Matadora/3/22
XXII. KAPITEL.
en lille Arena var stuvende fuld af kjoleklædte Herrer og Damer i parisiske Toiletter efter sidste Mode.
Paa et Par af de billige Pladser, der var betalt med 100 Francs, sad Castella og Carmen beskedent.
Over hele Tilskuerpladsen stod en næsten bedøvende Dis af Hundrede forskelligartede Parfumer, der blandede deres mere eller mindre gennemtrængende Lugt med Duften fra Rosenguirlander, der i alle Farver var spændt mellem Logestolperne.
Luften stod stille, dirrende af Solvarme. Sandet laa dødt og gult som et Tæppe. Det vilde blive strængt at arbejde idag.
Signalet lød! Tyrefægternes Procession traadte ind, men Espadaen, der skulde nedlægge Tyren, gik ikke som sædvanlig i Spidsen. Matadora havde aabenbart forbeholdt sig en mere dramatisk Entré i det Øjeblik, da hun skulde føre det dræbende Stød.
Tyren blev lukket ind. Det var et nydeligt Dyr. Det var ikke saa stort, men ualmindelig fint skabt med smaa Horn slebne saa skarpe som et Par Dolke. Og saa var der et sjældent, næsten kaadt Humør over alle dens graciøse Bevægelser.
Og dog sad Publikum i den overvældende Varme, der varslede om Uvejr, næsten sløvt, medens det kun af og til gav sit Bifald til Kende overfor de unge Sportsmænd, hvis slanke Skikkelser ellers fremkaldte saa stor Beundring paa Stranden.
Nu var Tyren bleven lukket inde i et Hjørne af Arenaen og fæstnet ved Hjælp af de røde Stykker Klæde.
Atter lød et Signal, og Matadora traadte ind.
Der gik en Bevægelse gennem det søvndøsige Publikum. Herrerne rejste sig, og Damerne fik Stanglorgnetterne for Øjnene.
Nej, hvor var hun pragtfuld! Og igen et originalt Indfald, saadan som man havde ventet det af Matadora.
Hendes Dragt havde ingen af Tyrefægternes sædvanlige skrigende Farver. Den var helt af sort Silke, og under den lille Bolerotrøje bar hun kun et Liv af Tyll, saa tyndt og florlet, at Brystet skinnede igennem det og gav det en Farve som rødmende Rosenblade.
En Espada i Sorg med en blank Staalklinge i Haanden!
Der lød intet Bifald, men en underlig, højtidelig Forventningens Stemning lagde sig over Publikum, der instinktmæssig følte, at det stod overfor del usædvanlige.
Trods Solens Varme var Matadoras Ansigt blegt, og denne Bleghed forøgedes yderligere ved det matte, sorte Silkekostume. Kun det røde Klæde lyste over Muletaens lille Stok og gav Farve til denne sorte Enkeskikkelse i stramtsiddende Kostume, der sluttede saa tæt, at man kunde se enhver af det smukke Legemes Former.
Under Dødsstilhed gik Matadora rundt langs Barriéren og hilste paa Publikum, medens Tyrefægterne kun med Besvær holdt Tyren udenfor hendes Vej.
Nu standsede hun, slyngede Hatten fra sig og stod rank og statelig, medens hun med den ene Haand hilste op til Præsidentens Loge.
Der var nu tændt to smaa blussende Roser af hektisk Rødme paa hendes voxblege Kinder, hendes kulsorte Øjne lynede med feberagtig Glans, og den fintbyggede Næses smalle Fløje udspilede sig. Bag det fine Flor saa man Brystets Bue hæve og sænke sig i hurtige Bølger.
En Følelse af Angst og Uhygge gik gennem Publikum, hvis Øjne var som naglede fast til denne Kvinde, der mere syntes en Drømmevision end et Menneske af Kød og Blod. Mange aandede tungt med Trang til at raabe om Hjælp, uden at der dog kom en Lyd over deres Læber. Alle anede en Fare, men hvilken!
Det føltes næsten som en Befrielse, som Hævelsen af en Trolddom, da denne Skikkelse nu begyndte at tale. Stemmen var høj og klar, men det var, som laa der under den en sitrende Ræsonnans:
Hr. Præsident! Kære Venner! En Synderinde staar for Eder, der vil sone, hvad hun forbrød mod Menneskers Skæbne, sone det med sit Liv. Farvel! Farvel Allesammen!
I Præsidentens Loge havde Komitéen rejst sig. Man begyndte ivrigt at diskutere.
Hun er bleven vanvittig! hviskede Vicepræsidenten ængstelig til Prins Bonaparte. Og det var, som om pludselig hele Tilskuerpladsen blev grebet af den samme Tanke, og fra Mund til Mund lød det:
— Hun er bleven vanvittig!
Præsidenten var faret op og havde givet Tegn til Corridaens Afbrydelse, men det var for sent.
Capadorerne havde ikke længere kunnet holde Tyren, der var bleven opmærksom paa Matadoras røde Klæde. Nu stormede den frem imod hende. Hun gjorde intet Forsøg paa at flygte for den eller at møde den med Vaaben. Hun kastede Klingen til den ene Side og Muletaen til den anden, saa udbredte hun Armene, saa at Brystet strammedes som to svulmende Rosenknopper, og med aaben Favn skreg hun som i Jubel:
— Saa vier jeg mig til denne Tyr!
Og det var som om Tyren forstod den Bøddelgærning, den var betroet. Med et kort Stød borede den sine Horns skarpe Dolke ind i det spændte Bryst, saa foer den som i Forfærdelse over sin Ugerning efter en af Capadorernes røde Klæde.
Man ilede til fra alle Sider.
Der var intet Udtryk af Smerte at spore paa det blege Ansigt, snarere var der over de hvide Læber et Drag af salig Fryd som paa en Martyr.
Spaniens skønneste Kvinde var død!
Tyren havde gennemboret hendes Hjerte.