Med den brede Pensel/13
XII.
Fortsættelse.
Saa var det en Eftermiddag …. ovenikøbet Eftermiddagen paa en af disse Helligdage, der i frodig Velsignelse falder over vort Foraar og som kan gøre en til Særling anlagt Eneboer ganske ugudelig … Thi hvor skal han vende sit Fjed, for at søge Hvile og Ro i Naturen, naar han er ked af at søge Selskab med sig selv indenfor sine fire Vægge? Naturen byder ham en stimende, udstafferet Menneskemængde, der tager sig langt bedre ud i Hverdagsdragten, Sindbilledet paa Slid og Forsagelse, Tarvelighed og Elskværdighed. Hvor Flora — som de gamle Digtere synger — har dækket sit Bord og bredet sin Dug, dér florerer »Beværtningerne« — men om det ligger i vort danske Øl, eller vore mange Snapse, i vort ufordøjelige Smørrebrød og vor uforbederlige gøren Grin: Gemyttet bliver ikke hævet hverken ved Naturen eller Beværtningen, og den stimende Mængde vender sent paa Aftenen tilbage til Byen træt og gnaven, kun oplivet ved Tanken om, at nu er det Gudskelov overstaaet, nu kan man igen den næste Dag trække i den gamle Mundering!
Saaledes tænkte i det mindste Hr. Ivar Feldmann Christensen, da han stod i det forreste Tegneværelse og saa’ mistrøstig over de sortmalede Borde, hvor Elevernes Knive havde efterladt en Hieroglyfskrift af Indsnit og Ridser, som Læreren i dette Øjebliks Tungsind tydede saaledes: Vi ere alle lynende kede af at sidde her og gnidre med Blyanten!
Ja, de havde Ret! … Og Christensen strøg sig med Haanden igennem Haaret, og han faldt i Tanker. Selskab søgte han. Var det muligt? Jo det var muligt … men ikke et Menneske i denne By gad han gaa hen og besøge. Desuden var de formodenlig alle ude. Heldigvis! Saa var ethvert Forsøg paa Forhaand afskaaret. — Og Karsten? hvor var han? Formodenlig ude paa Trappegangen, eller »i Skoven« med Hørkræmmerens — ligegyldigt! det var ikke det Selskab, som Christensen søgte. Men sæt nu, at Christensen havde giftet sig tidligt! og Karsten virkelig havde været hans Søn …! Vilde det have forandret Sagen? Muligvis! Aa, visvas! en Søn er en Søn, den ene unge Fyr er som den anden; det er det udviklede Menneske, som Mennesket begærer til Omgang. Naar man selv spænder over en Erfaring, naar man har slidt sig en Anskuelse til, naar man har rejst, fyldt sin Sjæl med Verden, favnet den højeste Kunst i et for Livet varende Favntag …; ja hvad saa? Har man saa Lov til, i ensomt Overmods Utilgængelighed at se ned paa alle andre? .. Jamen, han saa’ jo ikke ned paa dem — naar han blot maatte være fri for dem — kunde se ud, bort over dem — op til sine Guder!
Eller var der maaske Gudinder ogsaa?
Ja — og nej! Der var Michelangelos Sibyller, Rafaels Madonnaer, Rembrandts Saskia, Frans Hals’ Dorthe … hun maatte vistnok hedde Dorthe, Dörtchen … Tizians nøgne og paaklædte — ja hvad var det for nogle? Havde det været hans Hustruer, saaledes som Peter Poul Rubens havde malet sine? eller hans Modeller, Elskerinder? Havde Renæssancen et saadant uhyre Plus forud for os sammensatte og sammenknebne Nutidssinker, at den kunde staa rolig og harmonisk paa den rene vitale Skønhedsglædes Grund, dyrke det Sanselige uden lystne Abefornemmelser, og skabe det Aandelige idet den gengav det rent Legemlige, medens vi nu render omkring og leger Tagfat med det »Aandelige« — og i de fleste Tilfælde maa nøjes med at faa et Produkt af Dannelsesanstalten, Pensionatet, den respektable Familiedressur …?
Det bankede paa Yderdøren.
Kom ind! —
Der var i det Øjeblik, da Døren gik op for den Indtrædende, en klar, varm Refleks i Stuen fra nogle af Eftermiddagssolen stærkt beskinnede Ruder paa den modsatte Side af Torvet.
Hvorledes saadan en Refleks med sine Bireflekser kan falde paa at skabe sig i et Værelse, der tilfældigvis indeholder en Del forskellige Genstande, og som tilfældigvis bliver Vidne til et Møde mellem et Par Personer, som ved et eller andet »Ledemotiv« staar i Forbindelse med hinanden — derom vil man faa grundig Besked ved at slaa efter rundt omkring i vor snart ikke længer faatallige Skønliteraturs Inventariebeskrivelser.
Og nu den Indtrædende selv?
Kære Læser — Du, hvem den moderne, samvittighedsfulde, dokumenterende Forfatter aldrig træder i direkte Forhold til — thi saadant er strafbart efter den moderne Æsthetiks Lovbog! — Du, der er som den tomme Luft — o hvilken latterlig Affektation! — for den strenge, objektiverende Forfatter: Dig vil jeg tage i Haanden og bede sidde ned et Øjeblik medens jeg forelægger Dig et Spørgsmaal. Har Du, gennem de halvhundrede ypperlige moderne Romaner, Du har læst, ærlig talt et nøjagtigt, et fuldt virkelighedsoverensstemmende Indtryk af denne eller hin Person, som Forfatteren med Opbydelse af hele sin beskrivende Stilkunsts Apparat har søgt at fængsle til Papiret og belemre din Hukommelse med? Kan Du se dette eller hint Ansigt — virkelig se det for dig, saaledes som Vorherre engang har skabt det til Forskel fra et hvilketsomhelst andet Ansigt? Kan Du det — ja saa træder jeg beskeden og ydmyg tilbage, indrømmende, at min Stilkunst ikke slaar til, at jeg maa gaa hjem og lære en hel Hoben Greb og Fif endnu, inden jeg vover at konkurrere med Mestrene.
Men hvis Du — dér hvor Du nu sidder paa Stolen foran mig, min Læser — vil indrømme, at Forfatteren i vore Dage, tvungen af en bestemt Udvikling, angst for at træde i de konventionelle, længst udtraadte Spor, bestandig gør Overgreb paa Malerens nærliggende Territorium — og hvis Du gør gældende, at al den om sig gribende Detailbeskrivelse, den hjærneforvirrende adjektivistiske og prædikatistiske Stilgymnastik ikke paa nogen Forfatters Papir har frembragt saa megen Anskuelighed, som en blot jævn dygtig Raderers Naal, eller en jævn dygtig Malers Pensel med nogle faa heldige Streger og Strøg kan fremtrylle paa en Kobberplade eller paa et Stykke Lærred: saa vil Du, o min bevaagne Læser eller Læserinde, billigvis undskylde at jeg indskrænker mig til om den Indtrædende at sige — — —
At det var en ung Dame med askeblond Haar, hverken stor eller lille, hverken smuk eller styg, velproportioneret, paaklædt med lidt mere Smag end vore danske Damer gennemgaaende have Ord for, men ikke udmærkende sig ved Noget i Toiletkunsten særligt paafaldende eller udfordrende. Hvad Farve og hvad Stof hendes Parasol var af, har jeg glemt; og heller ikke husker jeg, om hendes Handsker havde en eller tre Knapper. Hovedets, det vil sige Ansigtets Udtryk — hvad jeg altsaa ikke formaar at gengive, om jeg saa stod paa Hovedet — laa væsenligt i Øjnene: de lyste, med et klogt, aabent, klart og varmt Blik. Øjenvipperne var lange og ligesom Øjenbrynene meget blonde, hvorved Ansigtsudtrykket kom til at ligge endnu mere i selve Blikket. Munden? — naa ja, Mundvigerne krusede sig en lille Smule opefter, en ganske lille Smule, hvad der gav et Spil over Kinderne af intellektuel Skønhed, dér hvor Ovalen savnede regelmæssig og tiltrækkkende Linje. Og Næsen …. Prrrr! Beskrivelsen er længst forbi.
Kun Et endnu; noget, som straks slog mig, da jeg, selv usynlig, saa’ hende træde ind af Christensens Dør. Foden, som hun satte frem under den foran lidt korte Kjole, var lille. Det behøvede den i og for sig ikke at tilregne sig som en Dyd: thi hele Personen var ikke saa stor endda, og viser man en »Heltinde« frem, som man ganske vist ikke forsøger at idealisere, bør dog i det mindste det Ene nogenlunde svare til det Andet.
Men denne Fod var baade lille og spændstig og traadte let i Skoen, som var forsynet med Remme og Roset. Det var ikke sandsynligt, at hun havde danset meget — navnlig ikke meget paa Roser; heller ikke laa der i hendes hele »Apparition«, i dette ubestemmelige øjeblikkelige Indtryk af en fremmed Persons iboende Vilkaar og Skæbne, nogen sandsynlig Antagelse for, at hun vilde komme til at danse meget; men denne Fod syntes at tale om det glade, frejdige Sinds naturlige Lyst og Tilbøjelighed til, paa den for en uskyldig Kvinde prisværdigste Maade, at give sig hen i en Stemning, hvortil Mændenes mere tungfodede og brutale Tilbøjeligheder savner det adækvate Begreb. Og er man endelig Kunstner og ser som saadan paa en Kvinde, og slutter man, maaske endog ganske ubevidst, fra Enkeltheden til det Hele, saa talte denne lille Fod ved sin Form, ved sin ejendommelige Maade at se ud paa og at bevæge sig paa, om en harmonisk, velorganiseret Fortsættelse af Form og Funktioner op igennem hele det øvrige Legem — og den ikke synderlig store Skikkelse voksede i samme Øjeblik, som den traadte over Dørtærsklen og spurgte:
Gaar jeg muligvis fejl? —
Jeg véd ikke! … svarede Christensen, idet han rev sig ud af sine Meditationer og med det samme kom til Erkendelse af, at han og den fremmede unge Dame i nogle Sekunder havde staaet og set paa hinanden.
