Med den brede Pensel/9
IX.
Videre. Rom.
Da Christensen kom tilbage til Paris, opfyldt af disse Indtryk fra Landet, satte han sig hen og nedskrev, hvad han havde oplevet, set eller hørt. Saaledes havde han paa Rejsen vænnet sig til at gore. Han førte ingen Dagbog i den Forstand, at han bragte sine Indtryk, sine egne Oplevelser eller andres Meddelelser til Protokols. Han skrev Breve — uden Adresse og uden at de blev afsendt — til »En eller Anden derhjemme«. Og saaledes gjorde han nu.
Og da han havde skrevet og gennemlæst og lagt ned i sin Koffert — saa drog han et dybt Suk: Det er jo, som om det var hændt Dig selv! og atter er det, som om det ikke var hændt Dig, men som om Du havde faaet et Vink om at gøre ligesom en Anden! Altsaa: hjem! begynde ude paa Landet, og …. Nej men der hørte jo en Kone til, og Børn! Eller var maaske Kone og Børn en Tilfældighed, som kunde undgaas, overspringes? …
Han faldt hen i en Række Erindringer, Overvejelser, Tankeforbindelser. Han vækkedes af Regimentsmusik fra det Fjærne, der for en Stund overdøvede den hule Vognrummel. Han gik hen til Vinduet og saa’ ned under sig; Pariser-Grisetten, der trippede afsted; Dagdriveren, der fulgte hende slentrende med Stokken i Lommen; Arbejdere og Arbejdersker, som havde travlt; Butiksmanden, der i Døren passiarede med sin korpulente Halvdel; han saa’ Karosser og Karether fare forbi, overstænkende Fodgængerne med Gadesølet; han blev — uden at der egenlig i noget af dette laa nogen Anledning — saa hjærtensked og led af at være her.
Han tænkte sig hjemme paa Kultorvet — hos Hørkræmineren,; Urtekræmmeren, Spillelæreren. Han blev ikke opbygget ved Tanken om et Gensyn — ikke engang med den brave Hørkræmmer, maaske mindst med ham; thi han havde et Spørgsmaal i Øjet: hvad har Du saa bestilt, hvor vidt er Du kommet?
Han tænkte paa Professoren derhjemme. Stod han mon nu og kradsede sig i Nakken, og bed paa Penselskaftet, medens Furen mellem den stærke Pandes Knuder kom frem og sagde: det er et Slid at være Kunstner — undtagen i de enkelte lykkelige Øjeblikke, hvor man ligesom kan gaa med Vorherre under Armen — men hvor ofte er det?
Og saa tænkte han paa en Dagligstue med et Billed paa Væggen, og paa en Dame … Men hurtigt skyndte han sig ud af denne Stue, for at søge sig en Plads rundtomkring i hans Fødelands Natur, hvor han kunde slaa sig ned og sige: dette er min Egn! jeg tager den i Besiddelse som dens Skildrer og Fortolker!
Og han opdagede, at der ikke var en saadan Egn i hans fjærne Fødeland, som han kendte og elskede, og hvorom han kunde sige: dette er min, og jeg er dens!
Han pakkede sin Koffert, kørte hen med sit Kreditiv i en Bank, kørte til en Jærnbanestation, løste Billet til Grænsen — kørte til Grænsen — gik igennem Schweiz — tegnede en Del Bjærge — kom til Overitalien — gik igennem en Del Byer til Venedig — kørte til Florens — og kørte omsider fra Florens til Rom.
Nu var han her, ved Endemaalet for næsten alle hjemlige Kunstneres Længsel og Higen. Han var her! Og som det gaar ved Opnaaelsen af alle menneskelige Ting — ved Maalet for enhver Rejse, Afslutningen af Alt, hvad der med Spænding er imødesét — han fandt sig allerede ved Begyndelsen af nye Længsler. Thi var der ikke Grækenland — det hellige Land — Ægypten? ….
Aa, disse Rejsebøger og Beskrivelser! tænkte han. Og disse de Medrejsendes Fortællinger om ganske anderledes seværdige Stæder og Steder! Disse Tidens nemme Kommunikationsmidler, der driver og jager os afsted med Tidens egen fordømte Rastløshed! Naar Romantikerne elskede deres Veturiner og Dagvogne — saa udtalte de, dem selv ubevidst, en gylden Leve- og Rejseregel i deres ofte sentimentale Forkærlighed for Luntetrav og Landevejsstøv!
Men ogsaa Romantikerne rejste. Ja, det var dem, der havde gjort Romafarter til et Dogme!
Nej, den franske Maler havde Ret. Han blev, hvor han var!
Og saa var der atter det ved Italien, at Alt var blevet saa befamlet og befølt, bemalet, beskrevet og besunget. Ikke var der en Poet — begyndende fra Goethe og lige ned til en sølle Tidsskrift-Elegiker — uden at han havde været dér og givet sit Besyv med, ordnende Stoffet i den Grad for Turisten, at saavel Lærd som Læg maatte føle sig i Ledebaand, i Gangkurv.
Der Deufel hole die Dichter! Det havde i Florens en sydtysk Dame sagt til Christensen — en fuldblodig, ligefrem, naturlig Dame, der rejste sammen med sin Mand for at bøde paa en forsømt Opdragelse. Det var ganske vist navnlig Griseriet, Lopperne, den daarlige Mad, Manglen paa Øl, og andre Genvordigheder, der foranledigede hendes stærke Udbrud over de Folk, der fik lokket skikkelige Mennesker hen til et saadant Land. Men Christensen maatte i sin Ærgrelse næsten give hende Ret: Der Deufel hole die Dichter — og han kunde tilføje: Malerne med!
Alligevel — saa vaagnede han op med en ganske sær Fornemmelse af forventningsfuld Benauelse, efter en daarlig tilbragt Nat i en Jærnbanekupé, hvor han heldigvis var bleven alene. Skælvende af Kulde. i Morgenens Gry saa’ han ud af Vinduet. En fin Taage hang over den romerske Campagne. Campagnen! tænkte han, og gav sig til at søge efter Aquaducter, Bjærgenes Linjer, Flodens Krumninger, maaske den evige Stads Mure …. Der var intet. Kun de nærmeste Genstande traadte frem — en Bakkelinje — et lille Hyrdehus — noget som en Tørvestak. Det kunde lige saa godt være den jyske Hede! tænkte han — og huskede i det samme paa, at i saa Fald vilde det ogsaa være første Gang, han saa’ den jyske Hede. Men herom mener nu alle Danske at vide Besked — i det mindste gennem Blicher.
