Maria. En Bog om Kærlighed/6
VI.
Ogsaa den Gang blev jeg rørt over den lille Pige i det blomstrede Liv og med den overlegne Dameerfaring. Jeg tror, det blomstrede Liv havde væsenligst Andel i, at jeg tog saa varsomt paa Maria. Det blomstrede Liv, som var hendes fineste Pynt og som saa nødigt maatte plettes.
Mænd bærer sig som Regel grumme taabeligt ad overfor Kvinder. De er altfor forsigtige. Kvinder vil ikke overtales, de vil erobres. De har — saa at sige alle — det nedarvede Instinkt i sig til at ville føle sig som de svage og voldførte. De vil have Mandsviljen stærk og bydende over sig. De foragter, uden at gøre sig det klart, de Mænd, der trygler sig frem til deres Gunst. Hvor ofte har de ikke i deres stille Sind raabt Idiot efter den Mand, der lod sig skræmme af deres Dyds-Skanser, dem de kun opstiller, fordi de sætter Pris paa at blive tagne med væbnet Haand?
Jeg behøvede ikke at gaa saa strængt til Værks overfor Maria. Jeg vidste, at hun en Dag af sig selv vilde søge til min Favn som til det Sted, hvor hun naturligt hørte hjemme. Jeg vidste det af den vigende Maade, hvorpaa hun mødte mit Blik og mit Haandtryk. Jeg vidste det, da jeg den første Dag stod bagved hende — uden at hun havde hørt eller sét mig — og en sitrende Skælven bevægede hendes Legeme ned gennem Ryggen og ud i de lange nervøse Fingre.
Den fremfusende Landsknægt-Strategi behøvedes ikke overfor Maria. Og det blomstrede Liv gjorde mig blød om Hjærtet. Jeg ønskede end ikke, at hun hastigt blev min. Som en Gartner glæder sig ved Dag for Dag at se en sjælden Blomst udfolde sig af Knoppen, ikke rører ved den, kun forsigtigt fjærner en hæmmende Kvist eller et dækkende Blad og giver den tilpas Lys, Varme og Vand, saadan nød jeg Marias Udvikling til fuldbaaren Kvindelighed, til bevidst Forelskelse.
Og en skønne Dag aabnede det blomstrede Liv sig naturnødvendigt for den taalmodigt ventende Gartner.