Maria. En Bog om Kærlighed/51
LI.
Som Læserne vil have bemærket, er der nu endelig kommet lidt Fart i denne Beretning om min og Marias Kærlighed. Historien haster mod sin Afslutning, og Paranteser er næppe længer æstetisk tilraadelige.
Jeg tvinges dog til endnu et Holdt paa Vejen. Jeg ser for mig en Hoben spydigt vrissende og vrængende Ansigter, som jeg maa have fjærnede.
Det er de sidste Dages Hellige, Poesiens dunhagede Asketer og spekulative Grønskollinger. De betragter med ubeskrivelig Foragt denne Kollega, der paa ganske forældet Vis digter om Kvinder og Kærlighed. Nej, saa forstaar de bedre en nutidsvarende ældet Vis digter om Kvinder og Kærlighed. Nej, saa forstaar de bedre en nutidsvarende Poesis Krav. De stiger paa langstrakte Adjektiver op til Stjærnerne, slaar en Passiar af med Vorherre og serverer deres himmelske Interviews i al den taagede Dybsindighed, som de kan presse ud af deres uklare Hoveder.
Det er Poesi, saa Enhver kan forstaa, at Poesi er noget andet end almindelig menneskelig Tale. Og det er Poeter med virkelig ædel Stræben, Poeter, som ikke mænger sig med noget saa ordinært som at fortælle om to, der elsker hinanden.
Disse unge Digtere har gjort den imponerende Opdagelse, at de er af et for fint Stof til at elske. Elskov fornedrer dem, bortvender deres Sind fra de høje Kald, tilsmudser deres jomfruelige Sjæle, som de tror Himlen slikker sig om Munden efter.
Lad dem blive i Stjærnerne, de Skrog, og dunste. Jordens smukke Piger savner dem ikke. Og kommer de en Dag luskende ned med deres Brynde — saaledes kaldes Kærlighed i Stjærnerne —, saa vil selv den tarveligste Donna fra Smaagaderne lære dem, at der er mere digterisk Visdom at finde i to Pigeøjne end i samtlige Fiksstjærner.
... Hvorpaa jeg gaar videre med Maria.