Matadora/3/12
XII. KAPITEL.
n Dag ud paa Sommeren blev baade Hugo Hjorth, der opholdt sig paa Besøg i Hovedstaden, og Jens Thomsen meget forbavsede ved at modtage Indbydelse fra Niels Castella til at spise til Middag med ham paa Skydebanen.
— Paa Skydebanen! Død og Pine, hvad gik der dog af Niels. Han hørte imidlertid til dem, der saa sjeldent bød til Gæst, at man kun udeblev af den allermest tvingende Grund.
Hugo Hjorth og Jens Thomsen mødtes da ogsaa paa Slaget 5 udenfor den bekendte Restauration paa Vesterbrogade. Det var netop en Onsdag og Skydedag, saa at man nede fra Haven hvert Øjeblik hørte de gamle, vældige Moskedonneres Drøn.
— Niels er da vel ikke bleven Skydebroder! udbrød Jens Thomsen og lo.
— Nej, saa galt er det vel ikke, men jeg kan ikke nægte, at Indbydelsen i høj Grad har forbavset mig. Han skulde da ikke have fundet den spanske Skat?
Jens Thomsen lod, som om han ikke hørte Spørgsmaalet.
De gik ind i Gangen, hvor der var fuldt af alle de ejendommelige Skiver med berømte danske Navne lige fra Thorvaldsen og Øhlenslaeger til de sidste Dages Etatsraader.
En Tjener tog deres Tøj og viste dem ind i et af de smaa Værelser ud mod Gaarden med Tilføjelse af, at Hr. Castella kom strax.
Ved Bordet, paa hvilket der ogsaa stod Champagneglas, var der dækket til fire Personer.
— Hvem tror Du den fjerde er? spurgte Jens Thomsen.
— Ja, jeg véd ikke. Jeg skulde da ikke tro, at Niels har realiseret sin oftere fremsatte Tanke om en Ancker-Sammenkomst, og at han har bedt Klaus Graae med som Fjerdemand.
— Klaus Graae! Hvem er det?
— Forfatteren! Ham, der fik Digterportionen det Aar, da vi var ude.
— Uh ham! Nej, det vil jeg s'gu heller ikke haabe. Han er mig en af de utaaleligste Personer, jeg véd, skønt jeg kun kender ham saa lidt.
Jeg traf ham en Dag paa Gaden og spurgte ham, om han havde haft godt Udbytte af Rejsen. Og véd Du, hvad han svarede:
— Nej.
— Udbytte! gentog han og vrængede. De maa være en naiv Mand, min gode Thomsen, naar De virkelig tror, at man kan faa Udbytte som Forfatter af at rejse. Landet kan være lidt forskelligt. Enten fladt som en Pandekage som vort eller toppet som en Pande Æbleskiver, som det er i Schweitz, hvor jeg opholdt mig. Og saa satte jeg jo endda Penge til, som jeg maatte slaa hos Familien. For skal man ud, saa skal man s'gu da ogsaa leve ordentlig, og det kunde man jo ikke for de skaldede Syle, man faar udbetalt.
Men Udbytte! Gud Fader bevares! Nej, jeg kom til det Resultat, jeg iøvrigt paa Forhaand var klar over: Menneskene er ens overalt, og de er saa ubetydelige, at de ikke er noget Studium værd.
Den Slags Folk kan gøre mig saa rasende, at jeg kunde slaa dem lige i Synet.
— Aah, Herre Gud, kan Du virkelig lade Dig irritere af saa lidt. Det er jo værst for de Folk selv, hvis det da ikke er en ren dum Talefaçon, som de har vænnet sig til i deres Klike.
I det samme gik Døren op til det tilstødende Værelse, og Niels Castella traadte ind, iført ny sort Frakke og nyt flagrende Kunstnerslips. Der var over ham den Nervøsitet, som kendetegner Folk, der ikke er vant til at være Vært.
— Undskyld, jeg har ladet Jer vente, men nu skal I straks faa noget at spise.
— Med Maden haster det saamænd ikke, sagde Hugo Hjorth, men vi er begge ude af os selv af Forbavselse over, at Du saadan har budt os til Gæst midt om Sommeren herinde i Byen. Hvad er der paa Færde?
— Ja, hvad tror I?
— Hugo gættede før paa, at Du havde fundet den spanske Skat? sagde Jens Thomsen halvt spøgende, halvt forsigtigt, da han var bange for, at, Komponisten mulig endnu ikke helt havde glemt den Spas, han havde haft for med ham.
Men Niels Castella blev denne Gang slet ikke vred, det var snarere, som havde han netop villet fremkalde disse Ord, thi han udbrød overstadig:
— Den spanske Skat! Du gætter godt, Jens, bedre end Du maaske selv tror. Den spanske Skat! Det er lige netop den, jeg har fundet.
De to Venner saa forbavset paa hinanden, medens Niels Castella igen forsvandt i Sideværelset, og Jens Thomsen sagde halvhøjt:
— Bare Varmen ikke har slaaet sig paa Hovedet af ham!
Men i det samme aabnede Niels Castella Døren, og medens hans Ansigt straalede som selve San Sebastians Sol, udbrød han, idet han skød den lille Senora Carmen ind i Stuen:
Her er min spanske Skat!
Senora Carmen var saa ildrød i Hovedet som en Tomat, enten det nu var af Flovhed eller Glæde, men da hun saa, at der ikke var mere end en fremmed Herre tilstede foruden hendes gamle Ven Don Hugo, saa genfandt hun næsten strax sin naturlige, ligefremme, barnlige Elskværdighed.
Og saa gik man tilbords og spiste og drak og snakkede i Munden paa hverandre om San Sebastian, om Tyrefægterne, om gamle Minder og glade Oplevelser, medens den ellers saa meget talende Jens Thomsen hvert Øjeblik følte, at han hang udenfor Samtalen.
Men ved Stegen rejste Hugo Hjorth sig og holdt Talen for de Nyforlovede i saa jævne, varme Ord, at den lille Senora Carmen græd lange Taarer, medens hun holdt Niels Castella i Haanden.
Og saa kom endda det bedste tilsidst, idet Maleren bad om Tilladelse til, at han maatte fejre Bryllupet i sit Atelier paa Skagen og invitere de Nygifte til at tilbringe Hvedebrødsdagene paa Danmarks Nordspids.