Med den brede Pensel/12
XII.
Mellem to Dumheder.
Naar man efter daglig Sprogbrug har gjort en Dumhed: være sig, at man har kastet Penge bort paa daarlige Adspredelser, eller man har fornærmet et Menneske, som man egenlig ikke havde Grund til at fornærme, eller gjort et andet Menneske en Afbigt, som man nærmere besét burde have undladt — naar man som sagt har gjort en Dumhed: saa plejer man at ærgre sig.
Intensiteten af Ens Ærgrelse staar ikke altid i logisk Forhold til Størrelsen eller Rækkevidden af Dumheden. Det beror paa en øjeblikkelig Disposition, i hvilken Grad man fortryder eller ønsker det Skete ugjort. Men naar Ens Sindsstemning i det hele taget er anlagt paa at ærgre sig, saa kan man være sikker paa, at der kommer Dage, Tider, hvor man gaar og graver, flaar og flænser i en Ting, som dog nu engang ikke godt lader sig ændre.
At Christensen havde gjort en Dumhed, det kunde han sige sig selv straks den første Dag, da han havde faaet sin ny Protegé i Huset. Og ytrede han sig end ikke lydelig, saa undlod Karsten ikke paa sin Side at lægge Mærke til de Skyer, der gled hen over Tegnelærerens Pande og formørkede det første Maaltid, som Fosterfader og Fostersøn nød sammen under det fælles Tag.
Det er ikke aldeles nødvendigt at føre Soucen til Munden med Kniven! sagde Christensen med et Smil, som skulde være gemytligt, men som bragte Karsten til at nedlægge baade Kniv og Gaffel og til at se haabløst ud for sig, med en lille Ængstelse over den større Røffel, der upaatvivlelig vilde komme. Røffelen udeblev, men Maaltidet endte i en trykket Tavshed.
Det unge Menneske var vant til at skræmmes og blev let skræmt. Christensen pintes stadig ved at tænke paa al den Underkuelse, som var overgaaet Drengen, men han var ikke heldig i Valget af en Methode, der skulde jævnende udsone Fortiden og tillige være opdragende og dannende paa Fremtiden. En Eneboer er aldrig nogen god Pædagog; han er for optaget af Arbejdet paa sig selv, han vil i Reglen gribe fejl af Midlerne, der skulle retlede andre.
Christensen var Morgenmand. Den gamle Pige, der sørgede for hans Hus, maatte staa meget tidlig op, for at koge Herrens Kaffe. Naar denne var drukket og en kort Pibe var røget, saa gik Christensen hen til den nærmeste Badeanstalt, hvor han tog sin Douche. Derpaa gik han sin Tur, ufravigelig den samme hver Morgen, og naar han da kom hjem, maatte Huset være i Orden, fejet, udluftet, afstøvet — undtagen det saakaldte »Atelier«, hvor Intet maatte røres, hvor Husets Herre selv engang imellem holdt den nødvendige Renselsesfest.
Det viste sig, at den unge Karsten ikke var Morgenmand. Christensen knurrede, og en Dag gav han ondt af sig. Karsten førte Haanden dækkende op for Ansigtet, som om han ventede et Slag. Plejefaderens Hjærte blødte; men netop fordi han følte, hvor svag og øm han blev »paa den hele lidende Menneskeheds Vegne« ved dette Syn, gjorde han sin Stemme endnu lidt mere barsk, og fortsatte, med rynkede Øjenbryn: For Pokker! den første Betingelse for at være et moralsk Individ, er, at man hurtigst muligt kommer ud af Fjerene, naar man vaagner. Livet beror paa lutter Selvovervindelser, og en af de første, som hver ny Dag bør begynde med, er at man ryster Søvnen af sig — hvilket jeg herved anbefaler Dig, højstærede Murmeldyr!
Karsten forstod ikke ganske sin Plejefaders Tale — hvilket han jævnlig ikke gjorde. Han dukkede Hovedet og svarede:
Det var altid det, som jeg fik Prygl for hos Mester, at jeg havde saa svært ved at komme op om Morgenen — men jeg skal nok gøre mig Umage!
Christensen trak paa Skuldrene, men vendte sig, da han var kommen hen til Døren, gik tilbage og klappede sin Plejesøn over Ryggen, ligesom man klapper en stor, uudvokset Hund.
I Virkeligheden var der dette »Hvalpede« ved Karsten. Mangen Fader kan bringes til at tabe Taalmodigheden derover hos sin Søn — endsige en Pleje- eller Fosterfader, som ikke ad den naturlige, successive Vej er bleven øvet.
