Menneskeløget Kzradock/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Menneskeløget Kzradock.djvu Menneskeløget Kzradock.djvu/9 155-168

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XII

Whiskyen og Duerne. — Nøglen. — Bændelormen. — Tegnebog og Portemonnæ. — Skuddene. — Mødrenes Datter. — Den Indespærrede. — Methusalem Kzradock. — Fiskesnøren.

Mange Illusioner havde jeg ikke tilbage, da jeg forlod Hulen, og jeg gjorde vist nærmest en komisk Figur, som jeg gik dér ved Strandbredden med Hatten trykket ned i Panden over et Par skamfulde Øjne. Jeg vidste ikke, hvorhen jeg skulde vende mit Blik. Alt var mig ligegyldigt, og jeg følte mig som en Robinson, strandet paa Latterlighedens Ø, hvor mit eneste Selskab var et Aandebarn, en skalperet Detektiv, et Skelet og en døvstum Hund — — hvilket Panoptikon i Ensomheden!

Jeg saa ud over Havet, der vred sig i sine Lænker og skummede som en fangen Prometheus; jeg saa op mod Himlen, hvor alt var tomt.

I det samme kom en lille Dreng hen til mig, rakte mig en Seddel og gik videre. Jeg foldede Sedlen ud og læste:


Undertegnede, der hver Aften beder for sine Kunders Liv, har aabnet en tilpas elegant udstyret Vinkælder paa Hjørnet af Victoriagaden og Albertgaden. De behøver blot at aflægge mig et Besøg, og De vil da for Fremtiden være indflettet i mine aftenlige Bønner.

Ærbødigst 
Dick Hardy. 


P.S. Whiskyen stammer fra Paradis og Duerne fra Arken.


Jeg læste Sedlen to Gange, og et lille Smil spøgte om mine Læber. Hvorfor ikke gaa derhen. tænkte jeg; jeg maa have noget at spise efter alle mine Genvordigheder.

Da jeg kom til Victoriagaden, stod Værten i Døren. Han blev aabenbart meget forundret over at se en Kunde paa denne Tid af Dagen. Restauranten viste sig at være en temmelig obscur Bule, uhumsk og snavset. jeg bad om at faa en Portion af de Duer, der stammede fra Arken, og det viste sig da, at der ikke blev serveret før om Aftenen.

Saa satte jeg mig i min Fortvivlelse til at drikke Whisky.

Og Værten drak med. — Jeg kunde se, han sad og lurede paa mig. Ikke et Øjeblik havde han Øjnene fra mig. Han havde rimeligvis ondt i Sinde. Jeg havde en tydelig Fornemmelse af, at han vilde drikke mig fuld og overfalde og plyndre mig.

Pludselig rejste han sig og gik hen og drejede Nøglen i Laas. Og derefter saa jeg i min halvt omtaagede Tilstand, at han nærmede sig og stillede sig foran mig.

— Giv mig Deres Ur, sagde han, Deres Tegnebog og Deres Portemonnæ … saa er jeg tilfreds.

Der var ikke andet at gøre, jeg maatte lystre. Jeg rakte ham mit Guldur. Men næppe havde han faaet det i Haanden, før han faldt besvimet om.

Hvad er der i Vejen? tænkte jeg, er Manden bleven gal? — Nu gælder det nok om at benytte Lejligheden og komme af Sted i en Hurtighed. Jeg bøjede mig ned for at tage Uret op og saa i det samme, at Kapselen havde aabnet sig, og at Viserne stod paa 415.

Jeg greb mit Ur og styrtede hen til Døren, drejede Nøglen om og skulde lige til at undslippe, da Værten i det samme begyndte at røre paa sig. Endnu halvt bevidstløs hørte jeg ham mumle:

— … Var Klokken virkelig saa mange?

Jeg studsede og blev et Øjeblik staaende. Nu kunde jeg jo slippe væk, naar jeg vilde. Jeg saa Manden rejse sig; han skulede hen til mig, og saa raabte han:

— Den forbandede Bændelorm!

— Hvad mener De? lo jeg haanligt. Først udsender De religiøse Løbesedler. Derefter vil De plyndre mig. Saa faar De et Ligfald. Og nu taler De om Deres Bændelorm, som om den kom Sagen ved? Hvad mener De?

— Ak, svarede Værten og gned Øjnene, det hænger altsammen sammen. Bændelormen er Skyld i det hele. Den regerer mig; jeg er fuldstændig i dens Vold. Den er min indre Drivfjeder til godt og ondt. Naar dens Følelser er blide, føler jeg religiøst. Naar den bliver urolig, føler jeg Lyst til at begaa de forfærdeligste Forbrydelser. Og ved Firetiden, naar min Middagsmad naar ned i Tyktarmen, er der altid et Øjeblik, hvor den spjætter som en vild, og saa falder jeg om som en død.

— Det var en rar Undskyldning, sagde jeg. Men godt var det, at den spjættede, … ellers havde den røvet mit Ur, min Tegnebog og min Portemonnæ!