Jeg troede det heller ikke! sagde hun og gik et Par Skridt frem. Jeg kender nemlig Dem — mens det synes at De ikke længer husker mig — hvad der heller ikke er saa mærkeligt!
Ja saa! svarede Christensen bukkende en lille Smule for hende, og søgte i sin Hukommelse blandt tidligere kvindelige Elever.
Nej! sagde hun smilende. Jeg maa hjælpe Dem! Kan De huske — for flere Aar tilbage — i Rom — i det sixtinske Kapel …? her rødmede hun en Kende … eller lad os hellere sige, ude i Rafaels Loggier? —
Virkelig! svarede Christensen. De har Ret! — Værs’god, vil De tage Plads — skøndt — her ser ikke videre indbydende ud ….! Og han trak en Stol frem; og hun satte sig, lagde Parasollen fra sig paa Bordet, krængede den højre Handske af — og rakte ham Haanden.
Altsaa: Tak for sidst!
Aa jeg be’er! svarede Christensen og følte sig som den mest forvirrede, eller rettere som den eneste.
Han trykkede imidlertid hendes fremrakte Haand — en lille, velformet Haand, blød og hvid, med energiske Aarer. Saa purrede han op i Haaret, strøg sig om Skægget, og sagde:
Det er pænt af Dem, at De efter saa lang Tids Forløb husker en Landsmand, som i Grunden var uhøflig …!
Ikke Spor af uhøflig! —
Ja ja da! Lad os sige, som viste sig overlegen — som i det hele taget viste sig — dér hvor han burde have tiet stille og være forsvundet — hvis jeg ellers i Øjeblikket ret erindrer mig, hvordan det Hele gik til — det vil sige ….!
Han afbrød pludselig; han forekom sig selv latterlig forlegen — rent ud sagt stupid — at han ikke kunde finde paa en eneste afrundende Vending.
Hun saa’ paa ham, ganske naturlig, med hele sit varme, lysende Blik. Det forekom ham, som om det triste Tegneværelse, hvor Solrefleksen nu var forsvundet, paa en Gang begyndte at blive hyggeligt — som om Bordet, hvor Parasollen laa, slet ikke var sortmalet, og som om der ingen kedsommelig Hieroglyfskrift fandtes, ingen dumme Fortegninger og støvede Gibsornamenter paa Væggene — som om Værelset var et andet — og kun han selv var den samme sære Snegl.
Og han saa’ paa hende og sagde:
De ser virkelig — omtrent — uforandret ud!
Omtrent? svarede hun og lo med denne Mund, som nu blev hel allerkærest med sine skælmske Mundviger og med — det opdagede han da ogsaa — en Række smukke, lige, hvide Tænder,
Naa ja! jeg er vel ikke længer den taabelige Pige. Det vilde heller ikke passe sig — til min Stilling! —
Deres Stilling? De er altsaa fremdeles … eller er De maaske bleven gift? …
Nej! svarede hun og lo. Stillingen uforandret. Guvernante — Selskabsdame — rigtignok uden Employ! … Og lad os saa tale om Forretninger! —
Forretninger? Han kunde ikke undlade at rynke Brynene en Kende. Dette Væsen dér, som han et Øjeblik havde hensat midt iblandt sine romerske — bedste — Indtryk og Erindringer — hun blev med Et til et praktisk Fruentimmer, med hvem han skulde tale om … Og pludselig for det ud af ham, næsten med Forfærdelse.
For Guds Skyld! De har da ikke i Sinde at …?
Naa? sagde hun, paa sin Side komisk forskrækket.
Jeg mener, svarede han: De tænker da ikke paa at blive Kunstnerinde? —
Hun lo, og spurgte:
Hvorfor ikke? —
Han stod dér, stiv og ganske barsk. Og han sagde tørt:
Det gør mig ondt; men jeg er ophørt at vejlede vordende Kunstnere! —
Hun rejste sig, betragtede ham et Øjeblik alvorlig og forskende. Saa smilede hun igen:
Man har vist mig herhen til Dem — til Deres Tegneinstitut. Jeg er nylig hjemkommen fra Udlandet — sidst fra Frankrig. Ved et Dødsfald er den engelske Familie, hvor jeg var Opdragerinde for Børnene — men ikke den Familie, som De dengang saa’ — bleven opløst. Nu er jeg her, hos en Veninde af mig. Jeg vil atter se at komme ud — da min egen nærmeste Familie er død, og da jeg har saa faa Bekendtskaber herhjemme. Men baade i England og hvor jeg ellers har været, savnede man hos mig Færdighed i det »Fag«, som jeg nu gerne vilde have Undervisning i hos Dem! Man har i Et og Alt anbefalet Dem — og jeg véd virkelig ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig — da jeg jo netop ikke vil søge til nogen Kunstner! —
Han drog et lille befriende Suk ved denne Forklaring. Og dog — saaledes er nok vi Mennesker — og dog var der ved hendes Betoning af Ordet »Kunstner« en fin Streng indeni ham, der gav sig hel uvilkaarlig til at dirre. Var han ærgerlig derved —? var det blot noget forbigaaende, ligegyldigt Noget, som hun jo ikke kunde have nogen Anelse om — og som han forlængst havde jaget paa Døren …? Han hverken tog sig Tid eller kunde tage sig Tid til at udrede denne tilsyneladende Modsigelse. Hendes Blik var spørgende hæftet paa ham. Han svarede:
Naa altsaa — tegne! De vil blot gaa et Kursus igennem? Ja værsaagod: jeg staar til Tjeneste! —
Og med et Smil og en Haandbevægelse viste han omkring i de to Lokaler, hvor hun nysgerrig begyndte at bekigge Genstandene.
Saa talte de lidt frem og tilbage. Foraarsaftenens blide Skumring begyndte at mælde sig; og hun trak Handsken paa.
Det bankede beskedent, tøvende paa Døren; og ind traadte Karsten, som bukkede kejtet, da han saa’ en Dame.
Christensen præsenterede: Min Søn!
Hun saa’ lidt nysgerrig og overrasket paa dem begge.
Det er min Foster- og Adoptivsøn — den unge Hr. Karsten! sagde Tegnelæreren smilende, og fortsatte: Jeg vil efterlade ham i Arv det ene af mine Navne og lade ham kalde sig Feldmann, eftersom Christensen bliver for hver Dag mere og mere borgerligt umuligt — til Trods for at vi alle for hver Dag bliver mere demokratiske. De aner blot ikke, Frøken, hvor vanskeligt det er mig, at give ham hvad man kalder en passende Opdragelse — uagtet jeg naturligvis mener om mig selv, at jeg i alle Maader har sørget for min egen|
Ja saa? svarede hun og saa’ med venlig Opmærksomhed paa den unge Fyr, der var bleven rød og ikke vidste, hvor han skulde anbringe sine Hænder eller Øjne.
Saa vendte hun sig imod Christensen, rakte ham Haanden og sagde: Farvel — og paa Gensyn!
Da hun var kommen til Døren, standsede hun, tog frem af sin Lomme et lille nydeligt Etui — saa elegant, at det aabenbart maatte være en af disse Erkendtlighedsgaver, som en velstaaende Familiemoder giver sine Børns Opdragerinde ved Afskedsforestillingen — og sagde, paany med et Smil:
Der glemte jeg jo at sige Dem mit Navn — og jeg er dog baade kendt med Deres og Deres Søns! Og hun gav Christensen et Kort, hvorpaa han læste: Helene Borg.
Saa bøjede hun Hovedet, nikkede til Karsten og gik.
Karsten blev staaende henne ved Døren, som han havde lukket efter hende. Christensen stod ved Vinduet og saa’ hen for sig med det lille Kort i Haanden.
Hans Blik faldt fra Kortet hen over Bordet.
Dér glemte hun sin Parasol! De Damer løber ogsaa altid fra deres Tøj. Tag den — spring efter hende — og se, om Du kan naa’ hende!
Karsten fór ud af Døren med Parasollen. Han var tydeligt nok glad ved at faa en Anledning til at fjærne sig. Christensen blev staaende ved Vinduet, rullende i Tanker Kortet sammen til en Cigarret, som han gav sig til at tegne paa Ruden med.
