Menneskeløget Kzradock/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Menneskeløget Kzradock.djvu Menneskeløget Kzradock.djvu/9 20-35

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

II

Første Seance. — Ud over Fornuftens Afgrund. — Menneskeløget Kzradock. — De to Lig. — Trehundrede Favne Vand. — Den gule Puma. — Lady Florence.

Jeg vil fortælle Hændelserne ved den første Seance roligt, med Beherskelse af mit oprørte Sind. — Men hvem begriber ikke min Ophidselse, da pludselig Tæppet løftede sig for dette Drama, der saa længe havde sysselsat Pariserpolitiet og de amerikanske Journalist-Detektiver. Det uopnaaelige var lykkedes mig — men vilde jeg kunne fuldende det paabegyndte Værk? Her stod jeg i min egen Stue, hvor Røgen fra min Eftermiddagscigar endnu blaalig sporedes — og dér laa Kzradock paa min grønne Sofa, saa bleg, med bundne Hænder og Fødder og med Fæstet af den ægyptiske Dolk stukket ned mellem Haandfladerne, et Billede paa Viljens Tilintetgørelse, Symbolet paa Afhængigheden af en tilsyneladende ravgal Virkelighed. Han lystrede hemmelige Kræfter og var gaaet i direkte Tandhjulsforbindelse med det ukendte. Ja, saaledes skriver jeg nu, men i det Øjeblik følte jeg kun Rædsel, en sønderrivende og isnende Rædsel, der var lige ved at gøre mig selv til et Offer for Trancen.

Hvad var det for forfærdelige og ubegribelige Ting, Kzradock mumlede om, Ting, der gjorde mit Blod til en Kuldeblanding, medens Induktionsstrømme af Medfølelse fik mine Nerver til at krybe sammen? Hvad var det for en Hemmelighed, der var ved at frigøre sig i Kzradocks Sind og som nu boblede frem af hans Mund som en Art Sjælens Sumpgas?

Det var selve det uhørte.

Selve det uhørte og uerfarede, indhyllet i en Forbrydelse saa grusom og blodig og samtidig saa indviklet, ja uløselig, et Had saa flammende, en Hævn saa forkullende og dog alt dette aabenbarende en uudsigelig Skønhed og Sødme — ja som en saadan Blanding af alle Substanser lærte jeg fra først af det Kzradock'ske Verdensbillede at kende …

Men jeg har glemt én Ting. Maaske noget væsentligt.

Kzradocks Trance var af en usædvanlig Art, idet han uden Vaklen eller Mellemstadier naaede den ubevidste Tilstand. Han higede af hele sin Sjæl mod Løsningen af sin egen Gaade. Og det var — i dette Nu — som han gav efter for en Slags aandelig Tyngdelov ved at slippe Virkeligheden og styrte sig ud over Fomuftens Afgrund — —:


… Aa Befrielse, mumlede han, Befrielse for mine Forbrydelser … dem alle … dem, jeg har begaaet og dem, jeg først skal begaa. Store Gud — er der da ingen Redning? Jeg beder til de himmelske Magter… lad dem binde Lægens grove Hænder — lad dem udslette de forfærdelige Blodspor paa Tapetet .... lad dem…

Men endnu ser jeg intet klart — — alt brister, naar jeg søger at holde det fast. Hvad er det, jeg hører? Er det Blæsten? Aa, den kølige Blæst suser den endnu om det sørgmodige Hjørne ved St. Augustin? Dér stod hun sidst; hvor gaar hun nu? Hun, som holder alle Traadene i sin Haand? Fortabt, tusindfold og i al Evighed fortabt er jeg, hvis de skulde briste. Saa er det ude med mig…


Her tav Kzradock et Øjeblik. Saa tilføjede han:


— Ligger jeg maaske allerede under en Glasklokke, hvorfra Luften pumpes bort?


Han søgte at løfte Hovedet, men lod det straks atter falde tilbage mod den grønne Sofa:


… Ti stille — hvisk ikke i mit Øre. Jeg er ikke mere noget Menneske. Hvor er mit Køn? Hvor er min Alder? Nej, nej — jeg ligger indesluttet i mine Gerningers Væv som et Foster. Giv mig mine Sanser, Lady Florence, giv mig mine fem Sanser tilbage… nej, ikke syv! Hvor kommer det frygtelige Tal fra? Gav du mig syv Befalinger til at tale … vender jeg syv Gange tilbage til Omverdenen? Og naar jeg har lystret de syv Gange — hvad saa?

Hvad vil du mig?