Dette Søvnige, det underligt Ubestemte, Dinglevorne og Ubeslutsomme, som man træffer hos unge Mennesker i Overgangsalderen, blev hos Karsten ydermere paafaldende ved hans høje Vækst, hans i Forhold til Længden noget spinkle Figur, og den Kejtethed og Kantethed, hvorpaa der ikke er bødet ved en Opdragelse, som i det mindste gaar ud paa at lade det Sjælelige og Intelligensen nogenlunde afstive Legemets svigtende Bygning.
Man kunde ikke kalde Karsten svag. Ansigtets blege Farve, med Fregner og de begyndende rødlige Dun om Læbe og under Hagen, gav ham vel et Udseende modsat robust; og de meget lyseblaa Øjne, med deres drømmende, frygtsomme, undertiden noget lidende Udtryk, svarede paa langt nær til Forestillingen om en ung nordisk Helt. Men Professionen med alle dens Ulemper syntes her at have været mere medvirkende ved Bestemmelsen af det unge Menneskes Teint, end en egenlig sygelig Konstitution. Det undgik ikke Christensens skarpe Blik, at hans Plejesøn havde store, faste Hænder og et rundt, godt Haandled, selv om Armen var tynd og Skuldren kantet. Christensen kunde sige sig selv, at med sund og rigelig Kost, Bevægelse i fri Luft, og nogen Gymnastik, vilde der ikke være nogen Grund til at ængstes for den unge Fyrs Fremtid. Naar blot Christensen kunde give sig Stunder og vente! Men dér kneb det. Thi Plejefaderen saa’ med Kunstnerens Øje — og dette Øje er tilbøjeligt til helst at ville have en smuk, harmonisk Form frem fra Dag til Dag, saaledes at det bliver et voksende Behag at følge Udviklingen.
Udviklingen trak i Langdrag — og Plejefaderen, ja han kunde jo hverken med Pensel eller Modellérstok hjælpe paa den langsomme Natur. Hertil kom, at der ogsaa for »Drengens« øvrige Fremtid skulde lægges en Plan. Men hvilken? Havde den strenge Tegnelærer straks den første Dag kunnet holde Mønstring over Sønnens Evner og Anlæg, og havde det unge Menneske været anvendelig i en bestemt Retning — saa var det jo endda slet ingen »Dumhed«, dette med at faa en Søn dumpende ind i Huset. Men en Malerdreng, en Læredreng, med meget tarvelige Skolekundskaber, maaske saa godt som ingen .…. For Pokker! Christensen kunde næppe tale med ham i det samme fælles Sprog. Frygtsom og kuet var Fyren i Forvejen, og den strenge Tegnelærer havde nu engang en Maade at tale til Folk og med dem paa, som ikke skulde gøre Karsten særlig tillidsfuld eller frejdig. Det blev til afsnuppede Sætninger, tidt og ofte en kort, barsk Besked, jævnlig en gnaven og vred Tilrettevisning — og der maatte disse underligt bønlige Øjne, med det skræmte og lidende Blik i, for at erindre Christensen om, at det oprindelig var en god Gerning, han havde villet gøre, et Stykke Menneske, han havde villet rive ud af Livets Vilkaarlighed og Brutalitet, og at han, Christensen, havde paataget sig en Opgave og paalagt sig et Ansvar, som maatte føres til et Resultat …. ellers havde det været bedre for begge, om Begyndelsen til denne Kærlighedsgerning ikke var gjort.
Det sagde Læreren til sig selv, hver Morgen paa sin Tur og hver Aften paa sin Tur, eller naar han laa i sin Seng, eller han røg sin ensomme Pibe i sit Lønkammer, i Atelieret. Men han fandt ikke Resultatet. Dagen over, mens han underviste i Tegneskolens Lokaler, og medens den opløbne Karstens dukkede Skikkelse hyppigt var i Vejen og jævnligt søgte ud paa Trappegangen, eller i Køkkenet hos den gamle Pige, eller vel endog ned hos Urtekræmmeren og Hørkræmmeren … Dagen over havde Hr. Christensen Sit at tage vare, og Afgørelsen for Plejesønnens Vedkommende blev skudt tilside, ligesaa naturligt som Karsten selv ved et advarende Blik blev skudt tilside, naar han befandtes at opholde sig i de Lokaler, hvor han »ikke havde noget at gøre«. Men ved de ordknappe Maaltider mældte han sig selv som et stumt Spørgsmaal — og Christensen grundede og grundede paa sine Ture, i sin Seng, og i sit Lønkammer.
