Med den brede Pensel/11
XI.
Fortsættelse.
Og Ivar Feldmann Christensen havde Tegneskole.
Det stod der at læse paa Papkartonen uden for paa Døren. Han drev sin Skole, i Begyndelsen med ganske enkelte Elever, siden med flere — og han arbejdede foreløbig hen til det Maal, at kunne tilbagebetale Hørkræmmeren det store Rejselaan, som ikke fik gjort Christensen til den fremragende Kunstner, men som maaske havde faaet gjort ham til noget andet, der kunde være lige saa godt.
Og medens han færdedes her mellem de aflange, sortmalede Borde, under de støvede Petroleumslamper med de flade, sortmalede Skærme, slidende i det med Elever, der undertiden røbede Evner og som oftest ikke røbede stort andet end Ulyst til at holde Pinen ud — saa var det, at store Begivenheder bragte Verden derude til at knage i de gamle Fuger — hvorover ogsaa de hjemlige Forhold modtog en Rystelse, som gav sig Udslag i Sindene.
Han selv havde set Uvejret trække op derude. Krigsluen blev netop tændt ikke længe efter hans Hjemkomt. Uden at lægge stærke Sympathier eller Antipathier for Dagen, fulgte han det store Sammenstød mellem de tvende Racer — og da Racekrigen var endt i Borgerkrigen, og da dennes vilde Brande var kvalt i Strømme af Blod — baade skyldigt og uskyldigt — saa mærkede han selv, uagtet sin filosofiske Ro, hvorledes der fra nu af var bragt et Feberelement ud over Sindene i den store Verden, og at Fremtiden, mere end selv de mørke Tvivlere havde kunnet forestille sig, maatte bære Spirene i sit Skød til fortsatte Kampe og konvulsiviske Udbrud.
Han ræsonnerede ikke gerne politisk eller socialt over Tingene; han var ogsaa paa dette Gebet imod Dilettantismen. Han tænkte nærmest over, hvorledes Kunstens Udvikling jævnsides med de øvrige menneskelige Anliggender vilde foregaa.
Men — hvor afsondret man end lever og føler sig, saa er der dog den fælles Atmosfære, den Luft, som man indaander sammen med de Tusinder. Han følte, hvorledes en Strømning af den store Bevægelse var forplantet hertil. Han gav sig, paa sin ensomme, afspærrede Maade, til at følge Bevægelsen og grunde derover. Han kunde ikke være som de gamle Bekendte, han enkeltvis traf — som f. Eks. Landskabsmaleren, der en Dag standsede ham paa Gaden med det Udraab: Naa, sikken et Mudder! Nu har vi da baade Socialisme og Fritænkeri og politisk Ufordragelighed hos os. Gud skal egenlig vide, hvor de Mennesker gider være over det! Men det vil s’gu til Slutningen gaa ud over os Kunstnere .…. for, hvem skal købe Billeder, naar alle skal dele? Og hvad Vorherre angaar, og Religionen, saa synes jeg Skam, at de gerne kunde lade ham i Fred — da vi dog har staaet os godt ved det Regimente saa længe| ….
Aa! sagde Christensen med sit Smil: Du kan tro, han klarer sig nok! Værre bliver det med Billederne … men Du faar trøste Dig til, at det vil tage nogen Tid, inden Delingen gaar i Orden! —
Saamænd! svarede Landskabsmaleren, uden at lade sig genere ved Smilet, Der er naturligvis ingen Grund til at være urolig — saadan ligestraks. Handelsstanden er jo oven paa; — det er svært, saa Milliarderne har spredt sig omkring — og jeg klager ikke for min egen Person, for jeg har fuldt op af Bestillinger. Men ser Du, jeg er Familiefader, og jeg tænker paa Fremtiden. Kan dette holde ved?
Intet kan holde ved! sagde Christensen. Men det er forresten Familiefædrenes Fejl, at de tænker for meget paa Fremtiden. Man skal tænke paa, hvad man i Øjeblikket skal gøre — og gøre det tilgavns — saa har man ogsaa derved tænkt paa Familien! ….
Ja, Du snakker! Hvordan gaar det forresten med dit Tegneinstitut — sære Snegl, som Du er? —
Jo Tak, det gaar! —
Ser man Dig da aldrig nogetsteds? Hvorfor har Du ikke gjort Besøg hos Konsulen? —
Jeg tror, jeg engang har sagt Dig, at jeg ikke gør Besøg nogetsteds. Jeg har min Skole at passe — den optager mig ganske — og hvad jeg har tilovers af Tid, det anvender jeg til at læse — til at følge med! —
Du skal ogsaa altid »følge med«! svarede Landskabsmaleren og rakte ham leende Haanden. Naar jeg undertiden har tænkt paa, at det var Synd for dit Talent, at Du saadan murede dig inde og spekulerede — saa maa jeg alligevel sige mig selv, at hvis Du havde været rigtig Kunstner, saa kunde Du ikke gøre det. Den rigtige Kunstner — forstaar Du — han følger aldrig med!
