Maria. En Bog om Kærlighed/56

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn Maria. En Bog om Kærlighed


Peter Nansen - Maria.djvu Peter Nansen - Maria.djvu/11 138-140

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

LVI.


Det er den sidste Nat, vor sidste Nat. Om faa Timer drager Maria til den fremmede By for at besøge en Tante. Og naar hun vender tilbage, er det for at holde Bryllup. Jeg ser hende ikke mere — hun er en anden Mands Hustru. Havde det været i gamle Dage, i Begyndelsen jeg kendte Maria, hendes Ægteskab havde saavist ikke skilt os. Det havde vel langt hellere opflammet min Erobrerlyst. Nu fristede Erobring og Bytte fra fremmed Strand mig ikke. Jeg vilde Ingens Lykke og Fred forstyrre. Min Lykketro, min Stolthed var brudt. Havde jeg end Lykken i min Haand, jeg vovede ej at tro paa den, vovede ej at holde den fast.

... Natten sænkede sig over os. Saa højtidsfuldt stille der var. Haand i Haand laa vi, hver i sine Tanker, og stirrede ind i Mørket. Din lille varme Haand, Maria, den hvilede saa forsigtigt i min, rørte sig ikke, frygtede sagtens at bryde Stilheden. Jeg syntes, det var, som svævede vi sammen gennem Rummet, bares paa store tyste Vinger langt bort, langt op fra Savn og Smerte — ind i en Sfære, hvor det frygtløse Mørke og den drømmeløse Søvn hersker og hvor Tiden, ingen Timer har.

Vi laa længe saadan. Jeg véd det, fordi jeg flere Gange hørte et Kirkeurs Slag; jeg hørte Slagene, men havde ingen Fornemmelse af, at de meldte Tiden for os. Saa hørte jeg, langt borte fra, Marias Stemme. Den kom til mig som baaren paa den store Stilheds bløde Bølger. Hun sagde: »Saadan er det vist at være død.« Jeg syntes, jeg havde tænkt netop de samme Ord, og jeg svarede — jeg kendte min Stemme, men den kom langvejs fra —: »Ja, saadan er Døden.« Og der var atter tyst en Stund. Jeg følte Marias Haand lukke sig fastere om min, mens vi svævende steg og steg. Saa hørte jeg igen Marias Stemme tale til mig: »Jeg vil gærne dø sammen med Dig.« Men jeg havde tænkt de samme Ord og jeg svarede: »Naar vi er trætte, vil vi dø sammen. Lover Du at komme, hvis jeg kalder?« Hendes Haand trykkede min til Svar. Og vi talte ikke mere, før det graa Dagslys brød ind i Natten og vakte os til smertefuld Forstaaelse af, at Afskedens Time var kommen.

— — Men i selvsamme Nat var det, at Babylon blev ødelagt.