Skulde han sende Drengen hen paa det tekniske Institut? Christensen havde selv fra tidligere Tid et Horn i Siden paa den agtbare Anstalt. Aa! det er jo det bare Pedanteri, de lærer dem dér! Og desuden … han lo med sin særegne Latter … desuden kunde Fyren falde paa at betragte det som Forskole til Kunstakademiet …. Kunst! han Kunstner? — det manglede blot!
Men, man kunde sende ham slet og ret i Malerlære! Thi det, som man nu engang er . begyndt paa, skulde man helst fortfare med! …. Her standsede Christensen, lidet opbygget for sit eget Vedkommende ved den logiske Følgeslutning i denne Betragtning.
Han kendte desuden ingen Malermester, hvem han vilde betro Fyren til. Den første den bedste var ikke god nok; og Tegnelæreren var kommen paa det Punkt af Eneboeragtighed, at han ikke gad spørge sig frem.
Og jo mere han tænkte derover, jo mere fandt han, at det er vanskeligt at leve Livet, naar man har unddraget sig saa vidt gørligt de daglige smaa Relationer til Samfundet omkring En — naar man har reduceret sin hele Væren til at ruske sig selv op hver Morgen, opfylde sin Pligt Dagen over med stoisk Strenghed, og forøvrigt lade Tingene gaa deres Gang, lige eller skæv, i en passivt knurrende Erkendelse af, at denne Tid er ikke Ens egen Tid — hvad den saa ellers maatte være for de andre medlevende, mindre sensible og mindre fordringsfulde Naturer.
Men paa Bunden af Tegnelærerens Vaklen laa, maaske ikke ganske klart for ham selv, et længselsfuldt Ønske efter netop i det unge Menneske — med dette »noget« i Blikket — at have en Omgang, et Staldbroderæmne, et Væsen at betro sig til, at kaste sin Kærlighed paa og faa Kærlighed tilbage fra. Hvorledes skulde dette opnaas? Sandelig ikke ved at se Fyren i en tilsmurt Kittel hos en hæderlig Haandværksmester — eller i Mangel deraf hos et professionelt Uhyre af den ordinære Sort. Heller ikke ved at vide Fyren siddende paa det tekniske Institut iblandt en hel Del skikkelige unge Fyre, der dog maaske kunde være uskikkelige nok og i hvert Fald næppe svarede til det Niveau, hvortil Christensen ved eget Arbejde havde hævet sig. Nej!
Det unge Menneske maatte have Kundskaber, den Dannelse, der kaster Bro mellem Personlighed og Personlighed, der muliggør et Samliv, som ikke ligner Robinsons og Fredags — ikke Samlivet mellem et Kulturmenneske og en Vild, hvor idyllisk end et saadant kan tage sig ud hos Campe! Men at sende et komfirmeret Menneske hen i en Skole — nej, det gik ikke. At holde private Lærere til den unge Mand — det havde Christensen ikke Raad til. Hvad da? ……
Og Karsten gik og »drev« derhjemme, spidsede Blyanter, kiggede i Tegnebøger, kiggede paa Eleverne, og tyggede paa Viskelæder, indtil man i Huset begyndte at tale derom og interessere sig derfor.
Først kom Urtekræmmeren til Christensen. Lad De blot mig faa Fyren i Forretningen! — sagde han gemytlig som altid. Det skal ikke vare et Fjerdingaar, saa skal De se, hvor nydeligt han kan nusse Svesker og snakke med Tjenestepigerne. Jeg skal gøre den brillanteste Butikssvend ud af ham, som De vil se for Deres Øjne. Han har Anlæg i den Retning, det vil jeg »paa Ære« indestaa Dem for! —
Christensen takkede høflig; men han havde allerede taget anden Bestemmelse — sagde han med et Smil.
Ja saa, Høistærede! men jeg troede netop, at De ikke ….?
Om Forladelse — jo! var Svaret; og det var saa kort, at Urtekræmmeren lidt forbløffet anbefalede sig.
Saa kom Hørkræmmeren.
Min go’e Mand — sagde han — vi plejer jo at kunne tale os til Rette om Tingene. Og der er nu det unge Menneske, Deres Plejesøn ….?
Vil De ogsaa have ham? afbrød Christensen, idet Vreden uvilkaarlig begyndte at mælde sig i hans Stemme.
Hørkræmmeren gav Kasketskyggen et Puf, saa’ venligt overbærende paa sin Vært, og fortsatte atter, hvor han havde sluppet:
Deres Plejesøn — Hr Christensen — som er en meget skikkelig Fyr at se til, om han end ikke stikker synderlig dybt! … Men skal det unge Menneske blive ved at slentre omkring her, snart oppe og snart nede, uden at ha’ noget ordenligt at tage sig fore — saa maa De ha’ mig undskyldt, Hr Christensen, men jeg kender til unge Mennesker, og de kan nemt gaa hen og finde paa Abekattestreger — saadan, hvad der ikke bør være, og hvad man ikke heller plejer at snakke om, skøndt man nu om en Dag ikke ta’er det saa nøje med, hvad man snakker om ….!
