Maria. En Bog om Kærlighed/31
XXXI.
Hvorfor søger jeg Maria? Hvad vil jeg hende?
Have hende tilbage? Begynde forfra med hende? Nej, visselig ikke. Den Saga er sluttet, der er ingen Fortsættelse.
Jeg vil intet uden det ene: se hende; vide, om hun lever. Saasnart jeg blot har vekslet to Ord med hende, er mit Ønske opfyldt. Saa har min Sjæl Fred. Men denne Gravstilhed, dette Dødsmørke, der har lagt sig mellem hende og mig, piner mig og ægger mig. Jeg maa vide Besked.
Hvorfor har hun ikke ogsaa skrevet? Den Stygge, onde Pige. Har hun gjort det af Beregning, da ve hende! Hun skal ikke dø i Synden. Jeg skal hævne mig, jeg skal udfinde den ondeste Pinsel. Hvilken Vellyst at se hendes spinkle Legeme ryste i Skræk, se hendes bedende Øjne og ikke kende til Medlidenhed. Ja, pine Dig Maria. Men saa bagefter dække Dig med Kys, holde Dig skælvende i mine Arme og med ømme Ord stryge Angsten af din Sjæl.
Eller har hun glemt mig? Umuligt. Saa hastigt glemmer ingen forelsket ung Pige. Og Maria glemmer aldrig. Har hun ikke stavnsbundet sig til mig? Har jeg ikke taget hver hendes Sans, hver hendes Tanke i Ed, at min er hun, min til sin sidste Time, min, naar og hvor jeg vilde?
Saa skriv til hende! Lad hende høre sin Herres Kalden, og hun vil komme.
Nej og atter nej. Hvad skulde jeg med hende, naar hun kom? Jeg vil hende jo intet.
Intet, intet.
Men hvortil da disse Grublerier? Bort med dem. Lad dødt være dødt. Plant en Rose paa Graven. Og glem.