Matadora/3/23
XXIII. KAPITEL.
er er gaaet Aar!
For Niels Castella og Jens Thomsen har Livet formet sig saa regelmæssigt, som det i Reglen former sig i Danmark for Folk, der ikke søger Eventyr.
Niels Castella er bleven Professor uden derfor at være bleven overvældet med jordisk Mammon. Han maa endnu ofte slide haardt idet i sit Embede og med Informationer for at skaffe Føden til sig og sine. Thi Familien er bleven temmelig stor.
Alligevel er han en stolt og lykkelig pater familias, der stadig kan bruse op, som selv tager sig ivrigt af sine smaa opvakte Drenges Opdragelse, og som elsker sin lille trofaste Hustru, der aldrig taber sit gode Humør.
Endnu den Dag idag er han ikke holdt op med at kalde hende: sin spanske Skat, medens hun stadig i ham ser Danmarks første Geni, der ikke nær er bleven paaskønnet nok af Staten ved de 500 Kroner, han oppebærer paa Finansloven.
Saavel Niels Castellas som Carmens Længsel gaar tit mod Spanien, men begge har opgivet Haabet om nogensinde mere at se det sollyse Land.
Hos Carmen er Længselen vel størst, men hun er en alt for fornuftig lille Husmoder til, at hun nogensinde oftere skulde kunne tænkt paa at anvende et saa stort Beløb som det, en Rejse til Spanien vil koste, udenfor Husholdningen.
— Nej, Niels, siger hun, vi har havt vore Solskinsdage, nu maa vi ofre alt paa at skaffe Lys og Varme i Hjemmet for Børnene.
Og det gør den lille Fru Carmen, og hun fortæller med Længselens glødende Farver saa vidunderligt om det dejlige Spanien, at alle de smaa Castellaers Hjerte hæver af Attraa efter en Gang at se Mo'ers Fædreland.
Er Niels Castella engang imellem i en lille forbigaaende Forlegenhed, véd han altid, hvor han skal henvende sig: Til Jens Thomsen!
Jens Thomsen er bleven stor Fabrikant. Naar en Kunstner — undertiden en dygtig Kunstner — forlader ham — efter at Fabrikanten har betalt ham et hundrede Kroner for en Model, som han ikke har Brug for eller givet ham et Forskud, hvis Tilbagebetaling er tvivlsom, saa er han slet ikke gnaven, men undertiden netop i det allerbedste Humør, medens han siger:
Det var s'gu godt, at jeg blev taget ud af det i Tide, ellers var jeg da død af Sult.
Men Kunstner er Jens Thomsen vedbleven at være i Sind og Tanke, og det vover Niels Castella end ikke at benægte i de Perioder, i hvilke han ikke skylder ham Penge.
— For den store Kunst nærer han da en stilfærdig Mæcens solide og udstrakte Interesse. Han har hjulpet flere yngre Kunstnere, uden at hans Navn har været at læse i Bladene.
Men kommer en ung Mand op til ham med flagrende Kappe, Polkahaar, stejle Meninger om alle andres Umulighed og fede Ord om, hvad han selv mener med de Klatter, han har sat paa Lærredet, saa ler Jens Thomsen gemytligt og siger:
— Hvis De vil prøve paa at tage Dem noget fornuftigt til, unge Mand, saa skal jeg gerne hjælpe Dem.
— Noget fornuftigt?
— Ja, hvis De vil være Skomager eller Skræder eller slaa Dem paa en anden praktisk Haandtering!
Efter disse Ord forsvinder den unge Mand i Reglen ned ad Trappen med et arrigt „Spidsborger“, men enkelte har lyttet til Raadet, og de har ikke fortrudt det.
Jens Thomsen har iøvrigt skænket det offentlige et Keramikspringvand, der er opstillet paa Frederiksberg Runddel. Han kunde godt blive Etatsraad, hvis det ikke var, fordi hans Kone er imod det. „Dagmar er saa naturlig“, siger han. Foreløbig er han Skydebroder og ifjor skød han Pladen ned for Vinhandler, Etatsraad Langhoff. „Det smager dog altid af Fugl!“ som Jens Thomsen udtrykker sig i sin stadig lige gemytlige Jargon.
Hvad endelig Hugo Hjorth angaar, saa lyder Dommen om ham meget forskellig. Han er Modemaler, og Bestillinger har han nok af, mest paa Portræter. Damerne sværmer for hans blonde Melankoli, thi blond Melankoli er saa sjælden. Han har flere Gange kunnet gøre et godt Parti, sidst var der endog Tale om en lille Komtesse, hvis Portræt han havde malet ude paa Grev Sølvsparres Gods. Men det blev ved, at man talte derom, og man talte om meget andet.
Man talte om, at den unge Kunstner i sin Tid havde faaet et aldrig lægt Hjærtesaar under sit første Ophold i Spanien.
