Menneskeløget Kzradock/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Menneskeløget Kzradock.djvu Menneskeløget Kzradock.djvu/9 36-52

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

III

Det banker. — Med Stentorrøst. — Rækværket holdt! — Den mystiske Opringning. — To's Meddelagtighed. — Under Kommando. — Moulin de la Galette. — Det levende Billede. — Politiskiltet. — I Sikkerhed.

Der gik et Øjeblik. Og endnu engang udtalte Kzradock langsomt og dvælende, men med myndig og klar Betoning de besyndelige Ord:

Under Floden …! Under Seinens smalle Flodleje …

Da bankede det paa Døren.

Et Rædselsgys gennemfor os begge. Det var som om Kzradocks Fortælling blev levende ved disse smaa Slag mod Døren. Mørket i Værelset fortættede sig om os og føltes som et fysisk Tryk. Haaret rejste sig paa mit Hoved og Sveden trængte frem af alle aabne Porer.

Og i det samme gav Telefonapparatet paa mit Skrivebord sig til at kime…

Jeg hørte i Mørket, at Kzradock var ved at nærme sig Døren. Vilde han flygte? Uvilkaarligt udstødte jeg et Skrig, Døren gik op og i det Hakkende Gaslys derude saa jeg en Skikkelse, der ilede bort, ned ad Trappen, som førte til Smertens Korridor.

Det var aabenbart Kzradock, der havde aabnet Døren.

Som magisk draget af den bortilende løb han hen til Trappen, Han bøjede sig over det spinkle Rækværk og raabte med en Stentorrøst, der genlød i de mange Korridorer og Trapper:

— Ulysse — — er det dig? Ulysse … Ulykkesbroder … nu kommer jeg levende eller død!

Jeg saa, at Kzradock vilde styrte sig ud over Rækværket. Jeg kunde, hvis jeg ilede til, ikke naa at forhindre det. Her var gode Raad dyre og kun min Indsigt i de sjælelige Fænomener vilde kunne bringe den øjeblikkelige Hjælp, der var nødvendig. Med et Ryk rev jeg Bordtæppet af Bordet, saa Bøger, Tobaksdaaser og Blomsterglas ramlede ned paa Gulvet og jeg gav et Spark til Reolen, saa det meste af dens Indhold væltede ud. Ved dette Brag vendte Kzradock sit dødblege Ansigt mod mig, jeg greb hans Blik og firede roligt og koldblodigt hans vilde Tankers Traade ind. Stadig med mit Blik i hans nærmede jeg mig ham, greb ham om Skulderen og rystede ham som en Flaske, hvis Vædsker skal blandes.

—… Kzradock, hviskede jeg.

Der stod han, rystende af Kulde og Sorg, med Hovedet bøjet tilbage over Trappens Rækværk, ud over det Svælg, han nylig vilde have kastet sig ud i. Han søgte at befri sine Øjne for den Traad, der endnu bandt ham til Livet: mit Blik. Ved en voldsom Kraftanstrengelse lykkedes det for ham … med hele sit Legemes Styrke kastede han sig bagover og hans Hoved med det susende Haar beskrev en Vinkelbue gennem Luften. Men jeg kastede mig mod hans Ben og tvang dem ind mod det knagende Rækværk. Saaledes hang han. Hvis jeg gav slip, vilde han falde. Det var mig umuligt at magte ham alene.

Jeg raabte om Hjælp.

Lucien og Charles, mine to Portører, kom mig til Hjælp, og snart efter sad Kzradock paa Trappetrinet, afspændt og udslukket. Jeg vidste af Erfaring, at nu vilde han være rolig, nu kunde jeg overlade ham til ham selv … han var nu moden for længere Tid til Ensomhed. Jeg gav Portørerne mine Ordrer. De skulde bringe Kzradock til sig Celle og undersøge hvem det var, der nylig havde banket paa min Dør. Portørerne forsikrede, at det var hverken dem eller nogen anden Portør; de havde alle siddet og spillet „Zanzibar“ i en ledig Celle ved „Haabets Rotunde“. — Hvem havde da banket? Nogen Patient kunde det umuligt være … men hvem da?

Jeg havde ikke den mindste Gisning og jeg var selv dødtræt af Eftermiddagens Oplevelser. Jeg overlod Portørerne at skaffe mig den nødvendige Besked og jeg vendte tilbage til mit Værelse, hvor alt laa væltet hulter til bulter, over Gulvet flød Bøger og Manuskripter, Tobak og knuste Glas, i Sofaen laa den ægyptiske Dolk og de Forbindingslister, hvormed Kzradock havde været bundet. Et hyggeligt Syn! Mit Værelse forvandlet til en Sindssygecelle, hvor alle onde Aander drev deres Spil.