Sig mig … hør mig ¸ hvorfor vil du dog, at jeg skal tale? Er ogsaa du svag … eller hvorfor? Hvad kan jeg fortælle, som du ikke ved? Drømmer du endnu om Trylleordet, der berøver dig din Magi?

Det Ord, Ulysse Vanil en Gang har nævnt: Evige Drøm om Fred … jeg kender intet Ord, der har Magt over dig!

Aner du i din Fjernhed, at jeg i dette Øjeblik maa lystre dig? Tiden for din Vilje er inde. Troede du, den vilde komme? Se, jeg har fundet min Plads: den grønne Sofa! Dolken er imellem mine Hænder. Din Vilje ske! Aa, kunde jeg frigøre Hænderne, kunde jeg bryde Baandene, for aldrig, aldrig at røbe dine Veje. Ja, det vil jeg … lad mig slippe, Ulyksalige … giv mig Friheden …

Jeg kan ikke, Lady Florence … du har selv bundet mig. Du maatte! Altid har du troet dig usporlig. Og med Rette! De amerikanske Detektiver er saa lavpandede … hvem forstod din rige Sjæl! Hvem greb den usynlige Linie, Traaden i dit Næt! Ild fortærer … og de brændte alle i dit Baal, naglede paa Kendsgerningernes Kors! De stolede blindt paa deres Fornuft. Og hvad var det saa, du lærte dem? Sig mig det, svar hurtigt, forti intet … jeg beder dig derom.

Lady Florence — jeg tænkte altid kun paa dit sorte Haar! Og dog ved du, at jeg forstod alt. Derfor forgjorde du mig … til en Plante … et Løg … et Lig med Livskim og Spire…


Kzradock aandede dybt, og Hænderne, der holdt Dolken, skælvede, Men han knyttede Hænderne saa fast om Metallet, at Knoerne blev hvide som Ben. Og han vedblev:


— Hvad havde jeg sagt dig? At Mennesket ikke var noget Dyr? At Mennesket var en Plante … en spirende Plante … en blomstrende Urt: Sjæl! — — Havde jeg for dit Aasyn kuldkastet Læren om Dyret i Mennesket? Blot for … som en Gave til dit sorte Haar og dine Øjne saa fulde af skønne Taarer … at rejse Læren om Planten i hvert levende Menneske!

O, hvor du har spottet mig, idet du gav mig Ret … Her har du lagt mig som et Offer for min egen Lære … Var det saaledes, du tænkte dig det, naar vi talte om at lægge Grundstenen til en ny Menneskehed? Lady Florence, da jeg gav dig alt, tog du alt! Kun Spiren i mig kunde du ikke røve. Den lever endnu bag de visne Løgblade.

Bekender jeg det kun, fordi du vil, at jeg skal sige det?

Jeg lystrer, Lady Florence — lydige er vi under Spiringens Love! Hvad vil du saa, du, hvem min Vilje tilhører?

Jeg véd det, jeg véd det … du vil, at jeg skal røbe de fortvivlede Kendsgerninger … hvad der skete Natten mellem den 3die og 4de Maj i rue Vaugirard i Paris … det altsammen vil du høre genfortalt. — — Nej — dog ikke det altsammen … Men alt det Politiet fandt, da det om Morgenen trængte ind i Atelieret i rue Vaugirard og saa Alice og Yvonne ligge udstrakte paa Gulvet. — — Nu skal jeg fortælle, nu skal jeg fortælle … Aa, men lad mig trække Vejret først —


Ved den heftige Bevægelse med Overkroppen, Kzradock her gjorde, var Dolken ved at glide ud af hans Hænder. Men jeg fik den paa Plads igen. Med mit Lommetørklæde aftørrede jeg Sveden, der perlede paa hans Pande. Hans Tindingepuls slog i dette Øjeblik 120 Slag i Sekundet. Han mærkede ikke, at mine Hænder rørte hans Ansigt. Jeg kunde lægge hans Øjenlaag helt tilbage over Øjeæblet uden at der sporedes nogen Reaktion. Han fortsatte sin lange Enetale:


… Saa stille … — nu ser jeg det … Billedet, Virkeligheden. Dér ligger Alice død med Snitsaaret over Halsen i en Pøl af Blod. Men Yvonne er ved at forbløde. Blodstrømmen løber ind under hendes Ryg og suges op af det blonde Haar som af fine Rødder. Forfærdeligt! Blegheden paa de to Ansigter, de halvaabne Munde, de stive Øjne med det ligesom trøskede Blik. De lange Natdragter, tilsølede af Blod, iturevne og Hængende. Aa, Gud! De to, der holdt saa meget af hinanden — disse to Søstre, Veninder … viede sammen for Musikkens Alter! Nu løber Blodet fra dem begge ud i en stor Sø, der siver ned i Tæppet, der er saa rødt. at man næppe kan se hvad der er Blod og hvad der er Tæppe.