Medens han stod saaledes, saa’ han ned over Torvet. Folk begyndte at komme hjem fra Spasereture langs Søerne, eller fra Udflugter i den nærmeste Omegn. En Mængde Børnevogne var der — og hele smaa Skarer af Børn, som trippede paa de smaa Ben, trætte men øjensynligt fornøjede. Engang imellem et lille Vræl fra en af disse Ekvipager, som en skikkelig Fader eller en omhyggelig Moder gik og trak paa eller skubbede foran sig. Nogle af de smaa Ekvipager havde grønne Bøgegrene stukne ned bagtil ved Kaleschen og foran ved Fodenden. Det saa’ i Grunden elskværdigt ud; og ikke engang de smaa Vræl generede Hr. Christensen idag. Næsten alle de trippende Smaafolk havde Hænder, Kurve eller grønne Botaniserkasser fulde af Foraarets Blomster. Ogsaa dette saa’ fornøjeligt ud. Eftermiddagens Skumring havde en gylden Glans over sig. Aftenen var — af en dansk Foraarsaften at være — usædvanlig stille, Det blæste mærkeligt nok ikke! Fodtrinene, Smaasladren, de smaa Hjuls Knirken — afbrudt af en enkelt tætbelæsset Charabanc’s eller overfyldt Drosches hule Dundren — Alt lød saa sælsomt kendt-ukendt hyggeligt mellem de fire nøgterne Husrækker, som danner Torvet …. Og Christensen stod i sit aabne Vindu og tænkte, at han dog vilde gaa ud og spasere — uansét at han altid holdt sig inde paa en Søndag eller Helligdags Aften.
Men hvor blev Drengen af? —
Han kom endelig.
Naa? spurgte Christensen. Men det sædvanlige Barske i hans Spørgen gled over i en venlig Opmærksomhed, da Karsten, uden den sædvanlige Forknythed, fortalte hvorledes det var gaaet.
Han havde ganske rigtig indhentet den fremmede Dame omme bag det nærmeste Hjørne. Her var hun standset. Hun havde — forklarede hun selv — villet gaa op igen og hente det Glemte. Det vil sige — føjede Karsten til — hun var meget glad over, at han var kommen med Parasollen, for hun vilde nødig gaa op igen og muligvis forstyrre …. Ja hun lo rigtignok, da hun tog sin Parasol og takkede — men hun havde ogsaa spurgt, om Hr. Christensen var meget striks paa det? Det var han vel nok! Og saa havde hun spurgt, hvorledes det gik, naar Karstens Plejefader læste med ham? Og uden at vente nærmere Svar herpaa, havde hun bedet Karsten følge med et Stykke ned ad Gaden; og saa havde hun spurgt ham, om han vilde prøve at læse med hende? …
Og Du? spurgte Christensen. Hvad svarede Du dertil? —
Karsten saa’ paa ham lidt fra Siden af — og saa svarede han: Jo! jeg vilde gerne læse med den fremmede Dame! Og hun bad mig spørge Dig derom … saa vilde hun aftale det med Dig, naar hun kom imorgen og fik sin første Time!
Hm! naa! sagde Christensen. Lige for lige, naar Venskab skal holdes! Vi kan jo tænke derover. — Har Du ellers noget paa Hjærte, saa kom frem med det …!
Karsten saa’ atter tøvende paa ham — og gik helt frejdig løs paa Sagen:
Hørkræmmerens spurgte mig, om jeg vilde gaa ud med dem i Tivoli — til Aabningsfest?
Tilstaaet! svarede Christensen.
Det er en af disse Aftener i Majmaaneds sidste Halvdel, som kan være blandt de Minder, der drager os uimodstaaeligt tilbage til det snævre Hjem, hvor vi saa end færdes i den vide Verden.
En saadan enkelt Aften kan for os sydlige Skandinaver være Indbegrebet af vort hele Følelses og Stemningsliv; det, vi ikke kan tænke os at bytte bort for … ja kom nu med en Række Metaforer! de ville alle hinke — og vi ville blive staaende støt paa vor Længsels Grund, ligegyldigt hvor meget vi har maattet døje af den langvarige Østenvind, den gyselige, sludfulde Vinter, vore pinagtige indre Kævlerier, vort Aandslivs Mangel paa Rumfang og Spændkraft, vor hele slattede, jævne, danske Øllebrødstilværelse!
Paa en saadan Aften — som maaske endda, naar det kommer højt, kan have en halv Snes lignende efter sig — paa en saadan Aften fornemmer vi opdukkende i os en af de reneste menneskelige Følelser: Taknemmeligheden … Vort Bryst løfter sig; uvilkaarligt vil vi forme vore Læber omkring det lille, vægtige Ord Tak! Vi véd ikke, hvem vi skal adressere det til. Skal vi sige: Forsynet — eller: Naturen — eller …. naa ligemeget. Vi indsuger denne stille, frodig-fugtige, hverken kolde eller varme Luft, hvori ligesom utallige Mulighedsværdiers Spirer ligger gemte. Det er noget ganske paafaldende dette, at det ikke blæser. Vort Øje mættes af den langsomt svindende Dags rolige, dæmpet-straalende Lys — og gennem vort Øje modtager Hjærnen lutter beroligende, længselsfuldt-blide, paa samme Tid sundt-menneskelige og sentimentale Indtryk. Det ophører at være Eftermiddag — det bliver Aften. Men Solen, der dukker sig under Horisonten, leger kun Titit med Mørket. Det ophører at være Aften — men det bliver ikke Nat. Træer og Buske, Møllevinger og Vinduesruder, Vandspejlets Flade, og Menneskenes Sind og Tanker — Alt vender sig med dvælende Andagt mod det gyldne Lys, som ikke svinder. Alle tilhvisker den lyse Nat deres Hemmeligheder. Hvis vi var Pantheister her hos os i Norden, saa formede vi denne Nat i Skikkelse af en dejlig, drømmerisk Gudinde: og hun havde Stjærnens blide Smil i Øjet, og den fine, bløde Finger lagt forsikrende over Læben: Tys! jeg hører Alt, forstaar Alt, tilgiver Alt og røber Intet!
Vor By er ikke nogen særlig skøn By. Den kunde være det, efter sin Beliggenhed. Det skorter os paa Kapital; det skorter endnu mere paa Sans. Vi ere ligefrem Vandaler mod vore gamle Træer, og vi planter de nye paa de mærkeligste Steder. Vi har Tilbøjelighed til at udvide os paa den omgivende Naturs Bekostning — og dog paastaar vi, at vi elsker Naturen i vor Hovedstads umiddelbare Omegn. Vi lægger vore Villaer dér, hvor de ikke kunne ses — og vi opfører Udlejningskaserner dér, hvor vore Villaer skulde ligge. Men trods Alt, er det dog endnu ikke lykkedes os helt at ødelægge vore ældre Promenader; og kommer der en enkelt smuk stille Foraarsaften, hvor Sindet stemmes modtageligt for de bedste Indtryk, saa kan vi endnu »gaa os en Tur« omkring København — uden at blive gnavne.
Og Christensen gik — langsomt, med sin Paletot over Armen og Stokken i Haanden.
Han var fast besluttet, paa, ikke at lade sig irritere. Han lod Sporvogne klingre og Omnibusser rumle sig forbi; han lagde Mærke og dog ikke Mærke til denne Strøm af Mennesker, der i løsrevne Sætninger talte et Sprog, som var hans eget og dog ikke hans eget. Han bestemte sig for, kun at høre dets elskværdige, harmløse Tonefald, og ikke lægge Mærke til dets Mangel paa Karakteristik, paa resolut Tempo, paa Musik.
Til Gengæld fik han Musik fra Alleernes Forlystelsessteder, naar han passerede forbi disse støvede Haver, med en Række Lysthuse, ligesom Kaninbure, ud til Vejen, en indskrænket Færselsplads, hvor man trak op og ned i smaa Klynger, ventende paa at nu skulde Turen til at more sig komme …. Han hørte disse underlige Hyl fra Hornorkestre, Lirekassernes Jamren, blandet med den ugengivelige Lyd fra en Menneskemængde, som taler højt uden at le og uden at synge .…. Han var alligevel ganske glad, da han omsider slap ind i Frederiksberg Have, hvorfra Sværmen var i Begreb med at trække bort.
Han valgte Gangene tilhøjre, hvor Kanalen breder sig, danner en lille Dam, krummer sig atter bort mellem Træerne, og forsvinder under en hvælvet Træbro. Nogle af Løvtræerne var fuldt udsprungne — Bøg og Kastanie — og de sænkede deres bløde, hvælvede Masser kærtegnende ned over Vandet; og der blev dybe, varme Skygger under dem, og igennem denne Skygge gled et Par Svaner, hvis Hvidhed, saa neddæmpet den var, skinnede helt aandeagtig frem mod disse Omgivelser af Mørkegrønt-Zinober, Sort-Violet og Glødende-Brunt. Den ene Svane var Tilbederen, den anden var den Tilbedte; Halsene krummede sig, og lydløst brusede Vingefjerene ud til Siden, ligesom om der ikke var Rum for alle Foraarets Længsler indenfor Svanehammen. Og saa skjulte Skyggerne dem helt.
Men midt i Vandfladen, der sugede Aftenhimlens Blankhed til sig, stod de kraftige Silhouetter lodrette ned fra høje Graapopler, Lind og Elm — de svære Grenes nøgne Arme, med de fine Kvistes knoppede Fingre; og disse Fingre syntes at dyppe sig i Vandet for at føle, hvor lunkent det var blevet af Formiddagens stærke Sol.
Nu var denne Sol sunket bag de spredte Trægrupper og slukket bag de tætte Buske. Men dens Genskin rødmede og glødede lavest nede over Vandet — og det var ligesom henvendt til denne stribede Drøm om Guld og grønne Skove, at Fuglene i deres Skjul rundt omkring fra sang deres længselsfulde, inderlige smaa Folkeviser, Og en Vise var der — og en Sanger — der overgik alle de andre: det var Nattergalens hulkende Kærlighedstrille, et uendelig langt Omkvæd til en kort, ensformig Visestump, maaske den eneste evige Poesi — ved Siden af Stjærnernes og Blomsternes — der er levnet os af en forbigangen Tid og en undergaaet Verden.
