Maria. En Bog om Kærlighed/5
V.
Marias fine Kjole fra vor første Bekendtskabs-Tid. Aldrig glemmer jeg den Kjole.
Der kom en Tid, hvor Maria havde mange smukke og dyre Kjoler. Men i ingen af dem saá hun saa yndig ud som i den, der i hine Dage var hendes eneste fine. En Kjole med et lyst blomstret Bluseliv, der lignede Silke, men ikke var det, rynket over Bryster og stramt lukket om Halsen med en lille forgyldt Barne-Sølje.
En rigtig lille Søndagspige i den beskedne Stads, røbende hendes egne dameagtige Ærgærrighed og en moderlig Økonomi. Det blomstrede Liv, saa fornuftigt og pynteligt, og saa bange hun var for at spilde paa det. Og da Ulykken alligevel skete, hvilken Iver hun udfoldede for at faa de slemme Vinpletter vaskede af og hvor ligegyldig hun samtidig agerede, som om hun havde fuldt op derhjemme af ganske anderledes kostbare Klædningsstykker.
Du lille dameagtige Søndagspige, Du søde, gennemskuelige Hyklerske, der, mens Du gned og gned paa Pletterne, ustandseligt forsikrede, at det gjorde saamæn sletingen Ting med »den gamle Kjole«.
»Den gamle Kjole«, din eneste fine Kjole — — mine Øjne bliver fugtige, naar jeg tænker paa den. Gennem det tynde blomstrede Liv har jeg første Gang indaandet Duften af dit Jomfrulegeme, første Gang følt dit Hjærtes urolige Banken.