Med den brede Pensel/15
XV.
Imod Afslutning.
Vort Sind ligner dog virkelig altfor meget vor nordlige Zones Himmel. Knap en enkelt skyfri Dag, næppe nok en Formiddag, hvor ikke Solen begynder pludselig at klippe med Øjnene, for at skjule sig bag en Banke. Er vi et af de Smaafolk paa Kloden, som hyppigst holder Flyttedag — egenlig hele Aaret rundt — og er det nu snart en Saga blot med vor danske Jævnhed og Sindighed og Ligevægt, saa faar vore klimatiske Forhold bære Skylden. Op og ned, ned og op, Blæst og Regn og Sol og Blæst …. nej, vi er omskiftelige, er vi, som Kvinden, som Digteren, som Barnet, som Øboere!
Og ikkedestomindre mente Christensen om sig selv, at han havde sine Stemninger under Kommando, som en Mand bør have det — uansét hans hæftige Udbrud. Netop Hypokondristen kan jo være konstant.
Den Efteraarsformiddag i September, hvor han vilde ud at møde Frøken Helene, som kom hjem fra Rejsen — denne Formiddag var solklar, og Christensen glædede sig til Gensynet.
Hans og Frøken Borgs Korrespondance var gaaet istaa Sommeren over. Han vilde nødig ind paa Undersøgelsen af, hvori det laa. Det er dumt, det er utilstrækkeligt at skrive til hinanden. Nu kom hun; nu kunde man opklare mulige Misforstaaelser.
Karsten havde som sædvanlig indhentet Besked. Idag ventedes Damerne.
Christensen bestemte sig til at gaa ud og oppebie Togets Ankomst. Han kunde vel nok forstikke sig iblandt Mængden og maaske faa et Glimt at se af Helene, uden selv at blive set af Damerne.
Han følte, at hans Hjærte begyndte at slaa med lidt ungdommelig, varm Benauelse, eftersom han nærmede sig Jærnbanegaarden.
Saa mødte han den unge Pige, Sangerinden, som han ikke håvde set siden hin Morgen, et Par Aar tilbage i Tiden.
Han løb næsten lige imod hende. Hun havde genkendt ham; det saa’s i en Forlegenhed, ligesom en Rødmen, men kun i Blikket — den bredte sig ikke ud over den fine, blege Kind …. hun saa’ bestemt paa ham — han løftede paa sin Hat — selv følte han en Rødme i sine Kinder — hun syntes at ville standse — muligvis tale med ham …. Men han gik ligefrem, uden at vende sig om.
Det smærtede ham alligevel, det irriterede ham, det ligesom bebrejdede ham noget — ham, som dog ingen Bebrejdelser havde at gøre sig!
Ingen ….? Det er vanskeligt at afgøre. Hvorfor dette Møde idag? Hvorfor netop nu? Han saa’ lige ivejret, op mod den blændende klare Septemberdag. Ikke Spor af nogen Nattedæmrings Farvesyner — ingen Fristelser ind paa »Tonens« Æventyr, paa Halvlysets Vildstier, hvor Dryaden krydser vor Vej, et Syn — et døende, med det gaadefulde Smil om Læben.
Nonsens! Det er længst forbi!
Men der gik ganske uventet en Sky for Solen; og et Vindstød hævede Avispapir, Halmstraa, vissent Løv og Høvlspaaner i en St. Veitsdans’ Hvirvel. Den fordømte Gadeblæst, som strør en Tegnelærer Sand og Støv i Øjnene!
Han kom ind i Ventesalen. Der var Folk nok at gemme sig iblandt. Han trykkede ikkedestomindre Hatteskyggen godt ned i Panden og saa’ kun paa sine egne Fødder. Det ærgrede ham — hvad han først nu bemærkede — at han havde sine ældste Støvler paa. —
Alt ærgrede ham. Saa lød den fjærne Piben, Dørene til Perronen smækkedes op, Folk klemte sig sammen og ud — han bemærkede Karsten i elegant Overfrakke, med lys Hat og Slips — hvad Pokker vilde han her?
Saa dundrede det hult — Toget kom frem og holdt — Bremserne skurede, Dampen snurrede — lydelige Stemmer — Alt tabte sig i Hurlumhej.
Han opdagede, godt gemt i sin Krog, Konsulen og nogle andre Herrer, som tog imod Damerne. Karsten holdt sig tæt op til Gruppen.
Konsulinden saa’ næsten yngre ud — vel at mærke under Hat og Halvslør — end for ti, tolv, tretten, Aar tilbage — og ikke stort fyldigere end dengang. Natteturen havde øjensynligt ikke taget paa hende. Datteren var lidt bleg og søvnig — en smuk Pige, Moderen op ad Dage!
Karsten havde nærmet sig Frøken Borg. Ogsaa hun saa’ flink ud, var bleven solbrændt — det klædte hende.
Christensen kunde ikke begribe, hvorfor Synet af hende paa engang gjorde ham ondt, bedrøvede ham — næsten gjorde ham vred. Hvor var det muligt?
Hun smilede til Karsten. Det gamle, varme, lysende Smil. Det havde hun altsaa ikke glemt — og det havde hun til enhver!
Saa fik Karsten Hatten dybt af, bukkende for Damerne. — Der fandt nok en Præsentation Sted. Og hele den lille Skare drog muntert tværs igennem Ventesalen ud til Vognen med Liberitjeneren ved Vogndøren og Kusken saa stiv som sin egen lakerede Pisk paa Bukken.
Lige ved Udgangsdøren drejede Helene sig om — og mødte Christensens Blik. Hendes Smil undergik en flygtig Nuance. Han havde set næsten helt mørkt paa hende. Hun nikkede, lod sit Slør falde, og steg ind i Vognen efter Damerne. Afsted! Karsten stod dér endnu i hilsende Stilling.
Naa, Abekat! lød hans Adoptivfaders Stemme bagfra. Karsten vendte sig, surmulede et Øjeblik, og tændte sig en Cigar.
Christensen var gaaet.
Denne Vinter var Konsulens Hus ganske særlig selskabeligt. Rigtignok begyndte Tiderne at blive daarlige; men Konsulen holdt sig strunk i Sadlen; man mente ogsaa, at hvis Stormen kom, eller rettere, naar den kom, vilde han være Mand for at ride den af.
Damerne havde fra den store Rejse hjembragt fornyet Livsmod og Adspredelsestrang; en Moder, som ikke vides at have passeret de Fyrre, som for den Sags Skyld gerne kunde være endnu ved de Tredve, og en Datter, der først lige er ved at indtræde i Tyverne — de maa se »Folk« hos sig.
Alverden kom der. Og Karsten kom der ogsaa.
