ikke af Forfærdelse eller Afsky, skjøndt Mølleren opfattede det saaledes, da han følte sin Haand, der havde hvilet paa Vennens Skulder, falde slapt ned: han vilde kun se Svogerens Ansigtstræk tydelig, om han ikke talte i Vildelse. Søsteren tvivlede i dette Øieblik ikke om, at han gjorde det. Spøgeriet og det nære Lynslag havde gjort ham forstyrret i Hovedet. Sikkert havde ogsaa det Tungsind, han havde gaaet saa ene med, og Bevidstheden om, at Øvrigheden mistænkte ham, forberedt dette, og ved denne Aftens legemlige og sjælelige Rystelser, som kunde være farlige selv for den Sundeste, var det kommet til Udbrud. Hun klyngede sig fast til ham og hviskede:
— Jakob, tal dog ikke saadan! … Kom til dig selv, kjæreste Ven! … tænk dig om.
Men Broderen, som i Møllerens Træk, hvor smertelig de end skjælvede, læste fuld og klar Bevidsthed om, hvad han havde sagt, og i hvis Forestilling en Mængde spredte Erindringspunkter dukkede op og forbandt sig i et nyt Lys — han forstod, at Svogeren var skyldig. Og efter en kort Tavshed sagde han, idet han uvilkaarlig foldede Hænderne:
— Du har Ret, Jakob … Gud er barmhjertig, og Jesus er død ogsaa for dig.
Da Hanne hørte disse Ord af Broderen og saae den Maade, hvorpaa Jakob nikkede til ham, forsvandt enhver Tanke om, at hendes Kjæreste kunde have talt forvirret, saa pludselig og restløst, som om den aldrig havde været der; og den ubønhørlige Sandhed stirrede hende imøde fra det Blik, hvormed Mølleren saae ned paa hende, mens han tonløst mumlede:
— Min stakkels, stakkels Hanne!
Hun gav slip paa ham, greb sig om Hovedet med begge Hænder og udstødte et Skrig, som vilde have draget Alles Blikke derhen, hvis det ikke var druknet i det almindelige Skraal og Staahei, som netop nu var opstaaet.
En Møllevinge var nemlig bleven slynget over paa Stuehusets Tag som en uhyre Brandfakkel — heldigvis en halvt udgaaet. Da man længe havde frygtet et saadant Tilfælde, var Stedet rømmet og der kom Ingen til Skade. Hurtig blev den glødende Bjælke væltet over Hjørnet ud i Forhaven, og Resterne af den i Faldet knuste Hæk, der laa rundt om paa Taget, revet ned med River. Men Seilene, som nu snart i ti Minutter havde savnet Overgydningerne, vare brændte igjennem, og ogsaa udenfor deres Omraade havde det begyndt at at fænge hist og her. Foruden Spandene, der strax igjen kom i Brug, maatte ogsaa Sprøiten bekjæmpe den overhængende Fare her — hvilket ikke gik af uden nye og hidtil uhørte Kraftyttringer af Drageorganet. Medens den saaledes vendte sig bort fra Bageriet, fik Ilden her Ro til at samle Kræfter.
Mellem disse to Punkter var Opmærksomheden delt og mer end nogensinde bortvendt fra de Tre, som selv udeltagende overfor Alt, hvad der larmede om dem, ligegyldige for, om Stuehus eller Bageri eller Alt brændte ned til Grunden, stod der i deres Krog, isolerede midt i deres frygtelige Hemmelighed.
Skjøndt det et Øjeblik var som om Alt blev borte for Hanne, mistede den ulykkelige Pige dog ikke Bevidstheden — dertil var hendes Natur for stærk, og desuden traadte strax en bestemt Tanke i Forgrunden og gjorde sig til et fast og samlende Midtpunkt for alle opskræmmede, mellem hinanden hvirvlende Forestillinger — denne Tanke: saa har han jo elsket hende.