Hvad skal man sige? Det er kanske alt i alt Svanernes og Nattergalens Skyld, at Bænkene rundt omkring i vore Haver og Anlæg, særlig paa en saadan stille Aften, ere optagne af disse fortrolige Par, hvis hviskende Samtaler man trækker paa Skuldrene af, medens man lidt undsélig skynder sig forbi og dog ikke ganske kan lade være at skotte hen til Stedet. Man kan dømme derom, hvad man vil, lægge deri, hvad man finder for godt — det er den almægtige Natur, der her kundgør sin Vilje, den, for hvem Planter, Fugle, Mennesker ere undergivne de samme Love. Ser man paa sligt, hverken som den vrantne Moralist, eller den kølige Statistiker, saa er det Aftenhimlens forskønnende Skær, som lægger sig forskønnende over disse Møder, hvoraf megen Fortrydelse kan opstaa, mange tragiske eller tragikomiske Skæbner udvikle sig — men hvorigennem ogsaa Ungdommens spændte Streng klinger: og denne Streng er hverken slet eller god, dens Musik er evig og uforanderlig, som selve Naturen.
Christensen følte sig træt. Han vilde gerne have siddet ned paa en af disse Bænke; men alle var de optagne. Han blev lidt ærgerlig; saa smilede han. Der var kommet Noget op i ham, lige fra dengang da han gik ud af sin Dør. Han gjorde sig ikke Rede for, hvad det var. Det blandede sig i Luften, smæltede sammen med Stemningen; han opdagede, at denne Verden, der til daglig Brug havde saa uendelig lidt Interesse for ham, alligevel kaldte paa ham, rykkede ham ind paa Livet — og vel at mærke ikke med de sædvanlige store, alvorlige Spørgsmaal, men med et ganske almindelig lille et: Hvorfor gaar du saa alene dér?
Om det dog ikke var dumt, at stavre saadan højbenet omkring i dybsindige Betragtninger? Hvor kort var ikke Livet! Ligesaa kort som Foraaret. Hvor uvis den Tilstand, man gik imøde! Kort var den lyse Nat, men forjættelsesrig, skøn, blid, som en glad Drøm. Hvad sang Fuglen om? Han smilede. Hvad hviskede dette Par, disse to unge Mennesker dér paa Bænken? Trivialiteter rimeligvis; men for dem var det en Indvielse i en Kultus, der er ligesaa ældgammel, som Livet, og hvortil ingen Rhetorik udkræves. Blot glide hen i Halvlyset, i Halv-Forstaaelsen af Tingene, der ikke udelukker den hele Hengiven sig i en enkelt Følelse! For Pokker! dér hvor Ræsonnementet ophører, dér begynder først Mennesket at føle sig som det han er: et Led af Naturen! Og kan Nattergalen synge saa smæltende skønt om Naturtilstandens Herlighed, saa kunde Mennesket dog i det mindste vise den Beskedenhed, ikke at klamre sig til subtile Fordomme, hvis indbyrdes stridende Stemmer hindrer En i Nydelsen uden derfor just at gøre Ens Moral saa overvættes fast.
Han besluttede — idet han trak Vejret dybt, ligesom lettende sig for en Byrde, og saa’ sig helt udfordrende omkring — at han vilde leve Foraaret og Livet, ganske som de andre Dødelige. Det Stærke og Lidenskabelige i hans Natur, som han saa længe med Tvang havde holdt nede, løftede sig som en Bølge mod et Dige, og han fornam en Følelse af Behag og Frihed derved. Han var standset. Han saa’ en Bænk, som ganske vist var optaget af et Par — men det var to unge Piger, som sad dér i Skumringen, med Ansigterne vendt imod Aftenens flatterende, svagt-gyldne Skær. Ventede de paa nogen? Maaske — maaske ikke. Han lettede høfligt paa Hatten og satte sig.
De saa’ et Øjeblik betuttede paa hinanden — derpaa med et lille nysgerrigt Blik paa den Fremmede — og saa rykkede de til Siden, for at gøre Plads, skøndt der var Plads nok. Han tog en Cigar frem, tændte den, gav sig til at ryge, og vedligeholdt en standhaftig Tavshed — eftersom han strengt taget ikke vidste, hvordan han skulde begynde en Samtale.
Den begyndte de imellem sig, paa unge Pigers ældgamle Vis: de talte, halvhøjt, om en fraværende Tredje, hvilken Tredje først var en »hun«, og dernæst umærkelig gik over til at blive en »han«.
Christensen mønstrede dem. Den, som sad ham nærmest, var den fyldigste af de to — og tillige den mest nysgerrige, Stadigt talende og jævnligt leende med en dæmpet Latter over Ingenting, vendte hun hyppigt Ansigtet imod ham og viste ham et Par godmodige brune Øjne, ganske friske og temmelig brede Træk, en sorgløs Opstoppernæse, dybe Smilehuller i Kinderne.
Han sagde ved sig selv: »hollandsk!« Og han gjorde sig Umage for at komme til at se den anden. Hun var slankere, blond, gjorde dette ubestemte Indtryk af Dame og af Smaapige i uopløselig Modsigelse, hvortil maaske København leverer et relativt større Kontingent end nogen anden Hovedstad. Hun havde visse Bevægelser, der var naturligt gratiøse — og andre, som det synligt kostede hende Tvang at faa bragt i Overensstemmelse med de uendeligt sammensatte Love for Anstand og comme il faut. Og hendes Stemme — da hun endelig lod dens smukke Klangtone høre — røbede den samme Usikkerhed, en skjult »Dualisme« — som man i den Hejbergske Tid vilde kalde det.
Men saa ofte det naturligt Klædelige brød frem i Miner, Bevægelser, Ord og Stemmens Klang — følte Christensen et uvilkaarligt Behag. Og da hendes Øjne omsider hvilede spørgende, med en vis Vemod, uden egenlig Opfordring eller Opmuntring paa ham, bestemte han sig til at sige noget.
Han lo. Han kom uvilkaarligt til det, idet han mindedes Kakadues berømte Replik fra »Capriciosa«. Og han sagde, henvendt til den nærmeste:
Det er en dejlig Aften iaften — synes ikke Damerne det?
De saa’ lidt paa hinanden og smilede. Isen var brudt, Tilnærmelsen gjort. Christensen fortsatte:
Tillad mig at præsentere mig selv som en Snegl, der til Afveksling har ladet sit Hus blive hjemme. Jeg har ingen Familie og ingen Venner. Jeg keder mig over al Beskrivelse — men Aftenen er tillige over al Beskrivelse dejlig. Vilde Damerne have noget imod at fordrive et Par Timer i mit Selskab — hvis de ikke har noget andet og bedre? Vilde De f. Ex. have noget imod at drikke en Kop Chokolade hos Josty?
Det sidste henvendte han til »Hollænderinden«. Uvant, som han var med slige Forhold, forekom det ham, at hun maatte være den, der lettest kunde gaa ind paa en Spøg.
Begge de unge Piger havde rejst sig. Hollænderinden saa’ paa sin Veninde og sagde:
Vi skulde vel afsted, Kamilla …?
Den Blonde saa’ ned mod Jorden og samlede sit lille Shawl om de fine Skuldre:
Ja — det er bedst vi gaar! —
Saa følges vi altsaa! sagde Christensen saa friskfyragtig, som det var ham muligt. Og han gik om paa Siden af den Blonde, medens Hollænderinden bøjede sig frem og lo til ham, fordi han tog saa store Skridt.
De gik igennem Haven, som nu laa i dybe grønne og violette Skygger. Det udsprungne Løvs mørke Masser hang fugtig-friskt over Gangene. Christensen foreslog Vejen op over Slotsterrassen. De passerede forbi alle, disse Bænke, hvor Parrene sad hviskende eller tavse — man saa’ dem ikke længer, man anede dem akurat. Inde bag Gitret, som skiller den zoologiske Have fra Slottets Terrasse, hørtes i den dybe Stilhed en enkelt svag Plasken eller et skarpt Skrig. Lyden kom fra Bassinet for Vade- og Svømmefuglene — og denne Lyd havde noget underligt natur-vildt ved sig, som gjorde Christensen distrait. Han ønskede allerede, at han var alene — langt borte herfra ved Issefjordens Munding, eller i en Baad paa Kallebodstrand.
Hans Tavshed virkede paa Selskabet. Hollænderinden vilde over ved Udsigtsterrassen og se Maanen staa op over Byen — saaledes som da hun sidst havde været her! Hun forklarede, hvorledes den havde set ud som en stor Lampekupel med rødt Silkepapir over …
Ja, eller som en Ejdammerost| foreslog Christensen. Men Maanen vilde ikke komme op, hverken i Skikkelse af det ene eller det andet. Det var nok ikke dens Tid — den vilde maaske først vise sig henad Morgenstunden — og saa længe bliver vi dog vel ikke her! sagde Christensen.
Byen laa dernede med de velbekendte Taarne i en tung, skumrende Dis. De nye Kvarterer — nye Husrækker, med en Uendelighed af trivielle Skorstene, som begyndte at rejse sig herude ad den vestre Kant — hist og her en nøgtern Taarnbygning — Altsammen tarveligt, og dog med Fordring paa at være Udvidelse, Liv, Trivsel ... intet af dette fandt Naade for Christensens Øjne. Han udbredte sig over Linjer og Forhold, priste den gamle Idyl, som dog havde været noget for sig, og i hvis Midte der var blevet levet et Aandsliv og drømt mangen smuk, forgængelig Drøm.
Nu vilde det ende med Pauperisme, Elendighed, Kedsommelighed, Trøstesløshed!