Han føjede sig godt ind under Husets Tone, saa godt, som om han var født dertil. Frøken Borg havde introduceret ham; hun mente maaske, at han trængte til Afslibning — saa kunde han ligesaa godt slibes af her!
Husets Damer havde vænnet sig til hende, hun tilsyneladende til dem; »Guvernanten« var umærkeligt traadt tilbage i Baggrunden, Selskabsdamen kommen frem. Ogsaa i dette Hjem behøvedes et Væsen, der, uden selv at stille Fordringer, ved en harmonisk Ligevægt kunde dække over en mulig Mangel paa centralt Husliv. Det er jo ikke ethvert »Hjem« givet, navnlig ikke i vore Dages Hovedstadsliv, at søge eller at finde i sig selv en Midte og et Tyngdepunkt. Man »sled« paa Frøken Helene Borg — for at man kunde slide videre paa sig selv.
Hvad hun selv mente om sin Stilling og sine Omgivelser, det meddelte hun ikke længer til nogen. Der var i hendes og Christensens venskabelige Forhold indtraadt denne Reservationens Kølighed, som ofte plejer at gaa forud for en Krise: et Brud — eller det modsatte.
Lidt sørgmodig og lidt fornærmet havde hun gjort den Iagttagelse, at han dog var bleven stødt over Frimodigheden i hendes Breve. Var han da saa lidt »bred« — han, som saa tidt havde hævdet dette: at det ikke alene beror paa at »male med den brede Pensel«, men at den virkelige kunstneriske Personlighed maa se med det frie Blik, tænke ud af det store Syn, dømme paa Grundlag af en høj og alsidig Dannelse!
Det havde smærtet hende, allerede ved et af deres første Møder efter Hjemkomsten, at mærke hvorledes han synligt undgik at berøre deres Brevveksling. Hans Forlegenhed gjorde hende usikker, hans Tilbageholdenhed gjorde hende ordknap; og da hun vilde forcere sin Munterhed, mærkede hun ret, hvor lidet oplagt han var til en Spøg. Hun kunde dog ikke tage ham, den ældre, alvorlige Ven, i Øreflippen og skænde smilende paa ham — hvad hun undertiden, medens hun endnu læste med Karsten, havde gjort ved det unge Menneske. Hun kunde blot skjule sin Bedrøvelse, sin Skuffelse, faa den kvindelige Stolthed frem hos sig, ræsonnere i Stilhed over selv de stort anlagte Mænds smaa Sider …. men naar det er kommet dertil, saa skal der noget Overordentligt til, for at faa det gode Forhold frelst ud af alle de Skær, som omgiver vore skrøbelige menneskelige Forhold.
Mellem Karsten og hende bestod der ikke og kunde ikke bestaa nogen egenlig Fortrolighed. Hun betragtede ham nærmest som en Umyndig, paa hvis Krumspring og Løjer, tildels klædelige ved Ungdommens Sorgløshed og naive Egenkærlighed, man ser med overbærende Øjne. Hendes Stilling i Konsulindens Hus var i sig selv en saadan, at hun forsigtig undveg al direkte og mere intim Berøring med den unge Mand; mangen lille ufrivillig Taktløshed eller Indiskretion hos ham maatte hun ved paapassende Selvbeherskelse og sit gode Humør søge at afparere eller at reparere. Han havde iøvrig hurtigt dér i Huset erhværvet sig et vist Carte blanche — ved at være en køn ung Fyr, utrolig udholdende i at gøre Hoveri ved Baller og Smaafester — ved at lade sig bruge til Alt, alle mulige Arrangements, tegne Mønstre, illustrere morsomme Menuer, følge Damerne til Concerter og paa Carneval, bestemme Dragten hertil, danse den hele Nat, dekorere en Balsal, male Skærmbrædter til en Dilettantforestilling, dublere en Rolle, sminke Damer osv., osv. ….
Christensens Navn blev, ved en Slags stiltiende Overenskomst, aldrig nævnet hos Konsulens, i hvert Fald ikke ved nogen officiel Lejlighed. Den unge Mand — »det unge talentfulde Menneske« — havde halvvejs spøgende allerede antaget Navnet Karsten Feldmann.
Og Christensen selv? Hvad foregik der i ham overfor hans Veninde?
Hvad havde denne Korrespondance belært ham om? At hun kendte ham temmelig nøje — at hun stolede paa deres Venskabs faste Karakter, tilstrækkeligt til at hun endog, gennem en lille Omskrivning, turde tillade sig en Kritik, en Analyse, Vink og Raad. — Men dette var jo ikke absolut nyt! saaledes havde de i Grunden fra første Færd gensidig anlagt Forholdet. Disputer havde der været ikke faa af — paa denne gedigne kammeratlige Maade, der forudsætter Aabenhjærtighed, redelig Erkendelse og Sympathi!
Var denne sidste kølnet fra hans Side? Han vilde sikkert svare benægtende. Frygtede han muligvis for, at den fra hendes Side — fra den kvindelige, den mindre erfarne Side — skulde være i en Vækst, en Fremgang, hvortil han ikke turde give en Opmuntring, der hos ham selv kunde rejse Tvivl om hans virkelige Noblesse, og hos hende muligvis kunde give en Lidenskab Næring, som han ikke …. eller som han maaske dog ….?
Naar han var kommen hertil i sine selvinkvisitoriske Spørgsmaal, vilde han helst bryde af. Han befandt sig paa det vanskelige Punkt: Manden, der er kommen saa vidt i Modenhed, næsten er ifærd med at overskride Modenhedsalderens Grænse — eller, rent ud, Manden, som er bleven saa gammel, at ikke Ungdommens hensynsløse Egenkærlighed staar bagved og puster til Ilden! Han kunde ikke undvære denne Sympathi — og dog turde han ikke døbe sit Savn af et Væsens daglige, hengivne, aandsbeslægtede Selskab med Navnet Lidenskab — det var jo latterligt for ham, i hans Alder! Naar han alligevel sofistisk forsøgte at omgaa Navnet og indsætte det mindre udfordrende Begreb Venskab, Sympathi — saa følte han en Fattigdom, noget flovt, ferskt Abstrakt derved …. og han blev endnu mere mut, endnu mere gnaven og utilgængelig.
