Menneskeløget Kzradock/1
I
MENNESKELØGET
KZRADOCK
I
Mediet Kzradock i Trance. — En indkapslet Hemmelighed. — Lady Florence. — Det laadne Menneskedyr. — Det sælsomme Medium. - Den Kzradock'ske Remse. — Gennem Smertens Korridor. — Øjnenes Kamp. — Det rødviolette Ar.
Det, der her skal skildres, er en frygtelig og blodig Hemmelighed, som Forfatteren endnu ikke tilfulde kender. En Hemmelighed, som selv Pariserpolitiet ikke vover at trænge tilbunds i, skønt Politiets Chef sidder inde med Midlerne dertil. Ti ogsaa han kender Mediet Kzradock, der i dette Øjeblik ligger i Trance, bundet paa Hænder og Fødder, med en Dolk i Haanden, paa min Sofa. Det er allerede den fjerde Seance. Ved den syvende skal alt aabenbares ifølge den hypnotiske Ordre, han paa Kridtbakkerne ved Brighton fik af Lady Florence. Opløsningen paa det frygtelige Drama, der allerede har sat saa mange af Frankrigs og Amerikas bedste Penne i Bevægelse og som er saa helt uden Sidestykke, ligger indslumret i en Bevidsthed, der knapt aner, hvortil den benyttes. Lady Florence, der maatte tale, fordi Tavshed var saa grænseløs farlig for hendes Skæbne, har indkapslet sin Hemmelighed i en Hjærne, en menneskelig Sjæl. Og den har ligget godt skjult der, langt bedre end noget andet Sted. Ingen af vore andre Sindssygelæger har forstaaet, hvad denne Vanvittige fejlede, da han uafbrudt skreg: Bundet paa Hænder og Fødder, med en Dolk i Haanden … saa bleg paa en Sofa, men en grøn! Da jeg fik ham til Behandling, var han ved at segne under den Byrde, han ubevidst bar. Aldrig har jeg set et Par Øjne saa udmattede af fortærende Feber, aldrig to saa rystende Hænder. Det var, som om disse Hænder søgte at gribe efter det ugribelige, de krympede sig, disse Fingre, som væmmedes de — som søgte de at aftvætte Blod… Men Hænderne bar en Ring med en stor Pladesten. Jeg havde flere Gange lagt Mærke til den og intet tænkt derved. Da hændte det en Aften, da jeg kom ind til min Patient, at jeg netop kom i det Øjeblik, han kalder: Ringens Øjeblik. Han stod med den svære Guldring i Haanden — han havde trukket den af sin Finger — og han stirrede paa den store Opalflade, der havde et Skær som et Katteøje. Jeg har aldrig set et saa betaget, saa hjemfalden et Blik hos nogen Dødelig. Han saa ud som om han paa en Gang mærkede Livets og Dødens Vellyst og nød en ny Form for Liv eller Tilintetgørelse, en Salighedsfølelse af Afgrundsdybde. Jeg stod ved hans Side, han saa mig ikke. Han bevægede Ringen frem og tilbage Foran sine Øjne, mumlende: Bundet paa Hænder og Fødder o. s. v. Ringens Plade var som et levende Øje, jeg saa det godt: Pladen lyste med et Øjes Glans. Et Øje hvis grønne Fosforlys borer sig ind i Hjærnen, saa man kun ser det grønne Skær, Viljens Genskær fra et andet Væsen. Det befalede, dette grønne Opaløje, det gav i tusind smaa Blink en hemmelig Ordre. I et Katteøje ligger smaa konturerede Blærer af Lysvilje skjult .... og saaledes ogsaa i denne Opal, der øjensynlig omsatte en Del af Sindssygecellens elektriske Lys, der dalede ned fra en Krone i Loftet, til menneskelig Kraft, til det vi kalder Synskraft. Allerede i dette Øjeblik forstod jeg halvt om halvt Ringens Betydning i Kzradocks Skæbne.
