Med den brede Pensel/8
VIII.
Fortsættelse. Paris.
Han gjorde en af de følgende Dage sin Rejsekasse op. Den var ovenikøbet stiftet paa Laan; hvis han vilde sætte sin Plan igennem og være borte saa længe som muligt, saa maatte der økonomiseres betydeligt. Tobakken — som er dyr i London — maatte indskrænkes; og omsider følte kan, at nu maatte han afsted, videre — over Kanalen.
Da han sagde dette til sin Kammerat — saadan løst henkastet — saa’ denne lidt forundret paa ham og svarede: Jeg mente, at De nu rigtig for Alvor skulde slaa Dem ned her og gøre en Forretning med En og Anden! —
Christensen smilede og rystede tavs paa Hovedet.
De er i Grunden Fandens storsnudet! sagde Snedkersvenden efter opmærksomt at have betragtet sin Logiskammerat, der netop sad og saa’ paa sine Tegninger.
Hvad behager? —
Jeg mener bare: …. Naa ja, naar man har Penge nok til at kunne gøre, hvad man vil!
Jeg? — Christensen lo. —
Hvorfor sælger De da ikke nogle af de Billeder der? Nogle Guinees maa De vel altid kunne faa for dem — og De kan jo lave flere! —
Christensen saa’ overrasket ivejret. Saa grundede han lidt; saa lo han:
Sandheden taler ud af Deres Mund! Hvorfor sælger jeg dem i Grunden ikke — forudsat at de finder deres Køber? Saa kunde jeg jo f. Eks. tage Dem med i Theatret og give en ordentlig Aftensmad ud paa Dem nede i Strand — til Tak for Deres gode Raad og andre Kærlighedens Gerninger!
Det var ikke saaledes ment! svarede Snedkersvenden halvt forbløffet.
Men den næste Dag tog Christensen sin sorte Frakke paa; han havde en ulastelig hvid Flip i Halsen; hans Støvler blev blankede af en af de smaa Drenge paa Gadehjørnet — og Snedkersvenden erklærede ham for en fuldendt Gentleman. For — ser De — om jeg gik hen i Regentstreet og købte mig et helt nyt Sæt, saa vilde jeg dog ikke se ud som Dem. Det ligger nu engang i Naturen — og saa i Holdningen af Nakken. Jeg har høvlet for meget som Dreng! —
Og jeg har smeddet! sagde Christensen med sin lidt tørre Latter. Og han tog sin Mappe under Armen og kørte paa Omnibus til Piccadilly, hvor der boede en Kunsthandler, som havde, den fine Portion i West-End til Kunder.
Christensen kom ligegyldig ind, forlangte at tale med Chefen i Forretningen, lagde sin Mappe for ham og sagde i en kort, høflig, ikke altfor beskeden Tone, at han var en fremmed Kunstner som …
Tak; vi køber ikke! svarede Chefen ligesaa kort.
En fremmed Kunstner — fortsatte Christensen med en let Rynke over Øjenbrynene — som ønsker at udstille et Par Billedblade i Deres Vindu! —
Chefen førte Haanden alvorsfuldt op til sit Kindskæg, førte dernæst sin forgyldte Næseklemme op til Øjnene, betragtede Christensen, som rolig gav ham Blikket tilbage, og dernæst Tegningerne. Det var Akvarellen fra Stratford og Pennetegningen fra Themsen.
Meget smukt! sagde han — bestandig alvorsfuld — og tilføjede dernæst paa Fransk, at det var meget smukt, men Forretningen købte ikke Kunstsager af Fremmede; det skulde da være af ansete Navne!
Christensen svarede — paa Engelsk — at her foreløbig ikke var Tale om Salg og Køb. Han ønskede blot, i denne ansete Forretning at udstille disse to Blade, for at vise Englænderne, hvorledes man skulde akvarellere, og hvorledes man skulde tegne!
Chefen saa’ paa ham, bukkede og svarede — paa Engelsk — at Englænderne vare Verdens første Akvarellister — og at med Hensyn til Tegning, saa var der intet Land i Verden, hvor der fandtes saa dygtige Illustratorer. Behag at se London-News — det nylig stiftede Graphic (som allerede er en farlig Konkurrent, og som har kostet en halv Million Pund at stifte) — se blot »Punch« — eller den ny Udgave af »Dickens’ Værker«. Det Land, som har en John Leech iblandt sine Tegnere, behøver intet at lære af Fremmede! —
Christensen følte, at Slaget var tabt; men en anstændig Retræte er ogsaa en god Ting. Han svarede, at han havde megen Respekt for John Leech — forøvrigt var de engelske Illustrationer meget konventionelle — at Akvarellen og fuldt saa meget Haandtegningen ikke maatte betragtes efter en Teknik, som kunde læres — at der var en god Skole bag den engelske Tegning, men lige saa megen Dilletantisme deri — og at engelsk Kunst kunde have meget godt af en Sammenligning med fremmed Kunst — selv om den Fremmede endnu ikke var indregistreret som »Navn« hos Firmaerne! —
Ja, jeg beklager meget! … sagde Chefen høfligt afgørende.
Jeg ligesaa! svarede Christensen og strakte Haanden ud efter Mappen.
Vil De tillade mig? sagde en Stemme bagved ham.
Der kom en behandsket Haand frem; og et Hoved med tæt afklippet Haar, studset Bakkenbart, et blødt Overskæg, en solbrændt Kind, en lige, noget lang, men kraftig tegnet Næse, bøjede sig ned over Mappen.
Christensen underkastede sig denne altid kedsommelige Undersøgelse af et Arbejde, som er en aandelig Skat for Kunstneren og dog en Salgsgenstand i Lighed med enhver anden Vare — og saa mødtes han af et Par graa Øjne med en vis stikkende, stolt Glød i:
Vil De overlade mig disse to Blade? og hvad er Deres Pris? —
Christensen bukkede. Han var lidt overrasket. Han havde ikke tænkt paa at sætte nogen Pris.
Den Fremmede tog sit Kort frem og sagde til Christensen:
Vil De søge mig i min Klub i Eftermiddag!
Derpaa vendte han sig til Chefen og bad ham sende Mappen derhen. Hvorefter han lettede paa Hatten og gik.
Chefen saa’ elskværdig smilende paa Christensen og sagde: Det var Lord Dunham …. Skulde De muligvis have nogle Ting, De vilde udstille hos os, saa ….! —
Jeg har ikke flere! svarede Christensen, hilste og gik ud paa Gaden, stadig med Kortet i Haanden.
Klubbens Navn og Nummer i Pall-Mall stod angivet derpaa.
Christensen havde nu to Adresser i London; eller rettere sagt, af Adresser havde han kun en: den ædle Lords Klub, hvori han var indført som rejsende Medlem, hvor han tog sine Maaltider, læste Blade og Bøger — saa godt som stadig i Selskab med Lorden.
Natten og Morgentimerne tilbragte han i sit gamle Logis. Snedkersvenden gjorde ham opmærksom paa det »uhensigtsmæssige« heri, men Christensen svarede:
Forestil Dem, at De havde vundet i Lotteriet, saa at De havde to Sæt sorte Klæder og kunde tage en ren Mansketskjorte paa hver Dag — vilde De saa flytte fra mig, fordi jeg kun havde ét Sæt og brugte løse Flipper? —
Jamen Deres Lord — tror De, han synes om, at De bor her? —
Jeg er ikke hans Tjener, og han er ikke min Herre. Og jeg véd ikke engang, hvorlænge Bekendtskabet varer!
Det varede Vintren over. I den Tid lærte Christensen noget af det Liv at kende, som er saa skønt beskrevet i alle engelske og enkelte fremmede Romaner, et Liv, som de Udenforstaaende betragter paa Fjærnthold med en Nysgerrighed, hvori der findes en ikke ringe Portion Misundelse.
Aristokratiet er ikke i London om Vintren, men ligger paa Landet. Som Lord Dunhams Gæst var Hr. Christensen ogsaa paa Landet. Venskab er ikke Betegnelsen, Kammeratskab endnu mindre: det er i det hele taget lidt vanskeligt at betegne Arten af det Forhold, der udviklede sig mellem de to Mænd. Men Christensen lærte paa sin Side at passe meget paa sig selv; han var naturlig, ligefrem, uden at affektere et særlig distingveret Væsen, som han ikke besad, men heller ikke stødende an ved noget af den borgerlige Taktløshed, der saa gerne kalder sig selv ærlig og oprigtig. Lorden syntes til Gengæld at have fundet noget i ham — noget af det, der kan tiltale en meget forvænt Mand, hvem Livet ikke har saa grumme meget nyt tilovers at byde. Og Lorden var rig, intelligent og aristokratisk nok til at kunne være meget oprigtig:
eg sagde mig det straks, da jeg saa’ Deres Arbejder — bemærkede han en Dag. Den, som har noget for sig selv i sin Kunst, hvad enten det er i Paafundet, i Udførelsen, eller begge Dele tilsammen — han er i sin Person en Undtagelse. Jeg er i saa Henseende Samler — ligefrem! For hver Dag, der gaar, udviskes Undtagelserne. Vor demokratiske Tid hader dem i Grunden; den foruroliges, forulempes deraf ligesom af en manende Samvittighed; — thi Reglen er den frodige, myldrende Middelmaadighed i vore Dage, og den irriteres ved at mindes om sit gamle Herskab, Konger, Profeter, Raadgivere, Vismænd, Helte, Kunstnere — kort sagt Undtagelsesmenneskene. Tro mig: De med Deres Forudsætninger og Aspirationer i Livet, De savner i Virkeligheden Berettigelsen til at eksistere iblandt dette Stemme-System af Nutidsindivider. De er en Anomali. Derfor er det mig en Glæde at have gjort Deres personlige Bekendtskab!