Men det var ikke Alt! Der var forbeholdt ham andre Pinerier. Umærkeligt listede sig fra dette Baghold de gamle næsvise, ubehagelige Spørgsmaal over ham. Dette med Kunstner, Maler! Sæt nu, at det var en Lidenskab — at de begge to delte den — at han gav efter og udtalte det — eller at hun gav efter og udtalte det … naa ja, hvad saa? Sæt, at det var en Lykke dette — at det var Lykken, som virkelig kom og opslog sin Bo hos ham! Vilde han da ogsaa — efter dette Gennembrud — kunne holde sig paa Resignationen? Vilde ikke Lykken — Lykken gennem Lidenskaben — som havde banket paa hos ham og var bleven indladt — vilde den ikke fordre mere, gribe om sig, trykke ham de gamle, bortkastede Vaaben i Haanden og sige: Prøv igen! vis hvad Du duer til! vov at stole paa Lykken — fuldt ud!
Og sæt at han prøvede — sæt at En stod ved Siden af ham og fristede ham over Evne — sæt at Illusionen var en saadan, at den berusede ham …. sæt, at de hele, store, brede Forhold, hvori han var kommen, virkelig lod ham erkende Materialet i sig til en hel, stor, bred Kunst! .. Ja, hvad saa, Ivar Feldmann Christensen?
Vilde Du saa ikke alligevel vaagne en skøn Dag — en bitter, trist Dag — til Erkendelsen af, at Du dog havde Ret, dengang da Du heltemodig paastod, at denne Tid ikke frembringer Kunst, fordi den ikke forlanger nogen — at Apothekeren i Tarasp og Tegnelæreren paa Kultorvet begge har udtalt det sande Ord: denne Tid; som ingen »Tro« har, men som har Maskiner, Aktieselskaber, sociale Spørgsmaal, Videnskab og Politik — den maa resignere paa Kunst, for ikke at gøre Forvirringen, Humbug’en og Elendigheden større end fornødent? —
Jo, jo — og nej, nej — og atter: Jo! og et stærkt Slag i Bordet. Og dér sad Christensen, med den ene Haand for Øjnene, i sit aflaasede, øde, støvede »Atelier«, medens han rullede en Blyant frem og tilbage mellem Fingrene.
Han havde saa smaat opgivet Karsten. I Begyndelsen af Vintren, da det blev ham klart, hvilken Tiltrækningskraft Konsulens Hus allerede øvede paa den unge Mand, havde han givet Karsten visse Tilhold og Advarsler i Almindelighed. Tegnelæreren kendte jo af personlig Erfaring Rummelen — Hvirvlen. Men netop dette, at den personlige Erfaring stod bag ved, at den Ældre næsten paa Dag og Time kunde opramse de Dumheder og Daarligheder, hvormed Dage, Aftner og halve Nætter tilbragtes — netop det, at han i kronologisk Fremadskriden kunde følge denne Klimax — netop det, at han blot behøvede at indsætte sin egen Figur og sit eget Navn i den Yngres Sted, for ret grundigt at skære løs med Straffeprækner paa sig selv — netop dette holdt hans Haand tilbage og lammede hans Myndighed.
Burde man ikke lade Fyren løbe Linen ud — stole paa hans sunde Natur, og, hvis denne ikke vilde vise sig, lade ham drive af med Strømmen — dér hvor jo hele Tidens Strøm gik?
Jo! Christensen bestemte sig for det sidste i en vis fatalistisk Passivitet. Han vaskede ikke sine Hænder i Uskyldighed; han tværtimod erkendte sin egen Skyld — saa’ denne hævne sig paa hans Adoptiv-Afkom — saa’ hele Ungdommen glide paa det store Skraaplan — ærgrede sig over, at Frøken Helene færdedes i den Kreds — ærgrede sig rigtig tilgavns herover — og ærgrede sig allermest over sig selv, at han ikke en Dag gik lige bus hen til hende og sagde .….
Prrrrrr!
Han havde jo intet at sige, havde aldeles ikke tænkt paa at ville sige Noget. Han sluttede sig inde i sit Telt; han undrede sig blot over at hans Tegneskole i det hele taget havde Elever. Det kunde næppe længe vedblive saaledes. Han følte sig selv som den mest umedgørlige, den daarligste Lærer i hele Byen. Ak, kunde han rejse bort fra det Hele!
Det var ved Juletiden. Karsten havde faaet saa megen Tid tilovers fra Adspredelserne, at han kunde sende et Studiehoved — Portræt af Frøken Adelaide — paa den halvaarlige Udstilling. Christensen havde set det, havde erklæret at det var »smurt op«, og havde vendt sig fra det. Karsten var temmelig ligegyldig overfor Ros og Dadel. Frøken Adelaide var en køn Pige; det var ham nok; han og hun morede sig godt sammen; det var tilstrækkeligt.
Du er gjort af Bolledejg — og Alt, hvad Du gør, er ligeledes af Bolledejg! sagde Christensen.
Men en af de yngre Venner — en af Forfatterne, der stadig skrev paa »Bogen«, — han havde anmældt Portrættet som en Begivenhed i en Avis, der allerede i sig selv var en Begivenhed. Et Par andre Blade havde været velvillige, og endelig havde et Blad læst Synderen Teksten grundigt. Karsten tog Sagen med Ro. Egenlig interesserede det ham mest, at han var skældt ud. Det gav Relief blandt Kammeraterne. Thi at man bliver rost af sine egne, det er ikke halvt saa meget værd, som at blive strøget til Kagen af de »andre«, af Fjenden!
Saa kom der Brev fra Kirstine. Hun var glad. Hun skrev, at Faderen var temmelig sløj, men han havde dog spilet Øjnene op, da hun havde forelæst ham Bladene, hvori Karsten var nævnet. Og hun skrev, at nu skulde Karsten komme derover til dem og være der Julen over. Han skulde — tilføjede hun.
Ja gu’ skal Du saa! sagde Christensen. Du er tilstrækkelig forsviret. Du vil have godt af at lufte dig lidt. Og hils Pigebarnet paa det Bedste — hører Du! Men gør ikke noget »Studiehoved« efter hende — for det bliver dog snavs! ….
Karsten rejste.
Efter en fjorten Dages Forløb kom han tilbage.
Naa, hvordan har I haft det sammen? spurgte Christensen og trykkede sin Adoptivsøns Haand med usædvanlig Venlighed. Har Du Hilsen med til mig? Du har vel ikke sagt hende altfor mange Dumheder — og hun har vel taget Dig godt i Kardusen? Ud med Sproget! fortæl noget friskt …. her er til at falde isøvn, herhjemme paa denne Vinterdag!
Karsten saa’ forlegen ud. Han havde stærkt farvede Kinder fra Rejsen; Haar og Skæg var ordnet paa det omhyggeligste; ved Siden af hans Haandkoffert havde han paa Gulvet stillet en tildækket Kurv og en lille Blikkasse.
Kirstine sender Dig mange Hilsner! stammede han. Og saa — denne .…!