Alligevel var jeg ikke utilfreds. Medens jeg samlede mit Bohave sammen for at bringe det i en, hvad man kunde kalde mental Tilstand, gennemtænkte jeg Situationen og lagde mine Planer. Det gjaldt om at skaffe sig nøje Underretning om den eller de Forbrydelser, der laa til Grund for Kzradocks Tilstand. Men disse Undersøgelser maatte foretages med den største Forsigtighed: maaske var Kzradock selv medskyldig og Politiets Indblanding kunde blive farlig. Jeg vilde sandelig ikke udlevere min Patient til Politiet, det stred baade mod min Æresfølelse og mod min videnskabelige Samvittighed. Indenfor min Videnskab har jeg altid holdt af de særlige og sjældne Tilfælde, fordi jeg elsker min Videnskab, der opløser alt menneskeligt i dets Bestanddele.

Men tro nu ikke, at jeg for det rent videnskabelige har glemt det væsentlige i min Kunst: Helbredelsen! Jeg føler mig overbevist om det nu: kan jeg lære at forstaa Kzradock, vil jeg kunne helbrede ham og maaske give ham tilbage til det Samfund, vi dog skylder alt og hvorfra ogsaa Kzradock er runden, skønt han nu har glemt det l sin Sjæls bitre Ve.

Vilde jeg blot formaa det! Jeg holder af Kzradock med al den Ømhed, min medfødte Natur og mine aarelange Studier tilsammen har fostret. Kunde jeg blot finde Hjemstedet og den rette Jord for denne landflygtige Sjæl som … ja hvad var det han kaldte sig selv i sin usammenhængende Tale før? Et Løg kaldte han sig. Og han har Ret! Skjult bag de visne og halvvisne Løgblade ligger hans menneskelige Sjæl i Dvale som en Spire, der kræver Sol og Ømhed. Menneskeløget Kzradock … skal det lykkes mig at finde dit sande Jeg og bringe det frelst ud under Solen! Ja, da er det ikke Løgn, da er det Sandhed og det skal høres: da har Videnskaben frelst en Sjæl!

...... Jeg blev afbrudt i mine Betragtninger ved en ny Telefonopringning.

Denne Gang undlod jeg ikke at tage Telefonen.

Det var selve Opdagelsespolitiets Chef, der vilde tale med mig:

— Kære Dr. Renard de Montpensier, hørte jeg hans skolede og altid saa fortrolige Stemme sige … de er sikkert en travlt optaget Mand. Da jeg for en halv Time siden ringede til Dem, hørte jeg i min Perceptør en Lyd som fra et Jordskælv. Jeg blev angst og bange og vovede ikke at gentage min Opringning før nu. Desværre maa jeg ulejlige Dem … det er en Sag af største Vigtighed, en Sag, jeg halvvejs maa lægge i Deres Hænder … Er De optaget iaften?

Jeg holder ikke af Politisager og jeg svarede derfor:

— Det kommer noget an paa …

Politichefens Stemme blev mere indtrængende, det lød som han talte lige ind i mit Øre:

— De maa ikke sige nej … De maa love mig at være til min Disposition. Jeg mener … det er ogsaa en Sag, der vil interessere Dem. Jeg vil skaffe Dem en interessant Patient, Hr. Doktor, et virkeligt Unikum … tro mig, noget enestaaende i sin Art. Ja, De ved jeg holder ikke af abnorme Forbrydere … fordi de altid gør mig usikker, jeg er ikke Kliniker … Dette Tilfælde er derimod rent ud sagt noget for Dem … Naa har De saa Lyst?

Jeg tilstaar, at jeg bag Telefonen rynkede paa Næse af Opdagelsespolitiets Chef. Heldigvis kunde han ikke se det. — Og jeg svarede:

— Kunde jeg ikke faa lidt nærmere Oplysninger?

Politichefen brummede først noget, som jeg ikke kunde høre. — Saa lød det:

— Naa ja … de nærmere Oplysninger vil jeg nødig ud med … Jeg vil lade Dem staa ganske frit i denne Sag. De faar en Patient og det er det hele … Om nogle Dage kan vi saa tales ved!

— Det lyder rigtignok hemmelighedsfuldt, sagde jeg, og det forekommer mig at være en ret usædvanlig Fremgangsmaade.

— Desværre nødvendig, var Telefonens lakoniske Svar .... Gud skal vide, at jeg helst arresterede Vedkommende! Men det lader sig hverken anbefale eller gøre.

— Hvad vil De da? spurgte jeg lidt mere interesseret.

