Maria. En Bog om Kærlighed/57
LVII.
Maria er i den fremmede By. Og jeg er gaaet i Kloster. I mange Dage sætter jeg ikke min Fod paa Gaden. Hvad har jeg dér at gøre? Hun er der jo ikke. Jeg lukker mig inde i mine Stuer og klistrer en Seddel paa Entrédøren, at jeg er bortrejst. Jeg lyver ikke. Med hele min Sjæl har jeg fulgt hende.
Jeg hører de første Dage af og til Knirken og Knitren op ad mine Trapper; Lyden standser udenfor min Dør; saa knirker og knitrer det ned ad igen.
Men snart er der heller Ingen, som søger mig. Man tror, jeg er borte, og Ingen spørger efter mig.
Jeg sidder i mine stille ensomme Stuer, hvor Marias Minde omsvæver mig, og jeg digter om Maria, som i denne Bog skrevet staar. Det er ingen kunstfærdigt ordnet Fortælling. Det er en Bunke løsrevne Blade af en Kærlighedshistorie, hvortil ikke kræves anden Kunst end den: at være forelsket. Det er en Bog om, hvordan jeg lærte den enfoldige og dog ikke saa letnemte Kunst.