Maria. En Bog om Kærlighed/61
LXI.
Gensyns gyldne Sol over Bjærge, Gensyns tindrende Graad i stille Dale.
I undrende Betagelse staar vi overfor hinanden, véd ej Ord at finde, kan ikke spørge, ikke svare, kan kun synke i hinandens Arme og, jublende, grædende, i fælles Lyksalighed lovprise den opstigende Dag.
Var det virkelig ingen Drøm? Var det virkelig Dig og mig? Vi ser paa hinanden, vi ryster vantro paa Hovedet. Og dog, først nu synes vi, vi rigtigt kender hinanden; Thi det er jo vort Gensyns høje Under: vi mødes, som saa ofte tilforn vi mødtes i vor næppe tilstaaede Længsels Lykkedrøm. Nu er Drømmen lyslevende.
Og Du dejlige lyslevende Pige, med Forklarelsens stille Lykke i dine skælmske Øjne, med Kvindens voksne Tænksomhed paa din Barne-Pande, Du lægger dine Arme om min Hals og Du siger: »Saa skete det da omsider, i den elvte Time, men ikke for sent, det, jeg aldrig ophørte at haabe. For det er jo sandt, ikke noget, Du imorgen fortryder, ikke noget, Du nu bilder Dig ind, fordi Du har længtes en Smule efter din Elskerinde?«
Jeg svarer: »Saavist som jeg altid hellere har sagt Dig for lidt end for meget, saavist elsker jeg Dig. Jeg elsker Dig i Lyst og i Nød, Hverdage og Festdage. Du er den, jeg vil dø med, men først vil jeg leve meget, meget længe med Dig. Javel har jeg længtes efter min yndige Elskerindes Kærtegn. Men mest har jeg længtes efter alt det andet, som ogsaa er Dig: dit trofaste Hjærte, din rene Tanke, din milde Tale, dit lyse Smil, som er min Sol i Tvivlen, dit gode Haandtryk, som er min Styrke paa Vejen.«
Men da jeg siger Maria dette, græder hun, fordi hun forstaar, jeg taler sandt, og fordi hun er lykkelig.