Matadora/2/14
XIV. KAPITEL.
an forstaar let, at San Sebastian i de følgende Dage kun havde et Samtaleemne: Den sensationelle Corrida med Tordalkados Afsløring og Bombatinis Død.
Bombatinis Død var et Faktum, der gav Anledning til den dybeste Beklagelse, til de mest sympatetiske Nekrologer, til Opfriskning af mange Anekdoter og til Offentliggørelse af talrige Digte.
Men i hans Drama var intet Mysterium, han var falden paa Ærens Mark som saa mange før ham, deriblandt den unge, smukke Adelsmand Gomez de Lesaca, hvis Død i Oktober 1896 klædte hele Madrid i Sorg.
Derimod var der ingen, der trods lange Artikler i alle Bladene, ret forstod, hvordan det egentlig hang sammen med Tordalkado og hans Bedragerier.
Men saa fremkom der i Bladet „Secolo“ et saalydende
- Interview af Dyrepasseren Pablo.
„I den nu afslørede Tordalkados Følge befandt sig en højst ejendommelig Mand, der oftere henledte Opmærksomheden paa sig ved sit underlige Væsen og sit uhyggeligt stinkende Tøj.
Denne Mand opholdt sig oppe paa Stilladset, da Bombatini knuste Tordalkados Rotterede, og han slap derfor uskadt fra Publikums Raseri, der iøvrigt ogsaa aflededes af vor berømte Matadors umiddelbart paafølgende tragiske Død.
Igaar fik vi paa Kontoret Besøg af denne lidet appetitlige Herre.
Manden præsenterede sig som Dyrepasser Pablo, og han gav os følgende højst interessante Oplysninger:
Jeg er opfødt i et Menageri, der rejste omkring paa de smaa Markedspladser. Fra Dreng blev jeg hundset og sparket af Dyretæmmerne, der brugte mig som Oppasser. Jeg maatte finde mig i alt, da jeg hverken kendte Fader eller Moder og var kommet til Verden i en Vejgrøft.
Da Livet efterhaanden blev mig ganske utaaleligt, gik jeg en Dag ombord paa et Skib i en af de Havnestæder, hvor vi laa med vort Telt.
Jeg flakkede nu rundt som Skibsdreng, men jeg var kommet fra Dynen og i Halmen. Alle var mig paa Nakken, og der gik ikke en Dag, hvor jeg ikke flere Gange blev lagt over Rælingen og tampet igennem med en Tovende.
Saa deserterede jeg en Nat, medens vi laa under Ceylon. Her fik jeg en lille Bestilling som Dyrepasser hos Hagenbeck, i hans derværende Filial for Opkøb af vilde Dyr.
Det var mine bedste Aar.
Imidlertid længtes jeg alligevel hjem, og da jeg havde sparet lidt Penge sammen og i min Fritid dresseret nogle højst ejendommelige Rotter, som skulde væreen stor Sjeldenhed, stak jeg ved første Skibslejlighed tilbage til Spanien.
Her rejste jeg rundt paa Markederne med mine Dyr, men det gik kun smaat, og jeg maatte ofte sulte.
En Dag stod jeg saa paa en Markedsplads i Medina del Campos. I Teltet ved Siden af mig optraadte en Troldmand og Taskenspiller, der blandt Markedsfolkene gik under Navnet „Smukke Francisco“. Han gjorde nemlig overalt stor Lykke mellem Damerne, selv blandt de bedre af dem, og han spillede flot, skønt han ikke havde Salt til et Æg. Vi kom i Snak, og han fortalte mig i et Anfald af Fortrolighed, at han oprindelig havde været Opvarter, senere var han bleven ansat som Skuespiller i en lille rejsende Trup. Medens han var dér, havde han opdaget, at han havde hypnotiske Evner. Det var dog ikke i den Grad, at han mente, at han kunde faa noget videre ud af dem, men sagde han:
— Er det ikke nogle underlige Øjne, jeg har? Det siger alle Pigebørnene.
Jeg saa paa dem og svarede:
— Jeg tror, det kommer af, at De er skeløjet.
Siden talte han ikke til mig.
Saa om Eftermiddagen skete det, at en Tyr brød ud fra den temmelig skrøbelige Torosplads.
Der blev vild Panik paa Markedet, og alle flygtede idet de lod deres Boder i Stikken. Tyren muntrede sig af Hjertens Lyst i sin Frihed og væltede Borde, Boder og Telte.
Da den kom til mine Rotter, stansede den imidlertid pludselig og blev saa skrækslagen, at den lod sig fange af Toros-Folkene.
Kun jeg havde som gammel Dyrepasser lagt Mærke til dette ejendommelige Forhold. Jeg experimenterede nu i et Par Dage og naaede til det Resultat, at ingen Tyr kunde taale Lugten af mine indiske Rotter.
Derefter opsøgte jeg „Smukke Francisco“ og udviklede min Plan for ham, idet jeg sagde:
— Med de Øjne, som De har, vil det være muligt at faa Folk til at tro, at det er Deres Blik og ikke Rotterne, der jager Tyren paa Flugt.
Fejg, som han var, afviste han først Tanken, men da han saa, at der ingen Risiko var, gik han ind paa den.
Saa begyndte vi i en lille Arena, men uden Held. Publikum raabte paa Humbug. Men blandt Tilskuerne var „den spanske Flue", der var paa Forretningsrejse i Provinserne. Da han fik fat i Numret og reklamerede det op, begyndte vi at tjene svære Penge.
Men nu gik der Storhedsvanvid i Tordalkado, som smukke „Francisco“ var bleven døbt paa Plakaten. Skønt det var mig, der var Opfinder af Numret, hundsede og sjoflede han mig. Han sagde Du til mig, skældte mig ud og forlangte, at jeg skulde kalde ham Mester. Mit Arbejde var ækelt og væmmeligt, fordi Dyrene skulde holdes skjulte og derfor udsendte en ulidelig Stank i det Rum, i hvilket de var lukket inde. Det var mig umuligt at faa Penge af ham, skønt han selv svælgede i Overflod og altid havde et forfærdeligt Damekommang. Naar jeg kom med Indvendinger, svarede han blot:
— Hold Mund, dit Stinkdyr! Du og din hæslige Yngel fylder mig med Væmmelse. Forstaar Du ikke, hvad det er for en Nedværdigelse for mig som Kunstner, at jeg skal optræde med et saadant Udskud af Menneskeheden, som Du er. Husk paa, at det er mig, der har taget Dig op af Skidtet!
Jeg tænkte ofte paa at tage Hævn over den dumme, indbildske Fyr. Men han havde fuldstændig faaet mig i sin Magt, og jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulde gøre med mine Rotter, naar jeg ikke havde ham. Thi alt i alt havde jeg det dog hos ham bedre, end medens jeg flakkede om paa Markederne, hvor jeg nu atter skal til at tjene mit Brød.
Men alligevel er jeg glad over at være sluppen bort fra „smukke Francisco“, og jeg føler en sand Glæde ved den Hævn, der har ramt ham.
Med disse Ord, der lyste af ond Fryd, forlod den ækle Pablo os. Den unge Medarbejder, der optog Interviewet, lugtede bagefter saa hæsligt, at vi har maattet suspendere ham i 3 Dage og har paabudt ham at lade sig desinficere, inden han paany viser sig paa „Secolo“s Kontor.“
Hermed var Gaaden løst.