Tror De ikke, at Chokoladen staar og bliver kold? spurgte Hollænderinden og lo.
Hvad mener De, Frøken Kamilla? spurgte Christensen.
Hun saa’ adspredt ud over Byen ag adspredt paa ham. Hun kedede sig øjensynligt.
Saa kom de ned til Josty. Det gamle skikkelige Konditori skinnede dem imøde gennem Træerne. Der var den danske Familie-The ved Bordene i og udenfor Lysthusene. Gassen var tændt og brændte stille i de velpolerede Løgter. Skæret faldt over alt dette Smørrebrød, dette bajerske Øl, disse Tanter, Onkler og halvvoksne Børn — og dér hvor Skæret faldt mindre stærkt, i de fjærnere Lysthuses smaa Kaninbure, saas en og anden Student eller Kontorbetjent med sin Kæreste; og de drak ogsaa The, bajersk Øl og spiste Smørrebrød. Det Hele var som en stor Dagligstue under aaben Himmel; ingen Skønhed, ingen Munterhed, ingen festlig Glæde, ingen Lidenskab — men det Hele var øjensynligt efter Alles Tarv og Smag; i det mindste rejste ingen sig og protesterede. Man vævede, hvad der saadan kunde være at væve om fælles Familieanliggender, Sorger eller Glæder; man kritiserede lidt: hist over Regering, her over Opposition; man gnubbede sig paa denne hyggelige, ganske elskværdige, ikke altfor overdrevent ømme Maade op ad hinanden.
Christensen saa’ sig mistrøstig omkring og sagde:
Skal vi virkelig være her? —
De har jo selv foreslaaet det! —
Er der intet andet Sted? —
Den Adspurgte, Hollænderinden, sugede lidt paa sit Parasolgreb, og erklærede derpaa, at man kunde spise til Aften henne i en af Restaurationerne i Allégade.
Vil De være Vejviser? sagde Christensen. Jeg er saa godt som fremmed overalt! —
De kom hen i en af disse Smaahaver, hvor vore Bedsteforældre og Forældre har drukket daarlig Punch med en god Fordøjelse, sunget Viser om Venskab og Dyd, om Handel og Skibsfart, og ubetinget moret sig. Nu blev her drukket Øl. Om man morede sig, kunde Christensen ikke bringe i Erfaring. Men af og til aabnedes en Dør paa en Bygning i Baggrunden af Haven; man saa’ et stærkt Lysskær, som brødes med en tæt Tobaksdamp, og man hørte høje, skarpe Kvinderøster, overdøvende eller overdøvet af Haandklap og Fortepianospil. Det syntes at være Sang.
»Vi skal ikke derind?« spurgte Christensen, som atter følte Længsel efter Issefjorden og Kallebodstrand.
Hollænderinden lo:
»Nej! De kan godt blive fri!« —
Saa fik hun Tag i en Opvarter, der førte Selskabet til et Værelse, som laa saa fjernt, som muligt, fra Musikken og Sangen.
»Bring nogle Lys herind paa Bordet! sluk den Gas dér! og lad os faa Aftensmad og Vin!"« sagde Christensen kort.
Opvarteren, som havde taget Maal af Hr. Christensen, bukkede for Stemmens Myndighed; men førend han gik, bøjede han sig ned og hviskede nogle Ord i Øret paa Hollænderinden.
Hun vendte sig smilende til Christensen.
»De maa undskylde mig; men der er en god Ven af mig neden under, som paastaar, at jeg har lovet at være sammen med ham i Aften. Det er rigtignok temmelig sent, at han husker det. Men et Løfte er et Løfte. Kamilla bliver nok og holder Dem med Selskab — ikke sandt?« —
Den blonde havde sat sig i Sofaen ved Bordet, som var dækket med en temmelig hvid Dug. Hun saa’ i Vejret hen paa Christensen — ligesom før, uden nogen særlig Opmuntring. Han bukkede spørgende for hende. Hun nikkede og lod sit Shawl glide ned fra Skuldrene. Hollænderinden gik.
Opvarteren kom ind med noget koldt Køkken paa en Bakke.
»Bring Vin!« sagde Christensen. »Champagne — hvis den ikke er altfor slet — til Frøkenen dér. Bourgogne — under samme Forudsætning — til mig! Skynd Dem!« — — — —
Han satte sig ved Bordet lige overfor hende, rakte hende Asietterne, tog selv, skænkede i Glassene:
»Og nu ville vi altsaa være glade? Ikke sandt! det er Festprogrammet. De spiser jo ikke noget! Skal jeg skille Dem af med Deres Shawl? — Deres Handsker? … De har smukke Hænder — og kønne Øjne! Kunde De stryge Deres Haar en lille Smule bort fra Panden … ? Naa ja! Mands Vilje er Mands Himmerig — og Moden er Kvindens! Jeg kan alligevel slutte mig til Pandens Form. Jeg er Maler — Kunstner! Om jeg er Portrætmaler? Nej, jeg er rettere sagt slet ikke Maler. Fotograf mener De? Ha ha! Ja, lad os kun sige, at jeg er Fotograf — man skal jo være noget. Skaal, Frøken Kamilla! Er Champagnen drikkelig? Godt! Det glæder mig. Bourgognen er upaaklagelig. Det er længe siden, at jeg har trakteret paa mig selv. Endnu længere siden, at nogen Dame har forsødet min Ensomhed — — —. Men hvorfor er De saa modfalden? —
Hun havde tømt sit Glas. Hun saa’ paa ham. De fine Øjenbryn rynkede sig let. Der kom og gik en Skygge hen over disse Kinder, som savnede den første, pure Ungdoms Friskhed, men ikke savnede en Ynde, et Noget, som — naa ja, et Noget, som indgyder et nogenlunde godt Hjærte Medfølelse, Medlidenhed og Behag samlet i Et.
Hvorfor er De saa alvorlig? spurgte hun.
Er jeg? De kan jo høre at jeg ler. Ræk mig Deres Haand! Virkelig en smuk Haand — og uden Spor af det, som de dumme Digtere kalder »Arbejdets Adelsmærke«. Disse fine Fingerspidser ere ikke fordærvede af Naalen. Fuldkommen rigtigt! De har ofret Dem ganske til Glædens og Nydelsens Kultus — De er, paa Deres Maade, en Vestalinde — De har Deres Ild at holde vedlige — og jeg kan kun lykønske Dem til, at De ikke har brændt Fingrene paa den …. Bliver De vred? Jeg troede oprigtig talt ikke at De havde forstaaet mig!
Hun havde trukket Haanden til sig, og saa’ paa ham, næsten med Foragt i Blikket. Han spiste. Da han atter saa’ ivejret, fangede han dette Blik. Han blev opmærksom, rømmede sig, og rakte sit Glas frem imod hende:
Jeg er saa lidt vant til at tale med Damer. Jeg har en Maade at — kort og godt — jeg ærgrer mig tidt over mig selv. Hvis mit Selskab mishager Dem, beder jeg Dem, ikke et Øjeblik at lade Dem holde tilbage her af et misforstaaet Hensyn til Gæstfriheden. De vil ikke nemt kunne finde et mere ensomt Menneske end mig — og Ensomheden gør ubehøvlet!
Atter saa’ hun paa ham, Derpaa lagde hun Haanden over Øjnene og blev siddende saaledes nogle Sekunder.
Hvad holder De mig for? spurgte hun endelig, idet hun lod Haanden synke. Den faldt ganske mekanisk ned om Glasset, som han paany havde fyldt. Hun drak ud; der lagde sig en fin Rødme over Kinderne; og med Vrede i Blikket gentog hun:
Hvad holder De mig for? Hvorfor vil De have mig til Bedste? …. hvorfor beder De mig at gaa, naar De har opfordret mig til at være Deres Gæst ….?
Han drak sit Glas langsomt ud, og svarede:
Hvorfor sidder jeg her? Fordi jeg finder Behag i at se paa Dem! Hvorfor bliver De siddende? Fordi De netop ikke er vant til at man gør Kur til Dem paa denne Maade! Men hvis De tror at det er med Overlæg, jeg bærer mig saadan ad og taler saadan, saa fejler De. Fortæl mig Deres Historie! Eller nej — jeg kan selv fortælle Dem den! Der er smaa Forhold hjemme i Déres Familie, Maaske en slem Mo’r, eller en slem Fa’r, eller begge slemme? Det er ikke lysteligt. Heller ikke er det lysteligt at sidde og sy, eller staa i en Butik den hele Dag. Det frie Liv er mere tiltrækkende — foreløbigt. Men jeg, som De vel efter Anretningen at dømme, betragter som en Velhaver, der lægger an pa Deres Gunstbevisninger, jeg er en ganske almindelig fattig Djævel, en Slider, som de tusind andre. Blot er jeg en Slider, der gør sig til af at han slider. Altsaa hverken ydmyg eller dydig! Ikkedestomindre maa jeg her have den Ære at sige Dem, at det, man kalder for Dyden — Selvovervindelsen — Respekten for det Kedsommelige — i Længden er det Eneste, hvorved man holder Livet ud. Naar man da ikke, efter at have tømt Bægret, foretrækker at smide sig selv i Vandet hurtigst muligt! Opvarter! bring større Glas — og en Flaske til! —
Hun pressede Læberne sammen, rejste sig, men satte sig atter. Saa legede hun et Øjeblik med Gaflen ved den Kuvert, som hun næsten ikke havde rørt. Og med en Overgang i Stemmen, med noget af en Forretningstone, hvortil hun synligt tvang sig, og en vis blød Underdirren, sagde hun:
Skulde De — skulde De virkelig have ondt ved at forstaa, at naar man f. Ex. kan fortjene otte Kroner om Ugen ved at sy — og naar saa en Direktør kommer og byder En, lad os sige hundred Kroner om Maaneden, for at sidde nogle Aftentimer paa en Stol mellem andre Damer og synge — at man saa foretrækker det sidste? —
Ah! De synger? De er Sangerinde? Og han tilføjede smilende: Kunstnerinde? —
Hun bøjede bejaende Hovedet uden at lægge Mærke til Smilet.