Christensen smilede.
Det er altsaa ikke blot mine Par Billedblade, De har indlemmet i Deres Mappe. Det er min Person, der har fundet Naade for Deres Samlerøjne? —
Lorden lo:
Og den Samling tæller meget faa’ Numre — fordømt faa’ — det kan jeg forsikre Dem! —
Saa kom Skilsmissen mellem de to. Den maatte komme. De var begge altfor udprægede, begge vilde de hævde deres Personlighed. Men det er i Længden lettere for en engelsk Lord at hævde sit Særvæsen, end for en borgerlig Kunstner, der blandt andet skal leve af at tegne Billedblade, Akvareller, Blyantsstudier til et Selskab af Sportsmænd og mere eller mindre intelligente Lediggængere.
Christensen gjorde en skøn Foraarsdag denne Bemærkning — og den ædle Lord svarede:
Jeg har ventet det! Jeg kan intet sige derimod. De burde være født med et Grevskab i Ryggen — eller jeg burde være Kunstner, som De. Jeg kan ikke (dumt nok!) byde Dem Penge under anden Form end for Deres Arbejde — og Deres vidt drevne Selvkritik hindrer Dem i at arbejde tilstrækkeligt til at blive formuende. De har aftvunget mig mere Agtelse end de fleste baade af min egen Stand og af Deres. Jeg byder Dem mit Venskab — og mit Levvel! De trænger til at se en Del endnu. Og hvad det første angaar, saa véd jeg, at De tror paa min Oprigtighed. Verden er ikke længer stor, og vi ville maaske mødes igen. Jeg tager blot et Løfte af Dem: skulde De komme i en alvorlig Situation, saa véd De min Adresse. Et Brev eller et Telegram til min Klub vil blive sendt efter mig over hele Verden, hvor jeg saa er; forudsat at jeg er blandt de Levendes Tal. Farvel! —
Med Snedkersvenden tog Christensen en mindre formel og en ikke mindre hjærtelig ment Afsked — og saa gik han over Kanalen.
Det første, der skete, da han berørte fransk Grund, var at en Dame af en vis Klasse — af den Verden, hvortil kun en Franskmand har kunnet finde det destingverede Halv-Navn — blev arresteret. Det var paa selve Dampskibsbroen. Hun vilde nok løbe bort med et ungt Menneske af »god« Familie. Hvem der forresten var den bedste af disse to, det faar staa hen. Synet af den lille, elegant byggede, udslidte Mand og den fuldmodne Kurtisane gjorde et maaske for afgørende Indtryk paa Christensen. Disse første Indtryk, som man modtager paa et nyt Sted, blive alligevel saa bestemmende. Skylden faar Landet og Iagttageren enes om at bære.
Det næste Indtryk — og det mødte frem paa forskellig Maade undervejs, ved Stationer og Landsbyer, som man passerede, og ved Passagerer, som spiste, drak, passiarede, eller foretog sig hvilke som helst nødvendige og naturlige Smaating, — det næste Indtryk var Følelsen af at være i et Land, hvor Renligheden ikke svarer til Sprogets Elegance.
Ingen Mennesker vasker sig — legemligt og aandeligt — saa ofte som en Englænder; ingen spiser, som han; ingen har saa faa ubehagelige Manerer — lad saa Sproget undertiden lyde, som om det mere var anlagt paa at boxes med, end paa at »parlere« i.
Christensen var en overordentlig stor Ven af Renlighed. Han ønskede sig uvilkaarlig en uhyre Svamp og et engelsk Frottérhaandklæde, da han følte Paris slutte sine Boulevarder, sine seksetages Kaserner, sine cigaretstinkende Cafeer og sine ragoutduftende Restaurationer, denne Lugt og Luft af noget ugengiveligt Æggende-Skrækkende, i et Favntag omkring sit Bryst.
Han fik Lyst til at vaske denne Elegance eftertrykkeligt igennem. Han havde paa Fornemmelsen, at Byen bedrog ham. Men han kom jo rigtignok ogsaa fra London, Verdens eneste Verdensby.
Alligevel: Paris tog ham — som den tager alle. Han ærgrede sig derover; men atter trøstede han sig. Det varede kun otte Dage: saa var han fuldkommen paa det Rene med, at her trængtes til den store Svamp.
Kejserdømmet laa i sine sidste Trækninger. Det vidste han naturligvis ikke; men man kan føle saadan noget; og forresten gjorde man sig ikke overdreven Umage for at skjule det rundtomkring ham. Han var jo ingen Provinsfilister; han forargedes ikke over Cancan’en, over de firsinstyvetusind Skøger og de endnu modbydeligere Mandfolk, der fulgte Halvverdnen som dens tro Skygger — men det var Utrygheden, Railleriet rundtomkring ham over Gud og Hvermand, en feberagtig Ophidselse, der mødtes af en kold, tør Flids-Egoisme. Han følte sig selv i Feber blandt Monumenterne, Kunsten, Vagtparaden, Fliden og Driveriet: det ene Øjeblik hed, svedt, tørstende — og saa en frysende Ængstelse. Der paakom ham den løjerligste Længsel efter at være derhjemme i en Baad paa Kallebodstrand, eller efter at bide i et Stykke Rugbrød og sige »Dæ’len gale mig!«
Han følte, hvad evropæisk Nervøsitet vil sige.
Han var i Paris.
Men man kunde jo være uretfærdig overfor denne By. Den havde aabenbart to Sider, og disse to havde maaske i dybere Forstand intet med hinanden at skaffe. Den var dels Aftrædelses- og Fornøjelsesstedet for den hele øvrige Verden, der vil adspredes, forbavses, og lettes for sine Penge. Det var maaske i Virkeligheden de Fremmede, der demoraliserede Byen, eller i hvert Fald gav Ydersiden af Byens Liv sit Præg. Men den var jo ogsaa Franskmændenes egen By, det Sted, hvor betydelige Mennesker og betydelig Kunst havde afsat og vedblivende afsatte sine Mærker.
I Stadens Samlinger, i de offentlige Udstillinger og i Privatmænds Eje søgte han Kunsten. Det gik ham saa underligt. Apparatet var blændende, og Værkerne vidnede om megen Dygtighed, om eminent Færdighed, hist og her om en sjælden Begavelse, undtagelsesvis om en Personlighed, der syntes at bære Æmnet oppe med sin hele Sjæl. Han var i Reglen tilbøjelig til at ærgre sig, naar andre anvendte Begrebet »Sjæl« overfor Kunstværker; han følte, at det var en uhyre Maalestok og derfor en ikke ganske retfærdig at maale med; og han var ikke blind for, at det subjektive Skøn herved kom til at spille en Rolle. Hvad en Nordbo eller Germaner mener med Sjæl, det kan billigvis en Romaner affærdige med Paastanden om at faa Lov til at være talentfuld og fremragende — uden »Sjæl«.
Og saa søgte han alligevel Begrebet, eller et nærliggende; og han trak sig i de fleste Tilfælde skuffet tilbage. Han sagde til sig selv, at netop her, i Verdensbyen for Kunst, maatte man have Ret til at stille de store, de meget store Fordringer. Han lod sig ikke blænde, ikke forvirre; men naar der var Dage, hvor han ikkedestomindre havde været lige ved det — hvor en overordenlig energisk Udfolden af teknisk Overlegenhed imod hans Vilje havde aftvunget ham en studsende Beundring — saa tyede han skyndsomst ind i Louvre. Dér var han sikker, forekom det ham; dér gyngede ikke Jorden under hans Fødder; dér mærkede han ikke Konkurrencens asthmatiske Stønnen. I Omgang med, i stille Hengivenhed for Antiken og Renæssancens Kunst, fandt han ligesom sit eget Menneske igen. Og følte han her — bestemtere end nogensinde før — sin egen Afmagt, sin Sky og Uvilje mod selvstændig Syslen med Kunst, saa var der ingen Bitterhed, ingen Braad i denne Følelse. Braadden kom først, naar de talrige »Kopister« hindrede ham i hans Andagt, eller naar tilfældigvis yngre og ældre Landsmænd snakkede op om Alt, hvad der dog var at se i denne herlige By!
