Matadora/2/9
IX. KAPITEL.
ordalkado havde taus hørt paa Matadora. Nu oplystes hans blege Stenansigt af et underligt, stort, hvidt Smil, idet han sagde:
— Tak skal I have for Eders Omsorg for mig, Donna Lola, men hvem skulde kunne gøre mig noget?
Hvem er de Mænd, der er optændt af Jalousi imod mig, fordi jeg har forstaaet at binde Spaniens skønneste Kvinde til mig? Det er Folk, der kun er modige, naar de har et slebent Sværd eller et andet Vaaben i deres Haand. Tag det Vaaben fra dem, og de vil staa blottede overfor Faren.
Men med mig er det noget andet. Ligesom Naturen har givet Bien dens Braad, Slangen dens Gift og Tyren dens Horn til Forsvar, saaledes har den fra sin egen Haand udstyret mig med et Blik, der faar ethvert Dyr og Menneske til at skælve. Selv nøgen er jeg bevæbnet og stærkere end en Mand i Panser og Plade.
Endnu engang, Tak for Eders Omsorg for mig, Donna Lola, men den er spildt til liden Nytte. Ingen vil vove at gøre Tordalkado noget. Jeg lammer min Fjende med mit blotte Blik.
Lola Montero havde med store Øjne og brændende Kinder lyttet til Tordalkados Ord.
— Har Deres Blik da ligesaa stor Magt over Mennesker som over Tyre? spurgte hun.
— Hvor kan I spørge om det, Donna Lola. I selv kender den ubændige Kraft, der bor i en ung, tirret Tyr, og det ringe Mod, der bor i de fleste Mænd.
I skulde ikke tro, at mit Blik har Magt over Mennesker?
— Ogsaa over Bombatini?
— Bombatini! gentog Tordalkado med tydelig Spot i Stemmen. Om han blot i et Minut turde møde mit Blik, vil de alle hans Sanser være lammede, og han vilde for Tid og Evighed være nødt til at adlyde enhver af mine Befalinger.
Matadora følte en let Gysen ved dette underlige Menneskes mystiske Magt, medens Tordalkado fortsatte:
— De Egenskaber, som jeg besidder, er skænkede mig af Naturen i Fødselsgave. Men Naturen fordrer af Individet, at det skal udforske og opdrage de Evner, som den har nedlagt i Mennesket.
Det er det, jeg har gjort! I tre Aar har jeg været i Lære hos den berømte indiske Asket og Selvplager, Fakiren eller Dschogi'en Akbar Tobi, som i et halvt Aar laa paa skarpslebne Sabelspidser uden at tage Mad eller Drikke til sig.
Jeg var hans kæreste Elev. Han indviede mig i alle Mysterierne, og da jeg drog bort fra ham skænkede han mig som Pant paa sit Venskab denne Ring, som jeg beder Eder betragte opmærksomt, Donna Lola.
Med disse Ord strøg Tordalkado Ringen af sin Finger og rakte den til Matadora, idet han sagde:
— Se nøje og længe paa den Ædelsten, saa vil ogsaa Eders Blik oplades, saa at I ser Ting, der er skjult for det menneskelige Øje.
Lola Montero stirrede længe fast og næsten graadigt paa Ædelstenen, som vilde hun suge dens Hemmelighed til sig.
Over Tordalkados blege Ansigt gik et underligt Smil, medens han ved et Tryk paa en Knap lod det blaa Lys gaa over til skinnende hvidt.
Fra Ædelstenen stod nu et stridt Straalebundt lige op i Lola Monteros opspilede Øjne.
Kun faa Sekunder bevarede hendes Blik imidlertid sit vanlige skønne, sjælfulde Udtryk. Det begyndte at blive stift og stirrende samtidig med, at hun følte en hæftig Smærte i Hjærnen, som gennemboredes den af en Pileregn af smaa fine Synaale.
Hun vilde tage Øjnene bort fra Ædelstenen, men hun formaaede det ikke længere, det var som droges hendes Blik af en usynlig Magt ned mod Ringen, hvis lille Straalesol udmarvede hendes Hjærnes Kraft, og lammede hendes frie Forsæt. Hun følte en fuldstændig Slappelse og en dødelig Træthed i Hovedet, der viljeløst begyndte at falde forover.
Man hørte en lang rullende Ringning af en elektrisk Klokke.
I dette Øjeblik traadte Tordalkado frem og greb med sin Haand om Ringen, saa at Ædelstenens sprudlende Lyskilde sluktes. Han tog Lola Montero paa Panden, der var kold og svedig, og trykkede Hovedet tilbage.
Saa plantede han sine skarpe Øjne i hendes, der var saa ømme, at hans Blik saarede dem som to skarpe, slebne Dolke. Samtidig strakte han begge sine Hænder frem. Lola Montero saa som i Drømme nogle lange, uhyggelige, hvide Fingre, der strøg forbi hendes Ansigt som smaa snoende Slanger.
Hun samlede hele Resten af sin Energi og rejste sig vaklende, idet hun gned sig haardt over Øjnene for at stryge Lammelsen af sig. Det syntes delvis at lykkes.
— Nej! nej! udbrød hun heftigt. Saadan vil jeg ikke under en Mands Indflydelse. Den, der skal vinde mig, skal vinde mig i Frihed.
Med disse Ord stødte hun Tordalkado saa voldsomt for Brystet, at han gik baglænds og faldt saa lang han var over en af de lave Stole.
Saa rev hun Døren op og styrtede ud i den friske Luft.