Matadora/2/3
III. KAPITEL.
et havde været en varm og hidsig Disput, inden Bombatini havde bøjet sig og givet den spanske Flue Tilladelse til, at Tordalkado maatte optræde.
Naar det endelig var sket, var Grunden ikke mindst den, at han som gammel praktisk Matador nærede den sikre Overbevisning, at det var umuligt at tæmme en virkelig opirret Tyr med Blikket alene. Og for Tyrens Opirring sørgede han og hans Folk. Skete der da noget menneskeligt, maatte den Mand, der havde vovet sig frem, selv tage Følgerne. Sligt var sket saa ofte før for Tyrefægtere af Faget, uden at nogen havde taget Hensyn dertil. Skete det denne Gang, vilde det yderligere befæste Toros-Folkenes Ry.
Det blev altsaa bestemt, at Tordalkado skulde have Lov til at optræde tre Gange paa Arenaen i San Sebastian.
Over hans Forberedelser var der en vis Hemmelighedsfuldhed. Ingen fik Lov til at kigge ham i Kortene. Naar han kom, maatte der ikke være nogen paa Torospladsen uden hans egen Tjener. Det var en mærkelig, lille, gnomagtig Mand med et forpjusket, snavset Ydre, underlige kloagtige Fingre, et smalt spidst Hoved med strittende Haar og et Par smaa plirrende Øjne. Han var klædt i en grøn Dyrepasseruniform, der i Sommervarmen stank af Skidt i vid Omkreds, saa at de fleste gik langt udenom den lille, sure Mandskikkelse med det altid mistroiske og lurende Blik.
I flere Dage var Tordalkado og hans Medhjælper beskæftiget med at anbringe et hængende Stillads tværs over Torospladsen, og Tyrefægterterne skævede misbilligende til alle disse mystiske Arrangementer, medens Bombatini selv begyndte at fortryde, at han havde lejet Torospladsen ud til saadan noget Gøgl.
Endelig var alle Forberedelser trufne, og Forestillingen skulde finde Sted.
Paa San Sebastians Gadehjørner havde store Plakater i flere Dage spændt Publikums Nysgerrighed, og Torospladsens Amfiteater var overfyldt af et elegant, internationalt Publikum, i hvilket Lola Montero og Jenny Patterson vakte ligelig Opmærksomhed som de to extravagante Forgrundsfigurer, der aldrig savnedes ved nogen Tyrefægtning.
Den store Arena, der ellers plejede at være badet i Sol ved Eftermiddagsforestillingerne, laa iaften beskinnet af elektriske Lamper, hvis hvide Lys gav det ellers saa gule og kraftige Sand en underlig bleg og blaa Tone, som var det et mægtigt udbredt Liglagen.
Over Publikum var der den ejendommelige, nervøse Stemning, der følger med Følelsen af at staa overfor noget ukendt.
Saa viftede Præsidenten med sit hvide Klæde, Trompeterne skraldede, og den sædvanlige Procession holdt sit Indtog. Men den modtoges ikke med det sædvanlige, jublende Bifald. Iaften var man ikke kommet for at se paa Tyrefægternes dristige Leg med Tyren. Hele den traditionelle Indledning føltes næsten som overflødige og fornærmelige Omsvøb. Man brød sig hverken om de middelalderlig klædte Herolder eller om Capeadorerne og Piccadorerne, man ventede kun paa det store Øjeblik, da Tyren i Stedet for Espadaens skarpe Klinge skulde møde den mystiske Tordalkados hypnotiske Blik.
Nu var Tidspunktet endelig kommet. Dødsstilhed herskede over hele den mægtige Torosplads. Selv de mest trænede Tyrefægtere følte deres Hjerter banke stærkere. Ogsaa for dem havde det Skuespil, der nu skulde udfolde sig, Nyhedens Interesse.
Alle trak sig tilbage i Arenaens Udkant eller sprang over Barrièren. Den hidsede Tyr stod midt paa den blodvædede Plads med fraadende Mund, medens den med vilde Blikke stirrede sig om efter en ny Fjende.
Da slukkedes pludselig med ét Slag alle Lamper, og en elektrisk Projektør kastede sin kegleformede Lysstraale som en Kniv gennem Mørket.
Fra det over Arenaen anbragte Hængestillads, der var forsynet med en stor Lærredscylinder, som lignede Omhænget paa et kæmpemæssigt Styrtebadsapparat, sænkede sig en lille, rund Tribune, baaret i stærke, flettede Staaltraadssnore.
Paa den svævende Tribune stod Tordalkado.
Han havde lagt Armene over Kors og var helt hyllet i en hvid, folderig Kappe. Med det dødblege Ansigt vilde han have lignet en livløs Marmorstatue, om der ikke i Øjnenes dybe Huler havde flammet et Blik med en fantastisk, feberagtig Glans.
Alt som Podiet sank mere og mere og nærmede sig Jorden, steg Spændingen i Publikum næsten til Ophidselse.
Nu rørte den lille, hvide Piedestal ved Arenaen; der gik som et elektrisk Stød gennem Tilskuerne. Den rasende Tyr, over hvis brede Ryg det tykke, levrede Blod drev i en sejg Strøm, havde faaet Øje paa sin Modstander og beredte sig til Angreb.
Tyren sænkede Hornene og gik frem, medens Tordalkado samlede sin Kappe tættere om sig og med sit flammende Blik søgte at træffe Tyrens Øjne og trække dem til sig. Men Dyret vilde ikke se op. Med Snuden tæt mod Jorden stormede den frem, som vilde den i næste Øjeblik spidde den hvide Skikkelse paa sine Horn og farve den i dens eget Blod.
Over hele Torospladsen føltes dette Sekund som et koldt Gys. Selv de mest forhærdede, der havde oplevet alle en Tyrefægtnings Rædsler, greb deres Sidemand i Armen; mange holdt Haanden for Øjnene, og man hørte Skrig fra Kvinder, der ikke kunde taale at se denne værgeløse Mand udleveret til den visse Død.
Men i det Øjeblik Tyren var lige ved den lille Tribune og et tusindfoldigt Angstens Suk droges som fra ét Kæmpebryst, rejste Dyret pludselig Hovedet i Vejret, som havde det faaet en knyttet Næve lige i Snuden.
Tordalkados og Tyrens Blik mødtes! Dyret stod et Øjeblik og rystede paa Hovedet, som havde man puttet en Haandfuld Snustobak i dets opspilede Næsebor.
Saa løftede Tyren med ét Halen, slog bagud, vendte kort omkring og bissede, pustende og snøftende, mod Udgangen, hvor en Flok Køer med Klokker om Halsen optog den i deres Midte og slog Kreds om den.
Derefter luntede hele Flokken ud af Arenaen.
Et Kæmpebifald rejste sig som en Orkan. Hatte, Cigaretter og Appelsiner fyldte Arenaen, medens Tribunen atter langsomt hævede sig, og Tordalkado syntes at forsvinde som et Aandesyn i Skyerne.