Landsmænd undgik han med Flid, efter at han nogle Gange havde overbevist sig om, hvor vanskeligt han havde ved at forstaa dem, og de ham. Men Franskmændene burde han dog lære personlig at kende! Han kom ogsaa i Berøring med mange Kunstnere. Fra de fleste trak han sig hurtig tilbage. Det var snart gjort at lære de blot Overfladiske at kende, for hvem et vist Kvantum Arbejde i Atelieret og saa Omgangen med en Model, en Veninde, er Alt. Med dem gjorde han kort Proces; og de betragtede ham paa deres Side som en kedelig Særling, en »Barbar«, der ikke gad bestille noget og ikke forstod at more sig. Med Kunstnerne, der havde Navn og Berømmelse, gik det ham ikke stort bedre. De var saa optaget af dette Navn, af at befæste Berømmelsen og skabe en Formue for sig selv og Familien. De sled i det. Han maatte beundre deres Arbejdskraft — men om Arbejdets Karakter og Lødighed kom han snart i en Disput, som stillede dem yderligere kølig høfligt overfor den paastaaelige Fremmede. De gik ud fra den franske Kunsts prædominerende Egenskaber som noget Givet: han forlangte et Indhold deri, som de enten ikke forstod eller ikke vilde forstaa. De kaldte "ham smilende en »Germaner«; han svarede med Ivrighed, at den tyske Skole, som saadan, ikke havde hans ubetingede Sympathi. Ja, hvad det da var, som han savnede i den franske Kunst? Her blev han i Forlegenhed for Svaret — og da de antog, at det var Sproget, som lagde ham Hindringer ivejen for at udtrykke sig klart, saa var de elskværdige nok til at afskære yderligere Drøftelse ved at beundre et og andet Studiehoved, som de fandt i hans Mappe.
Det var ikke Sproget! Han studerede det ivrigt, han gik i Theatrene, læste Bøger og indlod sig i Samtaler. En saadan indledet Samtale, en Aftenstund paa en lille, uanselig Restauration, bragte ham i Forbindelse med nogle unge Kunstnere, der dannede en afsondret Kreds, som betragtedes med Respekt og hemmelig Ærgrelse af de Overfladiske, og som indgød de ansete og navnkundige Kolleger en Ængstelse, der afvekslende skjultes under Ringeagt og ytrede sig i Forsøg paa at drage Kredsen over til »Opinionen«.
De unge Mænd vare netop bestemte paa at føre Krig med »Opinionen«, med det Konventionelle, den akademiske, saa vel som den u-akademiske Rutine. De gav ikke de ældre Kolleger noget efter i Flid. De arbejdede tidligt og silde. Der var en Alvor over dem, en Ihærdighed, næsten en fanatisk Iver, som gjorde det indlysende, at Herredømmet baade over Kunstens Midler og over Publikum i Fremtiden maatte tilfalde dem. Det gamle Feltraab: Tilbagevenden til Naturen! var skrevet paa deres Program. Der skulde males efter en Methode, som det direkte Naturstudium ene og alene indeholdt. Kunsten var kommen i Forfald ved de af Staten understøttede Institutioner, ved Kompositionsbillederne, ved Professormaleriet, kort sagt ved Konveniens og Rutine. En Delacroix kunde man tilnød acceptere; han havde i det mindste i sine Bestræbelser været revolutionær, om end ogsaa han havde malet for meget »ud af Hovedet«. En Delaroche var et akademisk Uhyre, og Ingres var en tør Stilist. Kejserdømmet havde ingen Malere; men Fremtiden — som man ogsaa politisk talt anede vilde krænge Vrangen ud — Fremtiden skulde have Malere; en hel ny Skole skulde frem; og disse unge Mænd her var dens Kærne!
Han besøgte dem; han gik saa vidt, at han begyndte at arbejde i deres Ateliers. Deres Utrættelighed og deres Overbevisning paavirkede ham. Naturen paa Klingen! — stadig gøre om — ikke bryde sig om Komposition — male hvadsomhelst — Naturen sørger selv for Opgaver! — Kød og Blod, Farvens forskellige »Valører«, Stoffernes absolute Behandling efter Stoffets eget Væsen, — altsammen søgt paa egen og paa første Haand, uden nogen Recept — tilnød med Henvisning til de spanske eller flamske Naturalister …. en Naturalisme altsaa, som Gennemgangsled til en ny Udvikling, en genfødt Højde i Kunsten!
Højde? Han begyndte atter med sine Tvivl. Havde disse Mennesker da den Resignation, i Følge hvilken deres Gerning maatte betragtes som en blot Indledning til noget Kommende, den besværlige Rejse henimod et Land, som først Efterkommerne skulde naae? Han var alt andet end sikker derpaa. Vilde ikke snart denne »Skole« sætte sig lige saa fast i Sædet, med lige saa afgjorte Dogmer, lige saa stor Selvsikkerhed, som de Modstandere, man nu bekæmpede? Og hvad var der opnaaet ved at male et Portræt, ikke just med den mest skuffende Lighed — thi dette var foreløbig det Underordnede, som det i det hele taget beror paa et Skøn, hvad der er Lighed — men male et Menneske med det mest indtrængende Kendskab til organisk Form og Individualitet, til hvad Farven kan frembringe af Illusion om levende Liv? Vilde det endda, være saa sikkert, at det blev »Liv« dette — selv om det færdige Resultat aftvang et nok saa overrasket Udbrud: hvor levende!
Naar Genstanden, Opgaven og Kunstnerens Valg overhovedet var ligegyldigt — naar det idag var blot og bar en Model, imorgen et Lig, iovermorgen en Dame i Kniplinger, og maaske paa Søndag et Landskab med Kaalstokke og en — Mistbænk — naar det var Naturen, denne efter de moderne Begreber kolde, upersonlige, for vore Glæder og vore Sorger, vore Lidenskaber og vor Begejstring utilgængelige Suveræn, som skulde afløse det faldefærdige Kejserdømmes hinkende Idealisme og overlevede Rutine-Pragt — vilde da ikke den ny Potentats Adepter selv løbe Fare for at blive kolde og upersonlige, tilbagetrængende alt Andet til Fordel for dette isnende Ord: Arbejde?
De unge, dygtige Franskmænd saa’ paa ham og trak paa Skuldrene. Og da han, slippende sine Pensler og spaserende op og ned ad Gulvet, gav sig til at tale om saadanne Ting som at uddybe sin Personlighed, højne det indre Menneske, lytte til den Melodi, der klinger ud fra det ubevidste Liv i Menneskekærlighed og i Tilbedelse af den store u-begribelige og dog synligt allestedsnærværende Aand — og saa først male i Kraft af en Anskuelse og et Valg …. saa begyndte den flittigste og dygtigste af dem alle, Machéen, Formanden for Atelieret, at fløjte; og han sagde til Kammeraterne, til dem, der skulde bære Fremtidens Kunst frem, og som sad dér og saa’ paa hinanden med et fint, tørt Smil, hist og her afbrudt af en ungdommelig kaad Latter —: allons travailler!
Christensen skilte sig fra dem. Han ærgrede sig lidt over, at han gjorde det. Han kunde jo have paalagt sig en Læretid her som en Slags Bod. Han var kommen paatværs baade af Mennesker og Forhold derhjemme. Nu var han ifærd med det samme her. Skylden maatte dog tilsidst søges hos ham. Hvad var det for en Arrogance, der stadig stillede ham ene med sine Meninger og sine Fordringer? Han havde fjærnet sig fra venligsindede Kammerater i Hjemmet; han havde været lige paa Nippet til at løbe sig fast i en Kærlighed, en Blanding af Naivitet og Sansebetagelse. Han havde vel faaet Bugt — det haabede han i det mindste — med de sidste Erindringer baade om sin Betagelse og sin Dumhed, Men hvad havde han i Virkeligheden faaet gjort i Mellemtiden mellem da og nu, baade for »at uddybe sin Personlighed og højne sit indre Menneske«? Ja, han havde faaet set noget, var vel ogsaa bleven noget udviklet — men det var han forholdsvis kommen nemt til. Arbejde planmæssig — det burde man dog! Var han ikke draget ud med visse Forudsætninger? — var der ikke en Kunstner i ham, trods det, at han ved Rejsens Begyndelse med Flid havde trængt Kunstneren tilbage? Han løb dog ikke bort fra sig selv; og her var baade Tugt og streng Skole. Man skulde ikke med Billighed beskylde disse unge Franskmænd for Franskmændenes Letsindighed!