Men nu synger De jo ikke? vedblev han.
Det er min Aften til at gaa ud — og lige- saadan var det min Venindes! —
Ja saa: Hollænderinden! —
Hvorledes? —
Aa, jeg mener blot, at den anden unge Dame lignede en hollandsk Pige, som jeg har set engang — paa et Maleri! Skaal, Frøken Kamilla! Jeg er ganske enig med Dem — jeg forstaar - Deres Ræsonnement — jeg beklager blot, at jeg ikke er musikalsk nok til at ville kunne yde Deres Præstationer den fortjente Hyldest …. Jeg indrømmer, at jeg i hvert Fald maatte høre Dem synge i Udlandet paa Dansk, for at jeg skulde begejstres …. og saa blev det maaske mindre Sangen end Ordene, og mere end Ordene de Erindringer, der knyttede sig til Ordene, som ….!
Hun afbrød ham og sagde:
Jeg har ogsaa sunget i Udlandet! —
Ih nej! Hvor da? —
I Finland! Jeg havde et udmærket Engagement. Man var meget venlig imød mig. Jeg bilder mig aldeles ikke noget ind. Men Folk deroppe havde nær bildt mig noget ind. Og alligevel ….! Hun holdt inde.
Alligevel? sagde Christensen lidt drillende. Hvorfor blev De ikke dér og gjorde Deres Lykke? — maaske et rigt Parti? — i hvert Fald en rig finsk eller russisk Tilbeder? —
Jeg kunde ikke holde det ud! Jeg maatte hjem. Jeg længtes! —
De længtes hjem? ….
Midt i Vintren rejste jeg. Jeg brød min Kontrakt, Det var en lang Tur — lang og streng — og kostbar. Da jeg kom hertil over Stettin, havde jeg akurat saa mange Penge tilovers, at jeg kunde betale min Drosche fra Toldboden! —
Det var virkelig akurat! sagde Christensen og lo, medens han skænkede i hendes Glas.
Han var utilfreds med sig selv, med at være her — og dog fængsledes han til at blive. Han forstod ikke, hvad det var for et Galgenhumør, der var oppe i ham. Hvis Opvarteren var kommen ind og havde hvisket noget lignende til hende, som til Veninden, saa vilde Christensen rimeligvis have kastet Opvarteren ud. Og hvad saa? Hvad var dette Væsen dér for Christensen? Tiltalte hun hans Sanser? Maaske ja — maaske nej! Der var dette Naive i denne korte Beretning — saa lidet »lavet« som muligt. Hvorfor længtes hun hjem? Sandsynligvis til en Ven, en Elsker. Hvem var han? ….
Hvorfor længtes De hjem? spurgte Christensen pludselig og kort.
Hvorfor længes vi alle hjem? Har De aldrig rejst — været længe borte i Udlandet? Har De saa aldrig — pludselig — uden at kunne give det nogen Grund, længtes efter at gaa over Amagertorv og høre en Skomagerdreng raabe: Naadda Du!? ….
Christensen spilede Øjnene op ved at høre hende sige dette. Hun sad tilbagelænet i Sofaen, skødesløs, med Shawlet over Hofterne; det stramme, sorte Silkeliv viste en fin Taille; Armen var smukt og delikat, næsten fornemt »hæftet« til Skuldren; Haanden strakte hun ud, greb Glasset som en Dame, tømte det, som tørstede hun, uden at tænke paa hvad det var, hun drak. Det bløde, blonde Haar var paa den nylig indførte Mode redt fremover og ned i Panden. Hende klædte det nu; og kruse gjorde det, om naturligt eller ikke, Øjnene var bleven klare. Der var en barnlig Trods i dem, som stredes med en Vemod bagved, noget sygeligt Overforfinet, der ikke har faaet den sikre, udviklede Dannelses Præg, heller ikke har modtaget Udskejelsens Mærke, men vel nok Lediggangens. En let Rødme laa over Kinderne; den bødede paa den utilstrækkelige Form, paa Ovalens Mangler. Hagen var sluttet, Munden næsten streng. Man skulde ikke tiltro den at have givet eller besvaret Kys. Men det var dette Punkt, som Christensen netop ikke kunde komme bort fra. Ukendt med disse Væsners svævende Eksistens, med de forskellige Former, de Nuancer, hvorunder denne Klasse af med Rette og Urette strengt bedømte unge Kvinder optræder, var han paa Forhaand stemt for at fælde en kategorisk Dom …. og hun mærkede det paa hans Øjekast, paa det Raillerende i hans Optræden, den hun paa sin Side syntes tilbøjelig til at underskyde Motiver, som hun var vant til at være paa Post imod og bekæmpe med sin Rutine og Erfaring — saa ung og saa sart hun end var.
Jeg længtes hjem — blot hjem! Jeg bryder mig ikke om, hvad jeg anses for … jeg vil blot være her, hjemme i mit Land! — Hun fæstede sine Øjne bestemt paa ham: Herrerne har godt ved at præke Moral! De vil kun Et — altid det samme. De kan ikke tænke dem, at blot det at have sin Frihed den halve Dag — at glemme Livet under nogle dumme Viser, under nogle Drillerier, under en anstændig betalt Lediggang — om De saa vil — at det kan være nok for en ung Pige, som ingen gider gifte sig med, og som sandelig heller ikke har overvættes Lyst til at gifte sig med nogen af Mændene — efter at hun har lært deres »elskværdigste« Sider at kende! —
Strikke Strømper, koge Grød, passe Smaabørn! Nej, De har Ret! svarede Christensen og lo. Vægtskaalen tynger ubetinget til Deres Side. Skaal, Frøken Kamilla! Hvad bestiller De hele Formiddagen — forudsat at De ikke sover? —
Jeg læser! —
Tør man spørge — hvilket? —
Jeg læser gode Ting; jeg har haft en Ven …
Ah! —
Jeg har haft en Ven — gentog hun rolig. En halvgammel Philolog. Han besøgte mig en lang Tid hver Dag. Han kedede mig frygteligt, men han bragte mig en Mængde Bøger; og jeg skylder ham, at jeg ikke er saa uvidende, som De muligvis formoder. Han betroede mig stedse at han elskede mig — men han sagde mig det paa sin Maade. I alle Bøger, ældre og nyere, understregede han de Steder, som burde gøre Indtryk paa mig. Og at jeg ikke har bønhørt ham, er hverken Bøgernes eller Forfatternes Skyld! —
Christensen saa’ paa hende og sagde:
Dannelse har De nok — men De har ingen Lidenskab! —
Nej! svarede hun med et undvigende Smil og med let rynkede Øjenbryn. Moder havde sex Døtre. Mig fik hun, da hun allerede var lidt tilaars. Jeg tror åt jeg aldrig bliver helt udviklet. Se paa mig!
Hun havde rejst sig og stod med et forlegent-ligegyldigt Ansigt, strækkende Armene ivejret og ud for sig, omtrent som et Barn, der viser at det er pyntet. Christensen lo, hævede den ene Lysestage fra Bordet, bad hende dreje sig, lod Skygge og Lys fordele sig afvekslende over hendes Ansigt og Figur.
Men De er jo som om De kunde være en Dryade — en paaklædt selvfølgelig; et af disse sarte mythologiske Væsner, selv udsprunget af en sart og fin Fantasi, der skyer det Robuste og Massive. De er ligesom for tidlig sluppet ud af Deres Skov, med dens jomfruelige Grønhed og dens ulegemlige Længsler — herind i denne Hule, hvor en Vildmand betragter Dem! Se ind i Spejlet … det kunde give et Billed!
Han lo. Hun ogsaa. Pludselig pressede hun Læberne sammen; hun blev bleg, og atter skød en stærk Rødme op over Kind og Pande. Hun støttede den ene Haand mod Bordet, søgte efter Glasset, skød det fra sig, satte sig langsomt ned og lukkede Øjnene.
Hvad er der? spurgte han urolig.
Jeg véd ikke … Vil De ikke lukke Vin- duet op! Det betyder ingenting … det gaar snart over! Hun lænede sig helt tilbage med den ene Arm bag om Hovedet.
Han lukkede begge Vinduerne op. Den lyse Nat hvilede over Træer og Haver derude. Stilhed overalt; ingen Folk længer. Ikke Lyd af Musik, ingen Larm af Døre, som aabnedes eller lukkedes. En Gasløgte brændte med rolig Flamme. En Opvarter, kendelig paa sit hvide Forklæde, stod og drev nede ved Havelaagen. En Drosche rullede bort.
Han vendte sig om igen. Hun bevægde sig ikke; men hun havde Øjnene aabne, og de var matte, bedende trætte; og den ene hvide, smukke Haand hang ned over det grønne Sofabetræk.