Hvad er det? hvad er der i den Kurv? …
En lille Hund! Den sender Kirstine Dig. Det var hendes bedste og kæreste Hvalp — den skulde Du have, sagde hun! —
Christensen lo. Saa er der maaske en Kattekilling i Blikkassen dér …?
Nej, det er Klejner, som Kirstine har bagt. Dem skulde den gamle Pige have! —
Christensen aabnede Kurven. Der laa en nydelig lille engelsk Rottehund sammenrullet som et Garnnøgle. Den gav sig straks til at slikke sin nye Herres Haand og saa’ paa ham med et Par klare, levende, opmærksomme Øjne.
Christensen bar Kurven ind i sit »Atelier«. I Døren vendte han sig og saa’ tilbage paa Karsten. Han stod, ligesom aandsfraværende, og stirrede paa Kofferten og Kassen med Kirstines Klejner i. Med Et løftede han Hovedet rask — og mødte Christensens Blik. Han rødmede stærkt, bed sig i Læben og saa’ til Siden. Saa snappede han Kofferten og gik ud af Døren, op til Atelieret paa Kvisten. Man kunde høre ham fløjte udenfor.
Hvad Pokker gaar der af Fyren? brummede Christensen. Skulde det være blevet til Alvor med dem …? Naa; det vilde ikke være til Skade for ham! Om jeg end ikke kan rime ham og Alvor sammen endnu. Men naar blot hun kan .…!
Og Christensen gik ud til den gamle Pige, for at skaffe Husets nye Gæst nogen Mælk. Og han tænkte paa de to Børn, som hin Eftermiddag havde siddet sammen paa Bænken i Malermestrens Baghave. De havde jo allerede dengang været Kærestefolk. De havde kysset hinanden .…. ligesom de altsaa nu havde udvekslet Kys — havde tilhvisket hinanden disse smaa, søde Hemmeligheder — latterligt dumme for alle andre, men fulde af dyb Visdom for de Paagældende — maaske Livets eneste Visdom — naar man blot kunde leve den!
Og han erindrede Landskabets og Aftnens Stemning dengang, som om han saa’ den for sine Øjne nu: hvordan Skyernes høje Kæmper havde staaet der, paa den anden Side af Fjorden, mørkviolette med guldglødende Hjælmkamme. Og Lindehækken og Hyldetræet duftede! Og Børnene sad paa Bænken og kyssede hinanden .…. men nu var han en Fyr paa et Par og tyve, og hun var en blomstrende, frisk ung Pige!
Christensen lukkede uvilkaarlig Øjnene: Tænke sig, at denne Fyr, som aldrig havde slidt sig nogen Udvikling til, og rimeligvis aldrig vilde slide sig Noget til, for ham var Lykken der! .. Hvorhen han saa’, rakte man Haanden ud, bød Munden frem …. Intet kunde han og Intet vilde han, men alle vilde have fat i ham! Saa uretfærdigt var Livet, saadan legede Lykken i sine Luner! — Hvor de Skyer var dybe violette, og hvor de glødede — med en stille dirrende Brand ind i Tegnelærerens Hjærte! Og derinde rejste Misundelsen sig fra sit Sæde iblandt alle de andre mørke Skygger, som Menneskehjærtet giver Rum for. Den rejste sig og gik tungt og bittert hen til: den Vindusglug, hvorigennem Hjærtets Skygger ser ud paa Verdens Landskab. I Solnedgangsskæret sad to unge Mennesker sammen, omfavnede og kyssede hinanden — hun ham, han hende .…. og hun var Lykken, den, som giver sig rødmende hen til os, naar vi er resolute nok til at benytte Øjeblikket!
Ellers ikke? — Nej! ellers ikke! ….
Og Christensen lo med sin tørre Latter: Misundelig — paa Karsten! Daarskab!
Disse Vintermaaneder gik. Men i Huset begyndte det at hedde sig, at Karsten »arbejdede« oppe paa sit Atelier ufortrødent, som Eneboer næsten. Ganske vist, han kom ikke tidligt hjem om Aftnerne; han dansede, han var til Karneval, til Maskerader, han var svært optaget. Alligevel vidste Urtekræmmeren Besked om Dagens Gerning deroppe; han smiskede, kneb Øjet til, han havde mødt »Modeller« paa Trappen, han havde ogsaa engang faaet Lov til at stikke Hovedet ind ad Døren deroppe — og det havde været interessant at se det store Lærred paa Staffeliet — en Gliedermann paaklædt som Dame — Dameklæder, brogede Stoffer, et helt Karnevalskostume flydende omkring over Stole, paa Sengen — Alt i den skønneste Uorden — »saadan som nu de Herrer Kunstnere skal ha’ det!«
Christensen vidste intet, brød sig ikke om at vide noget. Saa mødte han Landskabsmaleren, der var blevet baade tyk og graa. Det var længe siden de havde talt sammen.
Naa Du Gamle! Ja, Tiden gaar; hvad skal man sige! Ellers kan Du tro, at vi havde brillant Kostumebal hos Konsulens. Du skulde set Karsten — og den smaa Frøken Adelaide! Det kunde blive et Par! For den Sags Skyld var det da ikke første Gang, at en Maler havde snuppet en rig Pige — og det er s’gu sløje Tider, meget sløje Tider for os alle — men Du mærker det kanske ikke saadan! Naa, lad ham bare hænge i! Nu vil han jo udstille. Men det véd Du naturligvis! Ikke? Jaja, véd Du hvad, der er nu noget ved de Unge, som — som man s’gu maa gaa ind paa …. saadan lidt af begge Dele …. for ellers sejler de En agterud! Det er dog alligevel dem, som kommer til at erobre Akademiet …. mener Du ikket? Du har ingen Mening — ja det siger Du nu blot! Men hør: de har et Fandens Greb paa det — de er »bredere« end vi — meget bredere — naturligvis de bedste iblandt dem. Der blir s’gu Aar for Aar flere af dem, som kan noget — og inden vi ser os om, saa er vi nogle Stabejser, som blir vippet. Det er skidt, Du — skidt det Hele. Jeg er ikke stridbar — man maa læmpe sig. Min Kone siger ogsaa: Kristian, Du skal bare læmpe Dig lidt! Og ser Du, vi var Pinedød for spidse. Du husker nok min Pensel — den store Kristoffer! — Jeg troede selv, at den var »bred«; men der skal meget mere til. Man misser med Øjnene — man ser det hele i »Flader« og »Masser« — man ser kun en tre, fire Farver, man tegner nogenlunde Forholdene — Resten er »Tone« — ubetinget Malerisk, det er det, som det kommer an paa! Der er ikke noget mere, som hedder male hjemme efter »Studier«. Jeg har alle mine Sager staaende ude hos en Skovløber. Jeg har taget Kort til Jærnbanen — Sommer og Vinter kører jeg ud. Jeg synes nok undertiden, naar jeg sidder derude med Snue eller valne Hænder, at det gik bedre i gamle Dage hjemme paa Atelieret efter Studierne. Men det er bare en Overvindelse — man faar dog anderledes fat i »Naturen« — det forstaar sig af sig selv — det maa blive mere af Naturen derude …. og saa kan man jo altid komponere lidt om paa det, hist og her, førend man sender til Udstillingen!