Og dog — her var ikke det, han søgte; eller han var ikke Manden, som kunde hjælpes paa denne Maade. Hvergang han kom fra Louvre, med Sindet opfyldt af hvad han dér havde set, og hvergang han tænkte paa den nuværende Kunst, paa den, der havde Opinionen for sig, eller paa de unge Mænd, der vilde skabe en ny paa den gamles Ruin — hvergang han i det hele taget saa’ paa denne smilende By, der synes at indbyde alle, baade Indfødte og Fremmede, til at tage Del i Glæde og i Arbejde — saa kom det over ham, i et Sæt, med en egen frysende Fornemmelse, at her ganske vist var mange, der glædede sig uden at arbejde — men ogsaa mange, der arbejdede uden at glæde sig — at her ubetinget var Mangel paa dem, der havde den sande, dybe Glæde i Arbejdet. Det kom over ham, naar han saa’ denne Travlhed, disse spændte Miner, hvad enten det gik til Dagens alvorlige Gerning eller til Forlystelsernes Hvirvel, at her var en Tidsalder, som ikke var hans, ikke rummede Maalet for hans Længsel, hans Sympathi, ikke besvarede hans hemmelige Ønsker — men tværtimod vendte sig med ligegyldigt, overlegent, fremmed Udtryk fra ham og lod ham endnu mere ene i Hvirvlen, endnu mere overladt til sig selv. Og det kom over ham, at selv om her skete en brat Omvæltning, selv om man vendte Tingene ret brutalt paa Hovedet — saa vilde næppe den Tid skabes, som drog ham til sig med Varme og Inderlighed og holdt ham fast, som man, selv mod sin Vilje, fastholdes af en Ven eller Veninde.
Han følte, at havde han været ganske ung, eller havde han ikke gaaet en Kur igennem derhjemme, saa havde han maaske givet efter for en flygtig Tilbøjelighed, søgt et Øjebliks Holdepunkt for det Øde, der omgav ham, i de Fristelser, hvorpaa Byen var rig nok. Men som han nu var, og som Byen nu forekom ham, saa søgte han — intet.
Den, som ikke søger, plejer heller ikke at finde — ikke engang et nok saa lille Æventyr. Sligt forekommer undertiden, belejligt nok, i Bøger; eller man krydrer ved fri Fantasi en mundtlig Rejseberetning dermed, som muligvis forekommer En selv altfor triviel og tør.
Der hændtes ham intet. Han, saa’ paa Byen, og Byen undlod at beskæftige sig med ham; den havde saa meget andet at tage vare. At komme ind i det franske Familieliv, er ikke en lige Sag for den Fremmede, der ikke er forsynet med ganske særlige Anbefalinger. Nogle enkelte Huse aabnede sig for ham. Det var muligvis hans egen Skyld — muligvis Husenes — men han lod det blive derved. En dansk Snedkersvend havde han tilfældigvis ikke her til Kammerat; og en engelsk Adelsmand og Særling fandtes heller ikke. Det forekom ham tilsidst, at Byen var lille; at den havde et stillestaaende Ansigt; at han kendte alle disse forbindtlige Smil og denne magre Geskæftighed, denne Bæren Yndigheder til Skue og denne Skjulen sig under Ironi og Ligegyldighed. Han savnede Hjemmet; han saa’ dets Svagheder i Formindskelsglas; han idealiserede dets virkelige Væsen og tildigtede det næsten lutter Fuldkommenheder. Men mest savnede han London; — selv dets Kulrøg vilde han gerne have indaandet, den klamme Flodtaage, naar han tillige havde følt Luften ligesom sitre under de uhyre Massers Aandedræt, og mærket Jorden ligesom dirre under Kæmpearbejdet for at holde Verdens-Kranen i uafbrudt Virksomhed. Han blev led ved Forfinelsen, og var ikke langt fra at regne Kunsten med herind under …. han blev led ved Paris; og en Dag tog han ud paa Landet.
Han vilde se Byens Omegn; først den nærmeste. Han steg af paa en Station og gav sig til at spasere. Naturligvis ærgrede han sig. Denne kølige, klare, kokette franske Aand, saa stærkt optaget af det Ydre og af sig selv, som nu og da futter af med en Verdensrystelse — i en Revolution eller et Militærdiktatur — og derpaa idyllisk sætter sig hen for at leve som Kapitalist af sinø Renter — denne Aand har jo netop befolket Paris’s berømte Omegn med et Utal af Villaer og Smaaslotte mellem Haver og Parker i et bølgende Terræn, gennemskaaret af Floden og kranset med Forter.
Urtekræmmerens, Bankierens eller Adelsmandens Villaer og Slotte ere alle ens, lige kokette, nysselige og i Længden kedsommelige — tænkte han. Og han saa’ kokette Damer bag Havernes Gitter — og elegante smaa Herrer kom kørende; — der var meget faa Fodgængere; — det var, som om enhver her var forpligtet til at holde Hest og Vogn.
Og han skyndte sig videre, og kom til de smaa Landsbyer, nyopfiksede Fornøjelsespladser med Anløbssteder ved Floden.
Overalt Kunstnere, Artister med deres Apparater, hvortil ogsaa Veninderne syntes at maatte regnes. En fortvivlet Masse Kunstnere! gentog han for sig selv. Herregud! naar slipper man dog for dem?
Han besteg en Bakke, hvorpaa der laa et Fort. Og han saa’ over mod andre Forter i en stor Rundkreds, der spændte om den berømte, interessante By, som Seinen med sit blinkende Baand deler i de to tidt beskrevne Halvdele. En let Dis af Røg, hen over en Slette af blaanende Tage og Kupler, spredtes netop af en jævn Brise; og Solen syntes bag sine Flors Skyer at kokettere med den smilende By. Nôtre-Dames to kullede Taarne kom tilsyne, ganske som om Billedet kunde være valgt til Titelvignet paa en af disse utallige Bøger, som Verdenskæledæggen ikke bliver træt af at udgive om sig selv.
Da faldt det ham pludselig ind — han vidste ikke hvorfra eller hvorfor: Hvordan mon Kæledæggen vilde tage sig i det, hvis en fremmed Hær laa lejret paa disse Højder? — og vilde en saadan Begivenhed, uberegnelig i sit Omfang og sine Virkninger, maaske kunne afføde en virkelig ny Tid — maaske en stor Tid og en stor Kunst dernede blandt disse Mennesker og rundt omkring i den Verden, der saa gerne vil tage sine Mønstre herfra?
Han maatte længere bort; ud til Landet, det rigtige Land med Skove og Marker i Stedet for Parker og Haver. Der gik Tog nok afsted fra hver Station — og ud paa Aftnen steg han af ved en rigtig lille Landsby, med to, tre hvide Forpagtergaarde indesluttede af Hytter, smaa Køkkenhaver indrammede af lave, faldefærdige Mure, et afskallet Kapel med en Madonna i en Nische, Bønder i grove blaa Bluser og Træsko — og som Baggrund en Hede og en Række sammenhængende Skove, der i Midten højnede sig terrasseformig op over den vestlige Horisonts gyldne Skær.
Han fandt frem til Kroen, og fik sig med nogen Besværlighed et Værelse anvist. Man saa’ lidt forundret paa ham, dog ikke mere end at der opsteg hos ham en svag Mistanke: skulde man maaske ogsaa her være vant til Turister, til Kunstnere?
Under en Aftenvandring igennem og rundt omkring Byen blev han beroliget. Der var ikke Spor af »Apparater« at opdage, og der forekom øjensynlig intet andet Eksemplar af den kultiverede Menneskehed end han selv. Han trak Vejret dybt: Alene — alene i Naturen!
Den næste Morgen ved Solopgang var han paa Vejen til Skoven. Han gik over Heden og snusede Duften til sig — aa, hvor velgørende! Det var som om Jorden selv hilste paa ham. Han havde nær taget sin Hat af for den lille graa Lærke, der svirrede op bag en Tue; og da den lod sit Instruments klingre Lyde dirre ned til ham fra den blaaklare Højde, fik han næsten Taarer i Øjnene.
