Maria. En Bog om Kærlighed/59

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn Maria. En Bog om Kærlighed


Peter Nansen - Maria.djvu Peter Nansen - Maria.djvu/11 145-147

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

LIX.

Maria skriver mig et Brev fra den fremmede By.

»Min kære Ven. Staden her er meget stor og skøn. Den er rig paa herlige Kunstværker og smukt holdte Parker. Der er overalt et mylrende Folkeliv, Øjet opdager stadig nye Overraskelser. Her er ogsaa fuldt af Teatre og Koncertsale, og de straalende Konditorier frister lækkersultne Munde. Man er god imod mig, fører mig fra en Seværdighed til en anden og sender mig om Aftenen til de forskellige Skuespil.

Hvis Du bad mig om nærmere Redegørelse for mit Liv hernede, jeg kunde ikke med min bedste Vilje opfylde dit Ønske. Jeg ser en Mængde Mennesker og Ting glide mig forbi. Jeg husker intet af det altsammen. Jeg længes kun efter Aftenen, at jeg kan gaa til Sengs og være ene.

Saa ligger jeg ganske stille og prøver paa at leve om igen den sidste Nat, jeg var hos Dig.

Men der er saamegen Støj udenfor paa den store Bys Gader. Støjen stiger op til mig som Summen af en Folkehob i Oprør. Og gennem den truende Summen lyder ustandseligt hvinende Piskeslag paa Hesterygge og Kuskenes hidsende Skrig.

De første Aftener var jeg bange. Jeg følte Slagene helt ind i mit Hjærte og, skælvende, krøb jeg sammen under Tæppet. Men saa kom jeg til at tænke paa, at om det var Dig, der martrede mig til Døde, det vilde ingen Lidelse være. Jeg tog gærne Døden af din Haand.

Husker Du vor Samtale hin sidste Nat? Ser Du, hvad jeg den Gang lovede, det mente jeg. Det vilde jeg, Du skulde vide — inden vi skilles.«