Med den brede Pensel/10
TREDJE AFSNIT.
X.
Hjemme. Tegnelærer.
Han var kommen hjem.
Disse Aar var gaaet. Rejsen laa bag ham, saadan som en Drgm kan ligge bag os … og vi vaagner op, segende at samle de brogede Indtryk, baade de af lys og de af mørk Tone — og vi ser os omkring, vi kan ikke ret kende Omgivelserne, ikke straks faa fat i os selv — det kommer først, naar vi faar Morgentvættets kolde Svamp over Ansigt, Bryst og Arme.
Var det denne By, han var rejst ud fra? Jo, unægteligt! Og dette Hus her paa Kultorvet, Hjørnestedet, var det hans eget? Uimodsigeligt!
Han gik baglens helt ud paa Torvet, for at betragte sit Hus; og han havde nær revet en Torvebonde overende — og han maatte høre Grovheder paa bredt Sællandsk — og han stod dér og saa’, hvor Huset var blevet smalt og lavt og grimt!
Hele Byen var blevet kroget, snever, grim og sølet; og da han gik ned til Kvarteret omkring Børsen, hvor han før havde glædet sig over en ejendommelig Arkitektur, noget Karakter- og Stilfuldt, saa forekom det ham, at Holmens Kirke lignede et Pakhus, at Børsen var sunket paa en besynderlig Maade ned i Jorden, saa at kun Kvistetagen ragede ivejret — og Spirets berømte Lindorme forekom ham ligefrem komiske. Gud maa vide, hvad de med deres sammensnoede Halespidser laa og var vigtige over?
Han gennemvandrede Byen, dens Spaseregange og dens nærmeste Omegn.
Han kunde ikke rigtig begribe, hvad Folk saadan vendte sig og saa’ paa ham for. Han blev ærgerlig. Hvad gloede de paa? Han var sig dog bevidst, at han altid undgik at se anderledes ud end andre, baade i Klædedragt og i Manerer.
Endelig gik det op for ham, at de kun saa’ paa ham, fordi han selv tog dem saa skarpt i Øjesyn. Han ønskede at træffe et Genkendelsessmil, eller et ejendommeligt Udtryk, det være sig varmt, beaandet — ja om det saa skulde være et skurkagtigt — blot noget for sig, noget udpræget.
Men de gik deres Gang, saaledes som den danske Vorherre nu engang havde skabt dem — jævnt skikkelige og jævnt opvakte, ikke anderledes end de altid havde været, men øjensynlig ret veltilfredse med at være, som de var. Han kunde jo selv tage dem ligesaadan!
Saa mødte han Landskabsmaleren.
Ih nej, Gamle, er Du kommen hjem? Naa, Du har vel faaet rappet en ordenlig Bunke af dig? Nu kommer Du da op i Foreningen og udstiller! Kan Du huske sidst — paa Skovturen? Ha ha! Død og pine, hvor den Frakke sidder … er den fra Paris eller Rom? Ja, Du kan sagtens. Du har ikke Familien at slide for! Dengang da jeg var ude paa Stipendiet, saa spiste vi et Sted — det var Vicolo — vicolo … naa ja, det var et Osteri i Nærheden af Corsoen. Mon det skulde være der endnu …?
Han vedblev saaledes. Christensen gik ordknap ved Siden af den gamle Bekendt. Det forekom ham saa underligt, at han selv havde været saa længe borte — og at der nu blev talt til ham, som om der slet intet Rum af Tid, Indtryk og Udvikling var lagt imellem.
Landskabsmaleren snakkede fortvarende:
Du! nu ser vi dig vel ogsaa hos Grossereren — Konsul er han da! Aa, han har tjent knusende — et rigtig stort Hus, saadan F F er det blevet — og han køber Billeder — og vi har faaet ham valgt ind i Kunstforeningen ved sidste Supplering, sammen med en Kammerherre. Og Fruen … her kneb Landskabsmaleren Øjnene sammen … hun er brillant — lidt fyldig — men Fandens køn Kone! Som hun fører sig i sit Hus — og som hun taler Sprog med Virtuoser og andre udenlandske Dyr! Andrésens fortalte dér, at de havde set dig i Paris — eller var det i Rom? Ja, Du har begribeligvis været paa Tale. Ha ha! Du karambolerede nok med Fruen sidst — saadan en Smule — men skidt! lad som ingenting! hun er s’gu godmodig … og nu har Du da Stof nok at tale om ….!
Saa? sagde Christensen kort.
Derpaa skiltes de. Landskabsmaleren skulde hjem til sin »Luft«, som ikke maatte staa og blive tør. Ja Du kender det jo nok med min store Kristoffer! sagde han leende. Saa gik han.
