Matadora/1/6
VI. KAPITEL.
et store Vogntog med Lola Montero og Bombatini i Spidsen var imidlertid draget ad den prægtige Akasie-Allé langs Stranden til en stor paladsagtig Bygning, der laa højt mellem Klipperne.
Paladset var af Marmor, der i sin Tid havde været hvidt, men som Vejr og Vind nu havde overgydt med en forvitret, næsten truende graa Patina, mod hvilken de dybrøde Roser, der slyngede sig op ad Espalieret, saa ud som Pøle og Pletter af Blod.
Engang havde dette Palads været ien fornem spansk Families Eje. Slægtens Ahner gik tilbage til selve Christobal Colon, og deres barske Ansigter stirrede onde gennem Hjelmgitteret ned paa den nye Ejer og hans vilde Hof.
Thi Bombatini havde købt Paladset af den sidste Grande, som derefter var taget til Paris for at øde Slægtens resterende Kontanter og dø i luvslidt Fattigdom.
Bombatini saa aldrig paa Skillingen, og han behøvede det heller ikke. Han var jo i Øjeblikket Spaniens Matador, og en saadan tjener i Reglen sine 150,000 Pesetas om Aaret. Mindre havde Guerra, Reverti og Mazzantini aldrig ladet sig nøje med, og Bombatini var fuldt saa populær som de.
Iøvrigt kunde han hverken læse eller skrive, end ikke sit eget Navn. Naar han undertegnede en Kontrakt, signerede han den kun med et Kors, som han selv paastod var en Toledoklinge.
Alt Skriveri overlod han til sin Yndlingstjener Joseph, der havde et snu, forslagent Væsen og et gemytligt Gavtyvefjæs. Hvad han tjente vidste ingen; at det var umaadelige Summer, vidste alle. Men Joseph, der havde Frisprog, svarede altid uden Betænkning, naar hans Herre en sjælden Gang opholdt sig over en Udgiftspost:
Min ædle Herre bliver dog loppet for alt, hvad min ædle Herre tjener. Er det saa ikke bedre, at jeg lopper min ædle Herre, end at andre gør det. Thi min ædle Herre vil engang blive gammel og fattig, det ske sent, og saa kan min ædle Herre altid banke paa min Dør.
Bombatini blev mærkelig nok aldeles ikke fornærmet over denne fripostige Tiltale, men sagde med en ligeglad Tanke paa Fremtiden:
— Ja, lad mig se, Joseph, at Du ikke glemmer det. Men jeg falder forhaabentlig en Dag paa Ærens Mark. Bed saa en Bøn for mig til vor Skytshelgen Vigen del Carmen og bevar mig i trofast Erindring.
Naar Bombatini talte saadan til sin Tjener, gik der et Udtryk af dyb Smerte over Josephs Gavtyveansigt, og idet han greb Matadorens Haand og kyssede den, udbrød han lidenskabeligt:
— Min ædle Herre maa ikke tale saadan til mig. Naar jeg hører den Slags Ord, kan jeg ikke lade være at græde.
Og virkelig faldt der fra Josephs ellers saa skælmske Øjne to store klare Taarer ned over Bombatinis med kostbare Ringe tæt besatte Hænder, og der var atter den bedste Forstaaelse mellem Herre og Tjener.
Idag var Joseph rigtig i sit Es. Det var en af hans store Dage. I Paladsets gamle pragtfulde Riddersal stod han i det for ham særlig komponerede Gallaliberi bag sin ædle Herres Stol og opvartede kun ham og hans skønne Borddame, Madrids Stjerne, Lola Montero.
Og naar Maaltidet var færdigt, naar den franske Koks lækre Retter var forsvundne af Sølvservicet, og de ædle Vine var drukket ud af de slebne Krystalglas, saa vidste Joseph, at gyldne Drikkepenge vilde regne ned over ham.
Aldrig havde han da været mere væver og adræt end idag, og aldrig havde hans ædle Herre været i bedre Humor. Han drak og spiste og hilste paa sine muntre Gæster, thi Bombatini hørte ikke til de Matadorer, der øver Afhold, før de møder Tyren.
Pludselig bøjede Joseph sig ned over sin Herre og hviskede ham et Par Ord i Øret, og imod al spansk Skik rejste Bombatini sig fra Bordet og forsvandt uden saa meget som en Hilsen. Ingen af Gæsterne sagde et Ord, ingen fulgte ham med Blikket, thi de vidste, at dette vilde irritere deres Vært, som vilde have Lov til ubemærket at begaa dette eneste Brud paa sin fyrstelige Gæstfrihed.
Bombatini maatte nemlig have en Lur paa en Time, før han tog afsted til Kamp. Paa Slaget to trak Joseph, derfor et mægtigt, diamantbesat Gulduhr op af Lommen og holdt det hen for Matadoren, der nikkede og derved modsagde det ondsindede Rygte, der var udspredt, at han ikke kendte Klokken.
Saasnart Bombatini var forsvundet, rejste den unge Marquis de Plane sig og tog som Vicevært Plads ved Lola Monteres Side.
Marquien var en smuk Mand med fine Manerer og et Par ejendommelige fløjelsbløde Øjne, i hvilke der kun tændtes Ild, saasnart de dvælede paa Kvinder.
Naar han var sammen med Mænd, var der en ejendommelig lidenskabsløs Ro over hans Væsen; og Bombatini, der ikke var nogen stor Psykolog, ansaa ham ikke for at være en farlig Rival. Han saa ham derfor gerne i sit Hus, fordi det i høj Grad smigrede ham at være Ven med en Adelsmand af en virkelig fin gammel Slægt. Marquis de Plane hørte nemlig til den ikke ualmindelige Type paa moderne franske Monarkister, der efter at være sat udenfor enhver politisk Indflydelse i den tredie Republik har ladet al Interesse gaa over paa Automobilkørsel, Luftsejlads, Væddeløb og Tyrefægtning. De søger i Sporten et Surrogat for svundne Tiders ridderlige Idræt paa Turneringspladsen.
Marquis de Plane bøjede sig med en galant Kompliment frem mod Skuespillerinden; Fløjelsglansen gled af hans melankolske Øjne som paa en Ugle, naar den lukker sin Hornhinde op:
— Skønne Lola! sagde han sagte, hvor har jeg dog længtes efter dette Øjeblik, da jeg kan faa Lov til at tale til Dem og lægge mit Hjerte for Deres Fødder. De véd ikke, hvor jeg lider, naar jeg ser Dem sammen med den Slagtersvend; thi Slagtersvend, det er og bliver han dog, om han saa hundrede Gange kaldes Matador og bor i et fyrsteligt Slot.
Lola Montero, der var vant til at modtage et Par Kærlighedserklæringer om Dagen, ikke mindst naar hun var mellem Tyrefægterfolkene, lænede sig tilbage og lo, medens hun kølede sig med Viften.
— Ja, ja, lille Marquis, sagde hun, jeg vil nu alligevel ikke bytte den Slagtersvend bort for en hel Snes Adelsmænd.