Det var nok en Sangerinde eller en Danserinde, saadan en som Tortajada eller Otero, som han havde forelsket sig i, og som havde ladet sig dræbe af en Tyr for hans Skyld.
Al denne Folkesnak, der ogsaa med regelmæssige Mellemrum finder Vej til Bladenes Kroniker, saa ofte Hugo Hjorths Navn er i Forgrunden, har gjort den fintfølende Kunstner sky overfor Offentligheden.
Men netop derigennem er han bleven saa meget interessantere for det store Publikum, der i Reglen kun kalder ham: den spanske Maler og ynder at have Reproduktioner af hans Billeder paa Væggen eller se dem paa de illustrerede Blades Forside.
Kritiken er ikke altid lige tilfreds med ham. Den mener, at han staar i Stampe, og den fremhæver stadig, at der i alle hans Portræter er en vis Familielighed, som de atter fører tilbage til Hovedpersonen idet store spanske Billede, med hvilket han slog igennem.
Hugo Hjorth, der holder sig meget for sig selv, og som ikke har villet modtage nogen Titel eller anden Udmærkelse, har iøvrigt udviklet sig baade smukt og mandigt. Han har nu stort lyst Skæg til Bæltestedet, og hans tidligere saa klare blaa Øjne har faaet en dyb, næsten staalagtig Farve.
Hans Atelier paa Skagen staar ofte ledigt Maaneder ad Gangen, medens han er paa Rejse. Han opholder sig meget i Paris, iaar har han gjort en Middelhavstur med et af det „Forenede“s Skibe.
Han er taget hjem over Land fra Barcelona, og idag er han i San Sebastian.
Det er Lørdag efter Paaske.
Da han fra Banegaarden kommer ind i Byen, overraskes han ved at se en Procession af Tyrefægtere, der bevæger sig langsomt gennem Gaderne.
Han standser og betragter taus det brogede Tog med de guldstraalende Dragter.
Saa ofte han kommer til San Sebastian gribes han af Minderne, og han husker hver enkelt Oplevelse lige fra den Dag, da han første Gang stod paa denne Banegaard og modtoges af sin Ven Castella.
Her var det, han saa Matadora stige ud af sin Kupé hilst som en Dronning af de glatbarberede Tyrefægtere. Matadora! Mon nogen endnu mindes hende her i San Sebastian. Nej, hun er vel nok glemt for en ny Stjerne eller en ny Berømthed, til hvis Ære eller Minde man foranstalter dette Optog.
— Hvad skal dette betyde? spørger han derfor en ung Abbed, der staar og stirrer efter Toget.
— Ja, det maa De nok spørge om! svarer Abbeden med en vis Bitterhed i Stemmen. Det er de ugudelige Toros-Folk, der selv har dannet sig en Slags Helgen, som de næsten sætter lige saa højt som selve Virgen del Carmen og Virgen del Consuelo.
— Og hvad hedder hun? spørger Hugo Hjorth, der gribes af en Anelse.
— Mens hun levede, kaldte de hende Matadora!
Hugo Hjorth følger efter Toget, der langsomt bevæger sig ud til Kirkegaarden, hvor der er rejst et lille Kapel, i hvilket et Par af Toros-Folkene gaar ind med en mægtig Perlekrans. Saa hører man, at der bedes Dødsmesser, og at Klokker ringer.
Derefter fjerner Processionen sig atter, og der bliver stille paa Kirkegaarden.
— Maa man kigge indenfor, spørger Maleren den gamle Graver.
— Ja, gør De blot det!
Hugo Hjorth træder ind i et lille Kapel, i hvilket der staar en blomsterdækket Kiste. I Baggrunden af Kapellet er der tændt Lys foran et Billede. Maleren stirrer først forbavset paa det, saa gaar han nærmere med dyb Forundring præget i alle Træk:
— Det er hans eget Portræt af Matadora, som han i sin Tid lod Niels Castella overbringe hende, hans kæreste Billede fra Ungdommens lykkelige Dage.
Hugo Hjorth bliver staaende laenge foran Portrætet, over hvilket Lysenes flakkende Skær flimrer, saa at dets Træk synes at blive levende. Han føler, at Minderne er ved at udløse sig hos ham til kunstneriske Indtryk, og her foran dette Billede, der har opnaaet en saa uanet Ophøjelse, lover han sig selv, at han atter vil samle sig til et stort Arbejde, der skal føre hans Sind tilbage til Ligevægten.
Motivet skal være selve San Sebastian, den skønne Yngling, der med Salighedens Smil om Munden lader sit Legeme gennembore af de mauriske Bueskytteres Pile for bagefter at finde Trøst og Pleje hos den kristne Pige Irene og dø som Martyr med hendes Navn paa Læben.
Han er jo selv en San Sebastian, hvis Sjæl stadig lider søde Kvaler ved at gennembores af Mindernes smertende Pile, og Tiden, der gik, har lært ham, at paa Længslernes Utilfredsstillelse beror den sande kunstneriske Inspiration.