Og Mølleren læste denne Tanke ud af hendes stive Blik, som hun stod der foran ham, lidt tilbagebøiet, med udstrakte Arme og betragtende ham ufravendt med et Udtryk, som han ikke kjendte.
— Aa, Hanne, Hanne! raabte han — jeg har handlet ondt mod dig, saa uforsvarlig — aa, jeg veed det … tilgiv mig!
Hun stirrede paa ham med det samme Blik og mumlede neppe hørlig:
— Hvor kunde du?
— Hvordan skal jeg — Hanne — jeg er saa ond, saa syndig, aa, men det kan du aldrig forstaa, jeg har jo sagt dig det, saadan som jeg er — — det kan du ikke … Ja, jeg har elsket hende — Lise … jeg har begjæret hende … saadan en Kjærlighed det er ligesom en Sygdom, det lader En ikke have Fred … og jeg vidste, at hun var ond, men alligevel … hun forlokkede mig — nei, det var fordi jeg selv var ond … og jeg vidste, at du var god … du kunde frelse mig — men jeg var forhexet, jeg var i Syndens Garn … Det var allerede før Christine døde … — — —
Og afbrudt, uordentlig og stødvis fortalte Mølleren hele sin Lidenskabs Historie: — hvorledes den først havde sneget sig om i det Skjulte, vakt Christines Mistanke, forgiftet hendes Liv og maaske voldet hendes Død; — hvorledes han var vaklet frem og tilbage mellem Hanne og Lise, den gode og den onde Engel, hende, han vilde elske, og hende, han elskede — bestandig paany indfangen af Lise og ægget af Skinsyge og Mistanke mod Jørgen. Han mindedes den Søndag i November, da han saa villig lod lille Hans blive ude hos dem om Aftenen og selv styrtede hjem gjennem Skoven som et vildt Dyr med den ene vanvittige Tanke at forføre Lise. Og saa kom den anden Novemberdag — Fredagen derpaa — da han lovede hende Ægteskab, og tog ind til dem for at tage Afsked med det Sted, hvor han havde været lykkeligst og med de Venner, han havde kjærest, og da det skete om Aftenen.
Hanne var tilmode som En maatte være det, der efter længe at have mærket, at han boede paa usikker Grund og at der var noget Tungt og Truende i Luften, nu pludselig blev stillet saaledes, at han kunde se ned i Krateret af den Vulkan, som var Aarsagen til disse Phænomener. Synd og Lidenskab havde hun hidtil i Grunden kun kjendt af Navn og af abstrakte Deklamationer i Prædikener og Opbyggelsesbøger. Hun vidste vel, at de fandtes ogsaa i hende selv, hun havde endog undertiden vage Selverkjendelses-Glimt af den Sandhed, som hun troende bekjendte, at hun var en Synder, og blot ved at være den, hun var, ja blot ved at være et Menneske var værdig til Fordømmelse og hjemfalden til evig Kval — hvis ikke Troen havde frelst hende og Christi Offerdød løskjøbt hende. Men alt dette havde staaet taaget i det Fjerne; nu var det rykket hende paa Livet; hun blev stillet Ansigt til Ansigt overfor det, hørte det tale med den Stemme, hun havde kjærest i Verden, og følte det i sit eget Liv — thi han var jo hendes Liv, denne Mand, som hun elskede og som ogsaa elskede hende. Ja, det gjorde han! han havde sagt hende det, da de sad dernede ved Dammen — sagt det saa inderlig, og det havde ikke været tomme Ord. Og medens hun nu hørte paa ham, forstod hun meget i hans Adfærd og Væsen, der havde været hende gaadefuldt. Hun saae, hvorledes han havde higet mod hende, med Angst og Haab, stræbt ud over sin Natur og efter Snublen og frygteligt Fald naaet hende først nu, da det var for sent — for sent til, at nogen jordisk Lykke kunde blomstre deraf.
