Menneskeløget Kzradock/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Menneskeløget Kzradock.djvu Menneskeløget Kzradock.djvu/9 53-65

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

IV

De sorte Rotter. — Retfærdighedens Vogter. — I Automobilen. — Mr. Wells. — Amerikanerens Resignation. — To Racer. — Sværg! — Sjælens Frelse. — Blomster og Frugt. — Det brænder!

I et Nu var det besørget. Monsieur Carbonel holdt nemlig fast, skønt Publikum stormede os. Jeg kan huske, jeg fik det Indtryk, at Folk lignede sorte Rotter, da de stormede frem. Politiet er hadet, tænkte jeg tilfreds, saadan skal det være … gaa paa i Djævelens Skind og Ben, mas ham, den Satans Panser! Men samtidig indrettede jeg mig paa at forsvare ikke blot mig selv, men ogsaa Monsieur Carbonel og vor Fange, hvis det virkelig skulde gaa løs. Saa sammensatte er vi Mennesker.

Som sagt — Monsieur Carbonel holdt fast og gloede rundt med et Par lysende Lanterneøjne som Retfærdighedens Vogter. Han gik baglæns ud af Biografteater-Salen og trak den hele Ruse af Mennesker efter sig. Ude paa Gaden gjorde han holdt, og straks gjorde ogsaa de andre holdt. Han satte Gud hjælpe mig den hele Masse, der hadede ham, i en suggereret Tilstand, blot fordi han vilde noget og vidste, hvad han gjorde. Havde han raabt en eller anden Befaling til dem, de havde adlydt! Nu nøjedes han med at fløjte efter en Automobil, der hurtig kom — drejede op i en skarp Kurve foran Biografteatret. Uden Vanskelighed fik vi vor Fange placeret. Publikum havde omringet Vognen i samme Nu det ikke mere følte sig bundet af Monsieur Carbonels Blik; jeg saa allevegne Ansigter glane mod Ruden; Stokke og Paraplyer løftede sig truende mod os.

— Vinduerne op! brølede Monsieur Carbonel. De er rent tossede iaften. Det er Mordscenen fra før, der er gaaet dem i Blodet, de bliver som Hyæner.

Chaufføren tudede med sit Horn, og Vognen satte sig langsomt i Bevægelse.

Jeg saa opmærksomt paa vor Fange. Til min store Forundring sad han og smilede.

Jeg kunde se paa Monsieur Carbonel, at det ogsaa undrede ham. Vognen skred hurtig ned mod de ydre Boulevarder. Den skraa Gades Lygtelys, der svang sig ind over vore Ansigter, fremkaldte hurtige og pludselige Momentbilleder, efterfulgte af lige saa pludseligt Mørke. Men hver Gang den fremmedes Ansigt laa belyst, var det det samme underfundige Smil, mit Blik mødte. Et ligegyldigt, hovmodigt, sejrrigt Smil …

Der var længe stille i Vognen. Vi hvilede tilsyneladende alle ud. Men denne Hvile var kunstig, de andre var sikkert mindst lige saa spændte og opmærksomme som jeg. Vi havde alle tre noget at sige hinanden, og netop derfor tav vi maaske. Indtil tilsidst Monsieur Carbonel brød Tavsheden, idet han samtidig tog sit Cigaretetui op af Lommen. Og jeg saa, at ogsaa han smilede, som søgte han at overbyde den anden i et endnu mere hoverende Smil, der ligefrem viste Tænder.

— Det var ved en Fejltagelse, De kom tilstede iaften! sagde han til vor Fange. Sid blot ikke og søg efter en Undskyldning. Vi kalder det for en Fejltagelse. Er De enig med mig heri?

Den fremmede brast i en Latter, der slet ikke lød kunstlet, og svarede paa Engelsk:

— Som De vil! De kan godt kalde det en Fejltagelse … det maa det vist regnes for. Og jeg er mindst lige saa nysgerrig som De efter at se, hvad der kommer ud af denne Fejltagelse … Hvis der var en Smule Lys i denne Vogn, saa vilde De maaske smile lidt mindre hoverende, Mr. Carbonel!… De tror, De har fanget Hovedpersonen i en Tragedie … Véd De, hvem jeg er?

Monsieur Carbonel var sprunget op. Jeg saa i det farende Lygtelys, at han var bleven bleg, næsten gusten. Han bøjede sig over den fremmedes Ansigt, der bestandig smilede.

— Naa, kan De se, hvem jeg er? .... Troede De virkelig, De havde faaet Lov til at fange Lady Florence? Nej, det undte jeg Dem sandelig ikke! Saa kender De Mr. Wells daarligt!

Og den fremmede førte sin højre Haand op til Hovedet. Da han atter tog den bort, fulgte Parykken med, og et temmelig kortklippet, ildrødt Haar kom til Syne, maaske det rødeste Haar, jeg nogensinde har set. Mr. Wells Haarfarve var ikke til at tage fejl af, den vilde kunne kendes paa lang Afstand. Den lignede næsten Blod, der efter et voldsomt Slag havde bredt sig over hele Kraniet.

