Matadora/2/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 138-142

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XIII. KAPITEL.

I
I

nde i Arenaen havde Tyrefægterne imidlertid faaet lagt Bombatini paa en Baare og forsigtigt hævet ham op for at bringe ham ind i det lille Toros-Hospital: enfermeria.

Matadorens Baare blev stillet under det store Krucifix med den korsfæstede Frelser.

Ved Baarens Fodende knælede Joseph. Hans ellers saa forslagne Øjne var opløst i Graad, og han vedblev at gentage: „Mester! Mester! I maa ikke dø!“

Den gamle Toros-Læge, der i mange Aar havde fungeret som Vagthavende ved Corridaerne, og som tidligere havde været Feltskærer i Hæren, stod med bedrøvet Mine bøjet over den saarede Matador.

Bombatini laa ganske stille og trak kun Vejret svagt. Han rettede Blikket op mod den gamle Læge med de gode, brune Øjne og det store, hvide Skæg:

— I foretager Jer slet ingen Ting, Mester Manita.

Lægen rystede sørgmodig paa Hovedet.

— Det er nok fordi Eders Kunst her er afmægtig, sagde Bombatini med et svagt Smil. Kunde I udrette noget, vilde I sikkert gøre det. Men Tak, fordi I ikke plager mig med unødige Smerter de faa Øjeblikke, jeg har tilbage.

Bombatini rakte Haanden ud mod Lægen, der trykkede den, medens hans Blik blev fugtigt.

I det samme skilte Gruppen af Tyrefægtere, der havde samlet sig tavse idet lille Rum, sig uvilkaarligt, og gav Plads for en Kvinde.

Det var Matadora. Hun var bleg og saa dybt grebet, at Skuespillerinden, der ellers saa ofte stak frem i hendes Væsen, helt var forsvundet, og hun var blevet stum og stille af Sorg.

Hun bøjede sig ned ved Baaren og tog Bomba- tinis Haand, som hun førte til Læberne, medens hun rettede sine store, fugtige Øjne paa den Døende:

— Tilgiv mig, hvis jeg har saaret Dig! sagde hun lavmælt.

Han strøg med en sagte Haandbevægelse over hendes Haar og sagde:

— Skønne Lola! Du var altid mit Øjes Fryd. Jeg er lykkelig ved, at Synet af Dig er det sidste, der forundes mig i denne Verden.

— Du bærer vel ikke Nag til mig, Mester?

— Nag? gentog Matadoren og smilede med et underligt blegt Smil. Den Følelse har jeg aldrig kendt overfor Dig. Jeg vilde saa gerne have vundet din Kærlighed. Men det lykkedes mig ikke! Nu viger jeg uden Klage Pladsen for den, der var min Medbejler. Thi din Lykke er for mig det største.

Et Par store Taarer rev sig løs fra Lola Monteros lange, mørke Øjenvipper, og hun spurgte ganske sagte:

— Var det mig, der var Skyld i din Død, Mester?

Bombatini rejste sig halvt med Anstrengelse og sagde med høj Stemme, saa at de alle kunde høre det:

— I min Død var Du uden Skyld, Donna Lola. Jeg vilde Hævn for den Forsmædelse, der var overgaaet vor Stand, og naar jeg faldt, saa var det fordi min Hævntørst fik mig til at glemme min første og største Pligt.

Medens Bombatini udtalte disse mærkelige Ord, der fik Tyrefægterne til forbavset at betragte hinanden, traadte Pater Vincenso ind. Han var Tyrefægternes særlige Skriftefader, og skønt han var en from Guds Mand, var han dog først og fremmest Spanier af den gamle Skole. Aldrig var det faldet ham ind med et Ord at dadle sine Skriftebørn for deres Livsgerning her paa Jorden, han saa kun paa deres Sjæl, og han havde blandt disse forvovne Karle ofte truffet den mest barnlige og tillidsfulde Tro.

Derfor gik Pater Vincenso ogsaa med faderlig Venlighed hen til den Døendes Baare og sagde:

— Min Søn! Bered Dig til Døden og skrift dine Synder.

— Fromme Fader! svarede Bombatini mat, jeg er en stor Synder, og derfor er jeg ogsaa bleven haardt straffet. Aldrig har jeg nogensinde forsømt, før jeg gik ind i Arenaen, at knæle for den hellige Vigen del Carmen og love hende tolv Voxlys eller en Sølvgenstand, hvis hun vilde beskytte mig. Men idag glemte jeg det for min Hævns Skyld.

Pater Vincenso smilede ikke, han sagde alvorlig og bebrejdende:

— Det var en stor Synd af Dig, min Søn, men alligevel tilsiger jeg Dig naadig Forladelse.

Et roligt Drag lagde sig over den Døendes Træk. Saa berettede Pateren ham til Døden, medens alle Tyrefægterne knælede og slog Korsets Tegn for sig. Mange af dem græd.

Dyb Stilhed herskede, da Bombatini uden Klage drog sit sidste, dybe Suk, der udaandede den Smule Kraft, han havde tilbage.

Pater Vincenso forlod tavs det lille enfermeria, medens alle bøjede sig dybt og modtog Velsignelsen.

Da den fromme Mand var gaaet, traadte den ældste Tyrefægter hen til Baaren og sagde:

— Mester Bombatini! Du var en Helt, og Du fandt Heltens Død. Vi beklager Dig ikke, saa lidt som vi beklager den Soldat, der falder sejrrigt paa Valen.

Vi véd, at Du altid havde denne Død for Øje, og at Du ikke frygtede den, at Du kun havde Rædsel for at blive en af vor stolte Stands Invalider.

Din Død var smuk, fordi Du døde for at redde den besmittede Torosplads Ære, og fordi Du døde i Kamp med den Tyr, som Du havde viet dit Hjertes Dame. Dit Mod straaler som Sol mod den usle Pjalts Fejghed, der et Øjeblik syntes at skulle vildlede det brave spanske Folks sunde Sands.

Lev vel, Bombatini! Tak for alt, hvad Du gav os! Dit Minde skal evig blive bevaret frisk, og dit Navn blive indskrevet mellem de største i Torospladsens Heltehistorie.

Fred med din Sjæl!

Paany bøjede alle Knæ, og en Mumlen af Bønner steg i Vejret som et fjernt brusende Hav, hvis Bølgeslag stiger og falder.

Men blandt den tætte Mængde, der tavs havde samlet sig udenfor, slog et Ord ned som en Gnist og tændte fra Mund til Mund:

— Bombatini er dræbt! Bombatini er død! Spaniens første Matador er ikke mere!

Og Folk blev staaende stille og tavse. Mange blottede Hovedet, og mange slog Korsets Tegn for sig, medens de bad en Bøn for den hedengangnes Sjæl. Thi Nationen havde mistet en af sine Ypperste!