Med den brede Pensel/16
XVI.
Afslutning.
Thi dette er ikke Slutningen. Den kommer først med Døden — eller den kommer ikke engang med Døden, men senere.
Karsten var rejst. Christensen sad oppe i hans Atelier og saa’ paa Billedet Dagen efter.
Han følte saadan mærkelig Kløe i Fingrene. Den Fyr dér opad Døren, han maatte først og fremmest helt ud! Og ud kom han.
Det morede ligefrem Christensen at bruge Farver og Pensler, at skrabe med Kniven, gnide med Klud, tjære paa, mixe en »Grund« sammen af Robertsons Medium og Elfenbenssort. Men Grunden blev for mørk, for død. Døren kom frem igen; Fyren derimod var forsvunden. Forgrunden fik en Overhaling — og Turen kom til den i Kostumet hvilende Skønne. Hvad skulde man gøre med hende? Lade hende forsvinde — søge en ny Model? …
Christensen sad en Timestid og »bixede« og røg, røg og bixede. Det var jo blot for Morskab, dette.
Hun blev værre og værre. Han kylede Pallet og Pensler, gik op og ned ad Gulvet, rygende, gestikulerende, smaamumlende: Jeg vil …. jeg vil give ham Revanche — mig selv Revanche …. Drengen har gjort mig til Maler! —
Saa standsede han …. Jo, en Model! den unge Pige! Sangerinden!
Men først maatte han have en Assistent til at besørge Tegneskolen. Han gik nedenunder og skrev nogle Linjer til en Bekendt, en af dem, der kæmper i Skyggen, en brav Slider, med Hareskaar og uden Illusioner. Ogsaa han havde engang drømt Kunstnerdrømmen — og resigneret.
Saa ud til Modellen!
Den gamle Kone lukkede op: Frøkenen var ikke hjemme; hun var rejst bort med en Officer!
Med en Officer! gentog Christensen, da han gik ned ad Trapperne. Med en Officer — naa ja, naturligvis med en Officer! Hvad skulde hun vente paa mig for? Hun kunde da ikke formode, at jeg endelig var bleven helt gal!
Og nu begyndte han en Jagt paa Modeller.
Han saa’s paa alle mulige offentlige Steder, paa Promenader, i Privattheatrene, i Circus, overalt, spejdende, agtpaagivende, tiltalende, tiltalt.
Naar han blev opdaget af tidligere Kammerater, eller af de yngre Kunstnere, Karstens Venner, saa stak de Hovederne sammen, lo, trak paa Skuldrene: Nu begynder han ogsaa! …
Han bemærkede alt og brød sig om intet. De kunde jo dog ikke vide, at han færdedes her, for at oprette Karstens gode Navn og Rygte — som Maler.
Derhjemme i Huset begyndte det at hedde sig, at Christensen »arbejdede« oppe paa Atelieret.
Hørkræmmeren saa’ meget videbegærlig ud, Urtekræmmeren smiskede og fnisede. Der kom de mest forskellige Damer opad Trappen; de fleste kom meget hurtigt ned igen.
Det er slet ikke saa nemt at finde »Modeller« herhjemme. Det havde Christensen maattet erkende allerede som ung. Og allermindst er det nemt at finde en passende Model for et Billed, som endnu er i Embryo.
Han havde ingen »Idé« — og han havde altfor mange. Billedets oprindelige Plan — med det indbrydende Dagskær, med Sengen, med den Sovende — blev beholdt af en Slags Pietet. Men der skulde en Figur til, en mandlig, og denne skulde staa i en vis Vekselvirkning med den kvindelige, i en Tankens og Ideens inderlige Forbindelse med den Sovende. En Komposition skulde der. Og der blev tænkt idealistisk og realistisk, gjort Udkast, Skitser — smurt over, begyndt forfra. Lærredet bugnede af Farve; Figurerne kom og forsvandt, Modellerne kom og forsvandt. Endnu var den Fugl Phønix ikke opstaaet af sin Aske. Og tilsidst var begge Figurerne forsvunden — kun Rummet, det indbrydende Dagskær og Sengen var tilbage.
Christensen stønnede, kilede paa, røg, slettede ud, gik lange Aftenture, laa halve Nætter vaagen. Og om Morgenen kunde man finde ham paa Stolen foran Lærredet, med sit Hoved i begge Hænder, mumlende:
Aa Gud, hvor det er svært at være Maler!