Mener De …? spurgte Christensen og ærgrede sig over, at han blev rød i Hovedet i Stedet for at fortsætte.
Jeg mener, at De skulde tænke lidt derover, uden at blive vred paa en gammel Ven! Og kan De ikke selv, med al Deres Lærdom og Kundskaber, hitte ud af det — saa kunde De jo lade mig faa Fyren ned til mig. Noget kunde vi vel altid faa bragt ud af ham — og ethvert Menneske skal jo dog fortjene Brødet, som han æder, og Klæderne, som han gaar i! Ikkesandt? —
De vekslede et Haandtryk og skiltes.
Besynderligt! tænkte Christensen. Det er, som om jeg altid skulde have Moralen hentet op til mig fra Kælderen. Men lad saa være! Jeg vil selv begynde at læse med Drengen. Underligt kun, at jeg ikke har tænkt paa det for længe siden! —
Han begyndte straks samme Aften, da Tegneskolen var sluttet, at læse med Karsten.
Og han smigrede sig med den Antagelse, straks i Begyndelsen, at naar han, ved stadig at gøre Vold paa sig selv, kunde undervise baade yngre og ældre Mennesker i Tegning, saa maatte han da ulige lettere kunne undervise sin Protegé og Plejesøn i de nødvendige Forudsætninger for den elementære Dannelse — i Modersmaalet, i lidt Sprog, i Historie og Geografi osv.
Det vanskeligste af alt i Verden, det er jo dog at lære at tegne: at se Tingene i deres lovbundne Forhold til hinanden, i deres exacte Omrids, med den i dem iboende Skønheds Kærne, der ligesom anelsesfuldt løfter sig ud af Konturers og Planers drømmende Harmoni og stiller sig selv i Harmoni til alle de synlige Omgivelser! Tegnelæreren, der selv laa inde med denne Hemmelighed, og som ved Selvstudium, Flid og Erfaringer i Verden havde bragt sine egn Humaniora op i en relativ betydningsfuld Højde — en saadan Lærer maatte dog vel nok kunne paatage sig den sideordnede, ulige lettere Gerning, at »piske« lidt Grammatik, lidt Syntax, lidt Sprogøvelser, lidt elementær Arithmetik, lidt Verdens- og Fædrelandshistorie — for slet ikke at tale om lidt Jordbeskrivelse — ind i et seksten- syttenaarigt Hoved og Gemyt! Det maatte endogsaa være en Forfriskning saaledes at begynde ligesom forfra med sig selv, paa jomfruelig Grund, med nye vu’er hver Dag for den videbegærlige Elev: Smaat og jævnt maatte der naturligvis gaas frem — ingen Forceren, ingen Spring! Forholdet maatte egenlig gives gennem Forholdet: Robinson — Fredag! Grundsynet paa al Pædagogik: det udviklede Kulturmenneske, der udstrækker den hjælpende og tilrettevisende Haand kærligt imod en taknemmelig og lærenem Vild!
Punktum!
Lærerens Theorier var upaaklagelige. Men der er den bandsatte Praksis. ……!
Karsten var ikke ubegavet, men tung, aandelig uhaandterlig og »dinglevorn« ligesaavel som legemligt. Og han var tilmed en Yngling, intet Barn. Man kunde ikke tilrettevise og straffe ham som et saadant. Der maatte bestandigt voksende Tilskud af Lærerens Selvovervindelse, for at faa ham frem — og saa gik det endda tilmed i Ryk. Thi hans Lærenemhed var stadig op og ned: som i det hele taget Gemytslivet i Pubertetsalderen er op og ned, Intelligensevnen stigende og faldende, Arbejdslysten undertiden forbavsende frodig og undertiden ligesom udvisket.
Christensen stønnede og svedte — men beherskede sig. Kun forekom det ham, som om han selv var bleven altfor gammel og glemsom — ligesom det stødvis forekom ham, at Menneskeheden maatte være uhyre dum, en Dyreart, der stod under de fleste af Mennesket paavirkelige Dyrearter i Retning af Udviklingsmulighed og Behandlingsmodtagelighed.
Der gik Maaneder, der gik et halvt Aar. Lærerens Taalmodighed var i kendeligt Aftagende. Han sagde til sig selv: Jeg tager det for tørt, altfor pedantisk — ligesom de fleste Lærere!
