Matadora/1/3
III. KAPITEL.
uset, foran hvilket de to Venner var standset, laa højt oppe mellem Klipperne med prægtig Udsigt ned over Havet. Det var hvidt og helt igennem bygget af Sten for at holde paa Køligheden, og den var noget, man satte Pris paa idag, da Termometret viste op mod 30 Grader i Skyggen.
Kvinden var imidlertid forsvunden fra sin Balkon og kom med alle Tegn paa Velvilje og Forekommenhed styrtende imod de Fremmede ud fra den brede Stentrappe. Hun henvendte sig strax til Hugo Hjorth med mange Ord:
— Hvad er det, hun siger? spurgte Maleren sin Ven.
— Aah, hun siger saadan noget som: Blonde Mand fra Norden, hvis Haar lyser i Solskinnet som Guld, og hvis Øjne er blaa som Havet, træd over min Tærskel, mit Hus er Dit.
Og saa bruger hun en hel Del andre blomstrende Ord, som ikke betyder mere end alt andet, hvad Spanierne siger til en Fremmed ved hans Ankomst. Den egentlige Mening er, om Du vil tage Ophold i Huset. Jeg bor der selv, og jeg har befundet mig fortræffelig i de fjorten Dage, jeg har været her. Der er endnu et Værelse tilleje.
— Ja, selvfølgelig hellere end gerne. Det er da morsomst, naar vi kan bo sammen.
Medens de to Venner talte Dansk, havde Spanierinden imidlertid staaet med en lyttende, uforstaaende Mine, der gav hendes Ansigt et dumt og sløvt Udtryk. Men da nu Komponisten lod Beskeden gaa videre, opklaredes hendes runde Ansigt som af en Sol og fik et ejendommeligt, barnliggodmodigt Udtryk, medens hun med mange høflige Lader lod sine Gæster gaa foran sig.
— Det er ellers en upraktisk Skik, naar man ikke er kendt i Huset, sagde Maleren.
— Men det er en god gammel spansk Skik fra den Tid, da man var bange for, at den Fremmede skulde jage En en Dolk i Nakken.
Senor Fernando, der var husvant, var gaaet iforvejen ind i Køkkenet.
— Ja, se her spiser vi, sagde han. For det Første er det saa Skik og Brug, for det Andet er det Husets køligste Rum, for det Tredje har vi Fornøjelse af at se Senora selv lave Maden ved den blussende Ild inde i den mørke Skorsten, for det Fjerde....
— Kære, hvad bryder jeg mig om alle Dine Grunde. Dem vil jeg skænke Dig for den ene, at det jo er et aldeles enestaaende Rum i malerisk Henseende.
Hugo Hjorth var bleven staaende midt paa Gulvet og saa sig omkring. Køkkenet lignede nærmest en Kælder, paa hvis Vægge der overalt lyste store Kobberkar med stærk rødlig Glans. I Skorstenen, der laa sort og dyb, brændte langt inde en Ild, der sendte sine blaa spillende Slangetunger i et Bundt op under den sorte Lergryde.
Gennem et Hjørnevindue, der var meget dybt, skar en Stribe af Sol som en Kniv gennem Mørket med Millioner af regnbuefarvede Støvgran, der vrimlede mellem hverandre som en Myretue af Dværgkolibrier.
Fra Vinduet, der halvvejs dækkedes af brun grønt Løv, saa man i Diorama et Udsnit af den biscayske Bugt med de gamle, skumle Fæstningsværker, der indrammer en altid lys, klar og gennemsigtig blaa Sø, hvis smaa Bølger fjærnt ud ruller som lange, hvide Perlehalsbaand.
Husfruen havde imidlertid været travlt beskæftiget inde i den sorte Skorsten, og de to Venner havde taget Plads ved det store Træbord, der stod midtpaa Gulvet.
— Nu skal Du smage spansk Mad! udbrød Komponisten begejstret. Ja, den gode Senora Carmen forkæler mig.
— Hedder hun Carmen, det er meget poetisk.
— Ja, hjemme. Men her hedder hveranden Pige Carmen. Hun hedder Carmen Mazzanti, hvad der ikke er meget sjældnere end Rikke Madsen i København, ligesom der her er omtrent ligesaa mange Castellaer, som der er Olsener hos os.
Senora Carmen var nu kommen hen til Bordet. Hun holdt i Hænderne en stor Lerpotte, som hun med en ægte Husmoders stolte og hemmelighedsfulde Mine satte midt paa den dugløse Plade. Hendes Ansigt blussede. Hun havde bare Arme, og det hvide Bluseliv var skaaret langt ned i Brystet. Hendes Former var runde og buttede og hendes mørke Øjne godmodige som et Barns. Der var over hendes Ansigts Udtryk, hendes Tale og hendes Latter en vis Naivitet, der særlig for et kunstnerisk Gemyt ikke kunde være uden Ynde.
— Og hvad hedder Deres Ven, Senor Fernando, spurgte hun, og lo med sine smaa, hvide Tænder, saa det formelig lysnede i Mørket, hvor hun stod.
— Ja, han hedder... Hugo.
— Naa! saa er De maaske i Famile med den berømte Victor Hugo.
Maleren rystede benægtende paa Hovedet, men Komponisten sagde glad:
— Det er ligemeget. Nu kan hun huske Dit Navn, det er det Vigtigste. Har De for Resten læst Noget af ham, fortsatte han henvendt til sin Værtinde, der var ved at øse op.
— Aah jo! I min Barndom boede jeg tit i flere Maaneder paa den anden Side Grænsen hos en Familie, vi havde. Deres Yndlingslekture var „Galejslaven“.
— Saa kan De ogsaa Fransk? spurgte Komponisten.
— Til Husbehov.
— Og Du har vel ogsaa lært Fransk i Paris? henvendte han sig til Maleren.
— Saa la la!
— Det er storartet, udbrød den lille iltre Komponist, medens Haarene fløj ham om Ørerne. For jeg kan ikke et Ord Fransk.
— Hvorfor er det saa storartet?
— Jo, for saa kan Du tale Fransk med Senora Carmen, uden at jeg forstaar det, og hun kan tale Spansk med mig, uden at Du forstaar det, og jeg kan tale Dansk med Dig, uden at hun forstaar det. Paa den Maade kan vi baade tale med hinanden og bagtale hinanden, ligesom vi har Lyst. Det er den allermorsomste Form for Konversation: den trekantede.
Og nu skal vi have en rigtig fin Flaske ægte gammel Xeres til Velkomst og bagefter en dejlig let Manzanillo fra det nu tabte kubanske Paradis.
Skaal!