Han gik igennem Skoven, følgende de snoede Stier, der snarere syntes traadt af Dyr end af Mennesker. Han fik et Godmorgen! luntende tilnikket af en Brændehugger, som om det kunde have været af en Hegnsmand derhjemme. Havde ikke Stien nu og da løbet over Klippegrund, ned og op af Dybder, hvor mægtige mossede Skiferblokke stak frem, saa kunde han gerne have gaaet her, som gik han i en dansk Skov. Bøgetrær kuplede sine Kroner over ham — saa fulgte mørke Ege, ansélige gamle Herrer, med frodig lys Opvækst rundt omkring. Et Stykke Daavildt tittede frem med spidsede Øren — og forsvandt lige saa ubegribelig lydløst, som det var kommet til Syne. Al Sti hørte op. Med hemmelig Glæde belavede han sig paa, virkelig for Alvor at fare vild. Den samme Skovens Mystik, der bor saa dybt i enhver Dansk, begyndte at betage ham, ganske under den samme lidt kriblende Gysen, som i Drenge- eller Ynglingeaarene. Tilsidst fo’r han virkelig vild; og medens han saaledes gik og gik — højst sandsynlig i en Kreds omkring sit første Udgangspunkt — var det ganske faldet ud af hans Tanker, hvorvidt han havde Fornemmelsen af at være faret vild i en dansk eller fransk Skov. Der var dette ene og alene, som løftede hans Bryst, lettede hans Gang og lysnede hans Sind: at Naturen atter var udelukkende til for ham og han for den — at han med sunde Kræfter og friske Sanser følte dens lønlige Kærtegn … aa han var Fanden ikke Kunstner, Pokker ikke Maler! han var et lykkeligt Menneske, der gik paa Jorden, nu og da saa’ op til Himlen gennem Træernes Løv, ubekymret som en Gud om Ende og Begyndelse paa Tingene, i dyb Overensstemmelse med Omgivelserne, fra hvis synlige Verden det Usynlige talte til ham om en Herlighed, som netop ender dér, hvor Mennesket vil begynde at skabe!
Men sulten — det begyndte han unægtelig at blive. Hvorlænge kunde det mon vare, inden han kom ud af denne fortryllede Skov?
I en lille Lysning, hvor høje Bregner dannede Underskoven, saa’ han en Mand ligge udstrakt paa Jorden, den ene stærke Haand støttet under Øret, Manden optaget af at spise Frokost, som han med den anden Haand krammede ud af en Skydetaske. Jæger var han nok ikke; hverken Bøsse eller Hund tilkendegav ham som saadan; kun en Knortekæp laa slængt ved Fødderne. Han var iført en blaa Bondebluse, havde plumpe Sko paa Fødderne; en graa Bulehat var skudt noget bag ad Nakken, og under en bred, lav Pande saas et Par rolige, agtpaagivende Øjne; det hele Ansigt, med noget sluttet, fast og bestemt i sig — maaske med Tilsætning af et sørgmodigt Drag — røbede en Intelligens og en tænkende Alvor, der sjældent findes hos den jævne eller simple Landmand, om end man hos den franske Bonde kan træffe Fysionomier, som kan give Psykologen noget at grunde paa.
Den Liggende gjorde en ganske let Bevægelse med Hovedet, da Christensen traadte hen til ham og spurgte om Vejen ud af Skoven.
De finder den næppe, uden at jeg selv følger med og viser Dem den! Vil De tage en Skive Brød med — og en Slurk Kognac er her vel ogsaa endnu …. jeg skal straks være færdig! —
Christensen takkede for Tilbudet, satte sig, spiste — undskyldte sin Appetit — drak af den lille Flaske, og berettede i al Korthed, at han var en Fremmed, som havde gjort en Udflugt fra Paris paa et Par Dage.
Byen begyndte at falde mig lidt for Brystet! sluttede han smilende og rejste sig.
Naa ja! — ja her er bedre herude! sagde den Anden. Han samlede sine Sager sammen, rejste sig, og de gik ved Siden af hinanden.
I Skoven blev der kun vekslet enkelte Ord, løsrevne Sætninger. Det varede en lille Time, saa var de ude paa Heden.
De bor i Kroen? spurgte Manden i Blusen.
Ja jeg gør! svarede Christensen. Og De — formodenlig i en af Forpagtergaardene? —
Jeg har min lille Hytte — lød Svaret — naar man kommer tilvenstre forbi Kroen, langs de to lave Mure — hvor De ser en grøn Laage … men der gaar en stor glubsk Hund derinde! tilføjede han og saa’ paa Christensen med en stille Latter i de agtpaagivende Øjne.
Aa, jeg har ikke i Sinde at forcere Indgangen! sagde Christensen og lo paa sin Side.
De holder maaske selv af at være i Fred? —
Netop! —
Saa gik de tavse hen over Heden. Da de nærmede sig Landsbyen, havde Solen just lavet sig det hyggeligt bag nogle store, optaarnede Skyer, ned over hvis Volde den gød sit straalende Væld af duftigt Lys. I denne varme Lystone laa Landskabet for dem — stort og stille, gennemaandet af Fred. Den lille By, som den viste sig der, med Røgen op fra en Skørsten, med Spiret op fra Kapellets Tag, med de smaa Haver og enkelte højstammede Trær, var en Verden, der trods sin Lidenhed sagtmodig gjorde sin Ret gældende i den store Verden. Se kun paa mig! jeg ønsker bare at være her — at være mig selv, leve mit eget Liv — og dette Liv er smukt og sundt og simpelt — langt borte fra Ophidselsen, Forfinelsen, Fortabelsen i Hvirvlen!
Fra Landevejen rejste sig saa en Støvsky, der smæltede ind i Lystonen. Ud fra Støvet bølgede en Faareflok med ulden Glans hen over de taktmæssig bevægede Rygge. En ung Knøs gik iforvejen med en afbladet Gren i Haanden. Nu standsede han — og Flokken bagved ham. Han henvendte nogle Ord til en rank Kvindeskikkelse, der skred langsomt frem paa Højden af et Gærde, i Hænderne et Strikketøj, paa det knejsende Hoved en blank Spand. Ogsaa hun standsede; man kunde se et roligt Smil lægge sig over det brune Ansigts bløde, ungdommelige Træk. Saa hævede atter den fine Støvsky sig — og igennem denne, hen over Landskabet klång Klokketonerne, til Bøn eller til Arbejde, fra Mariakapellet.
Manden i Blusen stod stille. Han løftede den højre Haand og bevægede Fingrene paa en uvilkaarlig Maade, som om han fulgte Konturer eller indsatte Farver i dette Syn.
De er Maler? sagde hans Sidemand, som betragtede ham.
Ja — og De formodenlig, siden De kan se det? —
Christensen vidste ikke, hvad han vilde svare hertil. Han bøjede Hovedet.
De fulgtes igennem Landsbyen. Ved den grønne Laage vilde Christensen anbefale sig, men den Fremmede bad ham venlig om at gaa indenfor, idet han lagde sin Haand over Snuden paa en stor Hyrdehund, som kom springende.
I Haven legede et Par Børn, klædt som Landsbyens øvrige Ungdom. Paa en Græsplæne stod en midaldrende Kone og hængte Tøj til Tørre over Snore. I Dragten saa’ hun ud ganske som Bønderkonerne; hendes Ansigt var livlig muntert, røbede Sundheden, der kommer ved megen Beskæftigelse i fri Luft, men bar ogsaa Spor af Anstrengelser ved Husvæsnet ude og inde.
Min Hustru! sagde den fremmede Maler.
Hun nikkede venligt til Gæsten og fortsatte sit Arbejde, med et og andet formanende Tilraab til Børnene.
De traadte ind i Huset. Det var virkelig kun en Hytte, men overordenligt renlig holdt. Et af Rummene var forholdsvis stort. Her var Malerstue, men intet moderne »Atelier«. Udstyrelsen var ganske som i en Bondestue, hvad Bohavet angik. Ingen sammenskrabede antike Møbler, Vaaben, Planter eller Tæpper. Væggene var bedækkede med Tegninger, Studier, paabegyndte Billeder; et saadant, ved nærmere Eftersyn næsten færdigt, stod paa et Staffeli ved Vinduet; en Malerkasse aaben midt paa Gulvet.
Se Dem om, hvis De har Lyst. Jeg selv har blot noget at gøre ude i mit Huggehus! sagde Maleren, der allerede var halvt ude af Døren igen.
Christensen gik omkring; syntes først noget tvivlraadig — saa’ og saa’ — blev mere og mere overrasket.
Han nærmede sig Staffeliet, satte sig i den eneste store, gammeldags Stol — lænede sig tilbage — og blev siddende ganske tankefuld andægtig, med Haanden støttet under Kinden.
Endelig engang! Hvad var dog dette for et Menneske, som han her, midt ude paa Landet, saa at sige var snublet over? Navnet stod at læse paa flere af Billederne, men det gav ingen Oplysning. Christensen havde hverken set eller hørt det omtale før. Hvad siger i det hele taget et Navn?
Dette Rum var en Verden for sig. Han var kommen herind, nærmest af Høflighed. Skulde han atter tvinges til at beundre noget af den Dygtighed, hvis Prøver han nu tilstrækkelig kendte? … Hans første Blik havde været et flygtigt. Han ærgrede sig ved muligvis at træffe en landlig Dillettantisme, der fordrede en anerkendende Frase til Gengæld for en ydet Tjeneste! ... Men nu havde han sét.
Christensen skottede til Døren. Han var glad over at være ene; overvældet, næsten ydmyget, som han maatte erklære sig.
