Maria. En Bog om Kærlighed/21
XXI.
Maria græd.
Jeg har været ude for Kvindegraad før. Den lader mig oftest kold og ligegyldig, den gør mig undertiden haard. Den kommer altfor let og dens Kilde er ikke altid hverken dyb eller ren. Der er Kvinder, som kun græder med Øjnene, kun græder, fordi deres misbrugte Taarekirtler er betændte. Og der er andre Kvinder, hvis Taarekilder hedder Trods og Forfængelighed, Arrigskab og Uopdragenhed.
Marias Taarer strømmede fra Hjærtet. Aldrig har jeg set saa skøn en Graad. Den var uden Vrede og Klagen, uden Kny eller Klynken. Den kom først sparsomt, den tvang sig frem i tunge Draaber, skønt Maria tappert, med en Anstrængelse, der rystede hele hendes Legeme, søgte at trænge den tilbage. Men da hun omsider maatte opgive Kampen, flød den saa rigt og stærkt som et nyt opspringende Kildevæld.
Maria lærte mig at forstaa Graadens livsalige Helsebod for alle Vunder. Som en velsignet Regn faldt Marias Graad paa hendes brændende Smerte og løste den op i mild Sorg.
En Sorg saa mild, at den endog tilgav mig arge Synder, hvis Hjærte forhærdede sig.
Tilgav mig — ja mere end det.