Farvel, rigtige Kunstner! svarede Christensen og tog sin Hat af ……….
Han fulgte med — og han fulgte ikke med. Bevægelsen — socialt set — fik sit Tag i ham. Han havde ikke for intet levet i London og brugt sine Øjne og ladet sit Hjærte paavirke. Var han en Patricier, der attraaede Livet som en Banket, givet til Ære for hans Højvelbaarenhed, ham selv? Nej! Ikke engang som Kunstner havde han kunnet slaa sig til Ro med Dyrkelsen af Skønheden i festlige Sale — og som Menneske bar han sin Part af Tidens Uro: Følelsen af den Slags Uretfærdighed, der lader enkelte have Nydelsen ved selve Arbejdet — foruden den materielle Uafhængighed — medens Resten af de levende Væsner faar slide og slæbe og pligtskyldigst figurere som Modeller for Kunstneren.
Paa den anden Side: han var dog Kunstner. Om produktiv eller ikke produktiv, saa havde han sat sig visse ophøjede Idealer som et lønligt Maal — og indenfor Grænserne af den Verden, som rummede hans Erindringer og hans Længsler, dér raadede en Herskermagt, som fordrede Underkastelse, Hengivenhed, Orden og Klarhed! Denne Verden pegede for ham ikke hen imod guldbelæssede Karavaner, i Spidsen for hvilke en rovmættet Erobrer eller en heldig Købmand magelig lod sig bære af stønnende Daglejere; — nej, i Kunstens Verden var selv de høje Dignitarier stedse stræbende, aarvaagent stridende og lidende Aander — med hvis Lod den trætte Daglejer maaske næppe vilde tage til Takke.
Naar nu de tusinde, de titusinde, de uendeligt mange Daglejere slog sig sammen, for at fordele Pakkenillikerne paa Samfundskaravanen lidt mere ligeligt — saa kunde Christensen selvfølgelig være med hertil. Men saa’ han og tænkte han paa Hurlumhejet, der vilde afstedkommes — Glubskheden, Overgrebene, Uretfærdighederne — inden den »ligelige« Fordeling vilde opnaas, saa var der noget i ham, der krympede sig, saa var han Kunstneren, muligvis »Kunstneren iblandt Oprørerne«.
Der var Dage — og de kom ofte igen — hvor Billedet af Livselendigheden og Samfundsuligheden forfulgte ham i den Grad, at han kunde have skilt sig ved alt sit Habengut til Fordel for de Lidende og Fortrykte. Men saa’ han da Bevægelsen ytre sig »praktisk« — og navnlig, dengang da Lederne og Førerne viste sig ude af Stand til baade moralsk og intellektuelt at kunne lede og føre — saa slog han Skoddet i for sit Udkigsvindu, lod den murrende Sorg og Tvivl falde over sig — og læste videre i et eller andet »Værk«, som satte Problemerne op, øgede Gæringen og Utilfredsheden, men ikke vidste mere om »Løsningen«, end Christensen selv vidste.
Det gik ham nogenlunde paa samme Maade med den ny literære og æsthetiske Bevægelse. Han havde anet, at den maatte komme, og han følte dens Nødvendighed øg dens Berettigelse. Men Formen, Maaden, Midlerne, og Personerne? Nej, han kunde ikke være med! Saasnart han var begyndt at beundre en og anden af de unge »Kræfter«, saa skete det regelmæssigt at vedkommende Kraft selv slog ham Bogen ud af Haanden. Her var Surdejg, Salt, Talent — javist ja! Men saa var her Uro, Famlen, Mangel paa Klarhed, paa det endelige positive Noget, der skulde samle, værne, beskytte — paa samme Tid, som det skulde angribe, trænge frem, overvinde. Her var Ungdommelighed mere end Ungdom — Skænderi mere end Strid — Hastværk, Hidsighed, Forfængelighed — en Bunke Forfængelighed! …. syntes Christensen.
Aa, en vanskelig Tid at leve i, en disillusioneret Tid ovenpaa Illusioner, en Agitation, et Virvar af gensidige Udfordringer, Beskyldninger, af Had, af Intolerance — fra begge Sider, fra alle Parter: — en Krig, hvor man blev tilsølet, oprevet, forjasket, forvrøvlet — ikke en Krig, hvor man faldt og døde.
Nælder, Nælder! ingen Laurbær! —
Og Christensen murede sig inde i Utilgængelighed, med sine Sysler, Studier, med det daglige Slid — som med en Lægedom.