Han saa’ Udkast, Studier, Tegninger, Billeder, der hverken var Naturstudier, Atelierbilleder, Udstillingsæmner. Man kom i den besynderligste — den mest behagelige — Forlegenhed for at finde en Kategori. Det var Landets Liv og Livet paa Landet, som var disse Værkers Æmner og deres Udspring. Det var Naturen, til hvem de stod i Gæld; — der var et Studium her bagved; — men mere end Studium var der en stille, agtpaagivende Fortabelse i Aarstidernes Vekslen, en Kærlighed til Bondens simple, daglige Gerning, uden at hverken Mand eller Kvinde under deres Sysler var »grebet« fotografisk paa fersk Gerning, eller taget paa Kornet som »Model«.
Om disse Billeder vare malede ude eller inde — man skulde have ondt ved at afgøre det. Hvor meget der af disse Scener var fri Komposition, hvor meget der direkte var taget fra Naturen — det blev for saa vidt af underordnet Betydning. Her var en Maler, der stærkt havde begrænset sig, muligvis endogsaa resigneret. Til Gengæld var den Verden, som han aandeligt rummede og som han med sin Kunsts Midler omfattede, aabenbart i den Grad bleven hans egen, bleven Udtrykket for hans dybeste Følelser og Fornemmelser, at han kun behøvede med sit Kridt eller sin Pensel at glide hen over Billedfladen, for at vide sig sikker, overlegen og — indenfor sin Begrænsning — Mester.
Men denne Overlegenhed og dette Mesterskab røbede sig allermindst i Maaden, i Behandlingen eller Foredraget. Intet Bestikkende, ingen forbavsende Færdighed. Bredt var der taget fat — baade i Landskab og Figurer. Detaillerne fik værs’god se at underordne sig Helheden, og allermindst skulde det siges, at en Elegance var søgt opnaaet. Man kunde et Øjeblik — for Christensens Vedkommende kun et Øjeblik — være noget i Vilderede: var det Mangel paa teknisk Viden, der straks ligesom forvirrede En ved Indtryk af Ubehjælpsomhed, ved noget Kluntet og Tungt? eller var det en ganske sjældent individuel udarbejdet Form- og Farvegivning, der stillede den Fordring — hvad de unge Naturalister i Paris ikke altid havde vist Fasthed overfor — at Beskueren skulde have noget Arbejde ved Tilegnelsen, ikke rutsch væk skulde kunne beundre og applaudere?
Og Æmnerne? Ligesaalidt som det var et overordenlig stofrigt, i Terrænforholdene og i Beplantningen omhyggelig accentueret Landskab — og lige saa lidt som Figurerne vare kølige Modeller, malede blot for at have den Fornøjelse at male dem, eller fordi de tilfældigvis vare forekomne i Naturen — lige saa lidt var det Folkelivsbilleder med en Pointe, en Anekdote indledet eller afrundet ved et Tableau. I almindelig Forstand »foregik« der grumme lidt. Hvis Landskabet, Omgivelserne, Stemningen kunde tænkes taget bort fra disse enkelte, i Persontal meget begrænsede Grupper af Figurer, saa vilde der endda i Manden, Kvinden, Barnet eller Dyret være Situationens stille, velgørende Handling tilbage; — men i saa nær og inderlig Forbindelse stod netop Omgivelse og Figurer med hinanden, at disse Menneskers Udtryk og Stilling, Alt hvad de røbede af Glæde eller Sorg under deres beskedne Sysler, først ret fik Handlingens dybere Karakter og Stemning over sig ved det aabne Landskabs, og i enkelte Tilfælde Interiørets forklarende Væld af Toner.
I et akkompagnerende Væld af Tone og Farve, der kun lidet havde med noget »Luftstudium« at gøre, og lige saa lidt smagte af Atelieret — i en saadan inspireret Atmosfære af Naturglæde, isprængt Livets eget Vemod, var disse Billed-Digte neddykket. Her var en Maler, der fuldt ud var Maler, Iagttager og maaske i teknisk Forstand Eksperimentør — men som i sin Sjæl var Digter, maatte være Digter, for at kunne frembringe denne Stemningsfylde, for at kunne virke paa Beskueren ved Noget, der var mere end Glæden over Farvetoner, over »Valørerne«, over Finhed i Bevægelsen, Linjerne, Penselføringen, og hvad det altsammen hedder.
Her i denne Hytte, en halv Dags Kørsel fra Paris, levede og virkede en Kunstner, som havde »Sjæl«.
Og Christensen bøjede sig dybt forover med Hovedet i sine Hænder. Han tænkte paa, hvad han i sin Ensomhed derhjemme havde grublet og grundet over. Han gennemløb i Erindringen sin Rejse med de Omveje og de Sidespring, han havde gjort .…. han spurgte sig selv om, hvor megen aandelig Ballast en Kunstner da behøvede at tage ind — hvilken »Udvikling« borte fra det naturlige Centrum, han skyldte sig selv — naar det dog, som i dette Tilfælde, blot gjaldt om at sidde ude i en lille Landsby og »opdage« en Egn, en Natur, en Befolkning, et Himmelstrøg — opdage sig selv i trofast Kærlighed til alt dette! Eller havde dette alligevel ikke været tilstrækkeligt for denne Kunstner? Hvilke Storme, Lidelser, Erfaringer var her gaaet i Forvejen? Skulde det virkelig kunne tænkes, at han havde været af de faa Lykkelige, der straks finder sig til Rette i sit Kald, paa sin Plads, i sin Begrænsning — og saa opnaar Herredømmet indenfor Begrænsningen?
Noget af Renæssance var dette, noget af Kunstens Gudsdyrkelse — og det i en Tid, som denne, og kun en halv Dagsrejse fra en By, som denne Tids Hovedstad!
Og her sad han, Ivar Feldmann Christensen, en Fremmed i et fremmed Land …. og hvad kunde det tilsidst hjælpe ham altsammen — da han dog hverken havde Lyst til at vende hjem nu, eller — ja heri stak Knuden! — tiltroede sig Evner til at gøre som denne Kunstner?
Saa traadte Maleren ind.
Der kunde spores en Skuffelse hos ham ved at finde sin Gæst i en Stilling, der ikke røbede den mest ubetingede Interesse for Værelsets Indhold.
Naa ja — jeg tænkte det! sagde han. Enhver er tilbøjelig til at tro, at det, der er ham selv kærest, ogsaa maa tiltale andre! Men her er et Par Sager endnu — som ovenikøbet har været paa Udstillingen — og er kommen tilbage igen!
Der skjalv noget som en tilbageholdt Bitterhed i Betoningen af det sidste. Men der var en Selvfølelsens mandige Værdighed — og atter en vindende barnlig Godmodighed i hans Minespil, da han slæbte et Par Malerier i Ramme frem af en Krog, og viskede Støvet af dem med sit Bluseærme.
Christensen havde rejst sig:
Vent lidt! sagde han. Jeg maa først ytre mig om, hvad jeg allerede har set! Jeg vilde være stolt af Dem som Landsmand. Og hvis De levede hjemme i mit Land, saaledes som De lever her, vilde jeg være lykkelig ved at bo i Deres Nærhed, for bestandig at kunne følge Dem i Deres Arbejde og beundre hvad De skabte. Nu er De Franskmand — og jeg er kun Trækfugl her. Jeg vil aabent sige Dem, at Deres Landsmænds Kunst hidtil væsenligst har aftvunget mig Respekt, uden at jeg er bleven revet med — forstaar De, fuldt ud og dybest inde. Jeg begriber ikke, at jeg ikke før er stødt paa Arbejder af Dem, eller blot har set Deres Navn! Paa den anden Side: jeg begriber det meget vel; og netop derfor vil De maaske være tilbøjelig til i mig — fremmed og ukendt, som jeg er for Dem — at se en Broder i Aanden, der blot ønskede at besidde en Brøkdel af Deres Geni, for at kunne overbevise Verden om, at der endnu er Malerkunst udenfor Landenes Skoler og Partier og Udstillinger og .…. lad mig give Dem et dansk Haandtryk: man plejer at kalde det ærligt! Det faar da bøde paa Sprogets Mangler! —
Den Enthousiasme, hvormed Christensen havde talt; Spillet i hans Øjne, og den Haand, som han helt dirrende havde strakt frem — og endnu Noget i Ord ugengiveligt, som dobbelt føles og dobbelt vækker Tillid — Alt tilsammen gjorde et pludseligt, uventet Indtryk paa Hyttens og Malerstuens Besidder. Han stod endnu dér, belemret af de to Malerier, som han ikke ret vidste, hvor han skulde anbringe — forlegen, lyttende med de klare Øjne vekselvis aabne og sammenknebne, for at opfange denne Talestrøm, hvoraf nogle Ord, en og anden Sætning, kunde have været bedre Fransk .…. Og saa slap han Billederne, gik frem over Gulvet, omfavnede og trykkede sin Gæst hjærteligt til sig, idet han udbrød:
De taler fortræffeligt! …. Ah! saadan noget hører jeg gerne. Jeg er ikke forvænt, kan jeg forsikre Dem!
