Matadora/2/2
II. KAPITEL.
er blev en vis Bevægelse, som derefter afløstes af Stilhed, da Lola Montero steg op ad den lille Stentrappe, der førte til Loggiaen. Hun var iført Yachtkostume med hvid Nederdel, tynd, blaa Silkejakke med Guldknapper og Kasket med Emblem. Hun ledsagedes af Marquis de Plane, der dog holdt sig lidt i Baggrunden.
Bombatini syntes helt at glemme en opstaaet Strid med den spanske Flue og saa misbilligende paa Parret.
Lola Montero, der strax lagde Mærke dertil, og som for enhver Pris vilde undgaa en Scene af Jalousi, sagde hurtigt:
— Jeg traf Marquien nede paa Stranden, og saa sejlede vi os en lille Tur i det dejlige Vejr, men da jeg hørte, at Bombatini var samlet med Vennerne heroppe, fik jeg Lyst til at hilse paa dem.
Bombatinis Ansigt klarede lidt op, og den spanske Flue, der allerede var bange for, at der skulde flyde Blod, rakte en Porron imod hende og raabte:
— Længe leve Matadora!
Lola Montero løftede Bægeret højt i Vejret og hældte Vinen ned i sin lille Rosenmund med en saadan Behændighed, at det indbragte hende larmende Bifald.
— Naa, men det var vel ikke mig, I talte om, spurgte Lola Montero, idet hun satte sig paa Kanten af Bordet og tændte en Cigaret.
— Jo, netop! sagde den spanske Flue. Jeg talte just om Dem. Jeg sagde til de Herrer her, at det vilde være en rigtig Forretning, om De ikke vilde lade Dem nøje med Kælenavnet „Matadora“, men selv vilde optræde paa Arenaen. Jeg vilde kunne byde Dem 10,000 Pesetas for hver corrida, og det er mere, end nogen Patti eller Christina Nilsson nogensinde har faaet. I Løbet af et Par Aar kunde De have en Formue.
— Altid skal han gøre Forretning! sagde Bombatini ærgerlig, medens Matadora ikke uden Interesse syntes at lytte til Impresariens Ord.
— Det var aldeles ikke om Dem, vi talte, Senorita, men nu troede Fluen strax, der var Bid. Og saa vilde han gerne væk fra de Løgnehistorier, han har siddet og proppet os med.
— Det var ikke Løgn! udbrød Impresarien ivrigt, og jeg vil gerne staa ved mit Tilbud, hvis Du vil leje mig Torospladsen for 3 corrida'er.
— Vi bruger den selv om Eftermiddagen, og jeg kan ikke lade hele min Kvadrille gaa ledig.
— Saa lej mig den om Aftenen. Min Mand vil helst optræde i elektrisk Lys. Det forhøjer Virkningen og Spændingen.
Naar der idag er tømt saa mangen Porron, saa var det, fordi Bombatini var Gæst og gav ud.
Han sad nu for Enden af Bordet ude i Loggiaen og blussede af Varme og Vin. Rundt om ham havde Tyrefægterne taget Opstilling, næsten som om de dannede en fjendtlig Skare, beredt til Angreb.
Angrebet gjaldt en lille, mark Mand med et snu, forslagent Ansigt. Han var klædt i almindeligt, civilt Tøj, men med en mægtig Diamantnaal i det store; brogede Slips og med en Guldurkæde saa tyk som en lille Ankerkætting. Det var Joseph Bravo. Han var Impresario og havde ofte tjent store Penge paa Tournéer med de mest kendte Tyrefægtere. Han var Italiener af Fødsel og rejste udenfor Tyrefægtersæsonen rundt iEvropa med Trouper lige fra Eleonora Duse og Novelli til Dinkaer og Samoanere. Hans Indtrængen paa Torospladsen var imidlertid noget af et Kunststykke, der paa Artistbørsen i Berlin havde skaffet ham Tilnavnet „Den spanske Flue“. Bravo var meget stolt af dette Navn, der hentydede til hans gode Forretningsevne til at trække Penge ud af enhver Affære.
Han sad rolig og smaalo i sit spidse Mefistoskæg, medens Bombatini, blaa i Ansigtet af Raseri, slog i Bordet og sagde:
— Det er Løgn! Jeg gentager, det er Løgn! Og gid den hellige Vigen del Carmen vil lade mig spidde paa det spidseste Tyrehorn fra Ripamilan, om jeg tror et Ord af de Krøniker.