Og han begyndte smaat raillerende, idet han mente at skærpe Elevens Appetit for det nødvendigt Kedelige ved at salte og krydre de daglige Retter.
Men begynder man at salte og krydre Grammatik og Syntax — hvadenten det er den danske, den tyske eller engelske — saa er der Sandsynlighed for, at disse Retter i Elevens Øjne faar et aldeles barokt og fremmed Udseende; at han endog vægrer sig ved at fortære dem i deres nye og forbedrede Skikkelse — hvad han ikke allerede har gjort i deres gamle. Og saaledes gik det Karsten.
Han bekendte til sidst, haabløst, at han »aldeles ikke kunde finde ud af det.« Hvorefter Hr. Christensen, med noget af den samme Haabløshed, bekendte for sig selv, at hans Elev var et Fæ!
Ikke stort bedre gik det med Arithmetiken. Thi ogsaa den blev saltet. Og da Hr. Christensen efterhaanden arbejdede sig ind i en Utaalmodighedens Halvfortvivlelse, hvoraf han kun kunde finde Vejen ud ved at lade alle elementære Videnskaber føle Virkningen af sit slette Lunes Svøber og Skorpioner — saa blev disse daglige Morgen- og Aftentimer til højst byrdefulde Exercitier, hvorunder Lærer, Elev og Studium led ligelig ilde Medfart. Under Christensens vægtige Haand modtog det danske Sprog, selv igennem dets mest klassiske Forfattere, saadanne ret eftertrykkelige Hib for dets Mangel paa at kunne forene Velklang og Vellyd med skarp, klar og kort Præcision. Naar Eleven med ret national medfødt Tilbøjelighed henholdsvis slæbte paa Sprogets Endelser eller snuppede dem af, naar han fastholdt sine æ’er for a’er eller e’er for i’er — saa drev Læreren disse Synder ud i deres yderste Konsekvenser ved at jævne Øhlenschläger og Goldschmidt, Winther og Hostrup sammen i én Pærevælling. Det tyske Sprog blev drejet og vendt, indtil det var snoet sammen for den ulykkelige Karstens’ Øjne som et spidst Kræmmerhus — eller til det lød for hans Ører som en uendelig Række af meningsløse Konsonanter — dem han umuligt kunde udtale, Engelsk blev for Karsten til en Hunds Gøen, Knurren eller Bjæffen. Timerne i Jordbeskrivelse blev tilsidst indstillet af Læreren med den summariske Erklæring, at ingen kunde læse sig til, hvorledes et fremmed Land saa’ ud, idet man ikke engang kunde give en Beskrivelse af, hvorledes der saa’ ud i Frederiksberg Have — for En, som aldrig havde set en Svane, et kinesisk Lysthus eller et grimt Slot. Og Historie? Ak, du gode Gud! Historie … Det var den rene Humbug, hvis man forestillede sig, at nogen videnskabelig Forskning, endsige et pjaltet Stykke Uddrag af en Lærebog, kunde give En det allermindste, paalidelige Indkig i Kristiern den Andens Sjæl, hans Sovegemak, hans Tid, hans Meninger eller Syselsættelser — da der jo dog om det Opløb, som den foregaaende Aften havde fundet Sted paa Lille Købmagergade, allerede den Dag idag var fremkommet mindst tyve hinanden- og selvmodsigende Beretninger i Hovedstadens højtagtede, hæderlige og sandhedskærlige Presse!
Det svimlede for den ulykkelige Karsten, og det begyndte at se sort ud for hans Fosterfader. Atter og atter gentog Læreren for sig selv: Du har gjort en Dumhed| Han gik nødigt og tvungent til disse Timer, der skulde være ham en Forfriskning. Og da han tilsidst fandt, at Karsten virkelig ikke havde godt af at sidde saa meget stille, bøjet, krumrygget — saa sendte han Fyren til en Danse- Fægte- og Gymnastiklærer. Og naar Karsten kom hjem fra disse Éxercitier, holdende sig rank og med røde Kinder, og naar han ikke netop saa’ sit Snit til at stikke sig hen i en eller anden Krog med en Roman i Haanden, saa lod Plejefaderen ham rydde op, støve af, gøre i Stand og lægge til Rette i Tegneskolens Lokaler — Noget, han i hvert Fald ligesaa godt kunde gøre som noget andet, og hvad der vel heller ikke kunde skade, selv om det ikke gavnede stort!
Men Christensen undgik helt at møde Urtekræmmeren paa Trappen eller Hørkræmmeren paa Gaden udenfor Kælderboden.