Naa; altsaa dette er Campagnen! sagde han igen og svøbte sig ind i Kappen, tændte sin Pibe — en Foræring ved Adskillelsen fra den franske Maler — og saa’ atter ud af Vinduet.
Saa kom der, ned ad en Bakkehældning, et kroget Oliventræ frem. Og en ridende Hyrde holdt paa en mager Hest foran et lille, næsten udslukt Baal, omkring hvilket tre, fire lange Fyre strakte sig i deres Lærgamascher, Gedeskindsbukser — med Haarene udefter — revnede Trøjer, spidspullede Hatte, grove, stive Kapper.
Campagnoler| tilføjede han, og nævnede i en Fart for sig selv mindst tyve Navne paa ældre og nyere Malere — og han saa’ alle deres Billeder for sig, med stadig det samme Motiv.
Nu skal der komme Peterskuplen i Baggrunden! sagde han.
Men den kom ikke.
Det var ikke som i de gamle Dage, hvor Veturinen paa et bestemt Sted af Vejen drejer sig om til den Rejsende i Vognen, og siger, visende med Svøbeskaftet ud for sig: Ecco S. Pietro!
Dels var det Taage. Og dels fo’r Jærnbanetoget stønnende og slingrende afsted sin egen Vej, der ikke er den gamle krummede og slyngede Kørevej med de mange Udsigter. Der viste sig intet. Taagen blev tættere — spredte sig i hvert Fald ikke. Og Christensen lænede sig tilbage, dampende paa sin Pibe, døsig, træt af de mange Gallerier, Samlinger, Kirker og Klostre, som han havde i Hovedet, næsten ønskende, at det var den jyske Hede, som han kørte hen over — hvor der intet saadan Mærkeligt laa og ventede paa ham, hvor Intet var sket — højt regnet en Svend Grathe slaaet ihjel — og hvad kom Svend Grathe ham ved?
Men saa med Et — saa lød det skingrende Signal fra Damppiben; og Toget dundrede hult — i langsommere Tempo — henover noget som en Bro. Og gennem Taagen, som Solen nu gjorde til et Guldflor, saa’ han nedenunder sig et leret, graaligt, ikke synderlig bredt Vand. Og der kom mørke, middelalderlige Mure frem, forfaldne, med takkede Tinder og firkantede Taarne. Det begyndte saa sært at krible i ham …. og nu saa’ han virkelig antike Ruiner — Thermerne — romerske Ruiner — Rom — Sullas, Augusts, Ovids, Kejsernes og Apostlenes By — den store Innocens’ og den store Clemens’ Stad — det Sted, hvor Rafael var død, og hvor han og Michelangelo havde levet og arbejdet .…. jo, han var i Rom! Han var her! indenfor de Mure, som omslutter Kulturens og Kunstens mærkeligste Historie, Menneskenes Flod og Ebbe, Stigen og Falden, Herlighed og Forgængelighed.
Man kan være rolig — her kommer ingen Beskrivelse af den evige Stad. Det er besørget før — baade grundigt og godt og mindre godt — og Ivar Feldmann Christensen skulde mindst af alle tilbyde sig som Cicerone. Han lod det første ubeskrivelige Indtryk sætte sig, og saa optog han sine sædvanlige Sysler, sin gamle Maade at være og ræsonnere paa.
Han kunde ikke forholde sig helt afvisende overfor Landsmænd. Der var baade ældre og yngre Kunstnere, som søgte ham; og han trængte i Begyndelsen til Selskab. En egen Luft ligger over Rom, Fortidsluft — man kunde sige Grav-Luft. Om man staar op ved Morgen i det klareste Solskin, i jævnt godt eller endog i straalende Humør, saa skal man nok inden Aften have mærket Skyggerne, der kredser omkring de forvitrede Mindesmærker, der lister sig gennem Paladsernes og Galleriernes Sale, og som ved Solnedgang synes at blande deres dæmpede Sange med de ringende Klokker fjærnt og nær. Der klæber Blod og Forbandelser, ligesaavel som Hymner og Velsignelser ved denne By — tænkte Christensen; og naar Renæssancens Livskraft, dens mægtige Idealitetstrang ikke har formaaet at præge Byen udelukkende med sit adelige Mærke — naar der i det Store fra saa mange Perioder bestandig stikker Epigonernes Afmagt frem — naar der, med andre Ord, stadig skal laves ny Kunst ved Siden af og ovenpaa den gamle, i Stedet for at man skulde valfarte hertil i Ydmyghed og forsvinde i Tavshed — saa kan Indtrykket saa nemt blive et overvejende sørgmodigt: man fristes til at sætte sig her som paa en Grav, ofre sin Tribut til Minderne, og ønske at Skyggerne allerede havde optaget En i deres luftige Kreds!
Det var Christensen, der tænkte saaledes. Andre have tænkt og ville tænke anderledes. Og Landsmændene tænkte gennemgaaende paa at arbejde og bestille noget — hvad der ogsaa var baade sundt og fornuftigt.
De søgte ham, og han nærmede sig til dem. Han følte, at der var Fare ved at blive altfor alene her! Deres harmløse Passiar, deres Godmodighed, en Spas engang imellem, en Udflugt i Fællesskab, der mere gik ud paa at søge god Vin end god Kunst — alt dette var adspredende, beroligende.
Men saa kom Vrangsiden. Den danske Tilbøjelighed til Smaadrilleriet; det lille Folks Vane til at stikke Næsen i hinandens Sager — dette Kammeratskab, som er en Plage, naar det ikke kan blive til Venskab, og naar det mangler Takt og Smag, Afslebethed og Rutine, for blot at være Selskabelighed. Yderligere: disse evige Pengesorger, hvorunder vor hjemlige Kunst hutler og snegler sig frem, altid følende Skoens Tryk, og derfor — ganske naturligt — stedse talende om, at Skoen trykker.
Saa fulgte de fortærskede Debatter om Akademiet derhjemme — om hvad Kunstforeningen muligvis vilde købe næste Aar — om at skaffe denne eller hin ud af eller ind i en Komité — om Ens Søsters eller Ens egen Forlovelse .…. Det blev omsider Christensen for meget. Thi vel er Hjemmet en kær Ting; det rummer i sig det Bedste, som man i det hele har at bygge paa — hvor man end færdes i Verden, og hvilken Bygning man end tænker sig at ville opføre — men iblandt Kejserborgenes Ruiner, paa Cæsars Forum, langs den appiske Vej, i Vatikanet, paa Monte Pincio og S. Onofrio, foran Peterskirken og i Katakomberne, ja selv ude paa Protestanternes Kirkegaard stadig at skulle have Mindet opfrisket om den røde Bygning paa Kongens Nytorv …… det kunde dog ikke være Meningen med at være i Rom!