— Jeg vil sætte Pris paa, svarede Politichefen — og nu kunde jeg paa Tonefaldet sandelig høre det var ham —: at De er tilstede om en Timestid ude i Montmartre ved det lille Biografteater i Nærheden af Moulin de la Galette. Det ligger lidt højere oppe i Gaden. De kender det vel ikke, men De finder det let. Dér vil De træffe en af mine Assistenter — Monsieur Carbonel, ja ham kender De… Hvad der videre vil ske, skal jeg ikke røbe. Men De vil komme til at more Dem, det indestaar jeg for. Det vil blive spændende og interessant. Jeg overlader til Monsieur Carbonel foreløbig at sætte Dem ind i Sagerne. Kun en Ting vil jeg bede Dem om: De maa tage en Revolver med! Ikke til at forsvare Deres Liv, det tror jeg ikke bliver nødvendigt … Men Revolveren er nødvendig…

Jeg blev lynende vred:

— Med Revolver … aldrig!

— De maa!

— Hvad skal den bruges til …?

— Til at skyde med …

— Aldrig!

Politichefen lo, hele Telefonapparatet vrinskede:

— Det er kun Løjer.

— Hvilket?

— Tag nu blot Revolveren med. Saa faar De at se …

Jeg havde Lyst til at ringe af, men Politichefen vedblev:

— Det er, som jeg siger Dem, en meget vigtig Sag. Og jeg vilde sætte Pris paa, om De tog afsted straks. De har nu akkurat god Tid til at naa derud.

I dette Øjeblik kom jeg til at tænke paa Kzradock og paa de Oplysninger, jeg søgte. Maaske kunde jeg — som en Art Gentjeneste — faa Lejlighed til at granske nogle Protokoller, der ellers ikke vilde blive stillet til min Raadighed. Altsaa svarede jeg:

— Jeg skal gøre, hvad De beder mig om. Men Revolveren lader jeg blive hjemme …

Men Politichefen svarede hurtig:

— Nej, De gør ikke. For læg nu Mærke til, hvad jeg siger: To's Meddelagtighed vil have den dobbelte Virkning … Og dermed Farvel og paa Gensyn.

Og der blev ringet af.

… Nu skete der, hvad der maatte ske. Jeg lystrede som om jeg havde faaet en Befaling … lystrede akkurat som Kzradock og som ethvert andet Menneske vilde gøre. Vi lystrer alle … Hvad var det, Kzradock havde sagt i sit malabariske og profetiske Sprog: Lydige er vi under Spiringens Love! Han har Ret, lydige er vi alle som en, vi staar under Kommando.

Jeg greb min Hat og min Frakke, stak modvilligt Revolveren til mig og var snart ude i Paris, sad og vuggede paa Toppen af en Omnibus gennem de oplyste og næsten overhedede Gader, hvor der duftede af Paris som i en Bikube af Honning. Her er alt som et evigt Billede, der opløser og danner sig i fuld Tillid og Hengivelse til Nuet. Ikke engang i en maniakalsk Hjerne kan Billederne skifte saa hurtigt som her. Og dog er Hemmeligheden ved Paris slet ikke Hurtigheden, den glemmer man. Det er Ynden, den evige Charme, man husker. Og det man husker, det er det, der er.

Aa ja, jeg kunde tilbringe min Tid, mit Liv paa Toppen af en parisisk Omnibus. Men min Plads er inde i Vognen, hvor Patienterne sidder. At der er noget, der hedder Sygdom, det smerter mig dobbelt her I Gaden her fra Bukken af et Køretøj, der ager gennem al Verdens Herlighed.

Forlængst har vi passeret Boulevarden. Vi staar tilvejrs mod Montmartre. Hvad er det for en Ekspedition, jeg har indladt mig paa? Og tænk Kzradock, min syge Ven, der nu sidder hjemme i sin Celle og venter paa Befrielsen, der for ham ikke er Døden, men Livet.

Holdt!

Altsaa … efter Ordre naaede jeg Møllen. Der ligger den, Moulin de la Galette … højt oppe, og den slaar med sine Vinger, malende Glædens lette Flormel i sin Kværn, medens den parisiske Ungdom danser ud og ind, ud og ind under de urokkeligt vise elektriske Lamper, der alle som en lystrer Kommandoen fra en Maskine ude i Byen … Det er forresten længe siden, jeg har været til Bal i Møllen. Men jeg kommer der ikke iaften … jeg har iaften Ordre til at gaa andetsteds hen!

Lidt højere oppe i Gaden ligger det lille Biografteater … jeg har allerede set dets Lysskilt. Gaden er saa stejl her, at det ser ud som Skiltene ikke hang lige … Dér udenfor Indgangen staar Monsieur Carbonel, jeg kender ham paa det glatragede Ansigt og paa hans Falkeøjne, som allerede forlængst har opdaget mig, det mærker jeg tydeligt, fordi han kommer nærmere. Ho, nu har jeg ham, tænker du om mig … han kom dog, og jeg vidste, at han vilde komme … Men ogsaa du har lystret, min Ven… ogsaa du er her ifølge en Kommando. To Kommando'er er Skyld i, at vi to mødes.

