Maria. En Bog om Kærlighed/60
LX.
Jeg staar paa Waggonens Platform. Jeg har staaet der hele Natten, svøbt i min Kappe. Jeg har set Aftenens Skygger fra Dalene krybe op ad Bjærgene, indtil alt var hyllet i Mørke. Nu lakker det mod Dag, et blegt Skær lysner i Horisonten; med stedse rappere Stempelslag, i Takt med mit Hjærte, haster Toget afsted mod den fremmede By.
Hvilken sælsom Uro har holdt mig vaagen den ganske Nat? Hvilke angstfulde Spørgsmaal er det, mit Hjærte søger Svar paa, mens jeg grublende stirrer ud i Mørket?
Jeg kan jo ikke tvivle om Marias Kærlighed, jeg tvivler ikke længer om min egen.
Dog drager jeg skælvende til Mødet. Thi mit angstfulde Spørgsmaal er dette: Vil vi mon ikke føle os fremmede for hinanden?
Den Maria, jeg rejser ud for at finde, er ikke Maria fra før. Det er ikke det hensynsløst forelskede Barn, der i gamle Dage lagde sig i mine Arme, ikke den muntre og altid beredte Elskerinde, min Erobring og mit Bytte, — det er vel baade det ene og det andet, men samtidig noget større og højere, det, som maaske altid var hendes Væsens Baggrund, det, jeg troede at fornemme de sidste Gange, vi var sammen, det, som, til Syvende og sidst, blev min ensomme Tilbedelses Madonnabilled.
Og hun, vil hun genkende mig? Jeg gør det jo næppe selv. Jeg vandt hende i Leg, jeg tog hende med Sværd i Haand. Alle Dage var det saa let en Dans, vi traadte. Og nu kommer jeg til hende med vaabenløs Alvor. Før gjaldt det en Dans, nu gælder det Livet. Før nøjedes jeg i rigt Overmod med lidet, nu beder jeg i fattig Ydmyghed om Alt.
... Vi farer frem mod den dæmrende Morgen. Pludselig er det atter sort Nat: under buldrende Larm jager Toget gennem en Tunnel. Mørket stemmer mig for Bryster, det suser i mine Øren, og svimmel griber jeg om Platformens Gelænder. Jeg synes, denne Tunnel aldrig faar Ende, jeg famler mig frem for at naa ind i den lyse Waggon — da ... hvilken Aabenbarelse! I den purpurne Himmelrand opstiger Solskiven, spreder sin gyldne Glorie vidt om, gyder dirrende Varmelys over fugtigt blinkende Græsdale og Kornskraaninger.
Skønne fagre Dag, med frydelig Tak knæler jeg for Dig, Du, som friede mig ud af min vaandefulde Nat og førte mig, med genfødt Tro, til Maria.