Og jeg …! Jeg kommer til Gerningsstedet samtidig med Politiassistenten Mr. Vernet. Han har en stor Mappe under Armen Den lille sortsmudsede Herre bliver staaende paa Tærskelen. Hvor han spiler Øjnene op! Uha, hvor det er raakoldt, skønt tidlig paa Foraaret? Hvad er nu det for en Lyd? Naa, det er Regnen der falder mod Atelierets Ovenvindue, ustandseligt, hidsende, en evig Lyd. Faldt de Draaber blot paa mit eget Hoved — jeg er en Besvimelse nær … Atelierets indelukkede Luft, Blodlugten og en anden Lugt, som jeg i Øjebliket ikke genkender … de to ulyksalige Kvinder i deres tilsølede Natdragter … den tilkaldte Læges Forbindtaske med de blanke Instrumenter … se nu bøjer han sig over Yvonne, drejer forsigtig hendes dejlige Hoved, saa hendes Profil tegner sig mod det blodige Haar… Hvad er dog det? Ogsaa i Nakken er der et Saar … som af Kløer.

Og hvad er dette for Spor over Tæppet og Gulvet… blodige Spor af vældige Kattepoter … og hvad er det for et Dyr, der ligger sammenrullet under Divanen med sit blodige Fjæs mod de indtrædende? … Jeg ser det i et Nu og mit Blod stivner. Ja — i dette Øjeblik troede jeg at forstaa alt … og hvad forstod jeg saa? Det var jo Bayle, Pumaen! Lady Florence, det var din elskede Puma! Her gensaa jeg til min Rædsel det gule Dyr, som du havde medbragt fra Sydamerika og som var forsvunden sporløst i Paris … Bayle, den amerikanske Løve, din Kammerat, som du kaldte den. Mod dig var den altid trofast og indsmigrende som et Barn, Lady Florence: den var lydig som et Menneske. Du kunde gøre ved den, hvad du vilde; den fulgte dig som en stor, doven Hund, overalt. Hvor mange Gange har jeg ikke set dig klappe dens bløde Skind med dine smidige Fingre … du holdt jo af at begrave dine deforme Negle i dens Haarlag … og hvor ofte lagde du ikke dine Hænder i dens varme Gab! Du legede med den som med et Legetøj, en Ting.

Er det altsammen kun Ting for dig — — er det din Hemmelighed?

Se — — her paa Mordstedet under Divanen ligger din Puma! — Lady Florence … I dette Øjeblik troede jeg, at den endnu var din, og jeg anklagede dig i mit stille sind! Dengang tænkte jeg ikke paa Ulysse Vanil og hans Venner…

Forfærdelige Gensyn, Erindring mod Erindring! Hvor den lille Politiassistent glo'r fortumlet paa det store Dyr, der kælent spinder ham imøde. Han bliver angst og askegraa … er ved at gaa et Skridt tilbage … véd ikke, hvorhen han skal vende sig eller hvorledes han skal paabegynde Undersøgelsen her.

Blændet af Blod! Hvem forstaar den Følelse? Alt er rødt… flyder rødt … alt Lyset reflekterer rødt i ens Øjne, der ser røde Taager overalt. Se, dette røde … aa Gud, hvor var jeg lykkelig indtil dette Øjeblik. Og hvor mine Nerver maa have været rolige! Slet intet havde jeg hørt af denne skrækkelige Morddaad, og jeg boede dog Atelieret saa nær, kun en Etage nedenunder. Maaske altfor ofte havde jeg hen mod Aften hørt Alice og Yvonne komme hjem … jeg hørte det ikke mere. De gik saa stille, de to Veninder.

Og tænk — tænk imorges! Det var Conciergen, der havde kaldt paa mig … hvilken Stemme, jeg ryster blot ved at tænke paa den … skærende som et Savblad. Conciergen havde hørt Raab om Hjælp fra Atelieret og var styrtet derop. Saa havde hun skreget paa sin Mand, paa mig … paa hele Huset.

Mordskriget …

Conciergen havde staaet udenfor Døren til Atelieret og hørte Yvonne raabe … raabe de besynderlige Ord: der er trehundrede Favne Vand … nej det nytter ikke … der er trehundrede Favne Vand (!)