Thi det var Farven dennegang. Den maatte kunne findes!
Da Foraaret rigtig var i Gang, og da der var Udstilling, var Christensen ikke paa Udstillingen, men stadig paa Atelieret.
Han var bleven afmagret; hans Haar var nu ganske graat; han havde ladet Skægget gro, han forsømte sin Klædedragt, spiste lidt, drak en Mængde Vand, røg mange smaa, korte Piber med stærk Tobak — han lignede nærmest en Alkymist, en absolut »Forhenværende«, som søger de Vises Sten.
Saa paadrog han sig, en Majnat, da han havde vanket omkring i Ruder-Skov, og set paa Ellepigedans, og kørt paa aaben Vogn hos en Fragtmand, og »bedet« længe med ham i Store-Vibenshus, og drøftet Kunstfilosofi med en Politibetjent opad en Løgtepæl … saa paadrog han sig en stærk Forkølelse.
Han kom hjem, rystende af Kulde. Han sad hele den næste Dag oppe paa Atelieret, han havde Model, men malede ikke; der blev sendt Mad op til ham, han rørte den ikke. Om Natten kunde han ikke sove for en brændende Hovedpine; da han stod ud af Sengen om Morgenen, løb Stuen rundt med ham. Den gamle Pige kom ind med The — han sendte hende ud efter en stærk Kop Kaffe. Hun kom tilbage; han klagede over, at hans Tunge var tør som et vissent Blad, hans Hoved var tungt, og et hæftigt Sting igennem Bryst og Ryg tvang ham til at krumme sig.
Hun saa’ forskrækket paa ham. Han bad hende beholde sin Forskrækkelse hos sig selv — han var kæmpestærk, havde aldrig været syg — vilde blot skrive nogle Linjer, som hun skulde besørge.
Han satte sig ved Bordet, holdt paa sit Hoved med den ene Haand, følte Benene blive ligesom lamme, og skrev med Blyant paa et afrevet Stykke Papir:
Frøken Helene! Jeg har aldrig været syg, og véd ikke, hvorledes det er, naar man skal til at dø.
Lad os sige, at jeg skal til det. Vil De komme? Jeg har en lille Pakke Hjærteudgydelser fra mine Rejser — og nogle Breve, som jeg nødig vilde vide i andre Hænder, end Deres — Deres!
Og saa vilde jeg gerne trykke Deres Haand, — Skulde De kende en Læge, helst en yngre, som ikke gør for meget Vrøvl og som f. Ex. kunde sige mig, hvor langt jeg har tilbage — saa maa De gerne tage ham med. Men De skal ikke vente altfor længe.
I. F. C.
Derpaa tumlede han i Seng og blev liggende. Den lille Hund, som Kirstine havde sendt, kom hen og slikkede hans nedhængende Haand.
Han sagde med Besvær og sørgmodig: Nej, Du kan ikke hjælpe mig nu …!
Det forekom ham, at hans Hoved var blevet meget stort og at hans Hænder var kommen i en sær Afstand fra ham. Smærterne i Bryst og Ryg blev af og til ulidelige. De bredte sig ligesom i en Vifte — og han var undertiden nær ved at miste Vejret.
Utaalmodig var han, som alle Mænd. Men naar Smærterne havde naaet Højdepunktet og atter var ved at mindskes, følte han en lille fast og tillige blød Haand, som tog om hans. Og igennem en Mængde Taage og Hallucinationer — f. Ex. den, at han malede paa fem forskellige Stykker Lærred paa én Gang — eller at han sloges med Karsten ude i et plumret Vand, og at Karsten var ved at kvæle ham — eller at han sad foran en Seng, hvor en ung, bleg Pige laa og saa’ paa ham med lukkede Øjne, medens hun stønnede: Mo’r — aa Mo’r! …. følte han et varmt, lysende, roligt og klart Blik, der vedblev at være over ham, uden at han kunde se, hvorfra det kom.
Og en Gang hørte han en fremmed mandlig Stemme, som sagde: Krisen nærmer sig … Frøken! —
Og da var det varme, lysende Blik tæt over ham — og disse Øjne vare fulde af Taarer.