— Ja, De maa undskylde mig, sagde Værten, men den var saa sulten i Dag. Ti i de sidste 24 Timer, før jeg spiste til Middag, har den hverken faaet vaadt eller tørt. Til daglig forstaar det kære Dyr mig, men under saadanne eksceptionelle Omstændigheder spørger den uafbrudt, hvad der er i Vejen, og den spørger paa en yderst ubehagelig Maade!

— De skulde se at faa den fordrevet, sagde jeg og vilde gaa.

— Hør, stop et Øjeblik, raabte Værten. Nej, den skal blive, hvor den er. Den skaffer mig Afveksling og Appetit. Den gør mig 14 Gange om Dagen til et nyt Menneske. Selv i Nat, da jeg vandrede ude mellem Kridtklipperne, underholdt den mig.

Jeg blev pludselig opmærksom.

— Hvad har De haft at gøre ude mellem Kridtklipperne i Nat?

— Jeg stod paa Vagt.

— Paa Vagt?

— Ja, jeg stod posteret her lige udenfor Brighton. Jeg ventede paa nogle Skud, men de kom ikke. Eller maaske har jeg ikke hørt dem for det indre Spektakel, Bændelormen lavede.

Jeg lyttede anspændt, endnu med Haanden paa Dørens Haandtag. Og jeg forsøgte at gøre min Stemme rolig, da jeg spurgte:

— Nogle Skud?

— Ja, det var de to gamle Damer, der havde sendt mig derud. Kender De de to mærkelige Kvindfolk? De bor her i Huset lige overfor. I Nat har de ordentlig været paa Benene. Endnu i Morges, da jeg kom hjem, var der tændt Lys, og saa kom de straks over og bad mig tage derud igen. Det er ikke mere end en Time siden, jeg kom tilbage.

Jeg traadte nærmere.

— Tillader Bændelormen, at jeg sidder ned et Øjeblik?

— Ja, sagde Værten, nu er der ingen Fare mere. Vil De drikke en Whisky til?

Jeg satte mig ved Bordet nærmest Døren. Nøglen havde jeg beholdt; jeg gik derfor ind paa hans Forslag.

— Det maa være interessante Damer, sagde jeg. Hvor længe har de boet her?

Saa længe jeg kan huske, svarede Vær- ten. De er gamle begge to. Men de har en Datter.

— Begge to?

— Ja, de har en Datter, som de begge to er Moder til.

— Det var som Pokker!

— Det er ikke desto mindre sandt, svarede Værten, De har selv fortalt mig om det. Jeg tror, det gik saadan til, at de begge fødte paa samme Tid. Det ene Barn døde, og saa vidste de ikke, hvis der var dødt.

Hvad hedder den Datter?

— Hun hedder Florence.

Jeg var bleven bleg. Heldigvis lagde Værten ikke Mærke til det. Han sad og stirrede over mod Huset, som om han ventede en Befaling derovrefra. Hvert Øjeblik kiggede han ud af Vinduet.

Jeg iik Tid til at sunde mig.

— Og Florence bor hos Mødrene?

— Ja, i den sidste Tid har hun boet der. Men det er ogsaa et besynderligt Pigebarn. De skulde blot vide …

Jeg saa ud, som om jeg intet vidste. Men heller ikke jeg kunde lade være at se over paa Huset, en smuk, treetages Bygning med mange Vinduer. I det øverste Vindue. Kvistvinduet, sad en umaadelig stor Kat med Kroppen trykket tæt ind til Ruden, slikkende sin ene Pote.

— Ja, Huset ser saa roligt ud, sagde Værten. Men der gaar mange Ting for sig derovre. Vidste jeg blot fuld Besked …

Han bøjede sig frem imod mig og hviskede:

— Jeg skal fortælle Dem, hvad jeg ved. Ser De det lille Kvistværelse derovre? Der sidder en Mand Indespærret. Jeg ved ogsaa. at det er forbudt ham at komme til Vinduet. men sommetider ser jeg hans blege Ansigt, sommetider gør han Tegn til mig …

— Tegn om at De skal komme ham til Hjælp?

— Nej. Altid det samme Tegn. Han løfter begge Hænder og viser mig sine 10 Fingre. Saa bøjer han Hænderne sammen to Gange, og tilsidst viser han mig kun de to Fingre. Ialt viser han mig saaledes 32 Fingre. Ja, 32 …

— Hvad mener han med det?

— Ja, det faar jeg jo ikke Lejlighed til at spørge ham om. Undertiden hører jeg ham blæse paa Fløjte — altid den samme Tone, og Tonen gentager han 6 Gange.

— Det var mærkeligt, sagde jeg.