Saadan mente Christensen. De andre fik da være friskere, sundere, mere i Overensstemmelse med det Liv, hvortil de nu engang var skabt! Han foretrak at være Særlingen, under hvilken Form han var kendt derhjemmefra, og som de gav sig Udseende af at respektere, idet de næsten følte det som en Lettelse, at han trak sig tilbage. Naar man enten har Familie at forsørge ved sin Kunst, eller man arbejder derhen til, som til en Mulighed, hvis Mangel maaske endogsaa bliver en manglende Drivkraft, og naar man »dog alligevel ikke« — som en af Kredsen meget hjemlig-fornuftig bemærkede — »kan falde paa at ville være en Michelangelo,« hvorfor da spænde Fordringernes Bue saa højt? Den kunde muligvis briste, og man blev hverken Medlem eller Professor derved!
Saa lod han de vordende Medlemmer og Professorer styre deres Kurs henad denne de danske Kunstneres Vej til Ros og Magt — med Udsigten til et nogenlunde Udkomme, til en om end beskeden saa dog agtet og ansét Eksistens, til Giftermaal og Familieforbindelser. Alt er jo dog relativt i denne Verden! Og tænkte han end selv paa Hjemmet omtrent som paa et Fangebur — nogenlunde med Hamlets Ord, om ikke med hans Sønderrevethed — saa maatte han nu, som forhen, give de Andre Ret: de attraaede det Overkommelige, og derfor vilde de sandsynligvis blive baade lykkelige og nyttige Mennesker i deres Samfundsstilling!
Han valgte at mure sig inde. Det kendte han til. Dog ikke saaledes, at han sad i sit Logis. Han færdedes i Kirkerne, i Gallerierne, paa Bibliothekerne, i Samlingerne; han blev særlig Vatikan-Menneske. Men først blev han kendt med og Bekendt af den sydtyske Maler.
Det gik saaledes til.
Han sad en Aften paa en Osteria sammen med Landsmænd. Der havde været en livligere Disput end ellers. En talentfuld, varmblodig Billedhugger, som Christensen nærmest havde sluttet sig til, var endog kommet noget ud over den Streg for Debatten, som Nordboerne for Nemheds Skyld og ifølge deres Naturel plejede at holde. Den nydte Vin havde maaske bidraget sit. Christensen var ikke undgaaet Paavirkningen saavel af Vinen som af Stridsæmnet. Saa meget han paa denne Rejse havde vænnet sig til og faaet Smag for Selvbeherskelse, saa var der en Glød tilbage, som kunde fange Lue. En Pavse var indtraadt; man havde rejst sig i Forstemthed og var gaaet hver til sit.
Christensen var bleven siddende. Nu traadte en Fremmed hen til ham, hilste høflig og udbad sig paa Tysk, med udpræget sydlig Dialekt, nogle Oplysninger angaaende Striden, der havde interesseret ham, den Fremmede, fordi han kendte en eller flere af de Paagældende baade som elskværdige Mennesker og som begavede Kunstnere.
Med et hurtigt, skarpt Blik betragtede Christensen ham. Han var i Selskabsdragt, velbygget, noget over Middelhøjde, elegant; man kunde tage ham for en Diplomat eller Officer; men der var atter noget skødesløst i Holdningen — og saa var der Ansigtet, Hovedet, der røbede Kunstneren. Maaske bevidst var her søgt en Lighed med den store Buonarroti — maaske var der virkelig en organisk Lighed tilstede med de velbekendte Michelangeloske Træk: der var denne Afstand mellem Øjnene — det ene ligesom en Kende lavere end det andet — og der var Haarlokken, Skæggets Vækst, et Drag om Munden baade af det Smærtefulde, der udtrykker Kunstens Sisyphus-arbejde, og af den Vilje, der modig løfter paa Stenen.
Saa var der det, som ikke var Ligheden. Man kan være endog en blind Beundrer af Renæssancekunstens Ypperstepræst og Profet, uden derfor at regne ham blandt de smukke Mænd. Denne Fremmede derimod var en smuk Mand, en af de fængslende, interessante. Det var Nutidstræk, disse; de røbede nervøs Uro, stærk aandelig Spænding, megen Erfaring og Iagttagelse under et rastløst Arbejde — og dertil kom der noget af det, som i Bøgerne benævnes »dæmonisk«, men som det ikke er saa lige en Sag at give et Navn, endsige at beskrive, naar man træffer at komme til at sidde Ansigt til Ansigt med det i en romersk Osteria.
Og nu erindrede Christensen, at hans Landsmænd ved en Lejlighed havde vist ham derine Mand — næsten peget paa ham og sagt: det er en berømt sydtysk Maler, som bebor en hel stor Fløj af et helt stort Palads, som har Tjener med hvide Lægge til at vaske sine Pensler, som holder et helt lille internationalt Hof i sine Sale, og som maler alle Samtidens berømte eller fornemme Mænd og Kvinder!
De skikkelige Danske havde tillige paa en hemmelighedsfuld Maade antydet, at Eliten af den Dameverden, som fra alle Nationer samles i Rom, ikke for intet flokkedes omkring Portrætmalerens Staffeli. En smuk, exentrisk, i alle Retninger fremragende Dame havde for nogen Tid siden ad den ikke længer ganske usædvanlige Vej — ad Frivillighedens Vej — søgt bort til det store Hinsides; og dette Dødsfald — sørgeligt interessant, som det var — havde det bevingede Rygte sat i nær Forbindelse med Kunstnerens Navn, med det farligt Fængslende i hans Personlighed.
De to Mænd sad nu her sammen ved et lille Bord i den øde Osteria; de havde Vin for sig, og de havde Natten for sig. Det kom til Udtalelser imellem dem.
Den Fremmede nævnede sit Navn, Christensen sit. De trykkede hinandens Hænder, tog ligesom aandeligt Maal af hinanden, løftede Glassene med den forfriskende, tilsyneladende uskyldige Landvin, nikkede og drak ud.
Saa begyndte den sydtyske Maler:
Jeg har som sagt gjort Bekendtskab med flere af deres Landsmænd. Det er habile Folk, elskværdige Folk — og de har en god Grund, noget Solidt at bygge paa — hvad ikke altid kan siges om Tyskerne!