Saa var det ligesom om han en Dag vaagnede. Og der sad en meget blond Kvinde, med askefarvet Haar, rolig smilende ved hans Seng og gav ham noget ind med en Ske. Han sank det med Besvær — men nu kunde han løfte Hovedet halvt op fra Puden. Han saa’ ind i et Spejl … hvordan mon det var kommet dér! … og han saa’ sig selv — næsten uigenkendelig. Men den blonde Kvindes Øjne blev helt blanke, og hun rejste sig, støttede den ene Haand slet paa hans Sengetæppe, og vendte sig halvvejs bort, medens der kom en fin Rødme — ligesom triumferende — over hendes Kind. Han smilede; han syntes, at det var et Æventyr, at han laa her.
Da kom der atter en Taage. Noget gled bort igennem Stuen. Han stirrede derhen imod. Det var et Ansigt bag et Drapperi — et skindmagert, knoglet Ansigt, med et stramt Smil, ligesom i Skuffelse — med Plads til to store, dybe Øjne. Og en frygtelig mager Arm og Haand samlede det mørke Drapperi sammen — ligesom en Patient samler en Slobrok sammen om sin slunkne Krop — og igennem Stuen gled denne Mand lydløst, stadig med det stramme Smil .…. og i dette Smil laa al Bitterhed, Ironi, al Livets Selvopgivelse.
Farvel, min Ven! —
Dagslyset skar Christensen i Øjnene. Han lo højt — syntes i det mindste selv, at han lo højt med en befriende Følelse af Lykke, Foretagelsesaand, mandigt Velvære — og saa faldt han rolig tilbage paa Puden. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Det følgende Aars Udstilling i den ny stadselige Bygning var særlig interessant. Alle var enige derom; og det var længe siden at man havde været enig om noget.
De Yngre — endog de Yngste — havde præsteret dygtige Arbejder; der var nogle, om hvem man kunde sige, at her havde vor Skole virkelig faaet sit Gennembrud (naturligvis blev det ogsaa sagt) — og der var en Del, som man med Rette maatte kalde lovende.
Skade kun, at Tiderne skulde være bleven saa daarlige! Thi Kunst kan nu engang ikke undvære de »gode« Tider — hvad saa vi Andre kan eller ikke kan.
De Ældre havde taget sig svært sammen. Og vilde man ikke være hastig og ubillig — som Ungdommen nu desværre engang maa være, for i det hele taget at kunne være — saa var der meget at rose her, meget at glæde sig over: Det er endda tilsidst slet ikke nemt, at være bleven ældre og dog at skulle præstere, være skabende, være frisk!
De forskellige Organers Anmældere gik der. De søgte at være saa »upaavirkede« som muligt. Og Kunstnerne paa deres Side søgte — naturligvis loyalt — at paavirke, saa godt de kunde. Det er slet ikke nemt, og alt andet end behageligt, at være Anmælder. Man har sin Reputation. Sætter man den ivove for et og andet »Princip« — saa faar man i Reglen Utak af Flertallet. Er man lemfældig — saa hører ingen paa En. Er man striks — saa spørges der: Med hvad Adkomst? lad ham selv forsøge! Bag Anmælderen staar Publikum ventende paa at faa Besked. Bag Kunstneren staar Æren og Brødet — ogsaa ventende. Pokker skulde i Grunden være Anmælder, naar man kan være Kunstner!
Første Ophængning var allerede besét, beundret, bedømt — og overleveret til Køberne og til Historien.
Anden Ophængning bliver undertiden Udstillingens clou. Der kom ved denne Lejlighed en tre fire Billeder frem. To fra Udlandet, hjemsendt, og imødesét med Spænding. De vakte almindelig Velvilje og Beundring. Et enkelt herhjemmefra. Det vakte nærmest Forundring.
Hvad er nu det? Er det noget af det Gamle eller noget af det Ny? Er det Idealisme eller Realisme? Har De sét det? Aa, ja gu’ har jeg sét det … jeg véd Pinedød ikke, hvad jeg skal sige; jeg vil vente en lille Stund endnu … kanske Bladene siger Et eller Andet — eller en af mine Venner blandt Kunstnerne giver et Vink fra sig! …
Det var hængt op i et af de samme Rum, hvor en af de aller dygtigste blandt de Yngre tiltrak sig almindelig og fortjent Beundring. Og tilfældigvis var det kommet til at hænge ligeoverfor et fra Tankens som fra Formens Side nobelt, alvorligt og stilfuldt Billede af de Ældres bedste Repræsentant.