Monsieur Carbonel lo bittert, næsten hulkende … svælgende Luften med rasende Strubeslag og besynderlige Handyrslyde. Saa skreg han:

Men hun var tilstede!

— Det var hun, svarede Mr. Wells. Hun var tilstede. Men det var mig, der skulde have fanget hende … Nu kom De mig i Vejen, Mr. Carbonel. Jeg trøster mig med, at jeg iaften har vist den største Egenskab, man overhovedet kan vise som amerikansk Undersaat: ikke Mod, ikke Snedighed, men Resignation! Resignation er den sidste Konsekvens, vi Amerikanere maa tage; andre Egenskaber er os medfødte, Resignationen maa erhverves … Jeg er stolt af, at jeg i Sagen Lady Florence bestandig har vist Resignation. Snart staar jeg ved Maalet … Det vil være mig en Ære, Mr. Carbonel, om De vil hjælpe mig til at realisere mine Planer … Deres Hjælp vil være mig meget kærkommen. Men som en ægte Amerikaner maa jeg tage ethvert Spørgsmaal som et Racespørgsmaal og handle derefter. Hvis De vil hjælpe mig med at fange Lady Florence, saa skal hun være i vore Hænder inden imorgen tidlig. Men det er min Plan, at der skal gaas frem efter, det er mit Spor, der skal følges … Vil De træde i min Tjeneste for inat, Mr. Carbonel? Ogsaa hertil fordres der Resignation … ægte gallisk Resignation, hvortil jeg aldrig tidligere har appelleret forgæves … Det gælder om at smede, mens Jernet er varmt — det gælder om at benytte Øjeblikket …! Vi maa se at faa rede paa denne Sag, der bliver mere og mere gaadefuld … Jeg er ikke religiøs … paa intet Omraade troende … men der er noget her, som har at gøre med min Sjæls Frelse. Trods alt har jeg bevaret en vis Tillid til den menneskelige Natur, i hvert Fald kan dens Gaader løses! Og jeg maa løse denne Gaade, ti Lady Florence eksisterer. Jeg har set hende tre Gange, sidst nu iaften. De to første Gange forsvandt hun for mig paa en ganske uopklaret Maade, jeg skal fortælle Dem derom ved Lejlighed, Mr. Carbonel …

Mr. Wells tav pludselig. Og ligesaa pludselig greb han den franske Opdagers Hænder og løftede hans højre Haand i Vejret. Vi kørte i dette Øjeblik over de store Boulevarder, hvor Strømmen af Mennesker gled som efter en hemmelig Marsch, en tungsindig, slentrende Musik …

… Sværg! udbrød Mr. Wells, og sværg ogsaa De, Dr. Renard de Montpensier … sværg, intet at omtale af det, jeg nu betror Dem! Det gælder maaske vort Liv, ja mere end det, vor evige Sindsligevægt … Og lov mig allerførst, at vi bliver sammen inat, ti inat vil der ske noget.

Baade Monsieur Carbonel og jeg bøjede vore Hoveder over mod Mr. Wells' røde Haar, der nu og da flammede op i Lyset. Men Mr. Wells var altfor optaget af sine Tanker til at bemærke vor Opmærksomhed og Spænding.

— Ja, sagde han blot. Lov mig det! Nej … sværg, sværg!

Og han saa pludselig paa os med et Par udspilede Pupiller. Vi nikkede samtykkende, og Monsieur Carbonel, der syntes at have glemt Skullelsen fra lør, trykkede Mr. Wells Haand og udbrød:

— Lad da denne Nat tilhøre Amerika … Men imorgen er det vor Tur, hvis Planerne slaar fejl.

— Godt! bekræftede Mr. Wells. Lad det være saaledes …

Han vendte sig mod mig og sagde i en Tone, jeg ikke rigtig kunde blive klog paa:

— Er De bange for at blive berøvet Deres Nattesøvn, Dr. Renard de Montpensier? Ti Natten vil komme til at gaa paa en højst besynderlig Maade. Jeg har en Formodning om, at Sagen ogsaa interesserer Dem. De kender jo Kzradock?

— Han er min Patient, sagde jeg … For at kunne stille hans Diagnose fuldtud rigtig ofrede jeg gerne mange Nætters Søvn.

— Det tænkte jeg mig nok … mumlede Mr. Wells. Ogsaa De er berørt af Sagen … Vi staar altsaa alle ved Porten til det Helvede af Lidenskaber, til den Underverden af Rædsler, som jeg gyser for at træde ned i … Og dog maa jeg! Som De! Som Monsieur Carbonel! Vi er som sammensvorne og ønsker alle at lade Fornuftens Lys lede os gennem de Gallerier af Mørke, vi her staar overfor … Sig mig, Dr. Renard de Montpensier, hvad har De ved Deres Undersøgelse faaet ud af Kzradock?