Ja, vi lærer alle at tegne! svarede Christensen med sit Smil.
Tillad mig! vedblev den Anden stadig høflig. Jeg er ofte forbavset over Resultaterne. Et saa lille Folk — saa afsides liggende Land — og dog en Smag, en udviklet Dømmekraft ……!
Christensen afbrød ham: Ja Dømmekraft har vi — særlig overfor andres Arbejder. Overfor vore egne plejer vi, mere end heldigt er, at nøjes med de smaa Fordringer!
De er et lille Folk! gentog Sydtyskeren og saa’ med det ene Øje bestemt paa Christensen.
Denne nikkede langsomt, greb om Glasset, satte det haardt imod Bordet, og sagde:
Det er en Ulykke! Ikkesandt? De føler det med os … det er en Ulykke!
Man var kommen over Indledningen. Den fremmede Maler drejede sig lidt paa den halmflettede Stol, slog nogen Cigaraske af sit Kjoleopslag — og saa’ bort fra sin Genbo, som havde Ordet:
De aner dog næppe ret, hvad det vil sigel! sagde Christensen. Landet, som er blevet mindre og mindre, ligger helt og holdent i den ene By, som er for lille, om den end er uforholdsmæssig stor. Vi fødes saa at sige paa Skødet af hinanden. Der kan være noget hyggeligt i et saadant Familieskab — naar der blot ikke var Tale om Kunst. Kun til én ad Gangen er der Plads, og han kan endda ikke nyse, uden at alle Slægtningerne siger Prosit! Hvis Kunst, hvis aandeligt Liv i det hele taget forlanger Alburum, saa mangler vort Land — vor By — Betingelserne. Alt befamles, beføles, besnakkes og besigtes i sin første Udfoldelse — den vigtigste Periode for Talentet. Man forfølger det ikke længer med de forrige Tiders barske Bornerthed — sligt kunde undtagelsesvis fremkalde en gavnlig Desperation — nej man nusler, pusler og sysler med Talentet, indtil det fine Vingestøv er borte — indtil alle stærke Livsytringer er brudt …. og saa sætter man det i Glas og Ramme, forgyldt Ramme, men ikke engang ægte forgyldt — thi det har man ikke Raad til! … Tiltrods for dette maa jeg sande Deres Ord: det er forbavsende, at der endda er Resultater. Og der er Resultater! sluttede Christensen.
Det var den Andens Tur til at nikke.
Han bøjede sig frem over Bordet og sagde, idet han dæmpede sin Stemme:
Deres Landsmænd — De selv f. Eks. — burde til Stadighed leve i Udlandet, under store Forhold, i Omgivelser, som .….!
Som fremhævede vore virkelige Forhold, Miniaturen i vor Vækst, vor indre og ydre Mangel paa at gøre sig gældende, vor ræsonnerende og kritiserende Passivitet og samtidig den Storsnudethed, som vi dølger bag ved vor Beskedenhed …. aa, naar vi endda var virkelig beskedne! afbrød Christensen ham og skvulpede med Vinen i sit Glas.
Prøv det! bliv her! sagde den Anden med indtrængende, urolig Hæftighed. Han tog Vejret, som om han havde sagt for meget — eller som vilde han give Indtrykket af den meget bestemte Opfordring Tid til at virke. Og atter saa’ han paa sin Genbo med et ejendommeligt lidende Præg over de interessante Træk — og han lagde sin smukke, hvide, faste Haand paa Christensens Arm:
I Nordboer har noget af det, som vi savner, I har dette Tilforladelige — som var vor Arv fra Middelalderen, men som vi har slidt paa, indtil det er forflygtiget i en Decomposition af … Gud véd hvilke Bestanddele. Og I har — bliv ikke vred — I har denne Tilbøjelighed til Selvafklædelse, til at krænge Vrangen ud af jert Væsen, som forudsætter en for os næsten ufattelig Tillid til jere Omgivelsers Diskretion, gode Hjærte og Medfølelse .….!
Christensen rødmede. Førend han kunde svare, fortsatte den Anden ivrigere:
Tro mig, jeg mener netop ikke at saare Dem derved. Jeg føler — smærteligt føler jeg i vore Kredse Savnet af det, der hos Dem synes en ganske naturlig Egenskab. Jeg forstaar, at De ikke i ethvert Selskab viser Dem saaledes; jeg aner et Frimureri imellem Dem og mig — og jeg gentager min Bøn: bliv her — prøv det med os — med mig!
Christensen var overrasket. Det var en Venskabserklæring i saa lidet omskreven Form, som tænkeligt. Han lod imidlertid sit Blik — maaske ufrivilligt — falde paa Vinen i Glasset. Den Anden ligesom snappede Blikket og udbrød:
Det er ikke det! Jeg kommer fra Selskab. Jeg er hjærtensked af det Alt — af de smukke Damer — de aandfulde Herrer — og allermest af de aandfulde Damer. De finder mig exalteret, saadan som De dér sidder og ser paa mig. Ganske som De vil! Vi tales ved imorgen — og De vil maaske finde mere end ønskelig Kølighed. Men nu er vi her — der er Noget, der har nærmet os til hinanden — og jeg slipper Dem ikke — lad saa det »Noget« være, hvad det vil. Sig mig blot med det samme — De kommer jo hertil fra Frankrig — hvad mener De om den franske Kunst?
Atter var Christensen overrasket. Han fyldte sit Glas, skænkede ogsaa i sin Genbos Glas, og vilde just i Almindelighed sige noget om den franske Kunst — da han saa’ det ene store, levende Øje fæstet paa sig med et Blik af dyb, lidenskabelig Uro, en overbevist, fanatisk Uro, der selv gemte Spørgsmaal og Svar paa sin Bund:
Ikkesandt — Frankrigs moderne Kunst er kold — iskold? Og det lille, knappe Ord »eiskalt« klang med en skærende Lyd, som en Diamant mod en Rude.
Den sydtyske Maler greb sit Glas, tømte det i én stor Slurk, lagde sin smukke hvide Haand — uimodsigeligt en Kunstnerhaand — over den brede Pande, og halede med Fingrene i Haarlokken. Paa den ene Finger sad en Ring, en Diamant i ganske simpel Indfatning. Osteriaens øde Rum var søvnig oplyst, men netop i det matte, ligesom vin-omtaagede Skær fra et Par osende romerske Lampevæger lynede og funklede den ædle Sten ud igennem sine usynlige Slibninger. Christensens Øjne droges uvilkaarligt ind imod Glansen. Medens disse hastige eller langsomt dvælende grønne, luerøde, blaalige og vandklare Blink tindrede dér foran ham, afgav han en Rapport over fransk Kunst, idet han dog fortav sit Møde med Maleren ude paa Landet. Det trængte til en Meddelelse for sig selv, mente han. Han følte sig mere end halvvejs træt nu — og han følte virkelig sine Ord som en Rapport — som en mekanisk Forklaring, hvori Intuitionen tier, og kun Ordene lyde.