Men jeg maatte bringe ham ud af denne Tilstand! Hvad jeg gjorde? Jeg slukkede øjeblikkelig det elektriske Lys, drejede paa Kontakten ved Døren, og vi stod pludselig i Mørke. Men i det Nu, Lyset slukkedes, saa jeg Kzradocks to Øjne i Mørket, de lyste med selve Opalens Skær og gav paa en saa ringe Plads, som to Øjne indtager, en næsten uudgrundelig Rumsdybde. Jeg fik ikke Tid til at konstatere, hvornaar dette Lys i Kzradocks Øjne atter slukkedes, ti i samme Nu hørte jeg et Skrig og forstod, at min Patient var ved at segne om paa Gulvet. Jeg greb efter ham og fangede i Mørket en iskold Haand .... virkelig kold som Is … og denne Haand greb om min som en Skruestik og rev mig med sig i et Fald. Jeg tumlede om paa Gulvet og mærkede, at jeg var faldet uheldigt, helt ind under Kzradocks tunge Legeme. Godt alligevel, at jeg kom til at ligge saaledes, ti kun derved undgik jeg Lady Florences Skæbne! Kzradock mærkede ikke, at dette kunde være et Lig, denne Gang mærkede han ikke Tyngden ..... Men hvor han skreg! Urskoven vilde vende sine Blade ved disse Skrig, det var al Nattens Rædsel og Dybde paa en Gang.
Jeg er ikke bange, men jeg maatte tage mine Forholdsregler. Jeg kender Rædslens og Mørkets Magt i et Sind som Kzradocks. Han kunde blive som et vildt Dyr, føle sig helt laadden og fare løs paa mig paa alle fire. Selve Forbrydernaturen, skabt af de mange Generationers sære og pludselige Forstaaelse af deres Situation, kunde bryde frem og gøre hans Hænder til Staalhammere, hans Negle til Kløer, hele hans Jeg til en forfærdelig Kolos af Vilje, der maatte dræbe. Jeg kender det altsammen, jeg har set det saa tit. Jeg ved, at blot den svageste Lyd eller det mindste Lysstrejf kan fremkalde disse spontane Udtryk — det gjaldt derfor om at tage sine Forholdsregler…
Men medens jeg prøvede at tænke mig om, for — uden Bevægelse eller Søgen — at finde den Lomme, hvori jeg havde min mangebladede Schweizerkniv, gik det op for mig, at Kzradock slet ikke var sindssyg! I et Nu forstod jeg ham! Han var Løsningen paa en Gaade … gjort sindssyg, indpustet Sindssyge — elsket eller hadet ind i det sjæleligt abnorme. Først og fremmest var han et Medium — i Aandens Verden en sælsom Arbejder, der bar andres Byrder og derfor ikke kunde magte sin egen!
Tsss … hvad tænker han mon paa i dette Øjeblik? Hvad gik der gennem hans bebyrdede Hoved? Hvorfor skreg han saa umenneskeligt? Saa han noget, hørte han noget, fornam han noget? Hvem der kunde trænge ind i hans Sjæl! Det var jo ikke Cellens Mørke, der fik ham til at skrige, til at ligge paa Ryggen og skrige lige op i Luften, i vilde og korte Sirenestød. Han befolkede Mørket med Billeder og Syner naturligvis — og det var dette, der vakte hans afsindige Rædsel!
Medens disse hastige Ræsonnementer gennemkrydsede min Hjerne, søgte min rolige Omtanke (og jeg holdt en rolig Tanke i Baggrunden hele Tiden) samtidig efter Kniven! Og tilsidst vidste jeg, i hvilken Lomme den maatte være! Jeg kunde frigøre min ene Haand saavidt, at jeg akkurat naaede Lommen, men det var mig umulig at faa Haanden ned i den.