Men ikke for sent til, at hendes Kjærlighed var hans for bestandig og skulde ledsage ham overalt og være ham til Trøst, hvis han herefter trængte til jordisk Trøst.
Mølleren tav. Hanne laa op til hans Bryst med sin Arm om hans Nakke, Skovfogden holdt hans Haand mellem sine. Taarerne trillede ned ad hans Kind. Han havde ikke grædt siden Christines Død, og der var en Lindring i disse Taarer, som han ikke havde troet nogensinde mer skulde blive ham til Del. Hvor velsignet var det ikke at have talt ud og betroet sig, ikke længer at have denne Hemmelighed lukket inde i sit Bryst, som Damp, der vil sprænge Kjedlen, hvis ikke en Ventil aabnes. For første Gang var han i sine Venners Øine den, han virkelig var. Og skjøndt han midt i sin Angst for Skriftemaalet havde følt sig overbevist om, at disse to Mennesker ikke vilde bryde med ham — hvad saa end alle Andre gjorde — var der noget Vidunderligt i dette at have anklaget sig selv, Intet skjult og ikke besmykket Noget og dog endnu have Kjærlighed om sig — forstaaende og tilgivende Venskab og Kjærlighed til Døden.
Ja, han vilde næsten have følt sig menneskelig lykkelig, hvis ikke denne Kjærlighed neppe var trængt ind i ham med sin Forsoning og Fred, før den blev til hans Anklager: — denne elskelige Kvinde, som klyngede sig til ham, var bleven ulykkelig ved ham! Hun var idag kommen til Møllen som til det begyndende Bryllup; endelig havde hun turdet haabe — og havde haabet — at Alt vilde blive godt, og saa skulde det just vise sig, at Alt var langt uopretteligere tabt, end hun nogensinde havde haft Grund til at frygte. Jo taalmodigere og kjærligere hun bar denne frygtelige Skuffelse, desto klarere aabenbaredes derved, hvor usigelig meget hun havde tabt; thi hun bar den med Styrken af den Kjærlighed, der var bedragen for sin Livslykke.
Tættere randt Taarerne ned over hans skjælvende Træk, medens han ømt trykkede hende ind til sig og mødte det Blik, hvormed hun saae op paa ham — et Blik, der baade var sløret af Martyriets Smerte og dog saa lyst af dets rensende Kraft. Men saa var der atter noget saa Befriende ved det at græde over en Anden — for ham, der saa længe havde været lukket egoistisk inde med sig selv i sin egen Kval og blindet af Angst neppe haft Sands for Noget udenfor sig.
— Stakkels, stakkels Ven! hvad maa du have lidt! hviskede hun.
— Det er kun altfor vel forskyldt hvad jeg har lidt … Men at du skal lide saadan, og det er min Skyld alene! …
— Troer du da, at jeg vilde undvære det, og hellere aldrig have kjendt dig.
— Det havde saavist været det bedste for dig, svarede Jakob med et dybt Suk og rystede paa Hovedet.