De maa ikke gaa! bad hun. Det er snart ovre …. jeg tror, jeg har spist for lidt …. jeg var heller ikke ganske vel ved Middagen idag, Jeg havde blot Tørst …. jeg er ikke vant til det — jeg har været uforsigtig …. men hvorfor er De ogsaa saa underlig? —
Han saa’ paa hendes Kuvert. Saa greb han Flasken, som stod foran. Den var næsten tømt. Den fordømte Champagne — det Gift! mumlede han. Og jeg Æsel! Jeg bærer mig ogsaa altid dumt ad! Kom! drik Dem et Glas af den røde Vin … De maa, hører De! — den køler — den giver Kræfter — jeg svarer for den! —
Han nødte hende til at drikke, som naar man giver et Barn Medicin. Hun saa’ stadig bedende paa ham. Han følte sig mere og mere ulykkelig, forlegen, komisk, dum. Saa samlede hun sig sammen med en Kraftanstrængelse. Det var, som om hans Forlegenhed gjorde hende godt, indgød hende Tillid. Hun rejste sig, støttede sig ved Bordet, gned sig med Lommetørklædet over Tindingen og sagde:
Kald paa Opvarteren — skaf mig en Vogn … hvis De vil være saa god!
Han ringede og betalte. Opvarteren mente, at det blev vanskeligt at faa en Drosche. Christensen fordoblede Drikkepengene. Hun stod imidlertid henne ved Spejlet og satte med svagt dirrende Hænder nogle Naale fast i Nakkehaaret. Da Opvarteren var borte, vendte hun sig til Christensen:
Jeg tror alligevel nok at jeg kan gaa. Maa jeg tage Deres Arm!
Hun støttede sig ved ham. De gik ned ad Trapperne, skraaede over Haven, hvor Opvarteren bukkede som en Automat i den aabne Laage. Hun saa’ ligefrem for sig og holdt sig rank. Christensen tav. Der var ingen Vogn i den øde Allé. Alt Liv var som fejet bort. Man skulde ikke paastaa, at Folk havde moret sig her for en lille Stund siden. Fra Frederiksberg Kirke slog Taarnuhret ét Slag. Kirken lignede en stor preussisk Pikkelhue, som er stillet hen mellem Gravene. Ikke et Pip fra en Fugl hørtes. Alle Omgivelser havde dette fremmede, legemløse Udseende, som Foraars- og Sommernattens aande- agtige Time er en Mester i at frembringe paa et Lærred, dybt nedstemt i Tonen. Bag Pikkelhuen var Maanen kommen op. En beklippet, bleg Gulddukat med et sygeligt Smil — dette ensartede Smil, hvormed den ser ned paa Grave og Sporvejsskinner, paa en øde Plads eller paa mange Mennesker …. og her saa’ den ned paa disse to, som ved et eller andet Tilfælde var blevet rystet sammen, som for den Sags Skyld ligesaa godt kunde have været viet inde i denne Kirke, kunde have gaaet her og smaagnavet, den ene over en Pige, som imorgen skal skifte, den anden over Børnene, som slider de mange Par smaa Støvler om Maaneden.
Uhyre ligegyldigt det Hele! gift eller ikke! barnløs eller begavet med for mange Smaaprætendenter til Livet! sorgløs eller hypokonder! …. Kirketaarnets Uhr slaar og slaar, saalænge Uhrmagerens Kunst holder det sammen; — og er Værket udslidt, kommer der et nyt indeni Pikkelhuen. Uhyre ligegyldigt for Maanen — som er død, færdig med det Hele, hvis ikke Astronomerne lyver! Af en overordentlig Vigtighed for os, som træder paa den rullende Klode, hvis Muld klamper sig under vore Saaler og ved hvert Skridt belærer os om, hvorfra og hvortil!
Uha!
Og Christensen drog et dybt Suk.
Jeg kan godt gaa alene, hvis det generer Dem at gaa med mig! sagde hun og tog sin Arm tilbage fra hans.
Nej vist ikke! sagde Christensen hurtig. Jeg følger Dem hjem! Hvor bor De? —
Hun sagde ham Gaden og Husnumret. For ham var det fremmede, ukendte Betegnelser. De gik ned ad den brede Færselsallé — som engang har været en Idyl, og hvoraf endnu et gammelt Hus fra Aarhundredets Begyndelse bærer Navnet: »Sans-souci« ovenover Porten til en skyggefuld Have, der syntes at maatte kunne være Edens og Paradisets. De bøjede om ad en Sidevej, hvor nye Bygninger rejstes, og ind i en Sidegade, hvor Idyllen fuldstændig var trykket til Jorden under en Række femétages Murmesterkaserner. Det spøgelseagtige Natteskær hvilede over disse nyhvidtede, okkergule eller skifergraa Facader; og Maanen skinnede dag-mat ind i disse Ruders Rektangler og Kvadrater, delt i trivielle Trekanter ved de nøgterne, klare, hvide Sparsommelighedsgardiner.
Hun stak Nøglen i en Gadedør — og bad ham lukke op. Hun vilde smilende takke ham og byde Godnat, men hun maatte læne sig ved ham, og han blev paa samme Tid forlegen og betaget ved hendes Hjælpeløshed.
Han spurgte: Hvor højt bor De? — Paa anden Sal! — De kan ikke naa’ op alene .…. kom jeg skal hjælpe Dem! Giv mig Nøglen til Deres Entrédør! Ingen Undskyldninger … det er min Skyld — kun min Skyld — jeg er en Klodrian; jeg beregner intet, fordi jeg aldrig beregner noget!
Hun hørte ham ikke. Hun sad paa hans Arm med lukkede Øjne, ligbleg, som en Gudinde af Gibs — og han bar den livløse Genstand op paa anden Sal. Han aabnede og lukkede Døren, gik paa Taaspidserne med sin Byrde gennem en lille Forstue, en Dagligstue, og ind i Sovekammeret. Dér lagde han hende varsomt paa Sengen, og trak Vejret. Hun slog Øjnene op, saa’ fremmed og forvirret paa ham, pegede paa Døren ud til Køkkenet, og stammede: Hent mig en Drik Vand …. væk ikke den gamle Kone — derinde — Døren ved Siden af Spisekammeret! Aa Gud, hvor jeg føler mig skamfuld og mat! —
Han hentede Vand. Der var som blæst i det lille Køkken — renligt i hver en Krog. Han gav hende at drikke. Hun sank kun nogle Mundfulde, dyppede sine Fingre, lagde dem over Panden, lænede sig tilbage paa Hovedpuden, stønnede, men dæmpet klagende som et Barn.
Han var raadvild. Skulde han gaa? Formodenlig! Han saa’ sig om i Dagligstuen! Et Bord i Midten, en Skaal med nogle Visitkort. Et lille Bogskab, halvt fyldt af indbundne og uindbundne Bøger. Blomster i Vinduet, intet Spejl, nogle Fotografier og Fotogravurer paa Væggen — allesammen decente …. her kunde bo en Lærerinde, eller en Dame, som bestyrede en Forretning. Overalt som blæst — altsammen afstøvet og temmelig nyt — uden kunstnerisk Smag, men ogsaa uden denne Halv-Verdenens quasi-Luksus og frivole Stads. Han satte sig i en Lænestol; han kunde fristes til at blive siddende her til Morgenstunden, agere Vaagekone, nydende den blandede Følelse af at gøre en Dumhed god igen, som man imod sin Vilje har været Ophavsmand til.
Han listede sig igen ind paa Taaspidserne. Hun laa udstrakt paa Ryggen, havde revet Chemisetten op i Halsen, søgte at faa Kjolelivet op, lod Hænderne afmægtig synke — og græd ganske stille.
Han tyssede sagte paa hende, og gav sig til at klæde hende af, besværlig og kejtet, standsende ved Hægter og Baand, trækkende de sidste fast i gordiske Knuder, som han atter maatte løse paa Alexanders Maade. Værst var det at faa Støvlerne med de mange Knapper af Fødderne.
Han var fuldt optaget af sit Arbejde, tænkte hverken paa sig selv eller paa hende, eller paa Stedet, hvor han befandt sig; tænkte blot paa at faa hende bragt til Ro i en bekvem Stilling — som man bringer sin Hustru til Ro, naar hun er syg, eller et Barn, naar man giver Faderens Rolle i Hustruens eller Barnepigens Fraværelse.
Kun én Gang slog hun Øjnene op. Og der var en Vrede, næsten et Had i det afmægtige Blik, som hun sendte denne Fremmede dér, bøjet over hende, løsende hendes Klæder, nu og da med en utaalmodig Grimace, lige til det inderste Stykke af Kvindens Paaklædning.
Han mødte hendes Blik. Han løftede hendes Arm, den fine, slanke Arm med den hvide Haand, trykkede ærbødigt et Kys derpaa, og sagde: Sov mit Barn! og tænk om mig, at jeg er en Læge, der hjælper en Tilskadekommen! —
Atter faldt Dvalen over hendes Øjne. Hun lukkede dem, og sagde tonløst, ligesom langt borte fra — med en ydmyg-inderlig Stemme, der gik ham helt igennem Hjærtet: Saa tag mig Natkjolen! i Komoden — midterste Skuffe tilhøjre — … siger jeg …! Og hulkende, men stadig dæmpet søvngængeragtig, fjærnt borte fra, stillejamrende, raabte hun: Aa Mo’r — Mo’r!…. Han bed sig i Læben, trak Vejret dybt. Saa bøjede han Hovedet som for en usynlig tilstedeværende Magt, drog Skuffen ud og stirrede paa en Hvidhed, en ulastelig Orden, smaa nydelige Pakker ombundne med røde Bændler, Pakke ved Pakke, kantede med Blonder, med Strimler, med Kniplinger — hvad det nu hedder — alt dette Linned, der kan dufte af Vask og Strygning, som en Skovbund kan dufte af Foraarsaande, og hvorpaa til syvende og sidst Kvindens Værd skal kendes — ligegyldigt under hvilken Situation den største Troldmand af alle Troldmænd, Tilfældet, bringer os i hendes umiddelbare Nærhed.
