Matadora/2/4
IV. KAPITEL.
æste Dag talte hele San Sebastian ikke om andet end om den mystiske Tordalkado. Tyrefægterne, der ellers gik saa store og brede omkring, syntes idag helt smaa og myge. Selv den populære Bombatini vovede sig ikke ud paa sin sædvanlige Køretur langs Stranden. Han vidste, at det spanske Publikum kan faa underlige Indfald, naar det er i daarligt Humør.
Den spanske Flue var Dagens Mand, der bestormedes af Journalister, som vilde have ham til at skaffe dem et Interview med Tordalkado, den indiske Troldmand, som han nu almindelig kaldtes.
Men den snu Impresario, der kendte det Hemmelighedsfuldes Magt over Publikum, svarede med sørgmodig Mine dem alle, at et saadant Ønskes Opfyldelse var ham umuligt, hvor meget han end maatte beklage et Afslag.
De Herrer af Pressen kunde hos ham faa alle Oplysninger om Tordalkados eventyrlige Liv og den spændende Maade, paa hvilken han selv var bleven opmærksom paa sine ejendommlige Egenskaber. Men en Samtale med ham, det var ugørligt. Og den spanske Flue tilføjede: Naar Tordalkado om Aftenen har optraadt, er han saa oprevet, at han er Vanvidet nær. Han har forinden i flere Dage levet under et Højtryk af nerveødelæggende Spænding, thi han véd jo aldrig om Experimentet vil lykkes for ham netop med den Tyr, eller rettere: Han véd, at det en Dag maa mislykkes, og at Tyren uden at reagere overfor hans Blik vil styrte sig over ham og rive ham i Stykker.
Naar det da er gaaet godt, og Forestillingen er forbi, tager han lige hjem. Han nyder intet i Dagene umiddelbart før han optræder, undtagen raa Æg og lidt Cognac. Alligevel har han ingen Sult, naar han er færdig. Hans Lemmer er tunge som Bly, hans Hjerne uden Tanker, og hans Legeme sitrende af Begær efter Søvn. Men sove kan han ikke. Saa tager han en Dosis Morfin, der vilde være nok til at slaa en halv Snes Mennesker og en Tyr ihjel, og derefter falder han i en lang, dvaleagtig Søvn, der varer i et Døgn.
I Øjeblikket ligger han netop hen i denne Døs, medens ingen andre end hans gamle Tjener er omkring ham.
De vil herefter forstaa, mine Herrer, at det er mig plat umuligt at tilstaa Dem et Interview. De kunde ligesaa gerne bede mig om Tilladelse til at interviewe min afdøde Oldefader. Men hvad jeg har fortalt Dem er paalideligt til Punkt og Prikke, thi jeg er en ærlig og oprigtig Mand, der ikke har nogen Interesse af at lyve og sige andet, end hvad som sandt er.
Farvel, min Herre!
Den spanske Flue havde for tiende Gang afleveret denne Beretning, medens han sad i en stor Straastol paa Fortovet foran sit Hotel, hvor han ikke var altfor svær at finde for Pressemændene, der hver for sig var glad over det Held, han havde haft til at træffe Tordalkados Impresario.
Saa kom et lille, let Kurvekøretøj med uniformeret Piccolo paa Bagsædet og en elegant klædt Dame som Kusk. Køretøjet holdt, og udsprang Lola Montero og ilede lige hen til Impresarien, der just var optaget af med et Smil at læse Dagens Blade. Netop i dette Øjeblik lyste hans hvide Tænder i det sorte Mefisttoskæg, medens han studerede en berømt stedlig Psychiatrikers Analyse af Tordalkados ejendommelige Egenskaber. Psychiatrikeren mente, at Tordalkado maatte have faaet sin Skole hos Fakirerne.