Saaledes laa jeg i nogen Tid. Da tav Kzradock pludselig, midt i et Skrig. Stilheden varede kun et Øjeblik .... han begyndte nemlig at græde, klynkende som et Barn. Altsaa Faren var overstaaet … en grædende Mand er ikke farlig! Jeg søgte at befri mig for ham, rejste mig op og fik Lyset tændt.
Et Øjeblik efter laa han i mine Arme, stønnende og hulkende. Han vidste ikke, hvad der var hændt ham og bad mig blot være taalmodig. Pludselig udbrød han med en Stemme, fyldt af Angst og Had:
— Hvor er Ringen?
Jeg pegede hen paa Gulvet, hvor den laa. Han vaklede derhen og tog den op. Men da han skulde sætte den paa sin Finger, tøvede han et Øjeblik.
Jeg søgte at komme ham til Hjælp og bad:
— Giv mig den, Kzradock!
Et lyksaligt Smil bredte sig over hans Ansigt, et Barns lykkelige Smil over endelig helt og fuldt at blive forstaaet… Men jeg saa, at der samtidig opstod en Kamp i hans Sind. Han gik et vaklende Skridt hen imod mig, og det var som om han vilde række mig Ringen. Dog hans Hænder lystrede ham aabenbart ikke. De skælvede, Hænderne, stærkere end nogensinde før, og til min Overraskelse saa jeg, hvorledes den højre Haand pludselig greb om Ringen og lynsnart lod den glide ned over den venstre Guldbrand. Og det store Menneske, der stod foran mig med den lave Pande og de vældige Øjenbryn, stønnede som et saaret Dyr.
Og med en Viljeanspændelse, der syntes overmenneskelig, fremstammede han tilsidst de Ord, som jeg havde hørt saa mange Gange før og som jeg indtil nu havde troet uden sund Sans:
Bundet paa Hænder og Fødder, med en Dolk i Haanden — saa bleg paa en Sofa … men en grøn!
O — men nu forstod jeg dig, Kzradock! Kzradock, du dybt sunkne, du af rædselsfulde Magter fortærede…
Og jeg gik helt hen til ham, greb hans Hænder og mine Øjne søgte hans. Hvor de laa dybt, disse Øjne, og hvor deres Pupiller var udspilede, hvor Blikket var flakkende. Jeg tog hans Arm og da jeg førte ham mod Døren, følte jeg, at der gik et Glædesgys igennem ham som en svag Bølge. Og da jeg henne ved Døren standsede et Øjeblik fornam jeg ligesom et sagte Greb i min Haand. Kzradock, ikke sandt, dette Greb betød: før mig for Guds Skyld videre! Jeg havde ventet det og jeg standsede kun her paa Dørtærsklen, fordi en Gysen ved Tanken om, hvad der nu skulde komme, gennemrislede mig…
Men saa aabnede jeg Døren.
Vi traadte ud i den lange Gang — i den mægtige Korridor, hvor alle Værelserne i denne gamle parisiske Sindssygeanstalt munder ud. Hvor mange vanvittige Rædsler kunde denne Korridor ikke fortælle om! Alt hvad Paris har avlet af Mysterier har den kendt … det er en Rædslernes og Martyrernes Korridor; her er aldrig stille. Fra en Celle høres Skrig og Skraal, fra en anden Banden og Syngen, fra en tredje enstonig Sang, der aldrig faar Ende; pludselige Hvin kommer langt borte fra, helt oppe fra Korridorens fjerne Vinkel; saa Larm som blev et Hoved hugget mod en Dør, saa underlig slæbende Lyde af Skridt og meningsløse, savende Lyde, som ingen begriber..... Sindssygeanstalten ligger i en gammel, forfalden Vaaning fra Ludvig den XIII's Tid, dybt nede paa Pantheonskvarterets sydlige Affald, i Nærheden af rue Monge. Alt er mørkt og forældet i den store Bygning, der udefra ligner en Tomt fra de fjerne Aarhundreder. Men den lange Korridor er velkendt i hele Kvarteret. Kun faa har set den, men alle taler om den. Spørg blot efter Smertens Korridor i dette overbefolkede Kvarter af det store Paris og man vil føre dig hen til denne Bygning her!