Det nyankomne Billed syntes at genere sig lidt ved Nabo- og Genboskabet. Det ligesom trak sig beskedent tilbage — men det var ogsaa lidt tungt i Tonen, ikke ganske egalt i Farven — der var nogle Pletter, som ikke alene hidrørte fra den indslaaede Olie — og man var lidt usikker overfor Behandlingen, der var bred nok — snarest for bred — men uden den Tillidsfuldhed i sig selv, som overlegen Teknik, mange Aars Erfaringer og — en Række Succes’er forlener et Arbejde med.
Men visse Timer paa Dagen, naar Ovenlyset i Lokalet var roligst, begyndte dette Billede at tage sig op. Der arbejdede sig et besynderligt, et indre Liv kunde man sige, ud igennem den stærkt nedstemte Tone, hvor Virkningen af et Dagskær fra et enkelt Vindue nærmest rettede sig mod en enkelt af Billedets tre Figurer. Tre Figurer — siger vi? Der var nok egenlig kun to: en Mand paa henved de Halvhundred, som ligger paa Sygesengen — dygtig medtaget — og dog med noget Friskt i sig — noget, der ligeledes syntes givet ud igennem en indre Aarsag. Sygesenge og Sygebilleder plejer oftest at være, eller blive, sentimentale. Ikke her! Om det nu laa i denne Kvinde — saadan paa noget over de Tredve — som staaende oprejst ved Sengen, med den ene Haand let støttet mod Sengetæppet, drejer Hovedet halvt imod Beskueren, halvt imod Baggrunden, medens hendes Opmærksomhed synes delt mellem den Syge og et »Noget« i Baggrunden … om det laa i en Sejersglæde, der lyste fra hendes varme, straalende Blik, og den fine Rødme paa den lidt magre Kind … om Billedets aandelige Indhold var samlet i dette Blik (ligesom den maleriske Behandling og Virkning øjensynlig var mest overlegen tilstræbt i denne Figur) …? Vi skulle ikke kunne afgøre det.
Men Besøget omkring Billedet tiltog. Der kom Nysgerrige, Kunstforstandige, Kunstnere, ældre, yngre, ganske unge. Der blev sagt: Ej. ej! — eller: S’gu godt! — eller: Se mig til den snurrige Fyr! paa engang giver han sig til at male legemstore Figurer, — og slipper fra ’et, som han har gjort! … Bladene begyndte at snakke derom. De ældre, velvillige Organer hævdede »Ideen« i Billedet — uden at Læserne iøvrigt fik meget at vide om denne Idé! Et Vittighedsblad benyttede Æmnet til Karrikaturgengivelse af en politisk Situation.
Hvad man havde sværest ved at faa til at glide ned — det var den tredje Figur i Baggrunden.
Gud straffe mig — raabte en ung Kunstner — er det ikke den skinbarlige Død, han har sat dér! ….
Og man skulde nu hen, for at se »Døden«.
Endelig fandt et Blad — som gerne vilde hævde Arbejdet for de Unge, for Fremskridtet — at Billedet selvfølgelig var malet efter udenlandsk Paavirkning — at den maleriske Behandling var absolut emanciperet fra al Konveniens — at Stofferne var gengivet med naturalistisk Troskab (f. Ex. Lagener, et Par Tøfler under Sengen, nogle Medicinsflasker osv.) — og at dette med »Døden« rigtignok var en Kaprice — men at den højt ærede Knokkelmand var gjort med al mulig Discretion — egenlig kun som en Skygge, der falder igennem Værelset — at Døden forøvrig er en »Realitet« — at man kan forsvare at tage den symbolsk med i en Sygestue — og at det, der forøvrigt »bar« Billedet, var saaatsige »Luften« i Værelset. Man kunde ligesom spore Miasmerne — indaande Bakterierne.
— — — — — — — — — — —
Christensen købte sig denne Avis, udklippede de to sidste Linjer og sendte dem tilbage til Redaktionen med en kort Protest. Saa standsede han en Dag foran sit Billed. En af de Ældre kom hen imod ham, tog ham i Haanden, talte alvorligt, fornuftigt, med Anerkendelse, med Selvfølelse, med gode Vink, med en lille Bebrejdelse, med nogle Spørgsmaal … og de skiltes som gode Venner.
