Menneskeløget Kzradock/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Menneskeløget Kzradock.djvu Menneskeløget Kzradock.djvu/9 169-180

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XIII

Nøglen. — Vanviddets Aand. — Det laadne Bryst. — Malede Kulisser. — Smertens Korridor. — Besættelsen. — Lady Florence. — Ved Afgrundens Rand. — Tvivl og Tro. — Tvivlens imperialisme.

Jeg stod med Nøglen til Gaaden i Haanden.

Og jeg sprang hen og stak den i Laasen.

I samme Øjeblik forsvandt Døren, Huset, Gaden, Jord og Himmel.

Jeg var alene med Vanviddets Aand, der lignede et laaddent Bryst. Jeg følte det et Øjeblik, som om hele Verden kun havde været malede Kulisser, der sank sammen for det første Vindpust, medens den virkelige Virkelighed var et laaddent Dyr, der længe havde forfulgt mig og nu satte sine Tænder i min Strube.

Jeg mærkede Rædselen; jeg mærkede, at mit Liv ebbede ud. Der var en forunderlig Vellyst ved at føle Taushedens Sug over sit Hjerte …


Først otte Dage efter fik jeg at vide, at jeg var bleven funden i Smertens Korridor.

I min egen Sindssygeanstalt.

Og det første, jeg erfarede, da jeg efter en Uges Sygeleje atter kom til mig selv, var dette:

Det var mig, der var Dr. Renard de Montpensier.

Men Kzradock?

Som jeg allerede engang før har meddelt i disse Optegnelser: Kzradock eksisterer slet ikke.

Men hvad jeg ikke vidste dengang —: Lady Florence tilhører ogsaa Uvirkelighedens Verden.

De mange Modsigelser i hendes Liv og Skæbne beviser dette fuldtud for den normale Hjerne.

Alt hvad der angaar Kzradock er blevet til sammen med ham. Min Sindssyge har skabt et helt Drama omkring en imaginær Hovedperson …

Jeg er nu klar over, at Løsningen paa alle Gaaderne findes i mig selv.

Ikke udenfor.

Min Sygdom har gjort mig til Digter. Og jeg har indsét, hvor frygteligt det er at være Digter.

Hvilket Vanvid maa ikke beherske en Digters Hjerne?

Personer, der aldrig har levet, opstaar af intet og fører den ulyksalige ind i en Verden, hvor alt bliver til som ved Fortryllelse, ind i et Spil af Kræfter, der har sin Evighed i ham selv. Her kan intet ophøre, før hans Besættelse er forbi. Han lever et Dobbeltliv og er en ufri Mand i Virkelighedens Verden.

Men selve hans Digtning er hans Frigørelse.

Gennem den løskøber han sig fra det uvirkelige og træder atter ud, hvor Solen skinner og Træerne grønnes.

Ja, det er Foraar igen …

Udenfor mit Vindu blomstrer Akacierne. Ogsaa de har gennemgaaet Vinterens Drømmetid, og hvem véd, hvad et Træ drømmer om?

Er Vinteren ikke for saadant et blindt og døvt Træ et Spøgelse, der knuger dets Grene, en Kzradock, der jager alle Rædsler hen over det? Naar Orkanen hviner og Vintermørket indhyller det, er det saa ikke Kzradock, der jamrer i dets Krone? Er det ikke Kzradock, der er ved at faa Bugt med dets Voksetrang og Levedygtighed? Er det ikke den evig unge Methusalems Angst, der kryster det?

Dette Aar har været Vinter og Dødstid i mit Sind.

Og her er Gaadens Løsning: Kzradock er Vanviddet.

Kzradock er den altid indelukkede Sjæls Angst for sig selv.

Den indelukkede Sjæl, der myrder og begaar alleslags Forbrydelser for at nære sin Illusion. Den indelukkede Sjæl, der i sig selv danner sin Modvilje. Hvis det er en Mand sit kvindelige Modstykke, sin Hun. Som her Lady Florence …

Altsaa saaledes skulde den Kvinde se ud, der kunde beherske mig!

Jeg har set hende med min Sjæls Øje, da jeg ikke mødte hende i Virkeligheden.

Ak, Lady Florence, saa underlig er Livets Traade sammenflettede, at du slet ikke er til!

Og dog beherskede du mig.

Trods din Uvirkelighed tog du mig ved din Haand og ledede mig gennem Lidelsernes røde Hav, indtil jeg blev funden som en død i Smertens Korridor.

Jeg har skabt dig, og du blev min Herskerinde. Jeg har været i din Magt.

Hvem véd, om jeg er undsluppet …

Dog i dette Øjeblik føler jeg mig fri.

Og jeg kan nu vende mig imod mine Læsere …


Ak, mine Læsere er lige saa imaginære, lige saa uvirkelige som Kzradock og Lady Florence.

Jeg har skrevet alt dette for mig selv i min Dødsangst og Pine. Og hvem véd, om jeg nogensinde faar Læsere?

Men skulde disse Papirer engang komme paa fremmede Hænder, skulde de virkelig blive læste og diskuterede, saa tror jeg at forstaa, hvad mine Læsere vilde føle …

De vilde føle sig narrede, snydte og bedragne.

Akkurat som jeg selv!

Der er jo ingen Begyndelse og ingen Ende paa mine Optegnelser. Det er altsammen uden Hoved og Hale …

Men netop heri ligger den Lære, der skal høstes.

Den, jeg selv har høstet.

Det er en syg Sjæls Lidelser, mine Læsere har gennemgaaet, naar de er kommet til Ende med mine Optegnelser …

De har set, hvorledes en af Lidelser angreben Sjæl skaber en Verden indenfor den Skal, der omslutter den …

Jeg vil ønske, at de har troet paa denne Fantasi-Verden, at de har høstet dens Erfaringer, dens sælsomme Høst. Ti da er de ikke bleven narrede, men har lært Sjælens Hemmeligheder at kende.