Den Fremmede havde talt om et »Noget«, som skulde være imellem dem. Et Noget — hvad det saa var — betog Christensen. Det meddelte sig til den navnløse danske Maler fra den navnkundige fremmede — denne Mand, som sad dér, beundret, efterstræbt, sikker ved saa mange Sejre, øjensynlig adspredt lyttende til den andens Ord — medens der, i Blink paa Blink, udgik fra Stenen paa hans Finger Fortællinger om Fest og Skønhed, store Sale, et Billedgalleri af rigt levende Liv, ophævet over alle pinlige Bekymringer, der kan trække Kunsten ned fra dens ideale Højder.
Øjensynlig adspredt slap den Fremmede Haarlokken med Haanden, fór sig endnu engang over Panden og sagde hastig:
Javist — javist! De har Ret. Jeg kender til det. Ogsaa de unge Naturalister har jeg set. Bah! Naturalisme … som om Fornyelsen kom derigennem! Blot et nyt Udslag af den franske Formalisme — et Greb ud i det tomme Rum, for at skabe en Værdi, hvormed de kan brillere. Og saa bilder de os ind — dem selv ind — at det er Alvor. Ja! med Alvor driver de det — og til Forandring fra Letfærdigheden faar vi alvorlige, kolde, forpinte Miner at se! Paa en hel forandret Livsopfattelse maa en hel forandret Kunst hvile … ingen Fixfaxerier med at male lidt mere og lidt mindre efter Naturen; det er blot Barnagtigheder …. paa Valget og den indre Grebethed beror det — men hvad har det kommende Frankrig at fortælle os derom? La nature!! Som om Naturen var udenfor os …? Aahaa! den er i os —os … den er her!
Og Fingren med den glimrende Ring kom til at pege paa hans Bryst — et bredt, hvidt Skjortebryst, der ligesom spændte sig, for tydeligere at artikulere Ordene og bestemme deres noget vilkaarlige Adresse.
Han bøjede sig frem over Bordet og sagde igen med sin dæmpede, indtrængende Stemmes betagende Betoning:
Tror De, at vi lever i en Tid, som har Kunst, eller i en, som ingen har, som maa laane, ja som med Knæfald maa trygle og tigge sig frem hos de gamle Mestre? — Jeg vil sige Dem min Mening: man sidder ikke i en Drosche, paa en Jærnbanestation, i et Theselskab eller paa en Knejpe og gør Kunst. Man faar heller ikke et Kunstværk frem ved at rende i Mark og Mose, om man saa maler en Forgrund aldrig saa godt! Spørg Venezianerne, spørg Tizian — den Mand, som det er værd at tjene med Hatten i Haand! Kunst er enten dér, hvor Luxus, Rigdom, et harmonisk udviklet, skønhedsadlet Liv byder de højeste aandelige og materielle Betingelser — alt det, som man nu affekterer at kunne undvære, nu da Livet er blevet en haard og pinlig Nødvendighedstilstand for de fleste — eller ogsaa er Kunst dér, hvor den som hos Rafael og Michelangelo forener Gudsdyrkelsen af den ideale Skønhed med Inspirationen gennem den religiøse Tro. Vor Tid, som ikke byder én sammenhængende Overbevisning, der blot nogenlunde kan svare til Middelalderens kirkelige Tro, den skulde nødig sætte Ordet »Kunst« som Betegnelse paa alt det sammenplukkede Materiale, den maa hente fra et Liv levet i lutter hastige, trivielle eller ækle Indtryk — og naar vitterlig hverken Fyrstehoffer eller Folkerepræsentationer nutildags bekymrer sig en Døjt mere om Kunst end om saa meget andet Tilfældigt — naar det er fra Kunstforeninger, Fabrikanter og nogle enkelte »Samlere«, at Malere og Billedhuggere i smaa Bider af Køb og Bestillinger ærbødigst skal søge Betingelserne for deres Liv, saa forundrer det mig, at der endnu kan være Tvivl om, hvor Grænsen ligger mellem de to Epoker, der betegner Evropas Kunst og Evropas … kort sagt, det som nu er! —
Og De? spurgte Christensen; hvordan stiller De Dem til »dette« som nu er, og som vi maaske snart kunne blive enige om — medens vi ellers nok vilde kunne finde Ulighedspunkter imellem os? —
Hvorledes jeg stiller mig? Jeg har allerede længst taget mit Stade! svarede den Anden, idet han rejste sig og skridtede frem og tilbage over Gulvet i stedse snevrere og snevrere Kredse omkring Bordet. — Kunstneren i vore Dage maa staa paa Højdepunktet af sin Tids Viden — som alle de store Gamle stod. Selvfølgelig ikke en Seminarie-Viden som hos Kaulbach — der ovenikøbet ikke var Maler, men et Uhyre af en Illustrator. Man maa have pløjet en Gren af Videnskaben igennem, og man maa have en Livserfaring, i det mindste stor nok til at den kan hævde En i »Selskabet«, i den Verden af Rang, Intelligens og Aand, som Kunstneren er kaldet til at lede, ikke til at lade sig lede af. Aldrig være en af disse jammerlige Atelier-Fyre, som en blot overfladisk Diplomat kan sætte fast i en Diskussion, eller en fornem Dame kan køre i Ring med. Dér hvor Formue, Luksus og Skønhed findes, dér hører Kunstneren hjemme, og vel at mærke overvejende i den saa kaldte »fødte« Verden. Det er netop et Tegn paa Ufrihed, naar man mener at kunne se denne Verden over Hovedet, medens man naadigt lader sig klappe paa Skuldren af Købmanden og Børsmægleren. Da Tiden ikke mere har store Væggeflader, hellige eller profane Rum, at overlade Kunstnerens Genius til Udsmykning, da det er Staffelibilledet — og helst af et begrænset Omfang — som Talen er om, naar Tiden har Brug for Kunstneren, saa bør han opretholde sin egen og Standens Værdighed ved fortrinsvis at søge det Selskab, hvor Rigdommen er en selvfølgelig Sag, ligesaa selvfølgelig som Takt og Diskretion, og hvor en »Bestilling« er en Gunstbevisning, som man udbeder sig af Kunstneren, ikke en Almisse, en hinkende Understøttelse, som forpligter til Taknemlighed, og som muligvis krydres med en Tilsætning af plump Familiaritet.
