Maria. En Bog om Kærlighed/50
L.
Morgenen, Forklaringen og Maria kom. Og alle Nattens forvirrende Taager bortvejredes.
Forklaringen var saa simpel som muligt, kun ved et Uheld havde den ikke naaet mig om Aftenen.
Hvilken Taabe jeg havde været. Frygte for, at Maria skulde svigte mig. Nej, mere end nogensinde var hun min.
Jublen svulmede i mig. Bort al Svaghed. End rider jeg usaaret gennem Striden, end følger Sejren min Fane.
Maria, om Du havde set mig den foregaaende Aften! Nu saá Du mig tryg og smilende som altid, venlig og overbærende, tagende det hele som det, det var: en kedelig Fejltagelse.
Spillede jeg min Rolle godt? Eller anede Du, at der var noget bagved, noget, som skulde fordølges Dig? Følte Du, da jeg trykkede Dig i mine Arme, at min Lykke var større end jeg vilde tilstaa?
Laa der maaske en alt gennemskuende Underfundighed i dit Blik, da Du opdagede de nedbrændte Lys paa det endnu dækkede Bord og, med et bebrejdende Smil, sagde: »Nu er Du igen gaaet sent i Seng« ...?
Og da jeg svarede: »Ja, jeg havde et paatrængende Arbejde at besørge«, var det da helt oprigtigt, helt uden Ondskab, Du henkastede: »Ja hvad andet skulde vel holde Dig oppe saalænge?«