Han rækker mig Haanden og jeg rækker ham min. Og jeg tillader mig at se spørgende paa ham.

— Nyt Program iaften siger han henkastet, som om vi hørte til Stamgæsterne. — Vil Doktoren se …

Jeg ser paa Plakaten og tænker ved mig selv: Gud, hvor det er mig ligegyldigt! Og jeg siger til Monsieur Carbonel, der er falden i Snak med en Kontrollør:

— Hvad er egentlig Meningen?

— Nu gaar vi ind, siger den kloge Monsieur Carbonel. Det er paa høje Tid. Skønt jeg tror ikke, det vil lykkes iaften … Lad os sætte os saa langt tilbage som muligt.

Politiassistenten ser mig pludselig stift ind i Øjnene:

— De har vel Revolveren med?

— Ja, hvisker jeg som en Skoledreng og Monsieur Carbonel nikker blot.

Saa gaar vi ind.

Rummet derinde er helt mørkt og helt fyldt af Hvidløgsduft. Det er aabenbart et tarveligt Publikum, der søger hertil. Mørket forhindrer mig i at se det.

Det er et Ørkenbillede, der forevises. Man ser Kamelerne føre Karavanen gennem Sandet. Alt er Sand, kun Sand. De store, vuggende Dyr krænger som dovne Sejlere. Skønt iagttagende alt har deres Øjne et frygteligt sløvt Udtryk. Det er Dyrerigets Melankolikere, siger jeg til mig selv — de ligner Melankolikere af Arbejderstanden! — Men hvorledes skulde de være blevet anderledes …

Billedet forsvinder og der bliver lyst i Rummet. Jeg ser, at Publikum er noget mere blandet end jeg troede. Et Par Rækker foran os sidder endog et meget elegant Publikum.

— Død og Pine, hvisker Monsieur Carbonel — efter at han har købt et Program og kastet et Blik paa det — vi kom nok ikke meget for tidlig! — — Har De Revolveren parat? Naar jeg siger: Nu! saa tager De den op af Lommen. Naar jeg siger Fyr! saa skyder De… Deres Revolver er vel ladt?

— Nej, den er ikke, hvisker jeg tilbage og smiler lumsk over min Sejr.

— Det gør ikke noget, svarer Politiassistenten. — — jeg har for en Sikkerheds Skyld taget to med … Jeg skal række dem den ene …

Jeg ser paa Monsieur Carbonel og stammer hviskende:

— Men hvem? Hvad? … Hvem skal jeg skyde paa?

— Skyd paa Pumaen …!

— Pumaen.....?

— Ja!… Stille…

Og Monsieur Carbonel tysser paa mig. Han har rejst sig op, men sætter sig straks igen.

Der bliver atter mørkt i Rummet og Billedet paa Tæppet viser sig.

Men hvad er dog det? Jeg synes, jeg genkender det… det lille Atelier, de to kvindelige Lig paa Gulvet, Politiassistenten, der netop træder ind …

— Hvad hedder det Billede? hvisker jeg stakaandet.

— Det hemmelighedsfulde Mord! svarer Monsieur Carbonel og trykker mig i det samme en Revolver i Haanden.

… Ja, nu ser jeg det … jeg genoplever det i Erindringen … der ligger Pumaen under Sofaen … Og nu nærmer Politiassistenten sig Døren. Dyret er ved at krybe frem … Nu sætter det i et Spring … midt ud paa Gulvet, saa Blodet sprøjter…

Fyr…! hvisker Monsieur Carbonel.

Han afskyder selv sin Revolver. Og uvilkaarligt lystrer jeg: jeg affyrer ogsaa min.

En frygtelig Uro i Salen det levende Billede bliver staaende, man ser Dyret midt i sit Spring mod Døren, der nu er flænget af en Kugle.

I det samme tændes Lyset.

Midt i det rasende og raabende Publikum springer Monsieur Carbonel op paa en Stol og viser sit Politiskilt.

— Luk Dørene, raaber han.

Monsieur Carbonel ser sig om med sit Falkeblik … og der bliver saa stille, at jeg kan høre mit Hjærte banke.

Mellem det elegante Publikum er en ung Herre sunket besvimet om … Han har krampagtig grebet om sin Hat, idet han faldt. Monsieur Carbonel stiger ned fra sin Stol og gaar hen til ham. Hatten river han bort med et rask Ryk …

— Aa Frøken, siger han med et tilfreds Smil … saa lykkedes det mig dog at finde Dem! Troede De, det var Ulysse Vanil og hans Staldbroder, der skød? Nej, det var kun mig… og saa Dr. Renard de Montpensier, min Ledsager, der nu vil føre Dem til et Sted, hvor De kan føle Dem i Sikkerhed …