Se her — vedblev han med en let Overgang i Talen, der stadig svingede mellem Ironi, Begejstring og noget Oprørt og Oprevet — her i Rom blev jeg straks ved Begyndelsen af min Kunstnerbane protegeret — som man kalder det — af en fremragende Mæcen, en Fyrste, hvis Familietraditioner peger tilbage mod Renæssancetidens »fødte« Kunstdyrkelse. Han har fra første Færd af behandlet mig som sin Ligemand, sin Fortrolige — og jeg har givet ham Grund dertil! Medens begavede, ja endog fremragende Kammerater af mig møjsommelig har stridt de hæderlige Familiefædres kummerlige Strid — medens Venner af mig, endog ypperlige Malere, derhjemme i Sydtyskland stadig maa kokettere med Kunstforeningernes Repræsentantskab, for ikke at brænde inde med et Arbejde, der maaske i Modelpenge andrager lige saa meget som Kunstforeningens Indkøbspris — eller medens de maa sælge sig til Jøder og Grækere, for at se deres Kunstværk vandre paa Tournée som et andet Vidunderdyr — saa har jeg her ført det fri og uafhængige Liv, som det anstaar sig den virkelige Kunstner at føre det — i rastløst Arbejde, i en Udvikling, der stiler mod Kunstens Maal uden at skulle se sig om til højre og venstre for at faa Kig paa Købere.
Jeg har haft Lykken med mig! siger mine tidligere Venner. De siger det — og de mener deres dermed; de misunder mig — og de er ikke langt fra at anklage mig for at være gaaet paa Akkord. Ligemeget! jeg har kastet Glans over en Stand og en Beskæftigelse i en Tid, hvor Middelmaadigheden og Materialismen udenfor Kunsten rækker Haand til Materialismen og Middelmaadigheden indenfor Kunsten.
Om Lykke er det ikke værd at tale i høje Toner. Hvem ser ind i den Anden? Faar man ved Lejlighed et Indblik, saa møder man som oftest det modsatte af, hvad man ventede at komme til at se! Jeg véd, at man overvurderer Alt hos mig, lige til mine Indtægter. Man agter kun ikke paa, at den, der i Egenskab af Kunstner lever som grand seigneur, han har sit Maal for Øje dermed; — det er for at bevare i det mindste Muligheden for den »store« Kunst, at han lader sig fyrstelig betale — og han kan maaske have sin Samvirtighed fri, naar hans ene Haand giver de Guldstykker ud, som hans anden Haand tager ind.
Aa ja! det var vel værd at misunde mig, hvis jeg var forfængelig eller borneret nok til selv at føle dette som en Lykke: at bebo en Fløj af et romersk Palads, at være omgiven af den fornemme Verden, osv. Men ser De, min Kære! I den samme fyrstelige Bolig, hvor jeg behager at drive min borgerlige Haandtering saa aristokratisk som muligt — i dette samme Palads befinder sig hint fyrstelige Billedgalleri, hvor Rejsehaandbogens anonyme Forfatter driver Fremmedkvæget hen, for at beundre Renæssancens uforlignelige Kunst. Hvad skal jeg da sige, naar man kommer til mig, i mine Lokaler, efter at man har staaet Ansigt til Ansigt med Tizians »guddommmelige og jordiske Kærlighede« — hvordan nu de lærde Herrer har for godt at betitle et ubeskriveligt og ueftergørligt Kunstværk? Jo! jeg skal forklare Dem, hvad jeg kan sige til mig selv og om mig selv! Jeg kan sige: han blev Portrætmaler, efter at han forgæves havde forsøgt at blive en Tizian!
Intet andet end Portrætmaler …. intet mindre end Portrætmaler! Det er nemlig ganske, som man tager det. Den store Kunst er død, den store Linje, denne rolige, overlegne Bredde i Penslen med al denne dybe, mættede Varme i Koloriten, en salighedssikker og lykkeberust Svømmen i Tonernes stille Guldbad — Sjælens egen Sikkerhed paa sig selv, understøttet af et Herredømme over Midlerne, som de kommende Aarhundreders famlende Eksperimenter staar afmægtig overfor — denne Kunst er død: den lever i hine Værker, men stiger ikke ned til Epigonerne, for at udlevere sine Hemmeligheder. Ogsaa den store Komposition er død: vi fattes Naiviteten, der giver Allegorien sin Adel og sit Liv; vort Hoved er opfyldt af Avisstumper og Bogtitler; vort Hjærtes Kilde siver hen i Sandet; vor Fantasi er bleven tungfodet, vor Tanke tør — vi har akurat beholdt saa meget tilovers, at vi kan beundre, idet vi smærteligt savner .…. men fortsætte kan vi ikke!
Og dog kan vi tage os sammen paa et Omraade, et Kunstens Gebet, som er kommet dybt i Forfald, som rimeligvis vil synke endnu dybere, maaske helt ned i det fotografiske Niveau — men som, hævdet med Myndighed, lader Plads aaben for et aandfuldt Syn, for Kunstnerens guddommelige Gætteevne, for alle hans Kundskaber, hele hans sjælelige Personlighed, idet han søger at gribe og gengive en anden Personlighed.
Vi har Portrætet tilbage — den mest aristokratiske Kunst, som Arv fra Aristokratiet i Kunsten! .….
Han var atter kommen hen til Bordet; han kastede sig ned paa Stolen, lænede sig frem, og lod sit Øje med det besynderlige spændte Udtryk ivrigt og indtrængende søge Tilslutning hos Genboen, der paa sin Side syntes undergivet en vis magisk Indflydelse, maaske lidt pinlig — som Alt, hvad der har noget af det ikke ganske Frivillige ved sig.
Det er da Portrætkunsten, De særlig har viet Dem som »Fag«? bemærkede Christensen, der trængte til at høre sin egen Stemme, og som dog ikke ret havde Lyst til at give sit Besyv med dér, hvor den Anden aabenbart foretrak Monologen.