Og saa et eneste Hvin … og saa ikke mere.

Saaledes stod hun, Conciergen, da jeg ilede til. Op ad Trappen kom hendes Mand, den gode Duran, løbende med Nathuen om Ørene og paa sorte Bomuldssokker. Rystende som i Krampe stod vi ved Døren … der kom ikke en Lyd mere fra Atelieret. Duran foldede Hænderne, trak Nathuen af Hovedet og drejede den mellem Fingerne som en Rosenkrans.

Morderen maatte jo være derinde!

Aa Gud ja, saaledes tænkte den lille Politiassistent vel ogsaa, da han stod der i Døren med hele sit Apparat af en Læge og to Betjente… Der stod han lige overfor de to Ofre for en saa forbavsende Forbrydelse. Henne under Divanen laa Pumaen, tilsyneladende mat. Men inde i det lille Værelse bag Atelieret maatte Morderen findes!… Jeg betragtede hans betænkelige Ansigt, han var i en frygtelig Knibe … hvad skulde han gøre?

Jeg ser ham mande sig op og tage en rask Beslutning.

Han gaar hurtigt over Gulvet for at aabne Døren til Bagværelset. Han griber i Haandtaget. Store Gud … se Pumaen! Den er ved at krybe frem fra Divanen Den fæster sine ravgule Øjne stift paa Politiassistenten, den tager Sigte paa ham, dens Hale krummer sig … hele dens lange, smidige Krop er i bugtet Bevægelse, den søger med Bagkroppen et Støttepunkt for sit Spring … Politiassistenten har vendt sig… han forstaar i et eneste Nu den overhængende Fare. Hans Arme synker ned, hans Mund fortrækker sig til et frygteligt haabløst Grin … saa hurtigt er det hele sket, at han ikke tænker paa Modstand.

Døden er ham vis.

Se det frygtelige Dyr, hvis Vildskab vækkes ved Synet af Politiassistenten, da han har nærmet sig Døren. Se, hvor det sigter — langsomt beslutsomt, højtideligt, med et Drag af Ladhed og Forfængelighed i sit bøjelige Legeme.

Nu! Nu!

Hvad er det, der sker?

I dette Nu høres nede fra Trappen et Skrig. Skriget fra en Kvinde, der raaber om Hjælp. Det skingrer gennem den aabentstaaende Dør ud til Trappegangen helt nede fra en af de underste Etager. Og Skriget er efterfulgt af vilde Bønfaldelser:

— Hjælp Hjælp! Man myrder mig! — — Kom … til … Hjælp!

Pludselig springer Pumaen.

Aa Gud! Men ikke mod Politiassistenten. … Den har aabenbart ved det første Skrig, uden at vi lagde Mærke til det, drejet Hovedet og nu springer den paa maa og faa, midt ud paa Gulvet; den lander, sprøjtende, midt i Blodsøen, ved Alices Lig. Med alle fire Lemmer i Blod til Haserne standser den et Øjeblik. Den synes at lytte efter Skrigene dybt, dybt dernede fra … En vellystig Gysen gennemfarer den. Og pludselig sætter den i et nyt Spring. — — — Mod os … Betjentene … Doktoren … og mig.

For Himlens Barmhjertigheds Skyld … Frelse, Frelse …

Men Dyret ser os ikke … den løber lige mod os … mellem vore rystende Ben­ … ud paa Trappegangen … og i lange hidsige Spring ned ad Trapperne.

Og dybt dernede fra lyder det klagende … kaldende: Kom … til … Hjælp! Kom … til … Hjælp!

Da hører jeg det. Da forstaar jeg det …


Det er Lady Florences Stemme.


Og jeg … jeg … jeg … jeg …


… Kzradock udstødte her et vildt Skrig … Fraaden stod ham om Munden, og i et pludseligt og voldsomt Anfald af Krampe rullede han fra Sofaen ned paa Gulvet. Skønt næsten ude af mig selv maatte jeg hjælpe ham. Jeg befriede ham for Dolken og løste hans bundne Hænder og Fødder. Straks efter blev han roligere, og det varede ikke længe, før han slog Øjnene op og saa sig omkring. Hans Blik var flakkende og Pupillerne som om de aandede ved Lysets Paavirkning … Men pludselig drog han et dybt Suk, tog sig ligesom sammen og sagde derefter til min store Forundring klart og bestemt disse mystiske Ord:

Under Floden..! Under Seinens smalle Flodleje…