Christensen gik hjem. Jo, han kendte det med den store Kristoffer! Nu kendte han Alt — og Alt fortalte ham, at intet havde forandret sig under hans Fraværelse; det skulde da være, at en Grosserer var bleven Konsul og Suppleant — og at en Frue var bleven lidt fyldigere!
Han saa’ ud af sine Vinduer — aabnede et af dem — og kendte straks Duften nede fra Hørkræmmerens Flaadholt og Sildelage. Han hørte dem klirre med Jærnstængerne derneden under — han saa’ Vandmanden paa Torvet slaa sin Spand ud over Hestegødningen og feje Bunken sammen. Bøndernes og Prangernes Vogne var kørt; en øde Eftermiddags Stemning laa over Torvet, over Droscherne og Fodgængerne; Himlen som blaasur Mælk; og disse Bygninger her i den uregelmæssige Firkant, med de matte Ruder, og med skrækkelige Linjer i Tage og Skorstene ….
Jo, han var hjemme! Han ventede at høre Spilleøvelserne ovenpaa. Men der oppe var der tyst. Saa blev der ogsaa tyst, ganske stille i ham selv. For første Gang i sit Liv følte han noget, som han ikke tidligere havde haft Betegnelsen for — som ikke var Gnavenhed, Ærgrelse, Misfornøjelse, Indignation — som ligefrem, rent ud var Kedsomhed!
Det Kedelige! Den værste af alle de huslige Aander, der kan opslaa sin Bolig i Krogen af et Menneskegemyt — det var dette, som var denne Bys Hilsen paa ham ved hans Hjemkomst.
Hvorledes værge sig herimod? Ved at begynde at arbejde! Paa hvad? … Han havde jo opgjort med sig selv, at han ikke var Maler. Han havde intet bragt hjem med sig — uden netop Overbevisningen om, at Kunsten, den store Kunst, vel var til for ham, men han ikke for den!
Og — selv om saa var: denne By, disse Omgivelser, disse Mennesker. skulde i det mindste ikke kunne give ham Stødet til at forsøge! Nej, forsage, det var Løsnet!
Og som han nu sad med Hovedet i sin Haand, medens Eftermiddagens Skygger fyldte Trefagsværelsets halvtomme Rum — og medens han stirrede ned i sin halvt udpakkede Koffert, saa faldt hans Øjne over de hjembragte Fotografier, over løse Tegninger og over den lille sammenbundne Pakke af Optegnelser, disse Breve, der ingen Adresse havde …. og alle Rejsens Erindringer strømmede ind paa ham. Han saa’ sig selv gaaende over London-Bridge — over Pont-Neuf — over Broen, der fører til Roms Engelsborg. Han skød Mylret af de engelske og franske Indtryk tilside — han blev staaende ved Rom — kredsende bestandig omkring denne By, som han nu, først nu, begreb at man kaldte »evig«. Aldrig i Evighed burde han være taget derfra! I det bedste eller i det daarligste Selskab — ligegyldig hvilket: han burde være blevet dér, have levet dér — og ikke ladet sig drive bort af Tilfældigheder!
Hvad traf han til at komme sammen med herhjemme? Aa, han vilde ikke tænke derpaa! Naar han havde kaldet Rom for en Grav-By, hvad Navn havde han da for det Sted, hvor han nu befandt sig? Cospetto! Santo diavoletto! en Daare havde han været, altid sig selv lig. Hellere sulte i Rom — omgivet af Arkitektur, Sculptur, Maleri, Historie, Solskin, blaa Himmel, en livligt strømmende, broget Menneskeverden af alle Nationer, skønne Damer, Mænd, som man dog kunde tale med …. hellere suge paa Labben dér, naar han dog i sin Ensomhed kunde have Michelangelo til Selskab —, hellere, naar det kom saa vidt, leve af at smøre Kopier op — end sidde her og …. Jamen, Dødogpine! han kunde jo tage tilbage dertil igen. Han havde sit Hus. Han kunde sælge det. Javist saa! Ned til Hørkræmmeren! —
Han sad nede hos Hørkræmmeren i Kælderlejlighedens lille Bagkontor, hvor der maatte brænde Lys hele Dagen, og hvor Luften næppe havde Næring for et Lys end sige for Mennesker. Han havde udviklet sine Grunde — lagt sin Uro for Dagen — og han endte med det Argument: De er den nærmeste til at købe — De staar Dem godt og desuden skylder jeg Dem de Penge, som …. ja som paa denne Maade nemmest kan blive afgjort!
