Matadora/2/10
X. KAPITEL.
ørket var faldet brat, tæt og tidligt, som Tilfældet er i Syden.
Da Matadora kom ud i det hemmelige Hus' Have, kunde hun da ogsaa daarlig finde sig tilrette. Hun spejaede til alle Sider uden at kunne opdage sin Vogn. Saa udstødte hun et Raab og hørte Raslen af Hjul og Lyde af Hovslag oppe paa Vejen. Det var Piccoloen, der kom kørende med den lille Kurvevogn. Hurtigt sprang Lola Montero op i den og sagde kort:
— Kør!
Og den lille Piccolo piskede paa Hesten, der foer afsted, som havde den en instinktmæssig Fornemmelse af, at der var en Fjende i Hælene. Lola Montero var stærkt ophidset over, hvad der var sket. Hendes Øjne var endnu ømme og kunde ikke rigtig vænne sig til Mørket. Hendes Kinder blussede, og Blodet bankede voldsomt i hendes Tindinger. Hendes Tanker var uklare, og hun kunde ikke faa dannet sig et samlet Billede af, hvad der egentlig var sket.
Men Et havde hun en bestemt Fornemmelse af: Hun var undgaaet en Fare! Var Tordalkados Forsæt lykkedes, saa vilde hun hele sit Liv have været underkastet denne Mands Villie og — efter det, hun nu kendte til ham — vilde han have misbrugt den paa enhver Maade til at baandlægge hendes Villie og sætte sin egen igennem.
Jo mere Lola Montero tænkte over dette, desto større Rædsel følte hun, som saa ofte, naar Forstanden begynder at udmaale den undslupne Fares Omfang.
Men lidt efter lidt gik Rædselen over til Raseri mod den Mand, der paa lumsk og underfundig Maade havde villet stjæle det, der var hendes selvstændige Karakter det dyrebareste: Friheden.
Hun begyndte allerede at spekulere paa Hævn, men hvilken, thi raffineret skulde den være som hans Anslag.
Saa besindede hun sig pludselig og erindrede, at hun jo netop var taget op til Tordalkado for. at advare ham mod de Intriger, som hun havde faaet Nys om udspandtes imod ham af Bombatini og Marquis de Plane.
Skulde det virkelig lykkes de To uden deres Vidende og Villie at blive hendes Hævnere, medens de troede at være hendes Afstraffere. Lola Montero blev grebet af en utaalmodig Nysgerrighed efter at se, hvad det var for en Plan, hendes to tidligere Venner, hvis Skikkelser atter dukkede frem for hende med den gamle Tiltrækningskraft, havde formaaet at udklække.
Den Tanke, hun et Øjeblik havde næret, om ikke at ville overvære Tordalkados sidste Optræden, viste hun atter fra sig. Da Vognen standsede udenfor „Hotel de Paris“, hvor hun nu boede, skyndte hun sig derfor hurtigt op i sine Værelser for at klæde sig om.
Det var yderste Tid!
Ogsaa Tordalkados Sind var ved de udspillede Scener kommet i det voldsomste Oprør. Det ytrede sig ved et sandt Delirium. Efter at han igen var kommen paa Benene, slog og sparkede han til alle Sider, væltede Bohavet og greb tilsidst en Stol, som han svang i Luften lige mod Tempellampen, der faldt ned med et Brag.
Herefter syntes han et Øjeblik at blive Herre over sig selv, medens en Dør hurtig aabnedes og Gnomen med den stinkende Trøje styrtede ind.
Ved Synet af denne hæslige Fremtoning blussede imidlertid Tordalkados Raseri op med fornyet Vildskab.
— Din Idiot! Dit Fæ! Din Klodrian! Det er Dig. der har spoleret det Hele for mig.
— Jeg, sagde Gnomen og satte et Ansigt op, der var præget af en ærlig Forbavselse.
— Ja, netop Du! Hvorfor Pokker ringede Du?
— Det var jeg da nødt til! Det er alleryderste Øjeblik, og De har jo selv sagt, at jeg skal lade Dem vide, naar vi skal bryde op.
— Men hvorfor Fanden kunde Du dog ikke vente blot et halvt Minut til. Det var den Ringning, der gjorde mig nervøs, saa at jeg greb til for tidlig at ødelægge det hele. Du er min Ulykkesfugl, dit Bæst, og det skulde ikke forbavse mig, om det er Dig, der bliver Skyld i, at der sker noget forfærdeligt for mig.
Gnomen saa med et ondt Blik paa Tordalkado, men han betvang sig og sagde rolig:
— Vent med at skælde mig ud, Mester, til efter Forestillingen. Vi har ikke mere Tid. Hvis De blot opholder Dem her endnu i nogle Minuter, kommer vi for sent, og De vil blive modtaget med en Regn af raadne Appelsiner og Tomater eller noget værre.
Tordalkado fik pludselig sin Selvbeherskelse tilbage ved Tanken om det spanske Publikum, der er værre end nogen Bøddel, hvis man holder det for Nar.
— Du har Ret! Du har Ret! Er Vognen derude?
— Ja, den holder parat.
— Det er godt, lad os saa komme afsted, sagde Tordalkado, medens han ordnede sit Kostume, der var kommet i Uorden.
Saa gik de begge ud til den ventende Vogn og steg op i den.
Lola Montero og Tordalkado kørte omtrent samtidig op for Torospladsen.