Jeg mærkede paa mig selv, at jeg rødmede. Heldigvis kørte vi gennem en mørk Gade … Jeg benyttede mig af Mørket, jeg vilde intet røbe, ti ogsaa jeg er jo paa en vis Maade Opdager. Jeg løj derfor og svarede:

— Jeg er endnu ved de allerførste Undersøgelser. Kzradock interesserer mig; han er desuden en meget sympatisk Patient. Jeg kan ikke nægte, at han sysselsætter mine Tanker. Noget nærmere tør jeg ikke udtale, jeg har mine Formodninger … det er det hele! … Men sig mig, Mr. Wells, hvor mener De, at vi skal tilbringe Natten? Hvor vil De føre os hen?

— De behøver ikke at give Chaufføren nogen ny Adresse, svarede Mr. Wells. Det er hjemme hos Dem, paa Deres Anstalt, at der vil ske noget i Nat. Der vil Dramaet udvikle sig. De har en Modtagelsesstue. hvor vi kan opholde os, ikkesandt? Har De noget imod, at vi benytter den som Hovedkvarter? Jeg tænker, at Lady Florence vil indfinde sig ved 3-Tiden. Er der langt fra Deres Stue til Kzradocks Værelse? Naa ikke! Tror De, han sover, naar vi kommer ud til Dem?

— Det tænker jeg, svarede jeg. Han har været saa urolig hele Eftermiddagen, at han nok nu sover de retfærdiges Søvn.

— Hvis han ikke sover, maa De give ham et Sovepulver, nikkede Mr. Wells. Dog helst et let Middel, for han skal vaagne, naar vi kalder paa ham.

Jeg søgte at udtrykke en Tvivl overfor Mr. Well's Argumenter:

— De tror, Lady Florence trænger ind paa min Anstalt midt om Natten. Det er jo umuligt, hun vil ikke kunne komme ind.

— Hun kommer! svarede Mr. Wells. Men maaske faar vi hende ikke at se. Alt vil bero paa den Dygtighed, hvormed vi lægger vore Planer … Hvor mange Etager har Bygningen — tre, ikke sandt?

— Med den høje Stueetage fire …

— Javist. Og Kzradocks Celle ligger paa anden Sal.

— Nej, paa første.

— Saa har jeg forregnet mig. Hvor ligger Deres Modtagelsesværelse?

— Paa anden Sal.

— Det var ikke videre heldigt, svarede Mr. Wells. Men saa maa vi indrette os derefter. — — Og nu skal De høre: De maa lade to eller tre Portører vaage inat. Og Portørerne maa af mig have nærmere Besked om, hvorledes de skal forholde sig. Desuden maa De sørge for, at vi i Løbet af Natten kan disponere over tre, fire store og brede Sengelagener. De maa desuden have en Celle beredt. Denne Celle skal udstyres kongeligt, med det bedste Anstalten ejer af Møbler og Sengetøj. Det skal smykkes med Blomster, og Bordet skal være dækket til fem med Frugt og Vin. Kan der blive sørget for alt det?

— Jeg tror ikke, der findes Blomster og Frugt paa Anstalten, svarede jeg.

— Saa maa det skaffes. Det er en Nødvendighed. Der er jo en Telefon paa Deres Anstalt, saa maa vi ringe til en af de sene Boulevard-Restauranter efter det, vi mangler.

— Hvorfor skal der dækkes til fem? spurgte jeg maabende.

— Enten bliver vi fem eller slet ingen, svarede Mr. Wells.

I det samme standsede Vognen — ved Indgangen til den Gade, hvor jeg havde boet i saa mange Aar.

— Hvorfor kører vi ikke videre? raabte jeg ud af Vinduet til Chaufføren.

— Gaden er afspærret, svarede den unge Chauffør lakonisk.

— Hvad er der i Vejen?

Chaufføren bøjede sig ned mod mig:

— Jeg tror, det er Tagbrand … Det brænder vist lige overfor Sindssygeanstalten. Gaden er fuld af Sprøjter og Brandmænd.

— Tagbrand!

— Tagbrand! brølede Mr. Wells. — — Saa er hun der vel allerede! Jeg kender Sporene, hvor hun træder … hendes Evne til at aflede Opmærksomheden … Afsted … afsted …! Chaufføren kan faa Betaling imorgen … Og pas nu paa, det gælder maaske Livet for os alle! Lad os holde sammen, fjern Dem ikke fra os andre, Dr. Renard de Montpensier … og lad os være glade, naar vi staar paa Anstaltens Grund!

Og alle tre fo'r vi ned af Automobilen, som om vi var tyve Aar og kun tænkte paa Narrestreger.

— Hvor brænder det? raabte Mr. Wells til den Kæde af Betjente, der spærrede Gaden og som alle som en førte Haanden til Kasketten, da de saa Monsieur Carbonel.

Det er Sindssygeanstalten, der brænder, svarede de alle som paa Tælling.