Maria. En Bog om Kærlighed/23
XXIII.
Saa sagde vi hinanden Farvel. Stille, behersket, klogt.
Atter prædikede jeg for Maria, og som hun var vant til, gav hun mig Ret.
Jeg sagde, at en Gang maatte vi dog skilles, og saa var det bedst at skilles, inden vi var kede af hinanden. »Inden Du er ked af mig« — indskød hun. Nej, fortsatte jeg, der vilde ogsaa komme den Dag, hvor din Forelskelse falmede. Hun smilede vantro, men nikkede og sagde: »Ja maaske«.
Jeg talte som en Grosserer til sin letsindige Kompagnon. Jeg trak journalerne og Hovedbogen frem. Jeg beviste logisk og klart, at vi var inde paa en farlig Vej, og at al Sandsynlighed talte for Fallit, hvis vi fortsatte.
Lad os bryde af, inden Legen bliver Alvor. Vi vil jo ikke gøre hinanden Fortræd. Livet er ikke færdigt for os. Hver ad sin Vej vil vi fortsætte for at finde den Havn, hvori vi lægger os til Hvile. Vor Sejlads har været en Lystsejlads, den egner sig kun for nogle Feriedage. Vi fører med derfra et Forraad af lyse, glade Minder, Minder, som vi begge ofte vil søge til. Vi skilles ikke. Minderne binder os til hinanden. Dér mødes vi.
Min Veltalenhed overbeviste mig selv. Da Døren lukkedes efter Maria, tvivlede jeg ikke om, at alt imellem os var forbi.