Straks efter kom de Yngres Fører, en blond, velvoksen ung Mand, med et behageligt, aabent Ansigt, stort Skæg, et Smil i de lidt missende Øjne — et Søndagsbarn, hvem Lykken har kastet sine forelskede Blikke paa, og som undgaar at besvare dem — hvad der ikke er saa dumt gjort overfor en Gudinde!
Han strakte Haanden frem, trykkede Christensens hjærteligt og sagde:
Til Lykke! Men næste Gang lader vi Døden blive inde i Klædeskabet. Ikkesandt? —
Som om ikke Millet har malet Døden? svarede Christensen slagfærdig.
Aa ja — ja det er s’gu sandt — Millet! Det havde jeg glemt …! Og den unge Mand lo hjærteligt og tilføjede:
Ligemeget, hvad man maler. Men mal bare! —
Saa kom Landskabsmaleren med en hel Skare bag sig. Det var Mellempartiet, som rykkede frem.
Christensen kneb ud gennem en Sidedør. Da han kom nedenunder i Garderoben, gav Tjeneren ham hans Stok med et venligt og protegerende Buk. Og Christensen hørte, hvorledes Tjeneren nævnede hans Navn til Folk: Det er Christensen — ham, som har malet »Døden«!
Og Folk saa’ sig om efter ham.
Christensen gik over Akademigaarden. Det smilede indeni ham. Populariteten — saadan begynder den altsaa!
Men de véd ikke hvad det er for en Død, jeg har malet! Aa, de véd ikke, at jeg har haft noget paa Hjærte — at det er Livet, som begynder for mig — at jeg lever — at jeg er lykkelig — saa lykkelig, som jeg nu kan blive! —
Ude paa Torvet kom en af de alleryngste brasende for fulde Sejl. En ren Korsar. Han svingede Huen til Hilsen, imod Christensen.
Det kunde betyde: Han hører dog os til!
Det er Sommer, langt hen paa Sommeren. Augustsolen brænder ned paa den lille By bag store, optaarnede Skyer. Ingen Vind fejer Skyerne bort og bringer Luftning med sig. Men i en af Byens Baghaver, hvor der er Maler- og Lakererværksted, men hvor der ogsaa er et dejligt tæt, skyggefuldt Lindelysthus, sidder nogle Mennesker omkring det runde Bord.
Karsten i Professionskittel og med opknappet Vest. Han er bleven helt fyldig, næsten svær. Han bøjer sig ned og leger med en lille, krølhaaret Dreng, som trækker ham i Skægget. Ved hans Side sidder Kirstine. Hun har en ganske lille Pige ved Brystet — og Brystet er saa hvidt og saa stort og velformet, med en saa rigelig Livsens Kilde i sig, at en af Guido Renis dansende Horaer næppe vilde have det større og smukkere og rigeligere, om hun itide var bleven gift, eller i det mindste havde faaet sig en Mand.
Paa den modsatte Side af Bordet sidder Ivar Feldmann Christensen og kradser med en Blyant paa et Stykke Papir. Blyanten er meget blød; den kan næsten male,
Og Christensen morer sig til Tidsfordriv med »malerisk« at tegne Moderen og Barnet derovre.
Men ved hans Side sidder Helene og læser op af en Bog. Fluerne og Gedehamsene summer rigtignok; men Stemmen er høj og klar — og Christensen synes at nyde baade den og Oplæsningen.
Det er Goethes vidunderlige Værk — ikke den »vilde« Goethe, men Skam heller ikke den tamme, Gehejmeraaden og Statsøkonomen.
Hermann und Dorothea. Ikke en Bjærgstrøm, som styrter afsted over Stok og Sten, indeklemt mellem trodsige Fjælde. Strømmen har udvidet sig, er bred paa sine Steder, overvejende dyb, klar, gennemsigtig. Den har naæet sit rolige Leje; undertiden kan den skumme fossende op over en Klippe, som vil spærre; undertiden gaar den ligesom med et Smil udenom — skriver en lille Hvirvel — glider videre. Bygninger, Træer, Mennesker, Dyr spejler sig i den. I Baggrundens Fjærnhed staar Alpegiganter — ren Sne paa Tinderne — men ogsaa Uvejrskyer kredsende omkring Toppene.