Det var gennem Smertens Korridor, jeg førte Kzradock. Vi gik Arm i Arm som to vilde Drømmere. Hvad han tænkte paa, ved jeg ikke. Men jeg tænkte paa denne mærkelige Patient, der gik her ved min Side og hvis Gaade jeg snart skulde løse. Gennem Smertens Korridor gik jeg mod en videnskabelig Sejr — det følte jeg, det laa som en bestemt formuleret Formodning i min Hjærne, og det fik mit Hjærte til at banke. Jeg tav og jeg klemte Kzradocks Arm, han maatte — ske hvad der end vilde! — ikke slippe fra mig nu! Det gjaldt min egen Fremtid, jeg var som Læge bunden til denne Patient. Mon alene som Læge? Det foresvævede mig allerede dengang, at han ogsaa paa anden Maade tilhørte min Fremtid, og jeg forstærkede mine Skridt i en blandet Følelse af Stolthed og Nysgerrighed, af Haab og Frygt.
Da vi var naaet til Enden af Korridoren, standsede Kzradock et Øjeblik ved det tilgitrede Vindue. Han stirrede ud over Paris, der laa dybt nede i Skumringen. Men han syntes ikke at genkende Byen, det var ikke det, han stirrede efter. Jeg søgte at fange, hvad der interesserede ham derude og jeg saa paa Nabotaget, der laa lidt nedenfor Vinduet, en stor, sort Kat, et uhyggeligt, langhaaret Dyr, med Bevægelser fulde af halvtæmmet Vildskab. Dyret vendte sine Øjne lige imod os og jeg kom til at tænke paa den Scene, der nylig var udspillet i Kzradocks Celle. Han følte vist noget lignende som jeg, ti pludselig borede han sit Blik i mit, et koldt, haardt og stikkende Blik…
Da forstod jeg, at der forestod en Kamp; der var endnu noget i ham, jeg maatte overvinde.
Mit Blik mødte hans og jeg forsøgte at lade det trænge ind bag hans, at jage den Kraft, han satte paa Spil, ud af hans Øjne. Skumringen hjalp mig, hans Blik kunde ikke rigtig finde Bund i mit, det glippede, fordi mine Øjne laa i Halvskygge… og straks var jeg der, helt inde i ham, bag hans Trods og hans Had. Da blev hans Blik ydmygt som en Hunds og han lukkede sine Øjne et Sekund … vist egentlig med en Følelse af Taknemmelighed … og tryglende gav han sig til at mumle den gamle Remse, de særlige Kzradock'ske Ord, der altid vil genlyde med Rædsel i mine Øren....
Nu skulde hans Længsel endelig blive stillet!
Et Øjeblik efter gik vi op ad den knirkende Trappe og stod i mit Værelse. Da han saa min grønne Sofa, blev han som forvandlet. Han smilte og lo og begyndte at danse omkring med lette Spring. Snakkesalig løb han hen til Instrumentskabet, hvor han kom i en sand Glædesrus ved Synet af de mange blanke og skarpe Knive.
Men jeg nærmede mig ham.
Jeg tog ham om Skulderen og førte ham hen til Sofaen. Han var ganske viljeløs nu. Han lagde sine Hænder paa det grønne Klæde og lod dem kærtegnende glide frem og tilbage. Jeg behøvede ikke at befale! Pludselig smed han sig paa Sofaen med Hændeme over Ansigtet.... Hurtig aabnede jeg et Skab, hvor jeg huskede der laa nogle Forbindingslister, der tidligere havde været benyttede til en ung Pige med Hofteskade. Og jeg tog disse Lister frem.
Kzradock havde strakt Benene ud og langsomt taget Hænderne fra Ansigtet. Han laa helt rolig, roligt aandende og som i dybe, fjerne Tanker. Aldrig havde jeg set ham saa smuk....
