Matadora/1/4
IV. KAPITEL.
aaltidet var gaaet som en Fest, saadan som Maaltiderne i Syden altid er det for Nordboere, for hvem Vinen paa Bordet, de mange smaa Retter og den over alle Bredder bugnende Frugt synes at forvandle selv den billigste Middag til en stor Diner.
Castella havde fortalt Senora Carmen, at hans Ven var en dygtig Kunstner, der engang vilde blive verdensberømt, og som maaske vilde male hendes eget Kontrafej og forære hende det til Erindring, dersom han blev rigtig tilfreds. Senora Carmen var i den Anledning allerede begyndt at rette lidt paa sin huslige Paaklædning, medens Komponisten havde let og forsikret hende, at hans Ven netop syntes allerbedst om hende i Arbejdstøjet.
Hugo Hjorth havde til Gengæld for den gode Omtale, som han kunde mærke, at han havde faaet, talt for vidtopspilede Øren til Senora Carmen om Niels Castella. Han havde berettet, at Senor Fernando havde haft stor Sukces paa den kongelige Opera i Danmarks Madrid, og at han tillige var en udmærket Musiker.
Senora Carmen havde paa sin Side med mange Lovord indrømmet dette og berettet om, hvor herligt det var, naar Natten faldt paa, og alt blev stille, at høre Senor Fernando sidde paa sin Balkon og spille paa Guitar. Baade alle Slags lystige spanske Folkemelodier og vemodige Sange fra hans eget Land. Men de lød rigtignok alle som Salmer, saa Folk var vist meget alvorlige og religiøse deroppe. Endelig havde Senora Carmen talt saa begejstret om den nordiske Kunstners ejendommelige og interessante blonde Ydre, at Senor Fernando næsten blev utaalmodig, hvorefter Senora Carmen hurtigst havde skiftet Emne.
De to Venner havde ogsaa talt endel indbyrdes, især medens Husmoderen med Mellemrum var optaget henne ved Skorstenen. Komponisten havde udviklet megen Varme i Omtalen af sin Værtinde, der var saa munter og ligefrem, og som først og fremmest var saa fornuftig og økonomisk. Selv af de tarveligste Ting, som hun købte paa Torvet, kunde hun lave noget velsmagende.
— Kunstnere trænger s'gu' til Mad og Drikke ligesom Helte! Saaledes sluttede Castella sit Foredrag, og Hugo Hjorth syntes, at der næsten var Glød i Vennens Øje, medens han klinkede med sin Værtinde, der fandt, at denne danske Skik var saa morsom.
— Hvem er hun iøvrigt? spurgte Hugo Hjorth, medens Husmoderen tilberedte Desserten.
— Hun er Enke efter en Officer, der faldt i den spansk-amerikanske Krig, efterat de havde været gift i et halvt Aar. Nu maa hun ernære sig af en lille Pension og af at holde Pension. Haha! Skaal!
— Og der er ingen Børn?
— Nej! svarede Castella næsten bebrejdende.
Der indtraadte en lille Pavse, den første indtil nu, men heldigvis kom Senora Carmen i det Samme tilbage med en Ret, der saa højst ejendommelig ud. Den lod høje, blaa Flammer stige i Vejret, saa at der i Mørket næsten faldt et Dødningeskær over hendes friske Ansigt. Den flammende Ildkage blev stillet midt paa Bordet, hvor den vedblev at brænde med lange, blaalige Tunger.
— Den minder min Sandten om en Bolle Punch! udbrød Castella glad. Naar jeg ser saadan en, kommer jeg altid til at tænke paa glade Aftener hjemme i „Attende November“.
— Ja! sagde Senora Carmen stolt over at have forstaaet det sidste Ord. Det er meget kedeligt, at Senor Fernando allerede skal rejse til November. Jeg har bedt ham saa meget om at blive. Her er saa dejligt i November og ikke saa varmt. Og saa kunde det maaske ogsaa være, at han kunde faa opsporet, hvor Skatten er. Tænk, sikken en Lykke, om han fandt Skatten.
— Skatten! Leder Du efter en Skat, Niels? busede det ud af Maleren.
Den lille Komponist blev ildrød i Hovedet, som om han var en Skoledreng, der bliver grebet i Snyderi. Hvem har talt om en Skat?
— Det gør Senora Carmen.
— Det burde De ikke have gjort, Senora.
— Gud, var det en Hemmelighed, Senor Fernando? Skulde jeg ikke have talt om det? Jeg troede Senor Hugo var en hæderlig Mand, der ikke vilde tage den fra Dem.
— Vist saa. Det vil han heller ikke. Den Historie kan Du faa en anden Gang, fortsatte han endnu lidt flov, men sprang pludselig glad op, da man gennem det aabne Vindue hørte stærke Knald og saa den hvide, solbeskinnede Røg af Bomber, der kastedes op i Luften.
— Om en halv Time begynder Tyrefægtningen. Maa jeg invitere Herskaberne. En bedre Introduktion kan Du ikke faa!
— Nej, hvor det er pænt af Dem, Senor Fernando, udbrød Senora Carmen saa henrykt, som vilde hun flyve Komponisten om Halsen. Jeg har ikke været til Tyrefægtning, siden min Mand døde for 3 Aar siden, og det var dog i sin Tid min bedste Fornøjelse. Lad os se, hvem der optræder, tilføjede hun og greb en Plakat, der var kastet ind ad Døren, og som laa paa en Stol.
Bombatini optræder. Den store Bombatini! Det har været mit Livs højeste Ønske en Gang at faa den berømte Bombatini at se. Aa Gud! De kunde ikke gøre mig en større Fornøjelse. Jeg er ude af mig selv af Glæde.
Nu skal jeg stille Kaffen ud til Dem paa Balkonen, Senores, og om tyve Minutter skal jeg være pudset og pyntet i Stadsen.
Med disse Ord forsvandt Senora Carmen med et overstadigt Kniks, og Komponisten sagde med næsten smægtende Stemme, idet han saa efter hende:
— Er det nu dog ikke velsignet, naar man kommer fra al vor hjemlige Blaserthed og Frygt for at give sig hen, at se Folk, der kan være saa straalende glade for saa lidt?
Og Hugo Hjorth nikkede stille, men bifaldende.