Hermann og Dorothea; en Idyl!
Hun afbryder Læsningen og siger:
Min Herre og Mester er ikke videre opmærksom? —
Jer er lutter Øre! svarer han, og bemærker just, at Kirstine er ved at ende sin moderlige Forretning — et af de skønneste Syn, der iøvrigt gives paa denne ikke altid idylliske Jord.
Saa peger han med Blyanten i Bogen — kan et Øjeblik ikke finde de Linjer, han søger, — blader lidt utaalmodig et Par Sider om — og sætter et ufrivilligt stærkt, sort Mærke under Texten:
Aa, læs det! Gamle Buonarroti kunde ikke have skrevet det stort bedre! —
Hun læser smilende:
Denn der Mensch, der zur schwankenden
Zeit auch schwankend gesinnt ist,
Der vermehret das Uebel, und breitet es weiter und weiter;
Aber wer fest auf dem Sinne beharrt,
der bildet die Welt sich.
Saa begynder den Lille at skrige. Den vil have mere — som alle vi Mennesker vil.
Tør man forstyrre? spørger en fremmed — Landskabsmalerens — Stemme; og en Straahat skjuler den halve Indgang til »Familieteltet«.
Og Landskabsmaleren fortsætter:
Naa Du Gamle! Skal Du nu igen til at. mure dig inde? Hvem Fanden kan finde Dig i dine Afkroge! Jeg har været ovre i Klubhaven og bestilt de to store Borde til iaften — og Boller — Vinpunsch naturligvis — ikke Foreningspunsch! Alverden søger jo nu til denne Rede. Der er en af de rigtige Gamle; nogle af de Ældre — min egen Ringhed — nogle Kammerater — et Par af de Yngre — og en ganske Grøn — eller Rød er han vel! Vi vil hilse paa Dig — Du kneb jo bort inde fra Byen. — Alle Afskygninger giver Møde. Vi vil høre dit »Program«. Men først og fremmest vil jeg paa Festudvalgets Vegne spørge Dig, om Du vil komme? —
Christensen var staaet op. Han viftede sig med sin Hat:
Mit Program. Det er meget simpelt: Lad os være beskedne — lad os allesammen vente, til den rigtige Mester kommer — det vil sige Manden, som baade er stort Menneske, stor Aand og stor Tekniker — Lad os bare ikke bilde os ind, at vi …!
En ved Siden af ham trak ham i Skøderne.
Det var Helene.
Han nikkede, trykkede hjærteligt hendes Haand, og fortsatte:
Om jeg vil komme? Jagu’ vil jeg komme. Men jeg vil have allesammen her med mig — baade: Indviede og Uindviede. Altsaa …?
Jeg har carte blanche! sagde Landskabsmaleren og lo. Alle er indbudne! —
Karsten saa’ lidt usikker spørgende til Kirstine. Hun tog hans Haand, trykkede den og sagde: Aa jo — vi vil saamænd ogsaa møde. Nu gaar vi ind paa Værkstedet først — og ser til Drengene, der øver sig i at »aadre«!
Christensen pegede paa Helene:
Hun der maa nu i hvert Fald med! Hun skal passe paa, at jeg ikke kommer til at snakke over mig og sige Dumheder! …
Aa hvad det angaar — svarede Landskabsmaleren stadig leende … Du maa ikke glemme, at vi befinder os blandt Kunstnere!
Og seende fra ham til hende, og sluttelig bøjende sig over mod Karsten, der havde sin Kone om Livet og sin Dreng paa Ryggen — spurgte Landskabsmaleren diplomatisk:
De To skulde da ikke være forlovede? —
Gift — Mord — Dolk — Frihedens Forlis — evigt Slaveri — Livsstraf: igaar holdt vi Bryllup! raabte Christensen triumferende.
Jeg har vovet det! Og nu skal vi se, hvad der kan komme ud deraf! sagde hans Hustru, og lænede sit Hoved smilende op imod sin Mands Skulder.
Christensen holdt hende omslynget i sine Arme — lidt forlegen, som om han ikke ret turde vise sine Kærtegn. Og han nikkede til den gamle Kammerat:
Beundrer Du ikke hendes Mod …. at tage én Kunstner? —
Pokker skulde alligevel være andet end. Kunstner — selv i disse Tider! var Landskabsmalerens Svar.