Spring til indhold

Maria. En Bog om Kærlighed/52

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn Maria. En Bog om Kærlighed


Peter Nansen - Maria.djvu Peter Nansen - Maria.djvu/11 128-130

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

LII.


Jeg føler mig bekymret paa Pulsen. Hvad fattes mig? Hvilke fremmede Vædsker har blandet sig i mit Blod og gjort det sygt? Der brænder Ild i mine Aarer, i mit Hoved jager Feberen. En evig Angst er over mig. Om Dagen lammer den al min Ævne, saa jeg timevis sidder ørkesløs og stirrer tomt frem for mig. Men om Natten, naar jeg sent er falden i Blund, lurer Angsten i mit Øre for pludselig at skræmme mig op, saa jeg vaagner med Skrig paa Læben.

Jeg skammer mig ved min Svaghed, og mindst af alt vilde jeg tilstaa den for Maria.

Maria trænger just til megen Støtte nu. Hun er ikke glad. For om faa Maaneder skal hun giftes med sin Bejler. Hun græd forleden, hun var hos mig. Jeg maatte gøre mig stærk og tale opmuntrende Ord til hende. Det var jo noget, vi vidste forlængst, at hun en skønne Dag skulde giftes. Min skæmtende, ligegyldige Ro faar ogsaa Marias Taarer til at standse. Hun giver mig Ret, hun spøger som jeg og siger, hun var et taabeligt Barn. Men da jeg ser Maria smile, sætter jeg Glasset, jeg holder i min Haand, saa fast paa Bordet, at det splintres i tusinde Fliser. Maria betragter mig forundret, men siger intet, og jeg ler højrøstet. Jeg frygter, hun har opdaget min Galskab, og tvinger mig til at være lystig som aldrig før. Forundringen viger ikke fra Marias Blik. Men da hun gaar, siger hun — jeg tør ikke spørge, om hun gør Nar —: »Hvor Du har været munter idag!«

Ja, jeg er gal. Jeg fejler legemligt intet. Min Puls, som jeg nøje prøver, slaar normalt. Jeg spiser og drikker, jeg omgaas mine Venner, og de mærker intet. Mit Ansigt forraader ingen Smerte, mine Øjne er klare. Men i mine Aarer brænder Ild og der staar røde Flammer for mit Blik. Jeg er altid angst, og, naar Angsten stærkest krymper mit Hjærte, føler jeg Lyst til at dræbe. Véd Du, Maria, hvorfor jeg sidste Nat pludselig sprang op og tændte alle Lysene? Du havde nævnet hans Navn, og i Mørket krummede jeg min Haand over din Strube.

Men havde jeg ham under min Haand, mit Hjærte vilde kun fornemme Vellyst ved at høre hans Rallen og se hans Øjne dreje sig i hvid Dødskrampe.