Matadora/2/8
VIII. KAPITEL.
det hemmelighedsfulde Hus, der spændte hele San Sebastians Nysgerrighed, men i hvis Mysterier ingen formaaede at trænge ind, var Tordalkado imidlertid i Færd med at gøre sig i Stand til sin sidste Optræden.
Han stod netop nu foran Spejlet i Spisestuen og drapperede sig i sit nye, folderige Gevandt, som han havde anskaffet til Aftenens store Gallaforestilling. Paa Pladen foran Spejlet, der var saa stort, at det tillod ham at se sig selv i hel Figur, var der anbragt en Mængde smaa Krukker med Pensler og Pudderkvaster. Over hans Ansigt laa en let Rødme, der tydede paa, at han havde taget godt for sig af Vinen og Maden, af hvilke der endnu stod Slatter og Rester paa Bordet.
Hans ellers saa dystre og uhyggelige Øjne lyste med en vis gemytlig, jovial Glans, medens han ligesom anerkendende nikkede til sig selv inde i Spejlet.
Det bankede paa Døren og den grimme, gnomagtige Tjener med den stinkende Trøje traadte forsigtig ind og hviskede:
— Matadora!
— Se, se! Hun kom alligevel. Det havde jeg egentlig ikke ventet. Det er i yderste Øjeblik, men der er Tid nok alligevel. Denne Gang skal hun komme i min Vold, lad hende gaa ind i Buddha-Værelset. Sæt de grønne Øjne paa Slangerne og lad os faa Vægerne med de skiftende Lys i Tempellampen. Hun er allerede blevet noget for gammel i Gaarde og trænger til at suggestioneres lidt.
Gnomen bukkede og forsvandt.
Tordalkado dyppede en af Pudderkvasterne og lod den i smaa Hop fare hen over sit Ansigt, indtil det fik en mat, hvid Teint.
Saa tog han en Pensel og trak nogle blaasorte Streger over og under Øjnene, saa at det kom til at se ud, som om de laa dybt inde i deres Huler.
Derefter lukkede han en lille Flakon ud af et Skrin, krængede Øjenlaagene frem og lod en Draabe af Flaskens Vædske glide ind under hvert af dem. Han lukkede Øjnene fast og greb haardt i den nærmeststaaende Stols Ryg, som var han ved at besvime. Et Par Sekunder stod han saaledes ubevægelig.
Da han atter aabnede Øjnene, havde disse mistet deres tidligere joviale Glans; Pupillerne havde udvidet sig og Regnbuens Farve var bleven dyb og dyster.
Tordalkado kastede atter et Blik ind i Spejlet, som denne Gang gengav et mørkt, drømmende, melankolsk Udtryk.
Han slyngede derefter Kappen tæt om sig, men lod dog Halsen og en Del af det stærkt haarede Bryst være blottet. Saa gik han et Par Skridt frem imod Buddha-Værelset, men inden han naaede dets Dør, fik han aabenbart en ny Idé. Han vendte pludselig om, gik hen til et lille Skab, der stod i en Krog af Værelset og trak en Skuffe ud.
Op af Skuffen tog han en stor Ring. Den var sort og tilsyneladende forarbejdet af Jern samt forsynet med mange mystiske Tegn og Indskrifter. Tordalkado bevægede Ringen et Par Gange frem og tilbage i Lyset fra Lampetterne paa begge Sider af Spejlet.
I Ringens mørke Indfatning glimrede en Sten af det klareste Vand. Den var sleben med hundrede af Facetter og udsendte et Bundt af skarpe Straaler, der ramte Øjet som spidse Lyn. Det var som et lille Sol-Pindsvin med lysende Pigge.
Tordalkado satte Ringen paa sin Tommelfinger — den var for stor til at kunne sidde fast paa nogen af de andre —, derefter gik han rask hen til Buddha-Værelsets Dør, trykkede paa en Fjeder og forsvandt.
I samme Nu, han dukkede frem paa den anden Side Drapperierne og stod i Buddha-Værelset, skød alle Slangerne grønne Giftblikke, og Tempellampen, der tidligere havde lyst med et blødt, dæmpet, rødligt Skær, blussede op med en blaa Flamme, der udbredte et fantastisk, dødningeagtigt Lys, som stjal al Farve fra Kød og Blod.
Lola Montero, der havde siddet drømmende i sine egne Tanker, foer op med et Sæt.
— Hvorfor søger I mig igen, skønne Donna Lola? spurgte Tordalkado med dyb Stemme. Hvortil skal det nytte? Jeg har jo allerede flere Gange sagt Eder, at hvis I blot kommer af Nysgerrighed for at pirre Eders Sanser ved at kigge ind i mit forrevne Nerve- og Sjæleliv, saa vil jeg ikke se Eder mere, skønt min Sjæl husvales ved Synet af Eders harmoniske Skønhed.
I er den eneste, der kan skaffe mit forpinte og oprevne Sind Fred. Blot I stryger mig over Panden med Eders fine, bløde Haand, forsvinder alle de vilde og blodige Tanker fra min syge Hjerne og min ophidsede Fantasi falder til Ro.
I bringer Tryghedsfølelse med Eder, men naar I gaar bort, efterlader I mig til Gengæld i en Sindstilstand, der er Vanviddet nær.
Jeg har alt flere Gange forbudt Eder at komme her, med mindre I for bestandig vil knytte Eders Skæbne til min og følge mig overalt og gennem hele Livet. Min Kærlighed vil da blive vild som mit Mod, og en overmenneskelig Lykke, der knap vil kunne opfattes med Sanserne, vil blive vor himmelske Lod paa Jorden.
Kommer I, Donna Lola, for at bringe mig dette Jubelbudskab?
Lola Montero, der ellers var saa frejdig og selvbevidst i hele sin Optræden, stod næsten forskræmt, medens hun sagde med skælvende Stemme:
— Tordalkado! Jeg beundrer Dem for Deres Mod, til hvilket jeg aldrig har set Mage hos nogen Mand, og for hver Gang jeg besøger Dem her i dette mystiske Tempel, føler jeg mig stærkere draget til Dem med en ubeskrivelig magnetisk Følelse.
Men love Dem det, som De her forlanger, det kan jeg ikke, i hvert Fald — ikke endnu.
— Men hvorfor er I da kommet!
— Fordi jeg vil advare Dem, Tordalkado, fordi jeg vil bringe Dem Budskab om, at onde Mennesker i blind Jalousi vil gøre Anslag imod Dem til Deres Ulykke.