Men sløjt er det med Bestillingerne — og værre blir det vel? Du skulde dog se op til Karsten, Du sære Snegl! Synes Du kanske ikke at han har nok Talent? Aa hvad, naar han bare hænger i! Det er ogsaa lettere for Dig at være saa kritisk — naar man selv holder sig udenfor! Hos Konsulens er Damerne svært begejstrede for ham. De sagde forleden, at de vilde se op til ham en Dag — overraske ham ved Arbejdet! Ha ha! Naar de bare ikke maa overraske ham ved »Modellen«. Men saa kommer de vel ikke ind. De har laant ham Dragterne fra Karnevalet! — det er noget realistisk Noget, han er ifærd med. Jeg sagde til Frøken Adelaide, at hun selv burde staa Model. Hun lo og tjattede mig over Fingrene. Moderen op ad Dage! Farvel Du — jeg skal ud til mit Vinterbilled. Det er lige paa det yderste: Holdepladsen i Skoven med skiden Sne; fem tomme Krybber i Forgrunden, — Her ser Du min nye Fodpose! jeg kunde sidde oppe paa Spitzbergen og male Eskimoer i den| …… Hils Karsten! Han er en Pokkers køn Fyr, Pigernes Jens! Farvel! —
Christensen gik lige hjem og op til Karsten paa hans Atelier.
Udenfor paa Trappeafsatsen mødte han en ung Pige — Modellen vel. Hun var klædt i en stramt siddende Jacket, kantet med Hundeskind; hun var bleg, ganske køn, mørkt Haar ned i Panden; hun nikkede ligegyldig til Christensen — som tog Hatten af — og gik ned.
Han bankede paa Døren og gik ind.
Foran et stort Lærred — Drejl, udmærket Drejl — stod Monsieur Karsten i en Kittel, der ganske lignede »Professionsblusen«, saa tilsmurt og stiv af Farve var den. Han gjorde aabenbart Sit, for at vise, at det var de store Koloristers Æra, som nu begyndte.
Paa en Stol stod en aaben Malerkasse med lutter udklemte Tuber. Over Kassen laa et Dusin Pensler med Skafter paa godt og vel fem Kvarters Længde. Selv stod han, ligesom raadvild, foran Staffeliet og prøvede en smidig Klinge af en fransk Palletkniv — saa bred som en lille Murer-Ske — mod Neglen af sin Tommelfinger.
Christensen bukkede med udsøgt Høflighed for ham, flyttede en Stol hen i tilbørlig Afstand fra Billedet, satte sig, og saa’ ……
Han saa’ ind i et Værelse, skraat affaldende Væggepanel, et enkelt Vindu, hvorfra den graahvide Morgendæmring sivede ind og søgte at gennemtrænge Rummet. Ligeoverfor Vinduet befandt sig en Dør; midtvejs mellem denne og Vinduet en Seng. Paa Sengen laa en ung Pige — klædt i et broget Karnevalskostume — saakaldet Karakterdragt, ubestemt hvilken. Den unge Pige sov. Det blege Ansigt var vendt lige imod det blege Dagskær. Det mørke, tunge Haar var udslaaet til den ene Side over den hvide Hovedpude. Et brandgult, folderigt, frynset Silkeshawl dækkede Skulderen halvt; den ene blottede Arm hang slapt ned, den anden havde svøbt Shawlet over Brystet, hvis Form tegnede sig skarpt med en dyb, mørk Skygge. Over Sengekanten stak den ene Fod frem; den balancerede paa sin Spidse en lille, zinoberrød Silkesko med en meget høj Hæl under. Paa et sort poleret Natbord udenfor Hovedgærdet laa nogle Armbaand, en Række Perler, en sort Silkemaske med iturevne Kniplinger. Et Lys var brændt ned i en Stage; og den osende Tande sendte endnu en tynd, spiraldrejet Røgstøtte langsomt ivejret, svagt viftende, ligesom bevæget af den Sovendes Aandedræt.
Nogle Klædningsstykker af mere dagligdags borgerlig Art laa over en Stol foran Fodenden af Sengen. Paa Gulvet — i temmelig utydelige Forgrundsomrids — flød mellem hverandre en mørkerød, knækket Silkevifte, et aabent Brev, et Par stribede Strømper og et meget læst Nummer af et afholdt Presseorgan.
Opad Døren, med Ansigtet vendt imod Lysningen, med en blond Haartjavs ned i Panden, Hagen trukket ind imod Brystet, et hvidt Slips hængende opløst frem under Hagen, stod en ung Mand i sort Silkedomino — og sov.
Fra den slapt nedhængende Haand var hans chapeau-bas gledet ned paa Gulvet, hvor den syntes at søge hen til de øvrige Genstande — muligvis antydende en Forbindelse igennem »Forgrunden« mellem den Sovende opad Døren og den Sovende paa Sengen.
Saaledes var Billedet.
Christensen rømmede sig og spurgte:
Hvad er det? Hvad har Du tænkt Dig at det skulde forestille? Hvad er din Mening dermed? —
Karsten — som havde Sveddraaber over Panden, og som i Distraktion forsøgte at fjærne dem med Palletkniven — svarede:
Det — det er — det skulde være — noget ud af Virkeligheden! —
Jasaa! —
Med dette lille Ord skubbede Christensen sin Stol tilbage, rejste sig, gik hen til Billedet og undersøgte, det nærmere. Saa indtog han atter sin Plads, satte sig tilrette i Stolen, trak en Cigar frem, tændte den og gav sig til at ryge.
Aldrig havde Karsten tænkt, at man kunde være saa længe om at faa en Cigar frem, faa den tændt, og faa sig selv til at ryge paa den. Han betragtede ufravendt den brændende Svovlstik, som laa længe glødende i Spyttebakken. Det forekom ham, at han kunde mærke Gløden under sine egne Fodsaaler.
Christensen sagde:
Du venter, at jeg skal ytre mig om dit Billed. Det var nemt nok gjort. Jeg kunde jo bare sige Dig, at jeg — naturligvis — aldeles ikke synes om det. Aldeles ikke!