Han laa der som et Billede paa sin egen Sjæl i Ro. Og naar jeg i dette Øjeblik mindes den hypernervøse Angst, der greb mig ved at betragte hans Aasyn, forstaar jeg halvt om halvt den mystiske Magt, Sjælen besidder, naar den enten samler eller udlader sin Kraft. Jeg tilstaar, at jeg — Sindssygelægen — har Respekt for Sjælen. Jeg elsker den undertiden med Beundringens Sværmeri. Men oftest hader jeg den som en Fjende — en Fjende, der altid er parat til at overrumple sit Offer. Allerværst er det dog, at jeg tvivler om dens Eksistens. Hvor frygteligt, hvor gavnløst! Jeg taler om Sjælen, om dens Vilje og Kraft, og saa er den maaske slet ikke til, men er kun et Gøglebillede, Fornuftens tomme Hallucination. Jeg frygter den og det er maaske min Frygt, der skaber og giver Form til denne gigantiske Modstander.
Min Kamp med Kzradock, som den maa udvikle sig, efterhaanden som Tiden skrider frem, er som selve Kampen mod Sjælen. Den eller jeg maa sejre — enten kommer jeg til at beherske Vanviddet eller det mig. O, Lady Florence, sælsomt er Livets Traade tvundne! Og tilgiv mig, skønne og ukendte Lady, at jeg paakalder dit Navn! Det er din Feber, der er gaaet over i mit Blod, det er din Vilje, der har vækket og ægget min Modstand. Ti du er som Sjælen, Lady Florence, det ukendte, Mandens store kvindelige X! Vil du besejre mig? Ak sejrer jeg, da er du besejret....
Jeg sagde ikke et Ord til Kzradock. Men med faste og bestemte Bevægelser omviklede jeg hans Ben og bandt dem sammen. (Det undrede mig i dette Øjeblik, at han saa godt som ingen Læg havde; det var aabenbart længe siden, han havde benyttet sine Kræfter. Og denne bløde Lægmuskel viste mig ogsaa, hvor svag hans Vilje var!) Saa tog jeg hans Hænder. Han gjorde ingen Modstand og jeg bandt ogsaa dem forsvarligt.
Endnu manglede Dolken — og jeg gik hen for at søge efter en Dolk mellem mine Instrumenter. Der var naturligvis ingen Dolk. Men saa kom jeg til at huske paa, at jeg i Kairo havde købt en gammel, ægyptisk Broncedolk af en enøjet Jøde. Men hvor var den henne? Jeg søgte længe forgæves. Endelig kom jeg i Tanker om, at jeg vist havde glemt den i en eller anden Bog i Bogskabet. Jo, der stod den — stukket ind i selve Bibelen som et passende Bogmærke. Jeg tog Bibelen ud af Skabet, Dolken faldt klirrende paa Gulvet, medens Bogen majestætisk aabnede sig paa det Sted, hvor den havde ligget
Jeg lod Bogen blive, hvor den laa. Jeg tog den svære Broncedolk og stak Fæstet ned mellem Kzradocks Hænder. — Han rørte sig ikke. Men han blegnede, da det kolde Metal rørte hans Hænder … Selv i Skumringens askegraa Lys saa jeg det. Og paa hans blege Pande kom et rødviolet Ar tilsyne, et frygteligt Ar, der strakte sig helt hen under Haaret.
Jeg stod lidt bøjet over ham. Han laa som en Død.
Saaledes gik Minutterne.
Saa pludselig … ganske pludselig begyndte han at mumle noget, først sagte … enkelte Ord kun … saa højere … og mere sammenhængende. — — — — Jeg bøjede mig helt ned over hans Mund og lyttede.... Men hvad var dog dette? … Var det sandt, det han fortalte … var det virkelig sandt? Utroligt! … Ubegribeligt! Kan en menneskelig Hjærne fostre saadanne Tanker…? Aa Gud … aa Gud! … Forfærdeligt.... Forfærdeligt … Hør dog, hør, hør....