Matadora/1/5
V. KAPITEL.
e to Venner sad længe tause paa Balkonen og stirrede ud over det blaa Vand og den gule Sandkyst, paa hvilken man saa Herrer og Damer bevæge sig mellem hverandre i de stramme, stærkt farvede Badedragter, medens Børnene soppede barbenede i Havstokken eller byggede Fæstninger op i Sandet.
Saa sagde Hugo Hjorth endelig:
— Hør, sig mig, Niels, hvad er det med den Skat. Det lød saa underligt, og det gjorde et saa stærkt Indtryk paa Dig, da jeg berørte Sagen, at jeg ikke har kunnet faa den ud af Hovedet. Du har vel ikke oplevet et Eventyr, et rigtigt Eventyr, et af dem, som alle sukker efter, naar de er paa Rejse?
— Ja, Du er jo min Ven, og vi er i Udlandet, hvor man betror sig mere til hinanden end hjemme. Saa lad mig da hellere fortælle Dig det Hele, skønt det maaske vil forekomme Dig at være noget dumt Vaas og Hjernespind. Carmen greb det strax med sin stærke og livlige Fantasi, da jeg en Aften kom til at fortælle hende det. Hun tror, at jeg ikke tænker paa andet end den Skat, og at jeg altid har den i Hovedet. Jeg har virkelig kun ofret den en ganske flygtig Interesse, medens jeg har været her, selv om jeg selvfølgelig for en Sikkerheds Skyld har spurgt mig for. Man skal jo dog holde Lykken en Bagdør aaben, som den kan komme ind ad, hvis den ikke har Lyst til at gaa ad Hovedtrappen.
— Lad dog være med alle de Undskyldninger, Menneske. Du gør mig ganske nervøs af Spænding.
— Godt. Lad mig saa gaa lige til Sagen.
Min Oldefader hed ligesom jeg Fernando Castella. Der findes endnu i vor Familie et Billede af ham, og han synes at have været en ualmindelig smuk Mand, der nok kunde gøre Indtryk paa Damerne.
— Ligesom Du!
— Naa ja! Selv om jeg ikke er nogen martialsk Skønhed, saa har jeg dog alligevel et vist Kvinde- lække. Men nok om det!
Min Oldefader var født i Toledo den 4. Maj 1784. Han blev Løjtnant og fulgte med det Kontingent af spanske Tropper, som Napoleon sendte til Danmark under Kommando af Bernadotte.
Han blev sammen med en Del andre Spanioler indkvarteret paa Koldinghus, hvor Kong Christian VII af og til opholdt sig med sit Hof.
Min Oldefader forelskede sig i en lille allerkæreste Hoffrøken, der boede i Kolding, men hvis Forældre var velslaaende Købmandsfolk i København.
Under de urolige Tider blev den brave københavnske Borgerfamilie ganske naturlig ængstelig for sin lille Annie — det var min Oldemoders Fornavn — og til hendes store Sorg tog de hende derfor tilbage til Hovedstaden.
Adskillelsen pustede endnu stærkere Ild i de Elskendes Lidenskab, og den 28. Marts 1808, Aftenen før de spanske Soldater ved Uforsigtighed stak Slottet i Brand, deserterede min Oldefader fra sin Afdeling, for at flygte til København.
Det var vanskelige Tider, men Spanierne var jo i hvert Fald officielt vore Venner og Beskyttere, og det lykkedes min Oldefader at naa til København forklædt som Fisker, efterat han undervejs havde oplevet mange Eventyr, som han selv har beskrevet i en Art Memoirer.
Det var i Begyndelsen af April. Annies Forældre vidste ikke noget om deres Datters Kærlighed til den unge Spanier, med hvem hun mødtes hemmeligt. Da hun var saa nogenlunde sikker paa, at hendes Forældre i hvert Fald ikke foreløbig vilde give deres Samtykke til Forbindelsen med en Mand, der maaske var en Eventyrer, saa samtykkede hun i at lade sig bortføre.
Natten mellem den 9. og 10. April lykkedes det da min Oldefader under mange Farer at slippe bort med sin Brud i et lille Fartøj, der velbeholdent bragte Parret til Rygen. Herfra fortsatte de Rejsen videre gennem Tyskland og slog sig under et paataget Navn ned i Warschau.
Det viste sig, at min Oldefader havde gode Forbindelser og tillige var en dygtig Mand. Af Breve, som hans Hustru sendte hjem til sine Forældre for at indlede en Forsoning, syntes det at fremgaa, at hun var overordentlig lykkelig i sit Ægteskab, der var velsignet med to Børn, en lille Pige og en lille Dreng, af hvilke den sidste var min Bedstefader.
Imidlertid maa min Oldefader dog ikke have været nogen særlig stadig Natur, eller i hvert Fald har der vedblivende været Lyst til Eventyr i ham. I Oktober 1812, da Krigstrompeten atter lød, traadte han ind mellem Napoleons Tropper og gik med paa Toget til Rusland.
Senere har man aldrig hørt noget til ham. Han har antagelig som saa mangen anden brav Soldat fundet sin Død ude i Sneens Ødemarker.
Hans Hustru udsonede sig herefter let med sine Forældre, der inderlig længtes efter at gense deres Barn og se deres Børnebørn. Hun solgte, hvad hun ejede i Polen, og vendte tilbage til København, hvor hun døde i nette, men tarvelige Kaar.
Som Kunstner har jeg selvfølgelig altid interesseret mig levende for mine Oldeforældres romantiske Kærlighedshistorie, og jeg har gjort alt for at opdrive, hvad jeg kunde faa fat paa af gamle Billeder og Breve, der endnu maatte være i Familiens Eje. Jeg fik da ogsaa efterhaanden samlet et helt lille Arkiv, deriblandt en Pakke gulnede Papirer, som jeg studerede med Interesse.
Denne blev endnu yderligere ansporet, da jeg i et Brev, der var skrevet til min Oldemoder fra min Oldefader, medens han var paa Rejse, fandt Antydninger af, at han under sit Ophold i København i April 1808 havde nedgravet et større Pengebeløb et eller andet Sted i Nærheden af København.
Om Skattens Størrelse stod der intet, heller ikke om, hvor Nedgravningen havde fundet Sted, men i et andet Brev var der atter en Hentydning, og af denne syntes det at fremgaa, at der var et Firma Cristobal Cordova & Co. i Barcelona, som kendte noget til Sagen.
Under mit Ophold her i Spanien har jeg da ganske naturligt været optaget af at prøve paa at finde Nøglen til Gaadens Løsning, for at jeg kunde hæve Skatten, der i høj Grad vilde interessere mig, selv om Beløbet ikke skulde være saa særlig stort. En Dag kom jeg da til at berøre Sagen overfor Senora Carmen, der, som sagt, med sin livlige Fantasi strax har udmalet sig, at det drejede sig om en Skat, der kunde gøre mig til Millionær.
— Naa, det lyder jo forfærdelig spændende. Og hvad Resultat er Du saa kommet til?
— Ja, ser Du, saasnart jeg kom til Barcelona...
— Nu er jeg færdig! lød i det samme en munter Stemme, og Senora Carmen stod midt i Døren, straalende i sin fineste Søndagspuds.
Komponisten havde i samme Øjeblik glemt baade Historien og Skatten, og idet han henrykt betragtede den lille, glade Spanierinde i hendes klædelige stærktfarvede Kostume og med Roser i det kulsorte Haar, sagde han til sin Ven:
— Er hun nu ikke dejlig.
Saa kørte de alle Tre til Tyrefægtning.