Han skød hurtig Skuffen tiligen. I Haanden holdt han hendes Natdragt, og løftende hende varsomt overende lykkedes det at faa den hvide, lange, bløde Ham, ikke ulig Æventyrets Svaneham, til at glide ned over det modstandsløse Legeme, til at dække Dryadens fine, sarte, yndefulde Former, som Vinens overmodige Gud havde betvunget.
Og hun sank tilbage paa Puden med et dybt, befriet Suk; og hun sov straks ind. Et Smil kom og bredte sig over det blege Ansigt …. og dér hvilede hun bleg i Halvskyggen, paa den hvide, med Blonder kantede Pude: en Symfoni af lysende matte Tinter — Hals, Skulder, den blottede Arm — et lilla, stukket Sengetæppe, som hun selv, i fuldkommen Ubevidsthed om Farver og Symfonier, ved en ufrivillig Bevægelse kastede til Side, da han søgte at dække hende til.
Saa kom en Rus over ham; — først da følte han sig betaget: men det var ikke Vinens Rus, ikke Sansernes Betagelse. Han sad her foran Sengen som Kunstner, og den unge Kvinde hvilede dér som Modellen.
Var han da virkelig ad denne Aftens Omveje pludselig naaet frem til Grænsen for det forjættede Land, som han saa længe og saa kunstigt havde undgaaet at nærme sig? Han behøvede ikke at sænke Loddet dybt i sig selv, for at finde Medfølelsen, Medlidenheden, et blivende Behag og en forbigaaende Attraa som de bestemmende Aarsager til at han nu befandt sig her. Men hvad der end havde bevæget sig i ham — nu var det gledet tilside, havde veget Pladsen for denne ene Spænding af angstfuld Henrykkelse, en Galenskab, en Besathed, som Kunstneren alene er fordømt til at eftertragte og forpligtet til at underkaste sig.
Det var Farvens forjættede Verden, der vinkede den modstræbende Maler.
Farven: en Drøm, et Fantasmagori, en Flimren for Øjnene .…. noget, som Literaterne, Theoretikerne, de Kunstfilosoferende gør sig disse fortvivlede Anstrængelser for at synes vidende om … et tomt Ord, et bart Begreb for den store Mangfoldighed af Mennesker, der i Modellen kun ser det Nøgne, i det Nøgne blot søger det Sanselige, som ved Farve tænker paa Kulør, og som i Kuløren ser alt, hvad der kun »ikke er graat«. For Maleren er det hans Alpha og Omega, hans Alt, hans sidste Bekendelse, en Hemmelighed, som han ikke udleverer og ikke kan meddelagtiggøre Nogen i. Det er for ham, hvad Rimet er for Lyrikeren: ikke en Stavelse, som rimer paa en anden, men den mystiske Klang, Vellyd, Vellyst, hvori Hjærtets Blod udgyder sig, hvori Sjælens lønligste Rørelser dikker og banker, hvori Livserfaringerne pulserer, og det af alle Andre Usigelige siges!
Farven? — Koloriten? .. Som om der gaves Regler for den! Regler? Man er født dermed — eller det kan aldrig tilegnes. Man er født dermed: det kan ligge og slumre; saa faar det pludselig Liv; det begynder at flimre, gnistre, danse for Øjet; det bliver til en Harmoni, Tone smælter ind i Tone, Tinte rækker Tinte Haanden; det bølger i et Væld, som bortskyller Linjen og lader en ny Form opstaa …… Aphrodite Anadyomene, Venus Urania, Gudinden i Knop, Skønhedens Under, som nu skal udfolde sig! Se dog, hvor Dagningen trænger ind ad Vinduet, fylder Rummet, giver Genstandene deres lovbestemte Plads i umærkelige Trinrækker, omspænder denne unge Pige dér med et luftigt Væv af mystisk Poesi, sætter et Lys, saa let som et Aandepust, paa den bøjede Arms Albu, kruser et enkelt gyldent Haar, vifter Skygge over de slumrende Træk, glider med Naturens egen Uskyld henover det halvt blottede Bryst, rødmer derinde under det hvide, kolde, friske Linned, breder sig blaalig over Lagen, lilla over Tæppe, dvæler med Voksets matte Glans over det barnligt runde Knæ — kaster sig ivrigt søgende over Stolen, ransagende hvert broget Klædningsstykke, som skjulte der sig Skatte i Stoffets Folder; og nu op over Væg og hen over Loft, meddelende det hele Rum en Indvielse som til Dryadens Bryllup! . .
En Dryade? Nej ikke Spor af Mythologi! Et stakkels moderne ungt Væsen, fuldt af Fejl og Skrøbeligheder, ikke bedre men heller ikke være end saa mange unge Piger, hvem Familien beskytter, hvem Faderens Indtægter tillader en uefterstræbt Lediggang .…. men nu hviler hun dér, sovende Farvens Søvn i Foraarsmorgenens matlysende Dagning. Og er fremmed Mand, den fremmede Maler, sidder dér og stirrer frem for sig; han har endelig, ved et Tilfælde, om end lidt »akavet«, fundet den Model, han søgte, og som nu vil indvie ham i Farvens Mysterium; hans Fingre omfatter en bred Pensel — en tænkt Pensel: og han dypper og ælter paa en tænkt Pallet, smører løs paa et tænkt Lærred …… og alt imedens tænker han selv:
Havde Renæssancen sine Elskerinder til Modeller, sine Modeller som Elskerinder — og levede man dengang ikke som Libertiner men som Maler, for hvem Livsgerningen at male aller mindst var lige saa alvorlig en Sag, som for en Departementschef at styre Derpartémentet .…. naa for tusind Ulykker! hvad havde ikke Maleren nede i Rom sagt om et kvindeligt Smil — en smuk Haand — i Stedet for ti Mænds aandfulde Samtale …? Hvorfor da ikke søge at vinde denne lille Pige dér — med en kvart Portion af sit Hjærte — og saa male, male, male — overbyde de Andre, aftvinge dem Beundring, opfinde Specialiteten: Lys i Lys — Dagningens Poesi — Koloritens Triumf! .….
Saa vaagnede Christensen af sin Hallucination. Han kastede Pensel, lod Pallet falde — tørrede sin fugtige Pande — trak Vejret dybt: Vanvid — Vaas!
Og bøjende sig endnu en Gang for sin Model, saa’ han hende ligge dér, bleg, fin, hvid — som en Død — med Livets gaadefulde Smil om de halvtaabne Læber.
Han hviskede: Det var en Drøm! Sov vel! — og Farvel! Saa listede han sig paa Taaspidserne ud af Døren, ned ad Trapperne.
I den store Allé var det allerede lyst under Træerne. Fuglene begyndte at lade høre fra sig. En Mand skubbede en lille Vogn med nybagt Brød foran sig. Han nikkede: Godmorgen! Christensen købte et Par Tvebakker af ham, stak dem i Lommen, gik et lille Stykke, satte sig paa en Bænk, glemte at han havde gjort sit Indkøb, og undrede sig over, at det knagede under ham. Han tog det smulrede Brød frem, strøede det for nogle Spurve, som skrigende gav sig til at slaas. Der kom en Stillits og en Bogfinke til; den sidste sad i Afstand og saa’ paa ham med vemodig-tilslørede Øjne; han tænkte paa den stakkels unge Pige, paa Livets Sørgmodighed og underlige Tilfældighed. Men Stillitsen fulgte ham med et levende, gennemtrængende Blik. Den fik sin Part og fløj bort.
Højt paa Himlen stod Maanen endnu — end mere beklippet, mat, blegt smilende, som en søsyg Patient.
Christensen tog sin Hat af, purrede sig i det tykke, stride Haar, og saa’ op og ned ad den øde Allé. Noget borte fra dukkede en langbenet Politibetjent frem; han syntes at falde i Tanker over en Gasløgte, der — unægtelig overflødigt — endnu brændte, lige som et Lys, hvorved man midt paa Dagen forsegler et Brev.
Christensen fornam Morgenkulden og gabede: Hvad Livet dog er for et Intetagtighedens nøjagtige Udtryk — hu hal!
Som det ustandselige Tik-tik! gennem et Telegrafapparat fo’r disse tilbagelagte Timers Oplevelser gennem hans Hoved.
Hvorfra kom det? hvormed begyndte det? Aa, rigtigt …. det var, da jeg gik ud …….
Og fra et varmt, klogt, lysende Blik brød der frem en Strøm af Sikkerhed, Ro Foretagelseslyst …. han vidste ikke, hvad han skulde tænke derom, men det overrislede ham med en besynderlig Følelse af mandigt Velvære — og til allersidst fornam han en bestemt Tilbøjelighed til at gaa ned paa Rysensten og tage et Dampbad.
Han rejste sig og viftede med sin Hat frem og tilbage:
Hele Forhold — hele Forhold — første, anden og tredje Gang: hele Forhold .…. og ingen Dumheder, ingen Eksperimenter hverken med Farve eller med Mennesker!
Han dunkede Hatten med Knytnæve fast paa Hovedet, og saa gik han hurtigt og rankt, svingende sin Stok, ind ad Byen til.
Politibetjenten foran Gasløgten sendte ham et l—a—a—a—angt Blik.