— Hvad der er bedst for os, det veed kun han hvem vi vil bede, at han fører os Alle til sig, sagde Skovfogden. — — —
Der var paa dette Tidspunkt mindre Larm, end der havde været noget Øieblik før under hele Branden, og en hel Del færre Mennesker i Gaarden, da en stor Del var løbet om bag ved Bageriet for der at hjelpe til ved Slukningsarbeidet. Efter at Møllen havde gjort sin sidste Anstrengelse med sin store Brandfakkel og dette Angreb seierig var blevet afslaaet, var Stuehuset saa godt som uden Fare. Der var ikke længer noget flammende Baal tæt tilhøire for det, hvis glødende Hede kunde faa Straataget til at fænge. Nede i Møllens Stensokkel brændte endnu Broloftet, men foroven stod nu kun et sort Bjælkeskelet, svøbt i en flagrende rød Røgkappe. Der var Intet tilbage af Straalaget, alle Lofterne vare lagte blot. Med en enkelt rygende Vingearm strakt skraat opad, og med lidt Stillads til den ene Side markerende Omgangen, saae denne Tomt nøiagtig ud som Gjennemsnitstegningen af en hollandsk Mølle i et Atlas til en eller anden Haandbog i Møllelæren — den bragte Jakob en vemodig Erindring fra hans Ungdom, da han havde kjøbt et saadant Værk paa en Auktion og foræret det til sin Fader paa dennes sidste Fødselsdag. Og han saae tydelig den Gamles Ansigt for sig med Brillerne langt nede paa Næsen, som det havde bøiet sig over Bogen — et kjønt, kraftigt gammelt Ansigt med en Krands af hvidt Skjæg under Hagen. Det havde været en stolt Mand, den gamle Høimøller, og en anset Mand, der havde spillet en Rolle med i sin Tids Bevægelser og siddet i den grundlovgivende Forsamling — — og hans Søn skulde ende i et Tugthus! Det var dog kun et Øieblik, at denne Tanke kastede en Skygge over hans Sind. At sidde i en grundlovgivende Forsamling eller i et Tugthus, det var jo ikke Sagen, men vel at samles tilsidst hos den evige Fader.
Tilhøire for Møllen vældede endnu bestandig tyk Røg op fra Bageriet. Men da nu alle Kræfter kunde samle sig paa dette Punkt, tvivlede man ikke om at det vilde lykkes her at blive Herre over Branden, hvad der var af største Vigtighed; thi blev Bageriet et Offer for Flammerne, saa kunde det neppe undgaaes, at de sprang over til Staldlængen og saa ad denne Omvei naaede Stuehuset.
Med utrættelig Ensformighed hvislede Sprøitens Vandstraale og pumpede dens Stempel; men Brandens Knitren og Kogen syntes næsten kun at være en fjern Gjenlyd af dens tidligere Larm. Ogsaa Stemmernes Mumlen var dæmpet, og de enkelte Udraab eller Ordrer lød næsten spagfærdig. Man havde støiet og skreget sig træt og hæs, og selv Dragens Stemme havde længe tiet. Men pludselig hørtes den saa høirøstet som nogensinde, med en en Klang af overstadig Gemytlighed. — Han var i en eller anden heroisk Hensigt — eller uden nogen som helst Hensigt — sprunget op bag paa Sprøiten. Saavel hans Stemmes Klarhed som dens Munterhed forklaredes maaske delvis ved en tom Ølflaske, der i en stor Bue fløi fra hans Haand over til Hjørnet bag Stalden — især for den, der vidste at Flasken havde en Del Forgængere. Det Arbeide, som Dragen havde overkommet, gjør tørstig, og han havde sparet Brøndvandet til Slukningsformaal.
— God Aften! se god Aften, Hr. Fuldmægtig! raabte han og gjorde et næsten lidt overdrevent Buk, der nær havde berøvet ham Ligevægten paa hans smalle Podium — det var Ret, det er sgu kjønt af Dem. Træd bare nærmere! Aa, gaa til Side der, Dreng, og lad Herren med den forgyldte Kasket komme til! … Her skal De se, Deres Fuldmægtighed, her arbeides … Asseranseselskabet skal ikke kunne sige os paa, at der ikke er gjort hvad der stod i Menneskemagt at gjøre …
Mølleren foer op af sine Tanker og saae speidende til Siden. I en Gruppe tilvenstre for Brønden bemærkede han en Kasket, hvis Guldtresse glødede, og nu, da en Foranstaaende bevægede sig, under den et velkjendt ungdommeligt Ansigt med Guldbriller og blond Skjæg — der erindrede ham om nogle af de pinligste Øieblikke i hans Liv.
I det samme kom Madam Andersen hen imod dem med Hans ved Haanden. Trofast sprang gjøende omkring dem.
— Naa, staar I her! det er nok Familieraad! ja, ja, nu er det jo saa temmelig overstaaet, og Møllen kommer jo snart op igjen … Arbeidstabet det bliver jo det værste, men her er jo godt assureret.