Hørkræmmeren sad dér, med Kasketten lidt bag ad Nakken, og med de to røde Tommelfingre rullende om hinanden over den brede Forklædesmække. Gensynet havde været hjærteligt. Nu trak han Brynene ivejret og truttede Læberne frem:
Jeg skal sige Dem, min kære Christensen — De skal ikke gøre det! Besind Dem lidt! Det er en Overgang. Jeg har rigtignok aldrig været andre Steder end i Sorgenfryd — for at se Enkedronningen — og i Fredensborg for at fiske Aborrer: men jeg kan godt forestille mig, at naar man kommer hjem saa langvejs fra, saa er der meget, som ikke smager. Men det er en Overgang! Naturligvis kunde jeg købe Huset — og De kunde rejse og blive borte igen nogle Aar. Men hvad fører det til — da De dog selv siger, at De har opgivet saadan at blive Professor? De vil komme til at længes hjem igen; og naar De saa kom tilbage — saa havde De ikke noget Hus at sælge — og saa skulde De alligevel slide i det paa en eller anden Maade! Jeg tror nu bare, at her er et eller andet, som straks har drillet Dem: og her kan s’gu være nok ivejen! Men lærer man Tingene at kende tilbunds derude, saa er dér Skam ogsaa mange bedærvede Sild og meget Roderi. Jeg siger derfor, som en gammel Ven af Deres Fa’r og af Dem selv, — besind Dem! Bliv rolig her, hvor De engang er begyndt. Noget maa De da altid ha’ lært Dem derude. Og hvis De er gal i Parykken paa dette her Akademi og de andre Professorer — saa ku’ De jo lave Dem selv et lille Akademi derovenpaa: ligesom jeg vilde gøre, naar nogen havde chikaneret mig og gaaet mig i Næringen — saa vilde jeg netop aabne en Forretning, for at vise, hvad jeg duede ti. Og saasnart man begynder at arbejde — saadan fra Morgen til Aften — saa forgaar alle Griller. Den, der slider i ’et, saadan honnet og efter Evne, — han blir desuden altid støttet af Andre i en snever Vending. Kanske De ikke véd det endnu — men De maa da allenfals ha’ set det røde Klasselotteri-Skilt udenfor Gadedøren? Naa, det har De ikke set endnu....? Ja, saa kan jeg fortælle Dem, at den lille Spillelærer er død — væk og borte — fra Kone og de mange Børn, otte eller ni, hvormange der nu var. Men de fire af dem — eller jeg tror saagu fem — tog Vorherre til sig i en Skarlagensfeber. Og det var af Nattevaagen eller kanske af Smitte at Manden gik væk — hvorimod Konen klarede sig igennem det hele. Der blev snakket om det rundtomkring; — hele Torvet kendte den lille Mand, saadan som han hængte i tidlig og silde. Og Urtekræmmeren her — De véd den evigglade — han kom i Fyr og Flamme og rendte med en Liste fra Dør til Dør — skøndt han maaske selv kunde trænge til at komme paa Velgørenheden. Naa, saa tog vi ældre næringsdrivende Borgere her paa Torvet og gik ind med et Andragende om Klasselotterikollektion for Enken — og nu sidder hun dér og har sit anstændige Udkomme, med Fripladser for Drengene og andre Molumenter; — og underligt er det, men jeg synes at hun ser helt ung og rask ud, nu da det er overstaaet og han er død … og det kan vel ha’ sin Rimelighed, det ogsaa! ….
— — — — — — — — — — —
Det var en Douche. Christensen havde i Begyndelsen maattet smile over Hørkræmmerens Formodning. Den skikkelige Mand troede da virkelig, at Husets Ejer var rejst ud som de franske Soldater — med Marskalkstaven i Ranslen! Nu var han kommen hjem og havde lidt en stor Skuffelse. Man vilde ikke gøre ham til Numer Et blandt de »andre Professorer«!
Han smilede som sagt. Men saa var der de nøgterne, ædruelige Ræsonnementer. De gav Douchen. Og endelig denne sidste, simple Fortælling om hvad der var foregaaet i Huset — en stakkels borgerlig Tragedie i Lighed med de tusind andre navnløse — men som var endt uden Dissonans ved gode Menneskers Bistand.
Christensen sad atter i sit Trefagsværelse og gned sig langsomt over Panden. Altsaa dette var foregaaet her oven over ham — Lidelse, Død og Genopleven for de Efterlevende — og i Mellemtiden havde han flakket omkring, sét Verden og udviklet sig, uden væsentlig andre Sorger end dem han selv skabte sig.