Det vrimler af Tegnefejl. Det vrimler af Forholdsfejl. Der er næppe én Forkortning, som er rigtig, og næppe én Ting, som er paa sin Plads. Dernæst er det malet paa en Maade — paa en Maade, saa at jeg maa suge paa denne stærke Cigar, for at kunne holde ud at se paa det. Hvor kan Du, som snakker om »Valører« — hvor kan Du faa det samme Lys paa den Vindbeutel dér, som paa Pigebarnet i Sengen? Og hvad er det saa for et Lys? Det er Melstøv — tøt — stenhaardt paa sine Steder … dér f. Ex. … og bar »Duft« dér hvor Du er knebet udenom. I hende er der endda nogle Tilløb …. man ser, at hun ligger i Rummet — omend Du har svinet med de gule og røde Farver, som om det var i Solskin. Naturligvis for at opnaa en grel Effekt! Din Klodrian! Der gives ingen Effekter — Naturen kender dem ikke — den er hverken manierért eller febrilsk — den nøjes med at være sand.
Der er ikke Spor af Lufttone i det Billed — bare en Mængde Farve. Du har klemt dine Tuber godt nok ud — men Du har glemt, at der er et Medium, som hedder Palletten? Hvorfor trykker Du ikke dine »Kulører« uden videre af paa Figurerne? Du har jo din Murer-Ske dér. Værs’god, mur’ væk! Og saa »dufter« Du alligevel den Fyr der — som er altfor stor for Døren, og for Sengen med, kan jeg tro — ham dufter Du væk i det bare Intet. Formodenlig har Du gjort ham med disse lange Pensler der? Ret saa! mal Du bare baade med lange og med brede Pensler! Hvad man kan, det kan man …. mal med Fingrene, eller med Næsen, om Du vil …. der skal aldrig opstaa Strid imellem os for den Sags Skyld; men vær tillige saa venlig at huske paa, at en Figur opad en Dør, eller ad en Væg, i en Seng eller paa en Stol, gaaende, staaende, liggende eller svævende, maa have en | Krop, maa være et Legeme! Han dér er bare en sort Kappe og et Par Bukser! hun dér er gjort af Bolledejg …. og Du mener da vel ikke, at han har isinde at spise hende til Frokost, naar han engang vaagner, den Laban? Naa! jeg vil ikke gaa i Enkeltheder. Det fik aldrig nogen Ende. Min Mening er blot den, at Du aldeles ikke er moden til at male et saadant Billed. Tegnet det, har Du ikke …. der mangler det allernødvendigste Fundament — og som Komposition er disse Linjer en Fornærmelse mod alle sunde Love og al forudgaaet anstændig Kunst!
Men, om Forladelse, jeg glemmer, at det er »noget ud af Virkeligheden« — som Du selv siger! Behag at forklare mig dette med Virkeligheden! Du vil formodenlig paastaa, at der til Grund for dette Billled ligger en eller anden Dumhed, som Du selv har gjort — eller som Du kan have set — eller tænkt dig med en saadan Anskuelighedens Styrke, hentet fra noget nærliggende Selvoplevet, at dit Syn virkelig er traadt i Virkelighedens Tjeneste? Meget godt! Vi kommer herved ind paa Sagens Kærne. Jeg sidder jo ikke her som en Moralprædikant, der skal ransage dit Hjærte og dine Nyrer … Aa, jeg er ikke bornert som den »Gamle«. Jeg har aldrig været det overfor Dig, og mine graa Haar affekterer ingen Dyd, som jeg maaske selv ikke vilde have overholdt i dit Sted. Jeg er Frihedsmand, er jeg — fri indenfor Naturens Sandhed — og indenfor dens Skønhed!
Jeg tror, at Du her har forsét Dig paa noget af Gérôme — paa noget af Van Beers — paa noget udefra importeret, ligegyldig hvilket — og sluttelig paa noget af dine yngre Kammerater. Der er iblandt dem nogle — ikke mange — som have udpræget Talent — som ere Malere. Hvor vidt de vil række, og hvor stærkt et Stød de kan give vor sygnende Skole fremad, det er endnu Fremtidens Sag at afgøre. Du er ikke iblandt dem — derom holder jeg mig overbevist, navnlig efter at have set dit Billed nu.
Lad os ikke tale om »Virkelighedsskildring«. Det ligger ikke for os Danske i den Forstand, hvori Begrebet indføres til os udefra. Vi ere for godmodige, for magelige, paa engang drømmende og reflekterte; vi tager altfor nænsomt paa Tingene til at kunne give dem i deres krasse, nøgne, al Illusion afklædte Natur-Lighed. Forsøger vi derpaa, saa bliver vi brutale, klodsede, kejtede, smagløse. Ingen gaar ustraffet udenfor sin Natur. At vi derimod altid har hævdet Naturen som vor Lærer og Korrektør — at vi stadig maa ty til dens Kilde for at nære, forfriske, forøge og forynge vore Forestilinger — nuvel, det behøver ikke at siges. For os, mere end for de fleste Nationer, Tyskerne maaske undtaget, gælder det, at vort Studium efter Naturen forbinder sig med et indre Valg: vi kunne gerne stræbe efter at blive Kolorister, og vi have, paa Grund af den foregaaende Magerhed, en Pligt til at stræbe imod Farve, Lys, Tone — men saa bliver det netop Tonens, Lysets, Farvens Sjælfuldhed, det mystiske Noget, Maleriets Poesi, som bortsét fra Æmnet stemmer Tilskuerens Sind til Glæde, til Rørelse, til Medlidenhed, til Sorg, til Henrykkelse, til Indignation eller Modsigelseslyst — til Alt, undtagen til denne klamme, isnende, ubehagelige Fornemmelse af en Fotograf, der behager at spille Kunstner!
Ser Du, Karsten; dit Billed dér opfordrer mig til at tage en af dine lange, store, brede Pensler — eller din franske Palletkniv — og smøre dit Billed med hele Pallettens Indhold over paa kryds og tværs — ikke fordi det er et umodent Arbejde af en Fyr, der er løbet for tidlig af Skole …. hvori jeg kan være medskyldig … men fordi det hverken er sét eller tænkt ud af nogen indre Trang — ikke fordi det pretenderer at fremstille en Situation, som Filistrene kunne rynke paa Næsen ad … det er Pokkers ligegyldigt, hvad Filistrene siger eller gør …. men fordi det er en flad, dum Historie, en Katzenjammerpoesi af den moderne Slags, der virker irriterende, fordi den er slap. Intet skulde jeg have haft imod — ja jeg skulde endog have applauderet — hvis Du havde sparket til Filistrene — selv om Du havde gjort det paa en ungdommelig, ubehjælpsom Maade. Men naar man ikke har noget Stof i sig til en Jan Steen, til en Hogarth — saa skal man holde Fingrene fra Fadet og ikke grise sig til!
