Matadora/2/12
XII. KAPITEL.
ndnu hylede Mængden, medens man nede paa Arenaen søgte at samle alle de Sten, raadne Appelsiner og Skrællinger sammen, som et Toros-Publikum altid paa den mærkeligste Maade kommer i Besiddelse af, naar det geraader i Raseri.
Man raabte og skreg i Munden paa hverandre, medens man truede ad Præsidenten, der gjorde Mine til at ville afbryde Forestillingen.
Marquis de Plane var traadt helt tilbage i sin Loge, og fra dens Dyb iagttog han Lola Montero paa hvem det nylig udspillede Optrin havde gjort et dybt Indtryk. Hun var dødbleg, og hun lænede sig langt ud over Logeranden, som om hun ikke vilde tro sine egne Øjne, men ventede at se et nyt Skuespil.
Pludselig mærkede hun, at Larmens Bølger faldt til Ro, og at truende Blikke ligesom hypnotiserende hvilede paa hende.
Det var Bombatini, der var traadt hen foran hendes Loge og hilste, idet han slog op med Haanden.
Han var nu bevæbnet med en blank Toledoklinge, som en af Tyrefægterne efter Aftale havde rakt ham, medens de andre holdt Tyren i Aande i et Hjørne af Arenaen, for at den ikke skulde genere Matadoren.
Bombatini hilste først op til Præsidenten.
— Hys! Hys! Han vil tale lød det fra alle Sider, og i Løbet af nogle Minuter sænkede en Dødsstilhed sig over den før saa larmende Forsamling.
— Hr. Præsident! raabte Bombatini med høj Røst. Vor stolte Arena er bleven misbrugt og skamskændet af en elendig Humbugsmager og Gøgler!
Et vældigt Hyl hilste disse Ord, men Bombatini gød atter strax med en Haandbevægelse Olie paa Bølgerne og fortsatte:
— Tillad Hr. Præsident, at jeg paa Stedet aftvætter denne Skamplet.
Hele Publikum rejste sig som én Mand og jublede. Kun Marquís de Plane trak sig saa langt tilbage som muligt i sin Loge uden at applaudere: Dette var ikke efter den fælles Aftale, der kun var gaaet ud paa, at Bombatini skulde afsløre Tordalkado.
Medens et formeligt Uvejr af Hatte og Cigaretter haglede ned, saa' Marquien, hvorledes Matadora med skinnende Øjne betragtede Espadaen, der nu atter syntes helt at have erobret hende.
Bombatini gjorde en takkende Kompliment til alle Sider. Saa raabte han efter vanlig Skik Kampraabet op til Præsidentens Loge:
— Hr. Præsident, ærede Herskaber! Saa dræber jeg da enten denne Tyr eller denne Tyr dræber mig!
Og idet han rev sin flade Barret af Hovedet, og lod den suse gennem Luften som en Bomerang, tilføjede han med Blikket vendt mod Lola Monteros Loge:
— Jeg vier denne Tyr til Spaniens skønneste Kvinde, min udkaarne Dame, Senorissima Donna Lola Montero, og dræber den til Ære for hende.
Denne Gang syntes Publikum at gribes af et sandt Delirium, medens Lola Monteros Øjne brændte og hendes Kinder glødede. Hun rejste sig op og kastede en stor, blodrød „La France“-Rose ned til Matadoren, som tog den op og kyssede den. Derefter stak han Blomsten ind paa sit Bryst, thi den var Tegnet paa, at Lola Montero modtog den Brindo, den Indvielse, som han havde givet Tyren til Døden i hendes Navn.
Tyrefægteren havde imidlertid haft ondt ved at holde det rasende Dyr i Skak. Det var saa ophidset af Smerte og den utaalelige Stank, der overalt mødte den fra de smaa dræbte Bælterotter, at det næsten ikke mere vilde reagere mod det røde Klæde.
Tyrens Vej blev givet fri, og den stod nu midt paa Arenaen overfor Bombatini, der havde faaet den fæstnet, og beredte sig til med et sikkert Stød at ramme dens Hjerte.
Dybt og blødt, som gik den gennem Smør, forsvandt Espadaens Klinge i den pragtfulde, isabellafarvede Kæmpekrop, men i det samme maa Dyret have gjort en voldsom Bevægelse. Klingen sprang i to Dele, og med Blodet væltende ud af Munden gjorde Tyren endnu et sidste Spring frem, et Hævnspring for den Død, der i det samme ramte dens Hjerte, og den jog det ene lange, spidse Horns Krumkniv op under Ribbenene paa Bombatini. Matadoren fløj i Vejret med et Skrig, medens Tyren vaklende faldt sammen og sank i Knæ. I samme Nu ramte Puntillero'ens Naadedestød Dyret, skønt det allerede havde udaandet, thi alle Tyrefægterne blev grebet af Forfjamskelse og Rædsel ved Bombatinis Ulykkestilfælde.
Disse Mænd, der havde helliget deres Liv til denne moderne Gladiatorsport, vidste, at det var Døden for deres kære Herre og Mester.
Tyren havde hævnet!
Præsidenten gav Tegn til, at Corridaen var hævet, og denne Gang var der ingen, der protesterede. Alle havde forstaaet, at delte var Alvor. Men oppe fra de øverste Pladser lød en Stemme:
— I Vandet med Tordalkado! Hævn for Bombatini!
Inden Karabiniererne kunde forhindre det, havde en stor Sværm samlet sig under Anførsel af Torospladsens daarligste Elementer.
— Han rendte ud af den Dør! brølede en af de vise Aber, der var stolt over at spille en Rolle.
Hele Banden fulgte hujende efter ham. Henne paa Torvet indhentede man Tordalkado, der var flygtet i sit Kostume, som han kun havde faaet Tid til at dække med en Sommerfrakke. Han gjorde en baade ynkelig og komisk Figur, medens han reddede sig op i en af de paa Torvet holdende Automobiler, hvis Chauffør Politiet havde faaet til at køre ham bort for at undgaa Spektakler i større Stil.
Automobilet satte sig netop i Bevægelse, da hele den truende Folkehob naaede det. Under en Regn af Sten, Rødder og raadne Tomater forsvandt Tordalkado hurtig i Natten mod den franske Grænse, medens hundrede af knyttede Hænder strakte sig afmægtig truende efter ham.