Ja! hvis det saa var med det Resultat, han var kommen tilbage, at der var en stor, livsgyldig Kunstner i ham, som her, under de smaa Forhold, upaatvivlelig vilde gaa til Grunde, medens Udlandet vilde give hans Vinger Svingkraft og Styrke — saa maatte, saa skulde alle Hensyn sættes tilside, for at Kursen atter kunde lægges udefter!
Men — men …. det var ikke saaledes! Det var en urolig, utilfreds Mand, der behagede at befinde sig i Trivialiteter — uden at give Vederlag for sin Ærgrelse i Løftet om at udrette, hvad de andre ikke formaaede herhjemme.
Det var bare en misfornøjet, egenkærlig Særling, der vilde afsted igen — nichts weiter …! Her var ubehageligt at være — i Rom var behageligt! Her vilde han intet Stort skabe — i Rom lige saa lidt. Bare afsted — for at løbe fra sig selv — og for til Slutningen at give Hørkræmmeren Ret!
Moralen af det Hele — saaledgs sluttede Christensen — Moralen ligger i Kælderen|
Og medens han saaledes sad i sit Værelse, som nu omtrent var ganske mørkt, saa dukkede der en Idé op til ham fra Kælderen: Ikke at ville det Store, som man dog mistvivler om — men at ville en ringe, dagligdags Gerning, som ligger indenfor Ens Evner ….! Maaske gøre lidt Gavn — i det mindste ikke gøre sig vigtig — men arbejde fra Morgen til Aften — saa at Grillerne kunde forgaa!
Ja, holdt! … hvordan var det nu, handernede i Dybet havde sagt? Et lille Akademi — en privat Anstalt — en beskeden Forskole — — — — — en Tegneskole!
Hans Beslutning stod fast den næste Morgen. Dagen var graa; der vilde kun være sparsomt Lys at male ved — men til en Tegneskole vilde der være Lys nok her i hans to Stuer.
Saa tog han den lige Vej op til Professoren og lod sig mælde ved sit Navn.
Det var klart, at Pigen havde strenge Ordrer — men han beroligede hende med, at han var en gammel Elev, der kom lige hjem fra Udlandet.
Han hørte Pigen gaa ind i Atelieret; det varede lidt inden hun kom ud, og han hørte igennem Døren den velbekendte Stemme tydeligt sige:
Naa ja, i Fandens Skind og Ben, saa lad ham komme! —
Han traadte smilende ind — og alle Ungdommens Erindringer traadte ham imøde fra hver en Krog: af det velbekendte Værelse.
Paa Staffeliet stod en opspændt Dug af ganske imponerende Omfang — et Længdebillede — og foran det stod Professoren i Arbejdskittel, som en mørk Silhouet op imod det ikke overdrevent rigelige Vindueslys.
Han kilede paa, og han vendte sig ikke.
Den forrige Elev gik tilbage — tog Afstand — og betragtede Billedet.
Det var et bibelsk Sujet — nytestamentligt — en legendeagtig Fremstilling i broget, fornøjelig Komposition, mange Figurer, et festligt Rum, rig Arkitektur — et Livsglædens Billed, varmt beaandet af dyb, menneskelig Kærlighed, isprængt Lune og denne Gemyttets velgørende Festivitats, som Paolo — thi det var nok af denne Familie — ikke med al sin venezianske Aplomb, med hele sin dekorative Herlighed, formaar at overbyde.
Jeg gratulerer! sagde Christensen.
Professoren vendte sig:
Hvad; er det Dem — er det Dig? Den dumme Tøs …. siger hun ikke bestandig forkerte Navne! Iversen! Jeg troede naturligvis, at det igen var en ny Michelangelo, som vilde vende op og ned paa det Hele. Det fornøjer mig, at det kun er Dig!
Ja, det er kun mig — hverken mere eller mindre! sagde Christensen og lo,
Professoren havde kastet Pallet og Pensler. Han trak sin gamle Elev hen til Vinduet, holdt ham fast i begge Skuldre, rystede ham venskabeligt, og betragtede ham saa med Øjnenes prøvende Blik.
Det var dog, som om disse Øjne var bleven noget matte.
Du er kommen til at se godt ud! Du er bleven, hvad jeg vil kalde en Mand. Men hvad er det? graa Haar! Naa ja, de kommer — de kommer hos alle dem, der ikke sparer sig! …. Han slap ham og tog sin Cigarstump, som laa i Vindueskarmen mellem Tuber og Olieklude …. Man skal heller ikke spare sig …. og dog! Han tog sig over den knudrede Pande og lod Haanden løbe gennem Haaret ned om Nakken med et fast Greb …. Kunde man blot bevare sin Ungdom ud over den stakkels Stump af Tid …. kunde man blot have holdt lidt igen, for nu, netop nu, at give det Bedste, det Modneste, man formaar!