Jeg har aldrig opnaaet at kunne faa snakket et alvorligt Ord med Dig om Kunst. For nogen Tid siden gav jeg Dig en lille Pakke Optegnelser fra mine Rejser, og bad Dig læse dem igennem, for at vi kunde drøfte Sagen i Fællesskab, inden jeg sagde Dig min uforbeholdne Mening om Dig selv. Jeg kan godt forstaa, at Du ikke har kunnet afse Tid til at sætte Dig ind i mine Hjærteudgydelser. Jeg ser dem ligge her paa dit Bord, ligesaa omhyggeligt indpakkede, som da jeg gav Dig dem — og bedækkede med et meget sigende Lag Støv. Jeg stikker dem atter til mig, og Du skal ikke gøre Dig nogen Ulejlighed for Fremtiden. I denne Tid maa ethvert anstændigt Menneske leve for sig selv. Ingen Begejstring knytter os sammen, ingen dyb, fælles Trang til Ansporing eller Belæring — ud over Koteriets. Det er muligt, at jeg har været en daarlig Opdrager og en mangelfuld Lærer for Dig. I saa Henseende maa det tjene mig til nogen Retfærdiggørelse, at jeg selv har maattet slide og kæmpe mig til mit — saa smaat det end er blevet. Min Mening om Dig er denne: der er ikke Stof i Dig til en Kunstner! Hvis Du erkender det, og hvis Du endnu vil gaa i Lære — saa skal jeg sørge for, at Du bliver en dygtig Xylograf eller Lithograf. De Folk er der bart om og Brug for. Ja, om Du vilde blive en hæderlig, samvittighedsfuld Fotograf — jeg skulde ikke have noget derimod. Blot ikke .….!
Her bankede det paa Døren. Karsten blev blussende rød og saa’ usikkert hen paa Christensen. Det bankede atter — og Postbudet i den røde Frakke stod paa Dørtærsklen, bukkede og rakte Karsten et Brev; hvorefter den røde Frakke atter forsvandt.
Naa; sagde Christensen. Formodenlig en Indbydelse? Han var slaaet over i en lettere Tone. Han syntes muligvis, at han havde været for hidsig.
Karsten stod med Brevet i Haanden, usikker, endnu benouet efter den Skylle, som var gaaet over hans syndige Hoved. Atter keg han imod Døren. Han saa’ knap paa Brevets Udskrift, drejede det blot mellem Fingrene og kastede det sluttelig hen i Malerkassen ved Siden af Adoptivfaderen.
Det var et stædigt Brev; det vilde ikke blive liggende — det faldt ned — Christensen tog det op og saa’ ligegyldig paa det.
»Haster«! sagde han, og vilde med sit gamle Smil række det til Karsten. I det samme gled hans Blik over Poststemplet — og atter læste han dette »haster« — og saa’ prøvende paa Udskriften:
Det er jo fra Kirstine! Hun skulde vel ikke være undervejs — eller syg — eller Faderen …? Han rakte det til Karsten og tilføjede tørt:
Se efter! —
Karsten greb det, vendte og drejede det — som man ofte gør. Christensen bemærkede at hans Haand rystede.
Ja — det er vel næppe rimeligt, at Indholdet staar at læse udenpaa! Genér Dig ikke — jeg kan adsprede mig saa længe ved at betragte dit Mesterværk dér! —
Karsten rev Konvuluten af, støttede sig op imod Bordet, læste, og blev saa rød, som Postbudets Frakke havde været.
Christensen skottede til ham:
Interessante Nyheder? Er din gamle Bøddel død — og har han indsat Dig til Universalarving? … Naa, lad mig høre! Hvordan er det, Du teer dig? —
Men Karsten svarede ikke; han foldede Papiret sammen, trak Vejret dybt, og saa’ til Siden ud i Luften.
Nu sagde Christensen alvorlig, idet han prøvende fulgte enhver af den unge Mands Bevægelser:
Brevhemmeligheder respekteres — naturligvis. Men en Ældre kan give en Yngre et Raad. Og det var dog muligt — hvis Du senere søgte en Kammerat som Fortrolig — at Du ikke fandt nogen bedre Ven end mig? — Læs det Brev for mig — eller den Del deraf, som sætter Dig i en saa usædvanlig Bevægelse! —
Der stod et forskræmt, overrasket og skamfuldt Udtryk i det Blik, hvormed den unge Mand saa’ op fra Gulvet hen paa den ældre — og forbi ham ud i Luften. Han foldede atter Papiret ud; men hans Læber dirrede, og han lod Haanden synke.
»Skoledreng« tænkte Christensen; og højt, kort, bestemt sagde han:
Giv hid! —
Og Christensen læste.
Først smilende — med en Mine af Beroligelse. Hans Øjne fo’r hurtig hen over de store, barnligt runde Skrifttræk med den megen Plads mellem Bogstaverne — en sikker Orthografi — regelmæssige, klare, lidt naive Sætninger — højst vilkaarlig Interpunktion — om hvad der var forefaldet i Huset — om en Svend, som var sagt op paa Grund af Dovenskab — om en gammel Hest, og om »Diana«, som paany skulde have Hvalpe …. om Faderens Sygdom …. der var i Grunden intet mere tilbage at haabe, blot noget at ønske!