De blev sammen denne Dag og hele den næste. Som om de kunde have været langt yngre, lettede de deres Hjærter for hinanden. De havde fundet Tilknytningspunkter, de havde meget fælles — om end Christensen med et lille Suk maatte sige sig, at den anden havde ført sine Theorier ud i Praksis.
De vil høre mig fortælle om mig selv? — sagde den franske Maler, idet han kradsede sin lille korte Pibe ud og paany stoppede den med den mørke Caporal, som han søgte frem af Indholdet i sin rummelige Bluselomme:
Jeg er født her paa Egnen — bondefødt. Min Fa’r var forsaavidt en mærkelig Mand, som han lod mig lære noget. Selv havde han med en gammel Præsts Hjælp samlet sig en Del spredte Kundskaber; saaledes kurerede han paa Dyr, og jeg tror paa Mennesker med. I min Mo’rs Familie skulde der engang have været et »Geni« — men hvad Slags har jeg forsømt at faa nøjere Besked om. Vi var en Del Søskende, som nu er spredt omkring. En Bro’r af mig faldt i Algier. Han kunde tegne, og min Fa’r lovede sig meget af ham.
Det var daarlige Tider for Landmanden. Min Fa’r døde, da jeg endnu knap var voksen. Han vilde haft mig til at blive Læge — det var hans Ærgerrighed. Min Mo’r sad haardt i det. Nu maatte jeg tage Tjeneste hos vor Nabo Forpagteren. Jeg havde tidligere vogtet Kreaturer — endskøndt Fa’r ikke syntes om det — og jeg havde faaet en stor Kærlighed til Dyrene; den har da ikke forladt mig siden, kan jeg tro.
Jeg tegnede allerede dengang; først paa Mure og Dørfyldinger, saa i Bøger, som jeg tuskede mig til. Jeg var meget paa Marken, paa Heden og i Skoven. Det sidste Sted sneg jeg mig til at komme ud i; jeg læste derude Alt, hvad jeg kunde faa fat paa — og naar jeg kom hjem, saa tegnede jeg, hvad jeg kunde huske: Træer, Dyr, Arbejdere paa Marken, og desuden en hel Del gruopvækkende Kompositioner efter Guizots Civilisationshistorie.
Forpagteren saa’ skævt til mine Udenomsbeskæftigelser. Han havde jo paa sin Side Ret. Jeg var i hans Brød, og jeg forsømte mit Arbejde. Min stakkels Mo’r græd, mine Søstre skændte; men jeg var nu fast bestemt paa, at jeg vilde være Maler. Hvorledes dette skulde gaa til, havde jeg ikke nogen klar Forestilling om. Man skulde blot se at komme til Paris! vidste jeg. Det havde en omrejsende Malersvend fortalt mig. Han beskrev mig ogsaa al den Fornøjelse, der var i den store By, som for vore Forestillinger laa uendelig langt borte, og som var fuld af vilde Dyr og vilde Mennesker med.
Fornøjelserne trak mig ikke. Vor Sognepræst var en skikkelig Mand, som altid søgte at skræmme de unge Knøse, og Pigerne med, fra at tage til »Sodoma og Gomorra«. Men de vilde Dyr vilde jeg nok se paa Nærhold.
Jeg sled endnu et Aarstid og lagde mig lidt Løn op. Det var grumme lidt, men alligevel i mine Tanker en Kapital; mine Fornødenheder vare kun faa, og jeg mente, at naar man først begyndte at male rigtig med Farve, saa kunde man leve saa godt som af Luften.
Saa faldt Forpagterens Datter paa at se venligt til mig. Jeg kunde ikke lide hende, endskøndt hun var køn nok og et godt Parti for en Fyr, som mig. Men hun havde været Kærest med en Soldat, og man sagde ogsaa Et og Andet om hende.
Hun gik til min Mo’r, som dengang var skrantende, og hun søgte at opnaa igennem Moderen, hvad Sønnen ikke selv havde Øje for som hans eget Bedste. Det er forresten ikke usædvanligt hos os, at man gaar den Vej — og maaske det er andre Steder ligedan?
Mo’r laa dengang tilsengs. Hun kaldte mig til sig og spurgte, om jeg kunde lide Pigen? Jeg svarede: Nej! Saa rejs Du med Gud, min Søn, for her bliver det ikke godt for Dig at være! —
Jeg forstod, at det var hendes Velsignelse, hun gav mig med, og at jeg ikke vilde faa hende at se mere. Jeg græd hos hende, tørrede mine Taarer, tog min bedste Bluse paa, nogle Bøger og Tegninger i Lommen, en god Stok i Haanden, mine Penge i en Skindpose paa det blotte Bryst ved Siden af et lille Kors, som min Gudmoder havde givet mig — og saa vandrede jeg.
Ja, hvordan disse første Aar i Paris gik, det ønsker jeg egenlig helst at tie stille om. Jeg døjede ondt, jeg led Sult — men det har saa mange før mig gjort. Jeg kom paa flere Ateliers, hvor jeg ikke lærte at male, men hørte Slibrigheder, som jeg blot havde Umage med at glemme igen. Jeg traf ogsaa den omtalte Pige, som var bleven jaget bort hjemmefra. Hun var nu Model, og hun vilde have mig til sin Ven. Jeg betakkede mig. For at hævne sig, udspredte hun paa Atelieret det Rygte, at jeg stjal Farver og gamle Studier. Det forholdt sig dermed saaledes, at jeg, for ikke at sulte ihjel, samlede de udklemte og bortkastede Tuber og solgte dem til en Opkøber af Affald og Klude. Det paagældende Studie efter en nøgen Model havde jeg en Dag fundet i en Krog. Det var malet af en talentfuld ung Mand, der var gaaet tilbunds i Pariserhvirvlen. Jeg havde laant det hjem paa mit Tagkammer, for at lære mig nogen Penselføring og Farvegivning — da jeg paa Atelieret kun blev drillet og aldrig fik Ro til Arbejde. En af Kammeraterne, den stærkeste, skøndt ikke den dygtigste, tog mig i Forsvar, og man lod mig i Fred.
Men jeg havde faaet nok af Atelierlivet. Jeg led stadig Nød — det er mig endnu ubegribeligt, at jeg stod det igennem, men vi Folk fra Landet har jo nogen Modstandskraft. Der var et Sted, hvortil jeg stadig tyede, og det var Louvre. De gamle Mestre, som jeg beundrede og omgikkes fortroligt, i hvor uendelig lille jeg end forekom mig selv, de skaffede mig nu Brødet. Jeg syntes næsten dengang, at det var som et venligt Vederlag for min dybe Respekt. En Mand fra Syden — en snu Marseillaner — »arbejdede« med en lille Kohorte af Kopister. Jeg begyndte at kopiere; det gik raskere fra Haanden, end jeg selv havde tænkt; man roste mig og gav mig en ussel Løn; men leve kunde jeg. Saa kopierede jeg paa egen Haand og solgte mit Arbejde. Nu kunde jeg baade spise mig mæt og endda købe Bøger og Apparater. Jeg læste megt, jeg tegnede, jeg raderede — og saa begyndte jeg at se mig om i Paris.
Jeg havde hidtil levet som Murmeldyr. Hvad jeg nu saa’, det stødte mig absolut tilbage. Hvor der var udstillet noget hos Kunsthandlerne eller paa den aarlige Exposition, og hvor Folk flokkede sig i tætte Skarer, dér kunde jeg være sikker paa at finde frivole Sujetter, nøgne Fruentimmer, Scener fra Balletten, Væddeløb, pyntede Damer eller Soldater — altid Fruentimmer og Soldater. De Landskaber, jeg saa’, manglede gennemgaaende Landskabets Aand, som jeg selv bildte mig ind at kende, som jeg i hvert Fald havde gjort mig fortrolig med ligefra Barnsben. Jeg indrømmer, at Begrebet Aand fordrer et vist Frimureri for at blive forstaaeligt — men der hører nu engang et »Frimureri« til, for at forstaa Kunst!
Maleren tændte paany sin Pibe. De to Mænd saa’ paa hinanden. Han fortsatte:
Det var unægtelig dristigt af mig, en blot og bar Begynder, at gaa i Rette med den Kunst, jeg saa’ omkring mig, de Kunstnere, jeg efterhaanden lærte at kende. Der var ogsaa Dage, Tider, hvor jeg alvorlig spurgte mig selv, om jeg ikke var gal? — saadan at skære Alt og Alle over en Kam! Jeg forekom mig komisk, og jeg følte mig ulykkelig. Men jeg bad en Bøn, som min Mo’r havde lært mig. Jeg er hverken Fritænker eller orthodox. Jeg er vel vedbleven at være saadan som Bonden er og tænker i dette Kapitel. Jeg bad, naar jeg om Aftnerne gik tilsengs paa mit Tagkammer. Jeg var ikke misundelig paa nogen, led ikke af nogen pinagtig Ærgerrighed. Jeg vidste bare, at der var en Kunstner i mig, og jeg vilde være sand og ren og nobel som saadan.