— Alt er mærkeligt i det Hus. Jeg har ikke været højere end paa første Sal. Men hvad jeg saa paa Trappen og i Stuerne var højst besynderligt. Stuerne er fyldt med malede Kulisser ligesom paa et Teater, og der er lagt elektrisk Lys og Vand ind paa de underligste Steder. Der er Vandhaner overalt. Og nu skal jeg fortælle Dem en Ting, som vil forbavse Dem … Alle Trinene paa Trappen er løse … Jeg har altid en Fornemmelse, som om jeg gaar over en Faldgrube, naar jeg skal derop …

Jeg saa paa Værten og han paa mig. Saa rystede vi begge paa Hovedet.

— Men fortalte De mig ikke før, sagde jeg, at De undertiden hjalp de gamle Damer?

— Jo, sagde Værten. Det er ved Gud det allermest mærkelige. De bruger mig til at spionere for dem. Jeg skal gaa ude mellem Klipperne og vente paa Skud og Signaler. Men endnu har jeg aldrig hørt det Signal, der er det rigtige.

— Faldt der ikke nogle Skud derude i Formiddags?

— Hvor ved De det?

— Jeg var derude … jeg hørte det.

— Det var vist Mr. Wells, der skød, sag- de min Vært. Det var ikke det Signal, jeg ventede paa.

— Kender De Mr. Wells? spurgte jeg.

— Han er min Broder, svarede Værten.

— Naa, saadan, sagde jeg. Saa begynder jeg at forstaa …

— Hvad begynder De at forstaa? Hvem er De? Er De maaske den Biografteaterdirektør, de har ventet derover?

Nu saa jeg unægtelig atter uforstaaende ud. Men jeg kunde ikke lade være. Jeg sagde, medens jeg stirrede stift paa Værten:

300 Favne Vand

Da rejste han sig pludselig, greb mig om skulderen og raabte:

— Hvor er Lady Florence?

— Hun er død, svarede jeg, greb en Stol og stillede den mellem ham og mig, idet jeg samtidig sikrede mig Retræten til Døren.

Men til min store Overraskelse udbrød han:

— Gudskelov!

Og straks efter:

— Hvad vil de dog sige derovre?

— Sig mig, spurgte jeg lidt efter, kender De en Mand, som hedder Renard de Montpensier?

— Nej.

— Kender De da en, der hedder Methusalem?

Jeg var ganske bleg af Spænding og Angst.

Det hed jeg i gamle Dage, svarede Værten.

— Hvad hed De?

— Jeg hed Methusalem Kzradock.

Nu var det mig, der var ved at segne om. Det forekom mig, som min Bændelorm var begyndt at røre paa sig. Men jeg var snart saa vænnet til Overraskelser, at jeg blot sagde:

— Gentag det endnu en Gang. Hed De Methusalem Kzradock?

Og da Værten nikkede, vedblev jeg i stigende Uro:

— Hører De … Vi maa gaa sammen over i det Hus. Vi maa følges ad: De maa love mig ikke at slippe mig af Syne et Øjeblik! De maa blive ved min Side, at der ikke skal komme Vildrede i Tingene. Men sig mig først: tør De erklære for dem derovre, tør De sige de to gamle Damer, at det er Dem, der er Methusalem Kzradock?

Hvor forundret blev jeg ikke, da han svarede:

— Det ved de godt i Forvejen. Det er deres Skyld, at jeg nu kalder mig Dick Hardy. Ja, det er endogsaa deres Skyld, at jeg elsker og plejer min Bændelorm og er kommen til at betragte den som en solid Erstatning for min eneste Kærlighed.

Jeg tog mig til Hovedet.

— Er det mig, der er gal?

— Nej, sagde Værten. Gal er De ikke, men De har maaske drukket for meget Whisky. Og saa er det dog alligevel sandt altsammen.

— Lad os nu komme derover, udbrød jeg. Jeg maa have Rede paa det hele. Jeg maa vide, om jeg er gal eller drukken eller ved mine fulde fem. Ak, selv andres Bændelorme begynder at volde mig Kvaler! Lov mig at gaa med derover med det samme. Hvor er Deres Hat og Frakke? Og laan mig en Stok, hvis det skulde blive nødvendigt …

I det samme kom jeg til at kigge ud af Vinduet og blev ganske forstenet staaende. Et af Vinduerne paa anden Sal var blevet aabnet. Og ud af det stak en lang Fiskestang med Snøre og Krog. Og paa Krogen hang der i Stedet for en Fisk et Knippe Nøgler.

— Ser De, sagde Værten, de kalder paa mig derovre fra …!

Og i det samme gav han mig et Stød for Brystet, saa jeg trillede omkuld, og saa sprang han ud paa Gaden.

Jeg var hurtig paa Benene, optaget som jeg var af, hvad der foregik udenfor. Og jeg kom netop tidsnok ud paa Gaden til at faa Nøgleknippet i Hovedet, idet det dumpede ned fra Krogen, der var bleven sat i svingende Bevægelse indefra.

Det gjorde ondt, men jeg var ligeglad. Det var mig, der greb Nøgleknippet. Jeg var endelig Herre over Situationen.

Endelig Herre over Situationen!

Nu skulde mit Livs og min Skæbnes Gaade løses.