Den Fremmede nikkede: Jeg skal sige Dem, hvad det er, der drager mig derhen imod — og jeg skal sige Dem, hvorledes jeg arbejder. Det Fængslende ved Portrætkunsten — naar man først ret har gjort op med sig selv, at alle Forsøg paa Genre- Historie- og Gud véd hvad for Slags ere ørkesløse og spildte i vore Epigondage — det er den stadige aandelige Udvikling, denne Væren paa Højde med det Betydningsfulde i Tiden, Blikkets udvidede Horisont og Menneskekundskaben, som Portrætkunstneren tvinges til at sætte i første Linje af Fordringerne til sig selv. Min Kunsts Methode, om jeg saa tør nævne det, fører ogsaa dette med sig. Har jeg at male en eminent Aand — lad os sige en af Tidens mest fremragende Statsmænd — saa tinger jeg ikke med ham om saa og saa mange Séancer, byrdefulde »siddende« Timers gensidige Plager — jeg er hans Gæst paa hans Herresæde — jeg omgaas ham saa selskabelig-fortroligt, som mine intellektuelle Evner tør gøre Fordring paa — jeg studerer ham — jeg søger at tage hans »aandelige Skalp« og samtidig at vinde hans Hengivenhed — at faa Kig paa det afgørende Menneskelige, ikke mindre end paa det dominerende Store iham …. og har Hs. Excellence, eller Eminense, Hs. Hellighed eller hans Durchlauchtighed tilsidst et Par »siddende« Timer tilovers — nuvel! saa bliver Skitsen gjort — og Portrætet er da i de fleste Tilfælde netop »Skitsen« ɔ: det Betydningsfulde, det Afgørende.
Man kalder min Kunst for Galleri-Kunst! Godt! vore Nutids Naturalister gaar en anden Vej — og maa dog være glade, om de ikke ganske have glemt, hvad Gallerierne have faaet indprentet dem af Helhed og Sjælfuldhed! Man kalder mine Portræter for aandfulde Udkast! Jeg tager ærbødigst imod baade det Aandfulde og imod Udkastet. Den geniale Skitse: kan vi blot drive det dertil — med Vægten lagt paa det »Geniale«, saa …. For Fanden! nu vil den Slyngel af en Vært ikke have os længer. Det gaar tilbage med det gamle Rom: Politi-Tid har vi faaet og alt det øvrige moderne Formyndervæsen. Men kom til mig imorgen. Spis Frokost hos mig. De vil faa Damer at se, mange Damer, smukke Damer — som allesammen skulle males — naa ja, det fører Geschäften med sig. Men De vil hurtigt gøre den Iagttagelse her — hvad De ikke allerede har gjort i Forvejen — at den gamle Kender Goethe har Ret:
Mit Weiber sich vertragen ….
Mændene bliver man, med ganske faa Undtagelser, saa uendelig hurtigt færdig med. Der er saa ringe Udvikling hos dem; de hæderlige ere kedsommelige, Schufterne omgaas man ikke, og de »begavede« ere forfængelige og nervøse. De ville høre sig selv tale — saaledes som jeg nu! Men der er altid noget smukt ved enhver Kvinde — om det saa blot er i deres Paaklædning — en behandsket Haand — et Smil. Jeg har faaet virksommere Impulser ved et smukt Smil, end ved ti Mænds aandfulde Samtale. For slet ikke at nævne den absolute kvindelige Skønhed. Den elektriserer mig; den gør mig gal og lykkelig, fortvivlet og genial. Jeg tilbeder den. Den er Gud! —
Christensen gik derhen den næste Formiddag. Han traf ganske rigtig i Forværelset en Tjener med Pluches Knæbenklæder og hvide Lægge. Alt var saaledes som man havde fortalt ham: fyrstelige Sale, ikke »dekorerede i Empirestilen«, men bevarende hele deres stive Pomp fra et faktisk Hof under Napoleonstiden: Og i et af disse Pragtgemakker var der hin berømte Divan — eller den kunde i det mindste have været ganske den samme, som den hvorpaa efter Sagnet Canovas celebre Model havde hvilet i sit klassiske Kostume som Aphrodite. Det var paa en Maade, som om denne Divan anedes gennem det Hele. Her var et Skønhedshof, og her var en berømt Malers Arbejdssale. Intet Atelier derimod! Intet af disse kedsommelige »lavsmæssige« store Vinduer med graa Fortræksgardiner, støvede Urtepotter, Gibsmasker og Blindrammer. Her var fornemt, aristokratisk — en Række Konversationsværelser, hvor der hist og her, som tilfældigt, var hensat et Staffeli: foran hvilket da denne eller hin Berømthed og — allerhelst og allerhyppigst — disse Skønheder kunde tage Plads og blive malet.
Saadan er det formodenlig gaaet til hos Van Dyck! tænkte Christensen.
Saa spiste han og hans Bekendt fra den foregaaende Aften Frokost. Konversationen var en Smule tvungen — som det ofte sker mellem uafhængige og noget fordringsfulde Mænd, naar en klar og skarp Sol skinner ind igennem Vinduerne paa dem, efter at den forudgangne Nat har været Vidne til uforbeholdne Udtalelser.
Der blev udvekslet nogle Glas Vin, forsøgt paa at tage en Traad op — og saa kom Damerne.
En efter en, eller parvis, blev de mældt; og snart genlød den store, langagtige Sal af Navne paa Baronesser, Comtesser, russiske, tyske, indfødt-italienske eller amerikanske Frøkner, yngre og unge Fruer, hvis Mænd ikke, hverken af Navn eller af Gavn, syntes at have nogle særlige Interesser her at varetage. Samtalen førtes efter Behag paa det Sprog, som man tilfældigvis yndede eller blev adspurgt i; dog hørtes hyppigst den sydtyske, elskværdige Dialekt og det klangfulde Romersk. Christensen maatte med et stiltiende Smil give sit Minde til at blive forestillet som »Vidunder«. Det er Partout-Kortet, der giver den lette og sikre Adgang til denne lette, spøgende, paa sig selv saa sikre internationale Verden. Lidt efter lidt var det med en Følelse af Behag at han sejlede ind i dette Farvand, hvor hans Vært førte an som Flagskib: en udmærket Navigatør — det maatte Christensen med noget af en stille Ærgrelse beundrende indrømme.
Ja, hvad der egenlig skete i disse Timer, efter hvis Forløb han havde udvekslet adskillige Kort, modtaget Indbydelser og givet Løfter om at aflægge Besøg? Det var vanskeligt for ham at afgøre. Men han havde været Snegl saa længe — forekom det ham — at han med en vis Ret kunde krybe ud af sit Hus og sole sig i Straalerne af disse blanke Øjne, disse skinnende, lyse Miner, i Glansen af disse Toiletter, disse Smil, denne spøgende, godmodige, trods Verdenserfaringer dog saa verdensglade Latter. For Pokker! Den fremmede Maler havde Ret. Et smukt Smil indeholder flere Impulser end en hel Nats aandfulde Samtaler.