Men jeg fandt ikke dette omkring mig. Der blev præsteret en overvældende Masse Kunst i denne By. Malere, Tegnere, Skulptører, allesammen sled de i det, som om de kunde have været Fabrikanter eller Børsmænd. Naar de havde opnaaet et Navn, saa gjaldt det om at sætte sig fast i Folks Erindring og Gunst; saa skulde der skabes en Formue; der skulde indgaas et fordelagtigt Parti, og var der stiftet Familie, saa skulde der skrabes Medgift sammen til Børnene.
Levede man som Ungkarl, saa blev der holdt et helt lille Hof i det kokette Atelier, med Journalister og Spradebasser, for slet ikke at tale om Damebekendtskaber. Min Ringeagt for alt dette kulminerede, da jeg en Dag saa’ en yngre Maler af et uomtvisteligt Talent og et stort Ry sidde højt tilvogns med ingen anden end Modellen, Pigebarnet herude fra, som gav »la grande dame«. Man paastod endogsaa, at han vilde gifte sig med hende. Den Æsel! sagde jeg ved mig selv.
Hvor blev den store Kunst af, eller blot den fine, den sjælfulde?
Jeg var taget ud paa Landet, for at se til en Søster, som var bleven gift. Herude malede jeg mit første Billed. Nu bagefter kan jeg sige, at det ikke: blev af de ringeste, jeg har gjort. Tidt er der noget i det første Arbejde, hvor man føler et friskt Gennembrud, som ikke let kommer bedre, ejendommeligere frem i senere, modne Ting.
Mine Slægtninge herude forstod sig naturligvis ikke derpaa. De har deres at passe, og dér er deres Dom god og sund. Men jeg var næsten lykkelig, da jeg havde faaet Billedet færdigt. En ung Pige — hun som siden blev min Hustru — var kommen i Besøg fra en Naboby; jeg viste hende Billedet, hun trykkede mig i Haanden, da jeg pakkede det ind, for at rejse med det tilbage til Paris. Gud være med Dig! Du vil nok faa Glæde af det! sagde hun.
Jeg sendte det til Udstillingen. Man kasserede det. I Grunden havde jeg belavet mig derpaa. Men — alligevel, det er et Stød. En Kammerat — som jeg har beholdt til den Dag idag — sagde mig: Det er for selvstændigt. Ingen maler saadan!
Jeg gik til en Kunsthandler med det, og jeg mente at burde sige ham rent ud, at Censuren havde forkastet det. Han smilede og erklærede mig, at det ikke var Grunden for ham til ikke at købe. Han gjorde mig endogsaa en Kompliment for Ejendommelighederne ved Billedet. Men hvorfor maler de saadanne Idyller fra Landet? En Faareklipningsscene ved Solnedgang! Det er smukt — det er paa Ære meget smukt! Hvorfor maler De os ikke en smuk Kvinde? —
Nøgen? spurgte jeg.
Han smilede bejaende og bukkede: Hele Verden vil have det …. Man faar indrette sig derefter!
Muligvis De ogsaa køber Zuaver? spugte jeg, idet jeg gav Bybudet et Vink om at bære Billedet ud af Butiken igen.
Aa ja! Zuaver kan gaa an! sagde den store Mand. Helst i Fægtning …. og allerhelst sammen med Kabylerpiger!
Saa solgte jeg Stykket til en Jøde for firsinstyve Francs. Og jeg syntes, at jeg havde gjort et Coup. Med disse Penge tog jeg tilbage hertil og lejede mig Hytten. Siden har jeg ikke været i Paris!
Piben blev banket ud, stoppet paany og tændt. Christensen sad i Tanker.
Interesserer det Dem at vide, hvad der siden er foregaaet her? spurgte Maleren og pegede smilende omkring paa Væggene. De har selv set Samlingen! Naturligvis er der vandret en Del Billeder ud her fra …. man skulde jo leve. I den første halve Snes Aar holdt det haardt nok. Jeg giftede mig, og fik Børn. Min Kone har været mig en Støtte i at holde Humøret oppe, naar det kneb; og Børnene har hjulpet med. I det sidste Par Aar er det lykkedes mig at sælge et Billed til en anstændig Pris — og jeg er optaget i en Kunst-Revue. Forleden Dag sendte man mig endogsaa et Blad, hvori en og anden stor Kapacitet havde »opdaget« mig. Du skal se — sagde jeg til min brave Kone — det ender med, at man skærer mig i Træ og sætter mig i l’Illustration! Før jeg dør, kan jeg maaske være kendt af en Tusind Mennesker, og efter min Død vil man betale Dig for disse Pillerier her, saa at Du kan give Børnene en anstændig Opdragelse, eller sætte dem i Vej. Ça marche, ça marche!
Han havde sagt dette smilende, men dog saaledes, at den tilbagetrængte Bitterhed stak en ille Spids frem bag Smilet; og hans Stemme skjalv en Smule. Han vendte sig nu, saa’ ud igennem Vinduet og nikkede til Konen og Børnene derude. Da Christensen atter betragtede hans Ansigt, laa der over dette et lysende Drag af noget ukueligt, noget mandigt stolt og selvbevidst, der klædte de kraftige Træk og for et Øjeblik dækkede de Furer, som de trange Aar havde gravet.
Naa ja! sagde han. Enhver faar, hvad ham tilkommer, alt eftersom han vælger for sig — eller lader andre vælge! Den, der selv træffer sit Valg, har i Grunden fraskrevet sig Retten til at klage. Den, der blot en Gang om Ugen har en lykkelig Dag, hvori han føler sig overensstemmende med sine Evner og sin Overbevisning, han har noget at tære paa!
Og har jeg ikke haft lykkelige Dage?
Han syntes at se ud i Naturen, ud igennem de vekslende Aarstiders Spil af Farver og Stemninger, hvorfra han tog Inspirationen til sine Billed-Digtninger. Han syntes med ét Blik at omfatte denne Række, som hans Haand havde udarbejdet efter Naturen som Mønster — denne Haand, der maaske tillige havde skælvet af Kulde eller dirret under hans bløde Hjærtes Uro for en Fremtid, hans egen og hans Kæres! Og idet Lysningen atter faldt over hans Ansigt, slap han Erindringen om sin Kunsts Pilgrimsgang, og han saa’ smilende paa sin fremmede Gæst:
Nuvel! lad dem om det derinde i »Sodoma og Gomorra«! Lad dem veksle med deres Idealisme og Realisme; lad dem holde deres Model i Ære, eller kaste den væk. For mig er det Ord — tom Snak. Og det værste, jeg kunde tænke mig, var, om jeg virkelig blev berømt — om de fik snuset mine Ting efter og set, at jeg snart arbejder i Naturen og snart komponerer — og at de saa fik lavet en Skole paa det og kanoniseret mig som Stifter.
Den Enkelte har Ret — kun den Enkelte. Han er altid skatskyldig til noget Forudgangent; men saa snart han har glemt, hvad han hos Andre har set og tilegnet sig, saa begynder hans Ansvar for egen Regning — og han er altid ansvarlig for sin Sjæl — den eneste Del i hans Kunstværk, som de ikke kan eftergøre; den eneste Del, der overlever ham — hvis Noget overlever ham.
Her har jeg siddet i de lange Vinteraftner og læst højt for min Kone af vore herlige klassiske Værker — dem, som jeg vil efterlade mine Børn til at læse i. Jeg føler mig stolt som Franskmand, stolt af at tilhøre en stor Nation — hvis Fejl jeg klart og skarpt ser — men som har frembragt en Kultur, hvoraf jeg kan øse Værdier for mit Liv.
Men som jeg sidder her, og som jeg færdes i denne min Fødeegn, saa kan jeg glemme, at jeg er Franskmand — men aldrig glemme, at jeg er født som Menneske i disse Omgivelser, under dette særlige Himmelstrøg, blandt disse saakaldte »stakkels« Bønder og Dagleje, hvis Sorger omtrentlig er mine Sorger, hvis daglige Liv i de mindste Ting jeg betragter med samme Ærbødighed, hvormed jeg gemmer Erindringen om min Fa’r og Mo’r. Det er sandsynligt — jeg tror det selv — at vor Tids Kunst nu gennemlever sin Decadence. Men hvad saa? Himlens Skyer, Hedens fine Røg, Skovens fjærne Høje, Mandens og Kvindens Gerning herude blandt Dyrene og med Landskabets Liv omkring sig — alt dette kender ikke til Decadence. Og den Enkelte, der søger det, i beskeden Tillid til sin Kærlighed, som Stof for sin Kunsts Evner — han kan maaske gaa Ram forbi, naar Dommen bliver udtalt over denne Tid!