Saa rynkede Christensen Brynene. Han læste Slutningen — to, tre Gange om, for at være sikker i sin Sag. Der stod:
»Og saa vil jeg sige Dig det, som jeg har at sige, og som Du vel har gaaet og tænkt paa, ligesaavel som jeg. Doktoren mener, at vi for hver Ugedag kan belave os paa Begravelsen. Det har jeg nu vænnet mig til stadig at have for Øje. Men der er det Andet. Det koster mig hver Ugedag lidt Overvindelse at sætte mig ind i, at der snart vil komme den Tid, hvor jeg dog maatte have Dig herover. Jeg bebrejder Dig jo intet, kære Karsten. Det har aldrig været i mine Tanker, at Du skulde have Skyld. For naar man er enig i sin Kærlighed, saa søger den ene den anden, som alle de Væsner gør, hvis Liv og Færden ligger aabent for alle, og som intet har at skamme sig over; jeg mener de smaa Fugle og alle de glade og muntre Dyr. Altsaa i den Henseende kan Du være ganske rolig, ligesaa rolig, som jeg er. Men jeg gaar kun og regner ud, hvor længe det kan vare, inden Du har dit store Arbejde færdigt. Mon det bliver færdigt før Begravelsen eller efter? — tænker jeg paa. Folk vil jo snakke, hvad enten vi gifter os før eller snart efter Far’s Død, naar det dog ikke kan vente. Og veed Du, hvad der er det underligste? Jo — men nu maa Du ikke blive vred — jeg har tænkt paa, om det ogsaa ligger Dig rigtig paa Sinde med dit store Maleri. Du talte i Grunden aldrig rigtig varmt derom. Og jeg maa mindes, hvad den kære Onkel sagde engang, da jeg spurgte ham angaaende hans Mening om Dig. Bliver Du vred? Kunde Du ikke sætte Dig ind i den Tanke, som jeg stadig gaar (her syntes Ordet »svanger« at være streget over) — stadig gaar om med: at Du nu kom herover og tog Forretningen og Værkstedet. Det forstaar Du jo dog fra gammel Tid — og En skal alligevel passe det, naar vi skal leve af det. Sælge det nu, det er Tiderne ikke til, Men vi kan godt drive det og faa lidt Overskud, især naar der er en Mand, som ser Folkene paa Fingrene. Jeg skal blive Dig en god Kone, det lover jeg Dig, og det har jeg vidst lige fra vi begge to var smaa. Jeg skal støtte Dig efter god Evne; men skulde vi i de første Aar faa flere Børn efter hinanden — og det gør vi vel — saa maa der en Mand til Forretningen. Senere, naar Du faar Lyst til Kunsten igen, saa kan Du jo godt drive den. Og skulde Tiderne atter blive bedre, og vi kunde sælge Forretningen med Avance, saa vil jeg flytte til Hovedstaden med Dig, hvis Kunsten fordrer det. Jeg vil gøre alt for Dig, det véd Du; og nu skal Du blot skrive omgaaende til din
trofaste Kirstine.
E. S. Du skal dog ikke sige noget til Onkel, hvis Du ellers kan undgaa det. Du skal blot tage afsted. Naar vi da har holdt vort Bryllup i al Stilhed, saa rejser vi over til ham. Jeg vil gerne sige ham Alting; men jeg kunde ikke tænke mig at skrive ham til derom. Kom snart!
K.
Saa foldede Christensen Papiret omhyggeligt sammen, puttede det i Konvoluten — som han tog op fra Gulvet — og rakte Brevet til Karsten med et langt, meget langt Blik.
Det bankede paa Døren …. Man hørte Damestemmer udenfor.
Karsten stod med Brevet i Haanden; han var blevet dødbleg; hans Læber skælvede saa stærkt, at ikke engang den store, hvide Tand, han satte i dem, kunde holde dem i Ave.
Kom ind! raabte Christensen og aabnede selv Døren.
Ind traadte Fru Konsulinden og Frøken Adelaide. De var klædt paa som Russerinder; der er ingen anden Betegnelse for Toilettet og Holdningen. De fyldte det beklumrede Atelier med frisk, skarp Luft fra Gaden — med Smil fra store, leende Øjne …. et eneste Sekund, og Smilet søgte forgæves et Hvilepunkt, en Tilflugt.
Der stod de fire Personer, ret op og ned, og saa’ paa hinanden.
Konsulinden begyndte:
Det er — unægteligt — lidt længe siden! sagde hun, med akurat den samme godmodigudfordrende Stemmeklang, hvormed hun som ung Kone havde sagt: Der er »Duff«, hvad?
Unægteligt — lidt længe siden! svarede Christensen, med omtrent dén samme Tone, hvori Kommandanten i Don Juan taler.
Saa smilede han, greb en af Karstens lange Pensler og hans Pallet, og sagde:
Jeg kan formode, at Damerne er kommen, for at tage min Adoptivsøns Udstillingsarbejde i Øjesyn? Tillad mig at forevise Dem Billedet! Det forestiller en ung Mand, som er gaaet i sig selv — i den Grad, at han er lige ved at gaa tværs igennem Døren ud paa Gangen — af Ruelse over at have begaaet et saadant Mesterværk! Den unge Dame dér ligger paa lit-de-pa-rade. Hun vil aldrig vaagne mere!
Jeg selv er kommen herop for at censurere Arbejdet. Og her sætter jeg mit Censor- Kryd! …….
Hurtig dyppede han Penslen paa Palletten, æltede den godt i alle Farver, og slog to, tre, fire vældige Streger tværs over det udmærkede Drejl.
Min Gud! udbrød Konsulinden.
Mama! raabte Frøken Adelaide, som var traadt bagved Moderen og havde nærmet sig Døren, hvorfra hun afvekslende saa’ paa den ubevægelige Karsten og paa den »gale« Mand foran Staffeliet.
Christensen kastede Pensel og Pallet fra sig, bukkede dybt, og sagde, idet han pegede paa Karsten:
Tillad mig derpaa, mine Damer, at forestille Dem min Adoptivsøn, Karsten Feldmann Christensen. Han har just betroet mig, at han allerede i nogen Tid har været hemmelig forlovet med en fortræffelig ung Pige fra Provinsen — Frøken Kirstine Jørgensen, Datter af snart afdøde Malermester og Lakerer Konrad Adolf Jørgensen i E——by. Endnu iaften rejser min kære Søn, for om nogle Dage — forhaabenligt — at holde Bryllup i al Stilhed. Jeg udbeder mig paa hans Vegne Damernes gode Ønsker — min Velsignelse har han!
Mama! raabte Frøken Adelaide. Derpaa traadte hun to Skridt frem imod den unge Mand og sagde med dirrende Stemme:
Men saa sig dog noget — hører De! …
Karsten rørte sig ikke af Stedet; hans Øjne plirrede krampagtigt — han havde Blikket fæstet mod Gulvet … nu saa’ han bedende op, blev purpurrød, tav, og drejede Hovedet bort.
Mama — Mama! her er afskyeligt|
Og Frøken Adelaide var borte, ude af Døren.
Men Konsulinden slog sine smukke, store Øjne op, imponeret, videbegærlig, spørgende — overfor denne besynderlige Mand dér — maaske den eneste virkelig besynderlige Mand, hun havde kendt i sit bevægede Liv.
Nu var det længe siden! … for sent!
Saa skred hun med en Dronningebøjning af den »græske« Nakke hen imod Døren. Hun værdigede ikke Karsten nogen Opmærksomhed. I Døren vendte hun sig, saa’ smilende tilbage mod Christensen, og sagde:
Tør jeg maaske tage en Hilsen med til Frøken Borg? —
Saa var hun borte. Over en Stoleryg hang Karsten, hulkende som et Barn.
Men Christensen lagde sin Haand varmt og hjærteligt paa sin grædende Adoptivsøns Skulder, og sagde blødt:
Rejs nu, Karsten; og lad os blive — hvad vi skulde have været — Venner!