Den spanske Flue nikkede hen for sig, da han i det samme hørte Damens begejstrede Udbrud:
— Kære Bravo! Det er Deres Mesterstykke. Aldrig i mit Liv har jeg oplevet et saa spændende Optrin. Det har været mig umuligt at sove inat, saa oprevne var mine Nerver. De maa skaffe mig den Mand i Tale. Jeg vil se ham paa nært Hold.
— Skønne Senorita! De véd, hvor højt jeg beundrer Dem. Bed mig om at skære mit Hjerte ud og servere Dem det paa et Fad i skarp Sauce, og jeg skal gøre det. Men bed mig ikke om en Samtale med en Mand, hvis Aand maaske nu svæver langt borte, thi det er mig en fysisk Umulighed.
Lola Montero gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden og satte sig ned i en af Kurvestolene ved Siden af Impresarien, medens hun kælede for sin lille, sorte Kat, som hun bar paa Skødet. Saa sagde hun alvorligt og indtrængende med Eftertryk paa hvert Ord:
— Hør nu, min kære Bravo! Jeg bryder mig hverken om Deres Udflugter eller om Deres Løgne — ja, ja, ja! vi har kendt hinanden for længe til, at De kan dupere mig. Jeg siger Dem bare kort og godt: hvis De ikke skaffer mig en Samtale med Tordalkado og det lige med det samme, saa kommer vi to aldrig til at gøre Forretninger.
— Men bedste Senorita! Ikke engang de Herrer af Pressen...!
— Ja, hvad bryder jeg mig om de Herrer af Pressen. Jeg lover Dem, at jeg ikke til nogen Moders Sjæl skal røbe, at jeg har besøgt Tordalkado, men jeg fordrer, at De skaffer mig en Samtale med ham, ellers er vi to færdige for bestandig.
— Ja, ja, sukkede Joseph Bravo. En smuk Kvinde som Dem kan man jo ikke nægte noget. Men jeg maa gentage for Dem: Dette kan ikke ske. Jeg tør faktisk ikke. Jeg risikerer at ruinere mig selv og at gøre mig komplet umulig.
— Godt! Saa maa De selv tage Følgerne. Naar De ikke vil føje mig, saa skal jeg nok vide at tage Hævn.
— Hvorledes mener De?
— Ja, De skal ikke være bange for Deres Liv, lille Bravo. Nej, jeg kender Dem tilstrækkelig til at vide, at skal man ramme Dem, saa De mærker det, skal det være paa Portemonnæen.
— Jeg indrømmer, at det er et forbandet ømt Sted, svarede Joseph Bravo, ikke uden Lune. Men kan De ikke antyde for mig, hvad De har i Sinde. Det vil maaske gøre mig lidt mere føjelig.
— Jeg er begyndt saa smaat at gaa i Tyrefægterlære.
— Og vil optræde?
— Det har jeg ikke sagt. Men bestemmer jeg mig dertil, bliver det i hvert Fald ikke med Dem som Impresario, at jeg kommer til at optræde.
— Og hvis jeg føjer Dem?
— Saa bliver det i hvert Tilfælde kun med Dem som Impresario.
— Skønne Senorita! De har en vidunderlig overbevisende Maade at tale til et stakkels Mandfolk paa.
Derefter bestilte Joseph Bravo Blæk og Papir og skrev nogle Linier paa et Ark, som han lagde i en Konvolut og rakte til Lola Montero med de Ord:
— Kør saa op til „Villa Blanca“ og aflever dette Brev, saa skal De komme ind. Men Tand for Tunge, det lover De mig. Ellers er jeg en ødelagt Mand.
— Det lover jeg Dem, lille Bravo! svarede Matadora og sprang atter op i Vognen, der hurtig forsvandt. Men forinden havde den spanske Flue taget den lille Kat i Forvaring. Thi Tordalkados elektriske Natur taalte ikke Kattes Paavirkning!
Matadora sad i sin Vogn og spekulerede over dette ejendommelige Fænomen, medens Joseph Bravo med et distræt Udtryk satte sig til at læse videre i den stedlige Psychiatrikers Analyse af Tordalkados mystiske Evner.