Han holdt inde og saa’ med et hvast og dog ængsteligt Øjekast paa Christensen: Synes Du, at jeg er bleven svært gammel?
Christensen vendte sig imod Billedet og svarede:
Ikke dér! —
Hm! undveget …. Men det er nu det samme. Man skal betale Støvet sin Tribut — ligegyldigt om man er Bisp, Professor eller Tyveknægt! Hvad synes Du saa om Billedet — hvis Du ellers kan se noget i dette elendige Lys?
Efter et Øjebliks Betænkning svarede Christensen — at han syntes, det nogetnær var hans gamle Mesters bedste Arbejde — at det naturligvis mindede om Paolo — men det mindede baade godt og frit — at nogle af Figurerne nok forekom ham lidt »bollede« i Tegningen — at der muligvis hist og her var malet »ud af Hovedet«, uden Model, at der vel kunde være sparet lidt paa Kraplakken i Lemmernes Farve — at Hovedfiguren, Christusfiguren, mere var Maleriets lyse Hovedfigur, end Digtets, Tankens dominerende Centrum — men hvem havde forresten skabt en Christus, som navnlig en Nordbo og »Protestant« kunde falde ned og tilbede? osv. …. Naa! murrede Professoren. Er Du snart færdig? — Derpaa skubbede han Læben frem, rynkede Brynene over den kraftige Næse — syntes i dette Øjeblik yngre end han straks havde set ud — kradsede sig bag i Nakken, og slængte Cigarstumpen, i det han sagde: Du er nok kommen hjem som en Fandens Karl! Du vil vel gøre Kaal paa os allesammen …. maaske vil Du ogsaa skrive i Avisen?
Christensen saa’ ham rolig ind i Ansigtet og svarede:
Jeg vil ikke gøre Kaal paa nogen. Jeg vil ikke skrive i Avisen. Jeg er kommen hjem for at blive Tegnelærer!
Professoren betragtede ham — rømmede sig — gik lidt frem og tilbage — og sagde:
Tegnelærer! Hvad er nu det for Kunster? Tegnelærer …. tegne ….?
Saa svingede han rundt, stillede sig foran Billedet og sagde:
Naa jal! I Pokkers Skind og Ben … hvem kan male? Det kunde de Gamle — Tizian — Paolo — Rembrandt! Basta!
Atter gik han frem og tilbage, derpaa hen til Sofaen, smed en Del Studier og Tegninger ned af den, klappede paa Hyndet og sagde: Kom her! sæt Dig hos mig. Lad os høre, hvad der er hændet Dig — men ikke hvad Du har sét — for det kender jeg s’gu meget bedre selv. Det fordømte Kongensnytorv-Lys er dog færdigt for idag!
De sad der og samtalede fortroligt, indtil det blev mørkt — og Pigen kom inde fra Familien, for at sige at Maden var anrettet.
Christensen vilde ikke blive og spise. Professoren fulgte ham til Døren, klappede ham paa Skuldren og sagde: Gør som De har bestemt. Enhver er dog sin bedste Raadgiver selv — og min Anbefaling er Dem selvfølgelig sikker. Helst saa’ jeg, at der ikke blev udklækket flere Kunstnere herhjemme — vi er nok om Buddet i Forvejen, og hinkende Fugle er vi alle, naar det endelig kommer til Stykket … men det er jo heller ikke en saadan Anstalt, De har tænkt Dem! Naar jeg er færdig med det dér henne …. og han pegede tilbage over Skuldren mod det store Billed, som akurat kunde skimtes i Mørket …. saa har jeg lovet mig selv en Romerfart til Belønning. Det bliver da min sidste, véd jeg — hvis jeg ellers naa’r saa vidt! Aa, dejligt skal det blive, engang endnu at se Kunst! .. og Himmel! —
Christensen greb den fremstrakte Haand og sagde:
Jeg skulde, dengang da jeg kom, have lagt i mit Haandtryk al den Glæde, jeg følte ved at se Dem igen. Men daarligt blev det. Nu vil jeg sige Dem, at mit Haandtryk lige saa meget gælder det Billed derinde …. det er smukt, det er mandigt, det er en betydelig Malers og et stort Menneskes Arbejde. De er vor ypperste Kunstner … nu skal jeg se at blive en ikke altfor daarlig Tegnelærer! —
Farvel — farvel min Gut! Gud være med Dem! raabte Professoren efter ham ned ad Trappen.