— Hansemand, hvor har du været saalænge? spurgte Mølleren, idet han løftede Hans op i sine Arme og trykkede ham til sig med en Ømhed, der var Dragemoer paafaldende.
— Jeg stod ved Stalden; der havde Mo'er stillet mig — jeg havde lovet dig at blive der — henvendte Drengen sig til Hanne — og det gjorde jeg ogsaa, til Bedstemo'er tog mig med. Med hende maatte jeg da nok gaa.
— Vist maatte du det, sagde Hanne og klappede hans Hoved, idet hun forsøgte at smile til Madam Andersen.
— Fuldmægtigen er nok kommen, bemærkede Mølleren.
— Ja, saamænd er han saa, svarede Dragemoer … Han var netop i Forretning en Mils Vei herfra — ja det er da en stiv Mil vi har at kjøre til Nørre-Kirkeby. Den Omvei kunde han saamænd have sparet Bæsterne for. Vor Herre maa vide, hvad han skal snuse om efter her! Det kunde saamænd ligne ham at have dig mistænkt for at have stukket Ild paa Møllen. Heldigvis er der da Vidner nok!
— Siger han at Fader har sat Ild paa? spurgte Hans og gav sig strax til at græde af Vrede og Indignation.
Faderen tyssede paa ham.
— Vist ikke nei, det er jo bare Bedstemoders Spøg.
— Naturligvis er det Løier, Hansemand! Herregud, saa det Barn har nær til Taarerne! Nei, han skulde bare prøve paa at sige saadan Noget, saa kan du tro, jeg skulde komme efter ham.
Hun tørrede Drengens Øine, og Hans gav sig til at le ved Tanken om Dragemoer, der »var efter« Fuldmægtigen med den guldtressede Kasket.
— Jeg sagde ellers strax til ham, hvordan du var kommen afsted, og at du naturligvis trængte til Ro nu; for jeg syntes, at I to kan have faaet talt nok sammen.
— Nei, det er netop det, vi ikke har. Vil du ikke sige til ham, at jeg gjerne vil tale med ham.
— Jo — naar — — ja, det er jo en anden Sag, naar du har Noget at snakke med ham om. Saa skal jeg sende ham herhen.
Gaardmandskonen vendte sig langsomt og gik tøvende bort. Hun havde i sit stille Sind altid haft en meget stærk Formodning om, at Jakob var kommen for Skade med fuld Bevidsthed at knuse Parret deroppe — ellers skulde han da have haft et Pokkers Held! — og det behagede hende slet ikke, at han vilde tale med den forbandede Herredsfuldmægtig, som havde været Sjælen i Undersøgelsen. Den gamle Herredsfoged han havde saamænd ikke med sin gode Villie rørt sig til mer end hvad der hørte sig til for en Forms Skyld, men denne guldbrillede, rødskjæggede Fyr havde snust om baade her og der — naturligvis: en ung Mand, vilde gjerne gjøre sig bemærket, vise sin Skarpsindighed, komme i Avisen — jo Pyt! han havde ikke haft meget ud af det … Men hvorfor vilde Jakob tale med ham — netop nu — og hvad skulde det sige, at de alle tre havde set saa underlig høitidelige ud?
Dragemoer rystede paa Hovedet: det huede hende ikke. Men hun gik — langsomt og snakkende underveis med den og den — hen til den Gruppe ved Brønden, hvor Guldtressen glødede mellem sorte Hatte og Huer, og hvor Dragen høirøstet fortalte dens Eier om alle Aftenens Heltegjerninger: hvordan hans Svoger med Livsfare havde gjort Alt for at sikre Møllen, og hvordan han selv, efter at Ildebranden var brudt løs, havde »faaet Has paa den« — men især Mutter: — De skulde bare have set hende, Hr. Fuldmægtig — ligefrem storartet … Naa, der har vi hende — ja, kom bare her hen, Mutter! jeg siger netop til hans Fuldmægtighed — — — « …
Da Mølleren bad sin Svigermoder om at hente Fuldmægtigen, gav det et Stød i Skovfogden og Hanne. Ingen af dem havde været i Tvivl om, at Jakob vilde overgive sig til Retten, det var en Selvfølge. Men hans Ro, den dagligdags Maade, hvorpaa han tog det, overraskede dem, og det Pludselige, umiddelbart Forestaaende ved Afgjørelsen forfærdede dem.