De har i saa Fald lært den dybe Sandhed: at man skal ikke tro paa sin Sjæl. Man skal ikke tro paa de Gøglebilleder, den opruller og kun halvt fører igennem.

Sjælens Lidelser kan ingen undgaa.

Men man skal tvivle.

Men man skal tvivle paa sin Sjæl.

Hvis man tror paa den, saa frigør den sig og tager Magten over ens Liv. Og skaber en Trossfære, hvori man kommer til at leve.

Altsaa de af mine fremtidige Læsere, der bliver dybest narrede, er ogsaa blevet dybest belærte. De har troet paa Kzradock — og han var intet … han var en djævelsk Spøg og han var bitter Alvor. Han var Sjælen, der med tillukkede Øjne fjerner sig fra Virkeligheden. Han var Nattemørket i et Menneskes Sind.

Havde jeg ikke troet paa ham, saa havde alt været anderledes …

Men hvem af mine Læsere, netop mellem de mest troende, vil ikke føle det samme Bedrag som jeg? Hvem vil ikke føle — ja, hvem har ikke følt — Methusalem Kzradock i sig? Hvem har ikke haft den evig unge og evig gamle Tillid til Sjælens vilde Drømme? Hvem har ikke troet paa dem og søgt at føre dem igennem?

Hvem har i det rette Øjeblik tvivlet?

Har ikke baade du … og du … og du mærket Besættelsen og staaet ved Afgrundens Rand?


For dem, der forstaar dette, vil disse Optegnelser ikke være skrevne forgæves.

De vil i stille Timer, naar deres Sjæl er ved at forlokke dem, mindes Methusalem Kzradock.

Men for de enkelte, der intet kan forstaa, vil Optegnelserne blive en behagelig Underholdning. De vil more sig eller muligvis kede sig, hvis de har Trang til at kede sig! Men de vil ikke begribe noget, fordi de ikke har Kzradock i sig.

Saadanne Læsere vil se paa, hvad jeg har skrevet, som paa en Detektivroman uden Opløsning.

Det er det paa en vis Maade ogsaa.

Sjælen er den allerfineste Detektiv. Men den kan ikke finde Løsningen paa sine egne Gaader, fordi de ligger i den selv. Den kan beskue sig selv, tro og tvivle.

Mere kan den ikke.

… Aa, hvor den moderne Sjæl, udsat for saa mange Efterstræbelser udefra og indefra, fra Religion og Suggestion, fra Viljesoverføring'er og Erotik, trænger til Støtte og Hjælp.

Og den ejer Hjælpen i sig selv.

Den kan tvivle.

Lad være at tro paa alle de Historier, Sjælen hvisker til dig! Tag dem ikke for gode Varer, førend du har prøvet dem nøje …

Og vogt bestandig over din Tvivl, at den ikke forsvinder.

Ti Tvivlen er det eneste Vaaben, du har mod dig selv.

Ja se, saaledes kunde Optegnelserne ogsaa læses.

Med Tvivl.

De Læsere, der straks vil forstaa, hvad jeg saa sent skulde erfare, vil komme til at more sig kosteligt over mig. De vil føle i deres sikre Instinkt, hvilket Siv jeg har været i Blæstens Magt. De vil begribe, hvilken himmelraabende Parodi paa Menneskelivet, der har ligget bag alle mine Lidelser.

Saadanne Læsere maa jeg være taknemmelige. Ti de er kommet ud af Uføret før jeg. Jeg vil højagte dem, hvis jeg træffer dem, og trykke deres Hænder med Ærbødighed, hvis jeg møder dem.

Gid jeg maa faa mange saadanne Læsere!


Jeg tror nu, jeg forstaar Menneskeløget.

Mennesket er langt mere Plante end Dyr. Alt det ydre har Dyrets Form. Alt det indre er som Planten. Det ydre er kun Redskaberne, men det indre er det vigtigste …

Sjælen er som en Plante, der vokser efter Spiringens almindelige Love.

Indkapslet i Slægtserfaringerne kan Sjælen lignes med et Løg med mange Løgblade. Inderst inde lindes den levedygtige Spire. Det gælder om, at denne Spire kommer i Vækst paa rette Maade, saa den faar den rette Udfoldelse og Blomstring.

I Ungdommen, den vaarfriske Tid, der dog er bestemt ved methusalem-gamle Erfaringer, vokser Løgspiren tillidsfuldt …

Det er Tillidens Tid.

Saa kommer Skuffelserne, Sammenstødet med Virkeligheden, Ulykkernes og de bristede Forhaabningers Tid, tilsidst Sammenbrudet, maaske Vanviddet …

Det gælder om manddomsstolt at væbne sig, idetmindste at redde hvad der kan reddes, og Tvivlen indtager Tillidens Plads.

Saaledes er Vækstloven.

Og den maa man følge … eller dø!


Jeg selv er nu en slagen Mand.

Min Vilje er sønderreven.

Men ogsaa Seglene for min Mund er brudte. Jeg forstaar nu mit indre Liv … om ikke mit ydre.

Og min Oprejsning ligger i mit Nederlag.

Jeg vil kaste mig over Tvivlens Evangelium og prædike det for alle, der har Øren til at lytte med.

Ingen skal tro mig.

Ingen skal tro sig selv.

Vanviddet, Kzradock, skal dø for Tvivlen!

Tvivlen skal vokse til min Sjæls Stormagt og herske imperialistisk.

Dette er min Vilje.

Jeg vil! — jeg vil!

Jeg vil Tvivlen!

Og hermed skal Optegnelserne om Menneskeløget Kzradock ende.