Impulser — til hvad? Christensen skød det bort. Hvor let bliver dog Mandens Forfængelighed sat i Bevægelse! Eller findes der noget, som kunde benævnes den rene, usminkede, uselviske Skønhedsglæde. Vil en Mand kunne føres ind i en Verden af Damer, unge, for Størstedelen smukke, rige, med den uvilkaarlige Forrang, som Fødsel, Opdragelse, ganske særlig heldige Vilkaar giver dem, uden at tænke paa andet end paa at nyde sit Ophold dér, som man nyder et herligt Landskab, Solskin, Blomster, Fuglesang, Statuer eller Musik? —
Christensen aflagde jævnlig Besøg hos den fremmede Maler, og iagttog ham. Den Fremmede havde talt om at elektriseres ved denne Verden. Upaatvivlelig frembragte den saadanne Virkninger paa ham. Med stor Øvelse i at skjule Indtrykkene, røbede han dog i enkelte Øjeblikke den sitrende Bevægelse, den Spænding af fysiske og intellektuelle Kræfter, hvori hans Stilling som Vært ved Skønhedshoffet satte ham. Aa, her var en Flirtation — men fint, fint, luftigt, let og spøgende gik det til. Ikke som dengang … og Christensen rødmede ved at tænke derpaa … dengang — derhjemme — med den smukke Frue — i de Omgivelser …! Herrejemini! hvor vi tager massivt paa Tingene derhjemme — og hvilken Naivitet vi er i Besiddelse af, netop naar vi forekommer os mest paa Højde med moderne Liv og Evropa-Kultur! Og Christensen rødmede endnu en Gang, naar han erindrede sig sin Pathos, sin over-dumme Begejstring, der havde henrevet ham til, blandt andre gyselige Dumheder, at snakke om Canova og Divan og Prinsessen af Borghese!
Her var jo Divanen — og der blev spøget nok, sagt Aandrigheder nok om den. Og saa var der en Comtesse; — hun kunde i det mindste have heddet saadan noget som Reiffenstein. Hun var begavet med denne tæmmede Skønhed, akurat lige over sit første Flor, hvor Pantheren nu og da viser Kloen, silkeblød, i højeste Grad behersket, men dog med denne elskværdige Lyst til at rive en Flænge, se lidt Hjærteblod flyde — medens Øjnene lader som ingenting, og kun et Smil kruser sig om den henrivende Mund, der synes at lave sig til at smage paa den første, fristende Draabe.
Saa »gnikkede« Christensen en skønne Dag sine Øjne. Han saa’ sig om i denne fremmede Verden, opdagede, at hans Vens Kunst alligevel var Galleri-Kunst, at han bevægede sig i en Cirkel, som hvert Øjeblik tangerede det »Store«, men hvis Centrum vedblev at være hans egen Person — at denne Person ikke blev større ved at modtage Impulser fra alle disse Kvinder — at hans aandfulde Udkast ikke tilfredsstillede ham selv — at han var slagen af Tidens Sygdom, mærket af dens Uros oddede Sværd — at det ogsaa for ham, Christensen, med den latterlig anmassende Titel »Vidunderet fra Norden«, var en farlig Verden, denne legende, spøgende aristokratisk-internationale Verden, hvor Campagne-Udflugter, Frokoster paa Hoteller, improviserede Hyrdekomedier i Villa d’Estes Haver, Fakkelbelysninger med Serenader i Colosseum, Kurtiseren ved Dag og ved Nat, blev det evige Einerlei, der — maaske — som Slutningsafbrydelse stillede en Skandale, en Duel, et Selvmord, eller maaske blot en almindelig borgerlig Skændeduet med Jalousi og Bebrejdelser i Udsigt!
Nej!
Dette havde dog ikke været Meningen med den store Rejse.
Saa blev Christensen Kirke-Menneske, Bibliothek-Menneske, Galleri-Menneske, Vatikan-Menneske, helt og udelt; og fra den planmæssige Ro over hans Arbejde og hans Studier hævede sig lidt efter lidt én stor Gestalt, Michelangelo, med en Kunst- og Livsanskuelse som Baggrund og med Rom som Midtpunkt — ligesom fra en Række af Concerter én enkelt Skikkelse, Beethoven, kan hæve sig op og bære os paa en dyb og inderlig Anskuelses brede Vinger.
I Michelangelos Liv og Værker søgte han ydmyg sit Stade. At aspirere til at »gøre« noget i denne Retning, faldt ham ikke med en Tanke ind. Men han begyndte at vinde og befæste sig en Anskuelse, og idet han efterhaanden studerede Lovene for Arkitektur, for Plastik, for Anatomi, for Tegning — maaske med et lille skævt Sideblik til det »Maleriske«, som saa tidt maa dække Synder i de andre Retninger — og medens han søgte til den gamle italienske Musik og til Renæssanceliteraturen, saa gik der en Verden op for ham af Ensomhed, Ensomhed i det Højestes Tjeneste. Han anede derigennem, hvorledes ogsaa Kunstnerens Forhold til det Kvindelige — givet gennem den alvorlige Mesters uangribelige Exempel — stiller sig og maa stille sig i absolut Modsætning til den moderne forjaskede Jagen efter Capricer. Han betragtede en Periode som afsluttet for sit Vedkommende. Han vilde gerne have vogtet sig for Selvanklage: men da en Tilfældighed atter bragte ham i Berøring med den sydtyske Malers Cirkel — saa var Uroen der igen. Og det, at han med Opbydelse af alle sine Kræfter maatte bekæmpe den, det viste ham, at Freden kun stod paa svage Fødder. Hvor nødigt han vilde: han maatte dog tilstaa, at der vanskeligt lader sig leve med Studium alene og paa et tænkt Ideal. Og dog vilde han ikke ind i den tilsvarende Hvirvel her, som han derhjemme var undflyet. Han vilde bort — han vilde blive … han var ikke langt fra at tælle paa sine Knapper. Han raadspurgte sin Rejsekasse. Den svarede ham med en ynkelig Mine. Han greb dette som en direkte Opfordring. Uden at tage Afsked med nogen, gik han for sidste Gang ud i det sixtinske Kapel. Dér havde han det flygtige Møde med den unge Guvernante. Og saa rejste han hjem.