Saa kom — det var i det tidlige Foraar — Budskabet om Professorens Død. Christensen naaede ikke at se ham paa det Sidste. En brudt Mand, en Ruin, der styrter — Familien opløst i Sorg! Det er ikke noget opløftende Syn. Man gør vel i at vige Døden Pladsen, naar man ikke hører til de Allernærmeste, Døden har en haard og bred Hæl, træder plumpt — og hvor den træder, dér staar Støv og ram Lugt op, som fra den længe tillukkede Kælder — hvor vi allesammen skal ned engang.
Men Begravelsesdagen, det var Opløftelsen!
Antiksalen betrukket med Sort. Tungt, højtideligt hænger Drapperiets Folder bagom de hvide Guders Majestæter. Ikke den første, den bedste Præst — men Ungdomsvennen taler. Veteranerne i Kunsten, de gamle Graaskægge, de Ældre, de Yngre, de ganske Unge — foruden alt, hvad Samfundet har at byde paa af Autoritet, Repræsentantskab, Uniformer — Alt og Alle har givet Møde. Det er højtideligere end i nogen Kirke. Det er i Templet — stort efter vore Forhold — i Templet for den Kunst, som rækker Haanden over Skyerne til Zeus Kroniden, alle Gavers Giver, alle Mythers Ophav, alle Menneskers Fader.
Og dér hviler Mesteren, ydmyg blandt disse Omgivelser, træt, paa de simple Fyrretræspuder — under Palmegrenene, baade dem, som Blomsterhandleren har skaffet tilveje — de grønne, de, der dufter af Syd og Sol — og dem, som unge Elevers Hænder har malet paa de fire Fjæle — Fredens og Hvilens Symbol, Pietetens og Kærlighedens Vartegn.
Saa drøner Sørgemarschens Toner gennem Rummet. Det er, som om Thorvaldsen staar op af sin Grav og følger sin Elev til Jorden …….
Og de fulgte, alle, fra den højeste til den ringeste. Professsorens Elever bar ham — Christensen iblandt disse.
Den blændende Foraarsdags skarpe Lys skar Christensen i Øjnene. Han bed næsten sin Læbe igennem, for at ingen skulde se hans Taarer. Men hvilket Øje var tørt, da de bar den døde Mester ud gennem Porten paa den gamle røde Bygning, ud over Torvet, gennem hele Byen?
Den hele By veg ærbødig tilside — den hele Stad fulgte. Det var en virkelig stor Kunstner, som var død, et stort Menneske, en Mand af Sjæl og af Hjærte. Det føler de Tusinder, som staar dér. Dem narrer man ikke ved Pomp og Pragt, ved Titel og Dekorationer alene. De blotter Hovedet … han er passeret forbi; Folket har set ham, har hilst, har sænket Fanen.
Men hans Efterfølger? —
Ude paa Kirkegaarden, da det Hele var endt, da Følget havde spredt sig, da man knappede de sorte Handsker op, stak dem i Lommen, aabnede Munden igen, for at tale om Vejret — ude paa Kirkegaarden stod en gammel Model, en gammel Skurekone, og en af de røde Liberitjenere og græd sammen:
Det var en dejlig Mand! — Hvor faar vi nu saadan en Professor fra igen? …. Aa, Herregud, hvor han kunde brumme, og hvor han var god — og sikken en kostbar Begravelse! —
Christensen hørte det. Han brød en Kvist af en Busk, stod og rullede den mellem Fingrene, saa’ paa disse grønne Knopper — tænkte paa, hvad Solen og den rette Tid formaar at udklække af Spirer og spæde Skud! Han kastede Kvisten, og tænkte paa, hvem der skulde blive Professorens Efterfølger.
Der kommer ingen! mumlede han. Hvem skulde komme? Kolorist var han ikke — han er ikke naaet højest — men han var en stor Aand, et stort Menneske, en rig Begavelse — en Rigmand, der strøede sin Sæd ud med rund Haand …….
Og nu er vi saa fattige, saa fattige og smaa!
Saa gik han udenfor, indhentede Modellen, Konen og den røde Tjener, og inviterede dem ind til et »Gravøl« paa den nærmeste Have, Keglebane og Beværtning.
— — — — — — — — — — —
Og Tiden gik, Aarene gik. Christensen havde Tegneskole, slog Feriemaaneden ihjel rundt omkring i Provinserne, stadig paa et nyt Sted, søgende Noget, han vidste ikke hvad.
Han var ordknap, barsk, uomgængelig — han følte sig selv som Særling, hvilket ikke gør En mere omgængelig.
Saa kom han til den lille By — traf Malermestren og Karsten — og traf sig selv ved Hjemkomsten til Hovedstaden som Adoptivfader.
Og nu har Du endelig gjort en Kapitaldumhed! sagde han til sig selv.