Mølleren krystede Hans i sin Favn og kyssede ham med en Heftighed, der næsten foruroligede Drengen.
— Se saa, du er træt nu, Hansemand, og maa i Seng for at du kan være flink imorgen … Moder gaar nok ind med dig.
Og han stillede Drengen ned paa Jorden, idet han nikkede til Hanne.
Hun forstod, at Jakob vilde skaane hende for at være Vidne til hvad der kom. Længe holdt hun ham omfavnet, kyssede ham inderlig og hviskede:
— Gud velsigne dig, Jakob, nu og altid!
Saa tog hun Hans ved Haanden og gik bort med ham gjennem Havelaagen.
Mølleren fulgte dem med Blikket, saa længe de var synlige, og vendte sig saa til Skovfogden:
— Vilhelm ! — ikke sandt, Hans maa jo nok —
— Stol du paa os — vi skal — Hanne vil jo — —
Skovfogden kunde ikke mer faa Ordene frem: — han nikkede blot og strøg sig med Haanden over Øinene. Det var ikke et Øieblik, da man turde give efter for Rørelse.
Mølleren nikkede forstaaende og saae hen til Brønden. Nu talte hans Svigermoder med Fuldmægtigen. Brillerne blinkede, da denne dreiede Hovedet om imod dem. Hans Skikkelse, i den lange Overfrakke, løsnede sig fra Gruppen og skred fremad.
Ved dette Syn paakom der Mølleren et pludseligt Ildebefindende, og en Bølge af Bitterhed og Had, som han ikke kunde holde nede, steg ham til Hovedet: — det var hans Modstander; hvor havde han været paa sin Post overfor ham, kjæmpet med ham, med hver Nerve anspændt, for ikke at falde i hans Snarer! der kom han, nu vilde han triumphere.
Han følte, at dette var syndigt, og greb Skovfogden om Skuldren som for at søge Støtte hos Vennen.
Fuldmægtigen lettede paa sin Kasket, og hans skaldede Isse glindsede i Ildskjæret.
I det samme standsede han og vendte sig, ligesom dreiet om ved et frygteligt Brag, der fik Alle til at fare sammen og rette Blikket mod Møllen.
Kværnloftets svære Bjælkegulv var endelig brændt igjennem, og alle Møllestene styrtede samtidig ned og slog det allerede halvt fortærede Broloftsgulv igjennem. Tre Par af dem knustes mod Underkjørslens Brosten, saa Splinterne røg omkring. En skinnende Guldsky af Gnister foer op mod Himlen, og fra Mølleskelettet foroven faldt rygende Bjælker ned i Stensoklens Brolofts-Baal, der sendte sine Flammer høit tilveirs.
Mølleren laa i sin Vens Favn og aandede op med et dybt, befriet Suk, som om en Byrde, tungere end alle Møllestenene, var faldet fra hans Hjerte, og han saae op, hvor Funkerne fra den frygtelige, hærgende Brand syntes at flyve op til de rolige Stjerner og blive som de.
— — — — — — — — — — — — — —
Halvandet Aar derefter underrettede et Brev fra Præsten i Horsens Tugthus Skovfogden og Hanne om, at Mølleren Jakob Clausen var sovet hen i Herren, angerfuld og i Fortrøstning til Frelsen ved Iesus — og at han sendte dem og lille Hans sin sidste Hilsen.