Matadora/3/21
XXI. KAPITEL.
om en Løbeild spredte Rygtet sig over San Sebastian: Matadora vil tage Sløret og gaa i Kloster! Hun vil forsage Verden og for sine Synders Skyld ofre sit Liv til Bod og Barmhjertighedsgerning.
En skønnere Magdalene havde Kirken aldrig modtaget.
Ingen havde hørt det Løfte, hun havde givet til Pater Vincenso, og Pater Vincenso havde været tavs som Graven. Og alligevel vidste alle det.
Og saa skete der dog noget, som syntes at staa i den mest skærende Modsætning til Aflæggelsen af dette hellige Løfte om et nyt og bedre Levned.
Kort Tid efter at Lola Montero havde giftet sig med Marquis de Plane, havde Parret — saaledes som Joseph ogsaa havde fortalt Castella — ladet indrette en lille elegant, privat Torosplads ude paa et Stykke af Stranden, som var bleven indkøbt.
Paa denne Arena mødte aristokratiske Sportsmænd fra Sydfrankrig, hvor Tyrefægtningssporten staar i høj Kurs, men er forbudt af Politiet, der af og til foretager formelige Razziaer mod de optrædende Aficionados.
272
I Ægteskabets første Tid, inden Marquis de Plane endnu var begyndt at interessere sig for Luftsport og for sit styrbare Ballonskib, var der da oftere bleven arrangeret corrida'er her, hvor unge, franske Grever og Vicomter var optraadt som Amatør-Tyrefægtere.
I det sidste Aars Tid havde den lille Torosplads imidlertid staaet tom og var delvis forfalden. Nu lod Matadora den pludselig sætte i Stand, og man saa med Forbavselse Haandværksfolkene i Gang med Oppudsningsarbejdet.
Men endnu mere forbavset blev man, da Enke-Marquisen lod meddele i Bladene, at hun vilde arrangere en corrida til meget høje Billetpriser paa sin Arena, inden hun forlod San Sebastian.
Hun vedblev altsaa at være den samme, og hvordan skulde man ogsaa kunne tænke sig Lola Montero som adstadig Nonne i et afsides liggende Kloster fjernt fra det verdslige Liv, som hun elskede, og til hvilket hun af Naturen var skabt.
Nej, den sørgende Enke vilde hurtig blive givet tilbage til Livet som den stolte Matadora, hvis romantiske Skæbne vilde gøre den endnu unge Kvinde end mere tiltrækkende i Mændenes Øjne.
Det var nok snarere Ægteskabsløftet end Klosterløftet, som Kirken vilde komme til at modtage fra hendes Mund, naar dens blege Læber atter fik Farve og Mæle.
Imidlertid kom der dog allerede Dagen efter en Forklaring, der lød af noget:
Saavel Marquis de Plane som hans Hustru havde sat sig i store Udgifter under Experimenterne med det styrbare Luftskib.
Marquisen raadede derfor nu ved sin Mands Død ikke over store kontante Beløb. Det havde imidlertid, som alt tidligere annonceret, været den forulykkede Opfinders Tanke, at den anden Opstigning skulde foregaa til Indtægt for Enken efter Experimenternes første Offer. Marquis de Plane vilde da som Enke efter det andet Offer ikke have, at hendes Lidelsesfælle, hvis Ulykke hun nu bedre end nogensinde forstod, skulde undvære de Penge, som hun havde gjort Regning paa, og som skulde hjælpe til at sikre hendes Existens og mildne hendes Sorg. Dette var Grunden til, at Lola de Plane vilde arrangere en corrida, hvis hele Indtægt skulde tilfalde Enken, og til hvilken Matadora haabede, at alle hendes Venner vilde møde for at skaffe den et betydeligt Overskud.
Opfordringen var næsten overflødig. Det strømmede ind med Anmodninger om at faa Plads, og der betaltes smaa Formuer for en Billet.
En Prins Bonaparte, med hvem Pattersonerne var i Slægt, vilde fungere som Præsident, og den tidligere berømte „Kusk fra Coimbra“, nuværende Baron Corelli, havde lovet at overtage Ledelsen af Kampene. Unge Sportsmænd af det franske Aristokrati vilde optræde som Bandarilleroer og Capadorer, og Marquise de Plane vilde selv nedlægge Tyren.
Matadorens fornyede Optræden paa Arenaen, det blev Sæsonens store Begivenhed!
Enhver Tale om Klostersløret var vejret bort.
Man fik travlt i den lille Arena med at ordne alt til den store Velgørenhedsfest, der tillige blev en Art Opfyldelse af den forulykkede Marquis sidste Villie.
Med fuld Kraft gik man i Gang med Prøverne, der fik al den tidligere Tyrefægterlidenskab til at blusse op i den gamle Espada fra Coimbra.
Matadora mødte daglig til Prøverne. Der var en underlig Modsætning mellem hendes blege Sorg og hendes røde Mod, hver Gang hun betraadte Arenaen. Aldrig havde hun haft saa mange Beundrere som i disse Dage og aldrig saa mange Skumlere, der syntes, at hun aagrede med sin Sorg.
Mellem dem, der følte sig dybest skuffede, var den gamle Pater Vincenso. Han var bleven stærkt betaget af Donna Lola, da hun aflagde sit Besøg hos ham i den lille Hytte ved Floden. Han havde troet, at hun var bleven vakt, og at hendes stærke Temperament den Dag, det blev ledet i en anden Retning end hidtil, vilde give sig Udslag i en voldsom og brændende Tro som hos en af Middelalderens omvendte Kvinder.
Nu var hans Haab skuffet. Matadora var atter bleven grebet af sin gamle, verdslige Lidenskab, som hun dækkede med Velgørenhedens Skalkeskjul.
Lørdag efter Paaske skulde corridaen finde Sted.