Matadora/3/11
XI. KAPITEL.
lokken var ikke mere end otte om Morgenen.
Jens Thomsen havde allerede været oppe i et Par Timer og gik nu rundt paa Arbejdspladsen med høje Støvler og en lille Hue bag af Nakken, medens han gav Ordre, holdt smaa Foredrag og gestikulerede med den Tommestok, han havde i Haanden.
Hans gemytlige Ansigt straalede af Sundhed og Solbrændthed. Aldrig havde han befundet sig saa vel som i denne Sommer, med dens anstrængende Arbejde i frisk Luft.
Igaar var den nye Ovn kommet. Det var et Mesterstykke, der skulde vække Forbauselse hos de hjemlige Keramikfabrikanter, og desuden havde han erhvervet sig Patent paa en Glasur, som hurtigt skulde vinde sig et Ry.
Den tidligere Billedhugger følte en stolt Glæde over snart at staa ved sit Maal, parat til at tage det praktiske Livs Kamp op.
Jens Thomsen stod nu oppe paa et af Stilladserne, fra hvilke han havde den prægtigste Udsigt ud over det flade Amagerland med dets frodige Forgrund af grønne Marker og ude i Horisonten den store By med Manden paa Frelserens Taarn som en Art Skildvagt paa Grænsen mellem Øen og Christianshavn.
Nu saa han langt borte den første Automobil-Dagvogn komme hvæsende. Der var ikke mange Passagerer med i Dag: En ung Dame, en Amagerkone med en Kurv og — ja, vist var det ham: Niels Castella i Frakke, flagrende Slips og stor blød Kunstnerhat.
Der gik et stort Smil over Sancho Pansas brede Ansigt, medens han rystede de smaa buttede Fingre i Luften, som om han havde brændt Haanden:
— Naa Tak! sagde han for sig selv. Nu gaar det s'gu løs. Saa hurtigt havde jeg ikke ventet ham.
Derefter begyndte han at gaa ned ad Stigen fra Stilladset, medens han sagte nynnede en Melodi, der lige fløj ham gennem Hovedet:
Min Skat! Min Skat!
Nu drømmer jeg om min Skat.
Melodien vilde slet ikke ud af Hovedet paa ham, og han stod endnu og fløjtede Omkvædet for tyvende Gang, medens han skrævede ud med Benene, da Komponisten kom farende imod ham saa rød i Hovedet som en kogt Hummer.
— Aa, saa hold dog op for Pokker med det Syngeri. Man skulde Herren hjælpe mig tro, at Du ikke var noget voxent Menneske. Maa jeg bede om en Forklaring.
Billedhuggeren, der nu pludselig havde faaet travlt med at maale en Gesims med sin Tommestok, vedblev ufortrødent at nynne:
Min Skat! Min Skat!
Nu drømmer jeg om min Skat!
Komponisten bed Arrigskaben i sig og sagde med en af Harme dirrende Stemme:
— Tør jeg spørge, om jeg maa faa Lov til at ulejlige Hr. Fabrikanten et Øjeblik.
Jens Thomsen saa op med den største Forbavselse, som om han først nu opdagede Komponisten, og sagde:
— Er det Dem, Hr. Castella? Jo med Fornøjelse. Skal det være under fire Øjne?
— Tak, det tror jeg er bedst.
— Ja, lad os gaa over i Tegnestuen, der er vi ganske ugenerte og kan tale, uden at nogen kan høre det.
— Det er godt.
De gik sammen over en Plads ind i et lille Træhus. Paa Væggen hang Tegninger, der var fæstet op med smaa blanke Metallus, og paa Bordet, der stod midt paa Gulvet, var udbredt en stor Kortplan, paa hvis Hjørner der var anbragt nogle gamle Hestesko og Gasrørs-Knæ, for at Papiret ikke skulde krølle sig op.
Komponisten saa med et ondt Blik paa Hesteskoene og Gasrørs-Knæene, medens Billedhuggeren lod ham tage Plads i en gammel, knagende Rørstol. Selv satte han sig overskrævs paa en omvendt Kasse.
— Vil De ryge?
— Nej! Gu' vil jeg ej og lad være med at sige De til mig. Jeg forstaar ikke din gadedrengeagtige Opførsel. Og jeg forstaar Dig paa den anden Side ret godt. Saadan har Du altid været lige fra de unge Dage: flabet, uvorn og hensynsløs, naar Du kunde lade det gaa ud over andre, men saa sensibel som et raaddent Æg, naar det gjaldt Dig selv.
Blot fordi jeg er kommen til at sige, at Du ikke er Kunstner, saa betænker Du Dig ikke paa at tage en saadan grim, sjofel og ufin Hævn, og at benytte Dig af en Viden, som jeg i et fortroligt Øjeblik har været naiv nok til at lade Dig tilflyde.
Javist netop naiv! Jeg er naiv, det véd jeg godt. Naiv som en Kunstner! Men det er netop det, Du ikke er. Thi den kunstneriske Naivitet, den ytrer sig kun i Barnlighed, men ikke i Drengestreger, der kan saare og skuffe. Og Du, som kender mine Forhold, maa forstaa, at det for mig var en bitter Skuffelse at tro, jeg havde faaet en Skat, og saa se den skrumpe sammen til det bare Skidt.
Jens Thomsen havde med et Smil hørt paa Niels Castellas mange hidsige Behrejdelser. Ved hans sidste Ord blev han pludselig alvorlig.
— Lad det nu være nok, Niels. Du skal have Lov til at skælde mig ud for den lille, maaske lidt kaade Hævn, jeg har taget over Dig. Men Du maa ikke beskylde mig for at have villet saare eller skuffe Dig. Hvad mener Du, at en saadan Skat kunde have været værd.
— Ja, hvad véd jeg! Maaske tusind Kroner eller mere!
— Lad os saa sige tusind eller to eller tre tusinde Kroner. Du skal faa dem, og Du skal faa dem paa den Maade, som en Mand skal have sine Penge, ikke ved langhaarede Kunstnerdrømmerier og fantastiske Forestillinger om det vidunderlige, men ved Arbejde.
Medens jeg har bygget Fabrikken her, er jeg kommet i Forbindelse med forskellige Mænd, der har sat Penge i Foretagendet, og blandt dem ogsaa med den store Vinhandler Etatsraad Langhoff. Han har nylig bygget „Marthakirken“ færdig i Hellerup, til Minde om sin afdøde Hustru, og nu byder jeg Dig paa hans Vegne Embedet som Organist og Kantor. Det kan alt i alt løbe op til ca. 1600 Kr. om Aaret, og dermed vil Du have Begyndelsen til en betrygget Existens. Den Maade, paa hvilken jeg fik Dig herud for at give Dig den Besked var maaske lidt haard, men Du havde fortjent en lille Dukkert, og nu haaber jeg, at Du i hvert Fald vil tage de onde Ord i Dig igen.
Komponisten var helt overvældet af Rørelse. Han rejste sig og greb Billedhuggerens Haand idet han sagde:
— Tak Jens! Tak for din Omsorg for mig. Men mest glæder det mig dog nu at skulle indrømme, at Du altid er vedbleven at være en god Kammerat, som Du var det i Ungdommens Aar.