— Og jeg gentager: Lej mig Pladsen for otte Dage, saa skal jeg vise Dig, at jeg taler sandt, Bombatini, svarede den spanske Flue med urokkelig Ro.
— Hvad hedder Manden da? spurgte Matadoren lidt usikkert?
— Tordalkado!
— Tordalkado! Ham har jeg aldrig hørt omtale. Er han Matador?
Alle de andre slog en skraldende Latter op, ikke mindst „Kusken fra Coimbra“.
Han var, som Tilnavnet antydede, Portugiser af Fødsel, men havde lært hos Bombatini, der havde været hans Fadder og givet ham Lov til i Madrid at dræbe den første Tyr i hans Navn. Derfor beundrede „Kusken fra Coimbra“ sin Herre og Mester Bombatini næsten som et højere Væsen. Kusken, der, som saa ofte, var bleven opkaldt efter sin oprindelige Profession, var en ualmindelig fin Type paa en Tyrefægter. Navnlig var han stolt af sine smaa bitte Fødder og sine kridhvide Hænder. Han gjorde stor Lykke hos Damerne, og man mumlede i Krogene om, at han skulde giftes med den lille, spinkle Miss Jenny Patterson med det næsvise amerikanske Gamineansigt og fem Millioner Francs i Medgift. Selvfølgelig var hendes pengearistokratiske Slægt paa den anden Side Atlanterhavet fortvivlet, men Milliardærfamilierne er snart vante til, at deres Formuer bruges til Oppudsning af gamle, falmede Vaabenskjolde eller til at udstrøs paa Væddeløbsbaner og Torospladser.
„Kusken fra Coimbra“, der betragtede sin Toledoklinge som et fuldgyldigt Adelsmærke, maatte da oprøres til Latter ved Tanken om, at en Tordalkado skulde betegnes med Hæderstitlen: Matador. Og Bombatini nikkede bifaldende, da Kusken tilføjede:
— Hvad han skal kaldes, det véd jeg ikke. Hvis man skal kalde ham noget, maa det vel være Gøgler!
Et mægtigt Bifald hilste denne Udtalelse, medens den spanske Flue rystede opgivende paa Hovedet, og Matadora lidt irriteret udbrød:
— Men saa fortæl mig dog, hvem han er, og lad være at snakke i Gaader.
Den spanske Flue lod ikke denne udmærkede Lejlighed til atter at tage Traaden op gaa sin fine Næse forbi.
— Hvis de Herrer tillader det, vil jeg gerne have Lov at svare Donna Lola paa hendes Spørgsmaal.
Bombatini nikkede indrømmende, og den spanske Flue fortsatte:
— Tordalkado er Indier. De Folk dernede véd undertiden mere end deres Fadervor.
Bombatini og tre, fire af de andre Tyrefægtere slog Korsets Tegn for sig.
— Tordalkado har et Par Øjne, som jeg aldrig har set Mage til. De er som to Staalklinger, der borer sig ind i Ens Hjerne og lammer den, naar han blot ser paa En. Stirrer han paa En, er man bange for, at man skal miste Synet og faa sin Forstand forvirret for Tid og Evighed. Han er tidligere optraadt som Hypnotisør, og jeg har været med ham baade i New-York, London, Berlin og Paris. Men overalt er han bleven forbudt. De Medier, han har haft under Behandling, har mistet Forstanden, og han er bleven fulgt over Atlanterhavet og gennem hele Kontinentet af en Række Skadeserstatningssager. Hans Evner var saa eminente, at de ødelagde ham selv.
Saa var det, at jeg gjorde min store Invention, som jeg er stolt af.
— Og hvori bestaar den? spurgte Matadora, der med Spænding havde fulgt den spanske Flues Udvikling.
— Jeg tænkte: Kan Tordalkado forvirre et Menneskes Forstand med sit Blik, maa han ogsaa kunne tæmme en Tyr med det, og Tyren vil ikke forlange nogen Erstatning.
— Men det er noget Vrøvl og Sludder, eller ogsaa er det Humbug og Gøgl, udbrød Bombatini og slog i Bordet.
— Og jeg tilbyder Dig at bevise, at han kan tæmme Tyre med Blikket alene, og jeg byder Dig store Penge for at overlade mig Torospladsen blot tre Aftener, naar Du ikke selv har Brug for den. Hvorfor vil Du saa ikke lade mig forsøge?
— Ja, hvorfor? gentog Matadora og saa med et næsten spodsk Smil paa Bombatini.